OPINION. Mens vestlige venstrefløjsaktivister gerne rejser til Gaza, demonstrerer, besætter universiteter og taler om at være “på den rigtige side af historien”, udspiller der sig samtidig en af de mest brutale undertrykkelser i vor tid i Iran. Her er der ingen selfies, ingen slogans og bemærkelsesværdigt få protester.
Iran er ramt af den største protestbølge i årtier. Siden slutningen af 2025 har almindelige borgere, studerende, arbejdere, kvinder – demonstreret mod økonomisk kollaps, inflation og et præstestyre, der har mistet enhver folkelig legitimitet. Regimets svar har været klassisk totalitært: tusinder dræbt, titusinder arresteret og internettet lukket ned for at slukke sandheden sammen med lyset.
Ifølge menneskerettighedsorganisationer er der tale om et af de mest voldsomme statslige angreb på civile i nyere tid. Kvinder dræbes for ikke at bære tørklæde “korrekt”. Mennesker henrettes for at forlade islam eller for at være homoseksuelle. Læger arresteres for at behandle sårede demonstranter. Journalister og deres familier trues – også i udlandet.
Her opstår det politiske paradoks. Hvor er de højlydte aktivister, når det er et islamistisk præstestyre, der undertrykker? Hvor er de store demonstrationer, når kvinder i Iran kæmper – ikke for symbolske rettigheder, men for retten til overhovedet at leve frit? Hvor er Greta Thunberg, som ellers konsekvent taler om moralsk ansvar og historisk stillingtagen? Hvor er Line Barfod og resten af den danske venstrefløj, når kampen står mod et af verdens mest totalitære regimer?
Tavsheden er larmende.
Forklaringen er ubehagelig, men enkel: Iran passer dårligt ind i fortællingen. Det er svært at protestere mod et regime, der ideologisk deler fjendebillede med Vesten og samtidig finansierer islamistiske bevægelser, som dele af venstrefløjen ellers ser som “modstand”. Man bider nødig den hånd, der passer ind i ens verdensbillede.
Men frihed er ikke et menukort, man kan plukke fra.
Man kan ikke forsvare kvinders rettigheder i ét hjørne af verden og ignorere dem, når kvinder bliver slået ihjel for deres tøj. Man kan ikke tale om LGBTQ-rettigheder og samtidig se bort fra et regime, der henretter homoseksuelle. Man kan ikke kalde sig antifascist, hvis man er tavs over for et religiøst diktatur. Frihed kommer ikke af sig selv. Den skal vindes – og den skal forsvares. Også når det er politisk ubekvemt.
Iranerne fortjener vores fulde støtte i kampen mod det islamistiske mørke. Vi bør forpligter os, når regimet slukker internettet, fængsler sandheden og håber, at verden kigger væk.
Danmark har sat diplomatiske, politiske og internationale signaler, men ingen dramatiske, ensidige aktioner alene som regering. Det er klart, effektivt og symbolsk — men det er stadig primært politikens sprog, ikke handlingens. At se bort er også et valg. Historien har det med at huske den slags.
KRIMI. Søndag var der også politi på arbejde ved motorvejen i Vejle, hvor et mindre færdselsuheld fandt sted ved sammenfletningen på Den Østjyske Motorvej.
Uheldet skete ved tilkørselsrampen mod syd ved Hornstrup, hvor to personbiler stødte sammen. Der var tale om et sammenstød mellem to biler, og ifølge politiet skete der ingen personskade.
Skaderne var udelukkende materielle. En patrulje blev sendt til stedet og udarbejdede en færdselsrapport, som skal klarlægge, hvordan skaden kunne være opstået.
De to førere var mænd. Den ene mand er 35 år. Politiet har ikke oplyst alderen på den anden.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport søndag den 15.2 kl. 10.00 af vagtchef Mathias Møller.
