11.9 C
Copenhagen
fredag 15. maj 2026

Kultur, turisme og idræt med fire millioner i mindreforbrug

0
Kultur, turisme og idræt med fire millioner i mindreforbrug

Fredericia. Mens Social-, Handicap- og Ligestillingsudvalget kæmper med et merforbrug på 13,7 mio. kr. ved første budgetopfølgning, ser det anderledes ud på Kultur-, Turisme-, Idræts- og Bosætningsudvalget. Her viser opfølgningen et samlet forventet mindreforbrug på 4,237 mio. kr. på serviceudgifterne og yderligere 5,3 mio. kr. på anlægsbudgettet.

Det fremgår af sagsfremstillingen til 1. budgetopfølgning, at mindreforbruget skal ses i lyset af, at Byrådet i april 2026 overførte et samlet mindreforbrug på 4,955 mio. kr. fra 2025 til 2026 på udvalgets område. Tallene fra første budgetopfølgning er fordelt på en række delområder, hvor billedet varierer.

På de kommunale institutioner forventes et samlet mindreforbrug på 0,131 mio. kr. Det fremgår, at Fredericia Bibliotek har en opsparing på 0,5 mio. kr. til renovering af forhallen, men at renoveringen kan blive udsat til 2027, fordi forhallen i mellemtiden bruges til en udstilling. Madsbyparken forventer et mindreforbrug på 0,041 mio. kr.

De øvrige institutioner kører med merforbrug. Depotgården mister huslejeindtægter fra august, hvilket permanent påvirker driftsbudgettet negativt med 0,2 mio. kr. om året. Den Kreative Skole forventer et merforbrug på 0,15 mio. kr., hovedsageligt på lønudgifter. Tøjhuset forventer et merforbrug på 0,074 mio. kr.

På folkeoplysningsområdet er der et mindreforbrug på 1,98 mio. kr., som ifølge sagsfremstillingen primært skyldes en forskydning i, hvornår lokaletilskuddet udbetales. På puljeområdet er der et merforbrug på 0,215 mio. kr., der hænger sammen med en sag fra 2025 om udendørs anlæg, som afdrages over tre år.

På området for eksterne samarbejdspartnere forventes et samlet mindreforbrug på 0,465 mio. kr., der primært stammer fra midler under Fredericia Idrætsråd. På Kultur- og Idrætsadministrationen forventes et mindreforbrug på 1,875 mio. kr., fordi der spares op til 6. juli-arrangementer i 2027 samt puljer til større events i 2027.

På anlægsbudgettet er der overført 19,233 mio. kr. fra 2025 til 2026, men kun 13,922 mio. kr. forventes brugt i år. De resterende 5,311 mio. kr. forventes overført til 2027 på grund af tidsmæssige forskydninger.

Forvaltningen vurderer, at budgetopfølgningen ikke giver anledning til at iværksætte en økonomisk handleplan. Intet er endnu vedtaget. Sagen ligger til beslutning på udvalgsmødet den 21. maj 2026.