KRIMI. Tidligt søndag morgen klokken 06.48 fik Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om, at flere unge personer opholdt sig i et solcenter i Vejle.
Ifølge anmeldelsen lå fire til fem unge og sov i kabinerne i solcentret på Windfeld-Hansens Gade. En patrulje blev sendt til stedet, hvor betjentene traf en 19-årig mand fra Vejle.
Den unge mand blev bortvist fra stedet. Der blev ikke rejst nogen sigtelser i forbindelse med sagen.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport søndag den 15.2 kl. 10.00 af vagtchef Mathias Møller.
Søren Torpegaard Lund skal repræsentere Danmark ved Eurovision 2026 i Wien.
Den 27-årige musicalskuespiller vandt lørdag aften Dansk Melodi Grand Prix i Arena Nord i Frederikshavn med nummeret »Før vi går hjem« og skal dermed bære Dannebrog videre til det internationale melodigrandprix i Østrigs hovedstad i maj.
Sejren kom efter en intens finale, hvor publikum og juryer pegede på det danske bidrag som årets vinder.
Fra musicalscene til Eurovision
Søren Torpegaard Lund er ikke et ukendt navn for publikum i Fredericia. Han har gennem flere år markeret sig stærkt i musicalmiljøet og har blandt andet haft roller på Fredericia Musicalteater.
Hans baggrund som scenekunstner har tydeligt præget hans udtryk i Melodi Grand Prix – med sikker vokal, dramatisk nærvær og en tydelig fortælling i sangen.
Med »Før vi går hjem« leverede han et nummer, der kombinerer dansk tekst med en stor, emotionel opbygning – og som allerede lørdag aften blev mødt med stående bifald.
En stemme med erfaring
Selv har Søren Torpegaard Lund tidligere fortalt om sit forhold til scenen og til Fredericia som by. Han er uddannet musicalperformer og har opbygget sin karriere gennem både ensemblearbejde og større hovedroller.
Grand Prix-sejren markerer et nyt kapitel – denne gang på en international scene med millioner af tv-seere.
I maj gælder det Eurovision i Wien, hvor Danmark skal forsøge at kvalificere sig til finalen og måske hente et af de bedste resultater i nyere tid.
Genlæs vores tidligere interview med Søren Torpegaard Lund her:
Middelfart Kommune arbejder sammen med lodsejere og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø om at etablere flere lavbunds- og vådområdeprojekter rundt om i kommunen.
Formålet er at reducere udledningen af drivhusgasser og næringsstoffer fra landbrugsarealer og samtidig styrke natur og vandmiljø.
Projekterne er en del af den grønne trepart og finansieres helt eller delvist af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.
Konkret er kommunen i gang med:
• Et 140 hektar stort vådområde ved Aulby Møllemade
• 25 hektar ved Brende Å
• 20 hektar ved Pave Bæk
• En forundersøgelse ved Rud på 20 hektar
• Et lavbundsprojekt ved Langholm på 34 hektar
Ifølge kommunen er flere projekter på vej.
Vådområderne etableres ved permanent at vådgøre tidligere landbrugsarealer. Det betyder, at områderne tages ud af traditionel drift, hvilket skal mindske CO₂-udledning og kvælstofudvaskning til vandmiljøet.
Projekterne sker i dialog med de berørte lodsejere.
SPORT. Forårssæsonen kunne næsten ikke være startet bedre for FC Fredericia. Sejren på 3-2 i Vejle sendte både point og selvtillid ind i omklædningsrummet og gav klubben den bedst tænkelige åbning på et forår, hvor hvert eneste point kan blive afgørende. Nu venter en helt anden kaliber.
Søndag klokken 14.00 løber spillerne på banen på Monjasa Park, hvor AGF kommer på besøg. Og ifølge direktør Stig Pedersen er det ikke hvem som helst, der gæster byen. »Ja, der møder vi pt. Danmarks bedste hold. Det bliver en stor udfordring for os, fordi AGF har været suveræne meget længe. De har den der tro på tingene og den medvind, man har som tophold,« siger han.
AGF topper i øjeblikket Superligaen og har lagt afstand til både FC Midtjylland, FC København og Brøndby. Det vidner om stabilitet og kvalitet. »Det bliver den sværeste opgave i hvert fald i lang tid på hjemmebane, det må man sige. Det er topkvalitet, der kommer på besøg.«
AGF’s status som tophold ændrer dog ikke på ret meget i Fredericia-lejren. På træningsbanen er der ikke blevet opfundet nye mirakelkure op til søndag. Tilgangen er den samme, som den plejer at være. »Vi gør ikke noget anderledes. Vi tager udgangspunkt i os selv. Det er jo det, vi skal gøre.« Optimismen er der – som altid. Men realismen følger med. »Det er jeg altid. Vi tror da på det hver gang. Men man må også være ærlig og sige, at det her bliver en kæmpe mundfuld. Det bliver sjovt at måle sig med dem.«
Hvad skal lykkes?
Spørgsmålet er derfor ikke, om opgaven er svær. Det er den. Spørgsmålet er, hvad der skal lykkes, hvis Fredericia skal have noget med ud af den. Ifølge Stig Pedersen handler det om at tage det med fra Vejle, der fungerede, og strække det over længere tid. »Der skal lykkes noget af det, som lykkedes i Vejle i første halvleg. Det skal vi kunne overføre i længere tid.«
Samtidig er han bevidst om, at søndagens kamp ikke er den, der i sidste ende afgør sæsonens retning. »Det er jo ikke dem, vi skal måles med eller indhente. Den kamp var pointmæssigt vigtigere for os end den her. Det var den sidste kamp mod et top-6-hold.«
Det, der for alvor kommer til at definere foråret, ligger længere fremme i kalenderen, påpeger han.
De rigtige kampe venter
Efter AGF venter virkeligheden for alvor. Randers og Silkeborg står på programmet – direkte konkurrenter i tabellen. Dertil kommer flere indbyrdes opgør mod Vejle. »Vi kommer til at møde Randers og Silkeborg tre gange og Vejle to gange, som det ser ud lige nu. Det bliver jo de kampe, hvor der står meget mere på spil.«
Det er her, sæsonen skal defineres. Fredericia skal hente et af holdene foran sig, samtidig med at Vejle skal holdes bag sig. Det er de kampe, hvor regnestykket skal gå op. Netop derfor kan en overraskelse mod AGF få ekstra vægt. Point, man ikke har kalkuleret med, kan ændre dynamikken. »Hvis vi kunne lave en sensation her med tre point, så ville det jo være fantastisk. Engang imellem skal man jo også lave nogle point, man ikke havde regnet med,« bemærker direktøren med et lille smil i stemmen.
Et boost, men ingen garantier
Sejren i Vejle har sat strøm til truppen. Det mærkes. »Det giver jo altid energi at vinde. Vi har jo gået og ventet på den kamp lige siden efteråret.« Men den energi giver ingen forspring mod et tophold som AGF, påpeger direktøren. »Det er AGF sådan set ligeglad med. Vi skal have en ekstrem god dag, og AGF behøver ikke lige ramme deres topniveau, så har vi en chance.«
Søndag bliver derfor en test af format. En måling på, hvor Fredericia står, når ligaens førerhold kommer på besøg. Og måske en mulighed for at vise, at Monjasa Park kan være mere end bare et stop på vejen. Om det rækker til point, afgøres over 90 minutter. Ambitionen er dog ikke til at tage fejl af. »Lad os se, om vi kan drille AGF lidt. Det håber jeg,« slutter Stig Pedersen.
Formand for Fredericia Lærerkreds, Per Breckling, vurderer, at folkeskolen i Fredericia står et bedre sted end længe – men understreger samtidig, at varige forbedringer kræver tid, investeringer og en fælles tro på skolens betydning for byens fremtid.
Der findes institutioner, man kan tale om i tabeller og budgetter. Og så findes der institutioner, man kun forstår, hvis man tør tale om mennesker, tid og tillid. Folkeskolen hører til den sidste kategori. Den lever ikke i regnearkene alene, men i klasseværelserne, i frikvartererne, i samtalerne mellem lærere og forældre og i de stille øjeblikke, hvor et barn opdager, at noget, der var svært i går, pludselig kan lade sig gøre i dag.
I Fredericia har folkeskolen derfor fyldt meget i debatten de senere år. Den er blevet diskuteret, vurderet og vejet. Der har været overskrifter om faldende elevtal, om trivsel og mistrivsel, om karakterer, struktur og skoledistrikter. Om privatskoler, der vokser, og om en folkeskole, som nogle forældre har haft svært ved at genkende sig selv i. Samtidig har der været politiske meldinger om færre elever i klasserne, nye investeringer og – ikke mindst – planerne om en ny skole ved Kirstinebjerg. En skole, der ikke blot er et byggeri, men et løfte om, at noget kan blive anderledes.
Midt i den debat står én stemme, der ikke lever af hurtige løsninger eller klare slagord, men af erfaring. En stemme, der kender skolen indefra – fra lærerforberedelsen, fra klasselokalet, fra mødelokalerne – og som derfor heller ikke er i tvivl om, hvor udfordringerne er. Men som heller ikke har opgivet troen på, at noget kan flytte sig, hvis man giver det tid og vilje.
»Hvis man skal lave en aktuel status her ved årsskiftet, så tænker jeg faktisk, at folkeskolen står et bedre sted, end vi har været i et stykke tid,« indleder Per Breckling, formand for Fredericia Lærerkreds.
Sætningen falder roligt og uden store armbevægelser. Det er en nøgtern konstatering fra en mand, der har set reformer komme og gå, oplevet ambitioner blive skruet op og realiteterne halte bagefter – og som ved, at fremskridt i folkeskolen sjældent kommer som spring, men som langsomme bevægelser.
Et opgør med reformens tid
Når Breckling taler om, at folkeskolen står et bedre sted, handler det ikke om, at alle problemer er løst. Tallene fortæller fortsat om faglige udfordringer, og Fredericia ligger ikke i toppen på hverken karaktergennemsnit eller trivsel. Den virkelighed løber han ikke fra. Alligevel er der sket en mere grundlæggende forskydning i synet på skolen og i måden, den styres på.
»Skolereformen fra 2013 havde jo 10-års jubilæum i 2023, og vi må konstatere, at den ikke rigtig lykkedes. Den er også rullet tilbage, bare under nogle andre navne, fordi selve ordet skolereform er blevet slidt op.«
I sætningen ligger både et punktum og en lettelse. Et punktum for en reform, der ville for meget på én gang og målte succes i længde og ensartethed. Og en lettelse over, at man igen tør erkende, at styring ikke er det samme som kvalitet, og at mere skole ikke nødvendigvis er bedre skole.
For Breckling er opgøret med reformens tid ikke et opgør med forandring i sig selv, men med forestillingen om, at komplekse relationer kan standardiseres, og at læring kan presses ind i faste rammer uden hensyn til dem, der skal bære den i praksis. Et af de tydeligste brud med den tænkning er den forkortede skoledag. Ikke som en nostalgisk længsel mod »gamle dage«, men som en erkendelse af, at den lange skoledag kom til at handle mere om tilstedeværelse end om indhold.
»Jeg har kaldt det en lønmodtagertilgang, oven i købet en forældet lønmodtagertilgang. Det der med, at lærerne skulle være der fra 8 til 16, uanset hvad. I virkeligheden handler det jo om opgaven. Om den kan lykkes.«
For Breckling var konsekvensen, at lærerne i for høj grad blev reduceret til funktioner i et system frem for fagprofessionelle med ansvar for et komplekst dannelsesopdrag. I Fredericia peger han på, at man allerede tidligt forsøgte at bløde reformens hårdeste kanter op gennem lokale forståelser og aftaler. Først nu er den bevægelse også blevet national.
»Den forkortede skoledag giver os mulighed for at bruge ressourcerne bedre og faktisk lykkes med opgaven. Det er jeg glad for.«
Når investeringer tager tid
Da talen falder på de seneste budgetforlig i Fredericia, er tonen mere fremadrettet end tidligere. Som om der er truffet valg, der rækker længere end den næste valgperiode og længere end den næste pressemeddelelse.
»Det seneste budgetforlig, og også det forrige, pegede begge fremad. Særligt det sidste, med beslutningen om en ny skole ved Kirstinebjerg.«
Her er det tydeligt, at skolen i Brecklings optik ikke blot er et byggeri, men et signal. Et tegn på, at man politisk har accepteret, at folkeskolen ikke kan repareres stykkevis og delt, men kræver langsigtede beslutninger. At rammer betyder noget. Ikke som garanti for kvalitet, men som en forudsætning for, at kvalitet overhovedet kan opstå.
Samtidig insisterer han på proportionerne. En ny skole ændrer ikke folkeskolen fra den ene dag til den anden. Den kan skabe muligheder, men den løser ikke alt.
»Hvis vi skal ændre noget grundlæggende i folkeskolen, så går man jo i skole i 10 år. Det betyder også, at det tager 10 år at se effekten, medmindre man selvfølgelig investerer massivt.«
Her ligger et vigtigt korrektiv til den politiske utålmodighed, som ofte præger skoledebatten. For Breckling er tid ikke en modstander, men et vilkår. Man kan ikke måle folkeskolens kvalitet på ét år eller ét hold. Forandringer sætter sig langsomt, fordi børn vokser langsomt, og fordi relationer, faglighed og dannelse ikke kan fremskyndes uden omkostninger.
Derfor vender han igen og igen tilbage til de konkrete greb. Ikke de store overskrifter, men de ændringer, der kan mærkes i hverdagen, hvor loftet på 24 elever i en klasse, tolærerordninger og flere voksne omkring børnene bliver afgørende.
»Det øger simpelthen muligheden for, at læreren kan nå rundt til alle eleverne. For at læreren kan lykkes med sin opgave og for at vi kan få bedre resultater end dem, vi har set over et langt skoleforløb.«
Sammenhæng frem for brud
Et centralt element i planerne for den nye skole er, at den bliver en 0.–9. klasse-skole. »Jeg har altid oplevet den sammenhængende skole som det bedst mulige. Når eleverne indgår i ét samlet skoleforløb, og lærere og ledelse gør det samme, så har man blik for hele paletten – det, eleverne skal dannes til og uddannes til.«
Her handler det mindre om mursten og mere om pædagogisk logik. Om erfaringen af, at færre skift kan give mere ro, at kontinuitet kan skabe ansvar, og at ansvar over tid kan gøre en reel forskel. Når elever, lærere og ledelse følger hinanden gennem årene, bliver skolen ikke blot et sted, man passerer, men et fælles projekt med blik for det lange sigte – for barnet, der begynder i indskolingen og forlader skolen som et ungt menneske.
Derfor ser Breckling den nye skole som noget, der rækker længere end én adresse.
»Når vi har lavet noget, der fungerer på Kirstinebjerg, bliver det vigtigt, at vi kan udbrede de erfaringer til de øvrige skoler i kommunen. Det er faktisk noget af det, vi stadig mangler at få helt på plads.«
Og spørgsmålet om sammenhæng peger videre. For når sammenhængen mangler, bliver valget tydeligere. Også for forældre.
Folkeskolen og flugten
I mange år har pilen peget mod privatskolerne. Også i Fredericia. En bevægelse, der ikke kan reduceres til enkeltårsager, men som over tid har været med til at forme den offentlige samtale om folkeskolens tilstand.
Breckling afviser ikke privatskolernes berettigelse, men han insisterer på at vende spørgsmålet om.
»Det skal ikke være sådan, at man vælger folkeskolen fra. Man skal vælge privatskolerne til.«
Sætningen rammer en bærende nerve i debatten. For hvis folkeskolen opleves som et fravalg, er der noget grundlæggende galt – ikke nødvendigvis med forældrene, men med det tilbud, de bliver stillet overfor.
»Vi har måske bevæget os derhen, fordi folkeskolen ikke altid har kunnet levere det, som forældre og elever ønskede. Det skal vi være bedre til.«
Der er ingen bortforklaringer i udsagnet og ingen forsøg på at skyde ansvaret fra sig. Kun en nøgtern erkendelse af, at tillid kan slides, og at den skal genopbygges gennem handling, ikke gennem ord.
Samtidig understreger han, at folkeskolerne netop ikke skal være ens. At deres styrke også ligger i forskelligheden.
»De skal afspejle det område, de ligger i, og den befolkning, der engagerer sig. Det er også en del af deres styrke.«
Fremtidens folkeskole er bygget på tro
Da samtalen bevæger sig fra struktur og økonomi til fremtid, skifter sproget karakter. Her bliver det mindre teknisk og mere eksistentielt. Mindre optaget af modeller og mere af det, der i sidste ende holder en skole oppe, når reformer er rullet tilbage, og budgetter er brugt.
»Fremtidens folkeskole i Fredericia er først og fremmest en folkeskole med tro.«
Ordet kan lyde stort. Hos Breckling er det imidlertid hverken højstemt eller abstrakt. Troen er ikke religiøs, men relationel og forankret i tillid – mellem mennesker og mellem system og virkelighed.
»Det er en folkeskole, som byråd og administration tror på. En folkeskole, som forældrene tror på. En folkeskole, hvor lærerne tror på, at de kan lykkes med opgaven. Og hvor eleverne gennem folkeskolen lærer at tro på sig selv og deres fremtid.«
Det er en kæde, hvor hvert led er afhængigt af det næste. Hvor lærernes mulighed for at lykkes hænger sammen med politiske prioriteringer. Hvor forældrenes tillid hænger sammen med skolens evne til at levere. Og hvor elevernes selvværd og fremtidstro i sidste ende formes af de voksne, der omgiver dem hver dag.
Hvis den fælles tro lykkes, mener Breckling, kan folkeskolen løfte sig markant.
»Så kan vi gøre det på et meget bedre niveau, end vi gør i øjeblikket.«
Men tro alene er ikke nok. Den skal understøttes. Derfor stopper debatten ikke ved kommunegrænsen. Når Breckling taler om investeringer, peger han også mod Christiansborg.
»Jeg så, at vismand, Nina Smith, netop har lavet en udregning på, at hvis folkeskolen skulle have fulgt den velstandsstigning, som der har været i samfundet fra 2019 til 2023, så skulle man tilføre omkring 4 milliarder kroner om året.«
Beløbet er stort, men pointen rækker længere end kroner og øre. For her handler det også om timing og om de konsekvenser, der følger, hvis man venter.
»Det er billigere at sætte ind tidligt end sent. Hvis vi investerer i rammer, faciliteter og medarbejdere nu, kan vi ændre både blik og virkelighed.«
Han hæfter sig ved, at undervisningsministeren selv har anerkendt, at folkeskolen i en årrække er blevet underprioriteret, og han håber, at et kommende folketingsvalg kan blive et vendepunkt. Ikke som et løfte om hurtige løsninger, men som en mulighed for at genoprette det fundament, som hele uddannelsessystemet hviler på.
Forældrenes ansvar – fællesskabet først
Til sidst vender samtalen tilbage til det sted, hvor folkeskolen i praksis leves hver dag. Til klasselokalet. Og til hjemmene bag.
»Forældrene kan bidrage på den måde, at de har den her opbakkende tilgang, som de har i forhold til deres børn, og de vil deres børn det bedste. Det skal man huske på altid. Det tænker jeg, er et udgangspunkt for alle forældre. Der skal de bare vide også nogle gange, at et barn har det bedst af også at fungere i et fællesskab. Og det er klassen. Det er folkeskolen.«
For Breckling handler det ikke om at pege fingre ad forældre, men om at minde om, at skolen ikke kun er et individuelt projekt. Den er et fælles anliggende, hvor hensynet til den enkelte elev altid må balanceres med hensynet til fællesskabet.
I den forstand skriver hans synspunkt sig ind i en bredere debat om ro, ansvar og rammer i folkeskolen – en debat, som også undervisningsminister Mattias Tesfaye i de senere år har bidraget markant til. Men hvor debatten ofte har været skarp i tonen, insisterer Breckling på et mere tillidsfuldt udgangspunkt. Han efterlyser ikke mindre engagement fra forældrene, men et bredere perspektiv.
»Den opbakning, de giver deres barn, den vil jeg gerne opfordre til, at de i lige så høj grad giver folkeskolen og fællesskabet og klassen, og tager det udgangspunkt i det.«
Et fundament for fremtidens Fredericia
Fremtidens folkeskole i Fredericia bliver ikke skabt af én beslutning, én bygning eller én reform, ifølge Breckling. Den bliver skabt af mange små valg. Af justeringer, der virker over tid. Og af en fælles vilje til at tro på, at skolen stadig er et af samfundets vigtigste fundamenter.
»Det er den udvikling, jeg som formand for Fredericia Lærerkreds gerne vil være med i – eller skubbe til, hvis det er nødvendigt – men helst i samarbejde med alle de parter, jeg har omtalt.«
Han taler ikke om mirakler, men om vedholdenhed. Om at blive stående i arbejdet, også når resultaterne først viser sig over tid. Og her ser Per Breckling begyndelsen på fremtidens folkeskole – ikke i de store ord, men i viljen til at holde fast. Sammen.
KRIMI. Natten til lørdag blev en kvinde i 40’erne fra Vejen sigtet for spirituskørsel i Kolding.
Klokken 02.45 foretog Sydøstjyllands Politi en standsning af en bil på Katrinegade. I den forbindelse blev føreren testet med alkometer, som viste en promille over det tilladte.
Kvinden blev herefter sigtet og anholdt for spirituskørsel og kørt til skadestuen med henblik på at få taget en blodprøve. Hun blev efterfølgende løsladt.
Blodprøvens resultat vil være afgørende for den videre behandling af sagen.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport lørdag den 14.2 kl. 10.00 af vagtchef Mathias Møller.
KRIMI. En 38-årig mand fra Vejle blev fredag aften standset af politiet, da han kom kørende i Vejle.
Ifølge vagtchef Mathias Møller fra Sydøstjyllands Politi skete standsningen klokken 21.00 i forbindelse med en rutinemæssig kontrol omkring Nørrebrogade. Her vurderede patruljen, at føreren var påvirket af euforiserende stoffer.
Manden blev anholdt og kørt til blodprøve for at få fastslået den præcise påvirkningsgrad. Efterfølgende blev han løsladt igen. Resultatet af blodprøven vil nu afgøre det videre forløb i sagen.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport lørdag den 14.2 kl. 10.00 af vagtchef Mathias Møller.
LOKALT. Man kan næsten ane duften af nyt træ ved Østerstrand og begyndelsen på et nyt kapitel for vinterbaderne. Efter måneder med planlægning, indsamlinger og praktisk arbejde står den nye sauna, som foreningen Cirkelbaderne har kæmpet for, klar. Tilbage er de sidste justeringer, før dørene officielt åbnes.
»Vi er jo ved at være i mål med at få den bygget færdig, og nu er vi inde i sådan en testperiode, som vi lige er gået i gang med,« fortæller Thilde Bo Schmidt fra Cirkelbaderne.
De kommende uger står i finpudsningens tegn. Saunaen skal afprøves, ovnen justeres, dørsystemet testes og de sidste praktiske detaljer falde på plads. »Den skal afprøves, og vi skal have hængt nogle knager op og alle mulige forskellige praktiske ting. Vi skal oliere saunaen, få ovnen til at virke ordentligt og have dørsystemet på plads.«
Samtidig testes adgangssystemet, og medlemmerne forberedes på at tage faciliteterne i brug. Den officielle åbning finder sted 1. marts, hvor snoren klippes, og stedet for alvor bliver en del af hverdagen ved stranden.
500 medlemmer klar til varme
Projektet har været længe undervejs og er båret af frivillige kræfter i Cirkelbaderne. Det, der begyndte som en idé blandt engagerede vinterbadere, har krævet både sponsorater, fundraising og en betydelig portion koordinering. »Vi har haft virkelig travlt med at samle penge ind og finde sponsorer. Og så lige pludselig gik det hele op i en højere enhed. Vi havde midlerne til det, og så havde vi bestilt saunaen, så den egentlig bare skulle sættes ind. Så gik det stærkt,« fortæller Thilde.
Da finansieringen først var på plads, tog arbejdet fart. Leverandøren kunne rykke hurtigt, og på få uger gik projektet fra plan til virkelighed ved vandkanten. »Den er bygget færdig, og den er blevet sindssygt flot,« bemærker hun med et smil i stemmen.
Men selv om bygningen står klar, er arbejdet ikke slut. Foreningen er nu i gang med at sikre, at medlemmerne får adgang. »Vi skal have kodet en hel masse armbånd. Det er alligevel 500 medlemmer, der skal have deres armbånd klar, så de kan bruge saunaen,« forklarer hun.
Omkring 500 medlemmer skal have kodet deres armbånd, før saunaen ved Østerstrand kan tages i brug.
Arbejdet med adgang og de praktiske rammer betyder også, at der dukker spørgsmål op blandt medlemmerne.
Spørgsmålene melder sig
Ifølge Thilde oplever foreningen allerede positiv respons, når der meldes nyt ud til medlemmerne. »Når vi skriver noget ud, kommer der positiv respons. De synes, det er et godt arbejde, vi har lavet.«
Men med 500 medlemmer følger naturligt også en række praktiske overvejelser. Hvor mange kan være i saunaen ad gangen? Vil der være tidspunkter med ekstra pres? Og hvor klæder man om? »Der er mange spørgsmål. De er selvfølgelig spændte på, hvordan det hele kommer til at fungere.« For at skabe mest mulig klarhed forsøger foreningen løbende at informere gennem medlemssystemet og en aktiv Facebook-gruppe. »Vi prøver at kommunikere alt, hvad vi kan, så der er mest mulig klarhed over, hvad der kommer til at ske og hvornår.«
Og når de praktiske rammer er på plads, handler det i sidste ende om at få saunaen ind som en naturlig del af hverdagen ved stranden.
Et nyt samlingspunkt ved stranden
Saunaen ved Østerstrand bliver et tilbud til vinterbadere og et sted, hvor man kan mødes før og efter det kolde dyp. For Thilde er det især følelsen af at være nået i mål, der fylder. »Det føles virkelig dejligt,« slutter hun.
Den 1. marts klippes snoren, og dermed er et langt stykke frivilligt arbejde fuldført.
Fyns Politi er fredag eftermiddag massivt til stede på Hans Bangsvej i Middelfart med en større politiaktion.
Der er talstærkt politi til stede, og betjentene...
