Christianskirkens Drenge- og Mandskor fylder 60 år: Tidligere korister vender hjem til påskehøjmessen

0
Christianskirkens Drenge- og Mandskor fylder 60 år: Tidligere korister vender hjem til påskehøjmessen

Et af Fredericias mest traditionsrige kor runder i foråret et markant jubilæum. Til påske samles nuværende og tidligere korister for at synge sammen i Christianskirken.

Der er kun én uge til, at Christianskirkens Drenge- og Mandskor kan fejre, at det er præcis 60 år siden, koret første gang lød under hvælvingerne i Christianskirken på Christiansvej i Fredericia. Koret skriver selv på Facebook, at de er meget taknemmelige for de mange tidligere medlemmer, der kommer og tager del i festlighederne. Jubilæet markeres ved Højmessen Påskedag, hvor tidligere korsangere er inviteret til at synge med i koret. Det er en særlig lejlighed, der samler generationer af fredericianere, der engang stod side om side i korkåberne.

Koret blev stiftet i 1966 af kirkens daværende organist Poul Johansen og er opbygget efter engelsk forbillede med sangere fordelt på sopran, alt, tenor og bas. Det tæller i dag omkring 30 korsangere samt en tilhørende korskole for de yngste drenge. Koret har gennem de seks årtier opført store klassiske værker som Händels Messias, Bachs Juleoratorium og Faurés Requiem, medvirket i DR-TV og gennemført koncertrejser til lande som England, Frankrig, Tyskland, Polen, Island og Rusland.

Vil man være med til jubilæumsfejringen, men endnu ikke har meldt sig til, kan man kontakte korleder Kirstine Kjærulff Ravn.

Ny butik i Nørre Aaby vil samle kreativitet og fællesskab

0
Ny butik i Nørre Aaby vil samle kreativitet og fællesskab

En ny kreativ blomsterbutik åbner snart dørene i Nørre Aaby, hvor papirblomster og workshops bliver omdrejningspunktet.

Det er Charlotte Virkelyst, der står bag Virkeværk, som fredag den 17. april slår dørene op til både butik og kursusområde på Kirkevej. Åbningen markeres med reception, hvor alle interesserede kan kigge forbi i løbet af dagen.

Butikken adskiller sig fra traditionelle blomsterforretninger ved ikke at arbejde med friske blomster. I stedet er det håndlavede papirblomster, der fylder hylderne og skal bruges til blandt andet indretning, events og udstillinger.

For indehaveren handler projektet dog om mere end selve produkterne.

»Jeg glæder mig helt vildt til at åbne dørene og vise, hvad jeg har arbejdet på. Det her er ikke bare en butik, det er et sted, hvor kreativitet og glæde får lov at fylde«, siger Charlotte Virkelyst.

Hun håber, at blomsterne kan skabe glæde hos dem, der oplever dem.

»Det vigtigste for mig er, at folk bliver glade, når de ser blomsterne. Jeg har oplevet, hvordan de kan få folk til at smile – selv i situationer, hvor det ikke er en selvfølge«, siger hun.

Samtidig bliver Virkeværk også et sted for kreative aktiviteter. I tilknytning til butikken åbner et kursusområde, hvor der løbende vil blive afholdt workshops i papirblomster for både nybegyndere og øvede.

»Workshopsene er noget af det, jeg holder allermest af. Det er en helt særlig stemning, når folk sidder sammen og skaber noget og opdager, at de faktisk kan mere, end de troede«, siger Charlotte Virkelyst.

I forbindelse med åbningen vil der i den første uge være gratis workshops, mens selve åbningsdagen byder på både snacks og bobler for de besøgende.

Indehaveren håber, at butikken kan blive et fast samlingspunkt i lokalområdet.

»Jeg håber, at Virkeværk kan blive et sted, hvor folk har lyst til at komme igen, både for at opleve, skabe og blive inspireret«, siger hun.

Nye bygninger bruger langt mere varme end forventet

0
Foto: @Jonas Fotografi
Foto: @Jonas Fotografi

Flere nyere etagebyggerier bruger markant mere varme end beregnet – i nogle tilfælde helt op mod det dobbelte. Det viser nye analyser, som nu har fået et ekspertpanel til at pege på behovet for en ny måde at måle energiforbruget på.

Data fra fjernvarmeselskaber viser samtidig, at mange bygninger ikke udnytter varmen effektivt. I flere tilfælde sendes varme tilbage i systemet med temperaturer på helt op til 60 grader, hvilket vidner om dårlig udnyttelse.

Problemet har fået aktører fra hele branchen til at gå sammen i et fælles forløb, hvor målet har været at finde forklaringer og løsninger. Nu er resultatet klart, og et bredt sammensat ekspertpanel anbefaler en ny tilgang baseret på faktiske data frem for beregninger alene.

Ifølge Kristian Honoré, energiplanlægger hos HOFOR, mangler der i dag et fælles grundlag for at vurdere, hvordan bygninger reelt performer.

»Som forsyningsselskab kan vi se udfordringen sort på hvidt i vores måledata, men i dag mangler vi et fælles sprog for, hvad ’god performance’ egentlig er i nybyggeri. En frivillig benchmarkmodel baseret på realdata vil give en langt større transparens og gøre det lettere for både bygningsejere, rådgivere og forsyninger at arbejde i samme retning«, siger han.

Ekspertpanelet anbefaler blandt andet, at der udvikles en frivillig model, hvor bygningers energiforbrug vurderes ud fra faktiske målinger. Den skal fungere som et supplement til de nuværende energimærker, der i dag bygger på teoretiske beregninger.

Samtidig peger panelet på behovet for bedre data på tværs af fjernvarmeselskaber og bygningstyper. Det skal blandt andet sikre et bedre grundlag for at leve op til nye EU-krav om energirenovering.

Professor ved DTU og medlem af ekspertpanelet, Henrik Madsen, advarer om, at den nuværende metode kan ramme skævt.

»Med de nuværende teoretiske energimærker (Be18/Be26), som Danmark har valgt at bibeholde, vil vi desværre i høj grad komme til at renovere gode bygninger, og samtidig vil dårlige bygninger slippe for renoveringer. EU-direktivet åbner op for brug af data- og evidensbaserede metoder, og med hyppige målerdata hos Center Denmark vil disse metoder let kunne etableres og automatiseres; til glæde for bygningsejerne, som får en retfærdig energimærkning, og for den grønne omstilling, som får mest mulig glæde af de mange milliarder, der jf. EU-direktivet skal investeres i renovering«, siger han.

Et centralt forslag er at teste modellen i praksis gennem et større pilotprojekt med over 100 nyere etagebyggerier. Her skal metoden afprøves og dokumenteres i virkelige bygninger.

Ifølge Center Denmark er der stor opbakning i branchen til at arbejde videre med løsningerne.

»Det er første gang, vi har haft så mange aktører samlet om at analysere performance gap i nybyggeri ud fra faktiske driftsdata. Det betyder, at vi nu har så stærkt et grundlag for de næste skridt, at de foreslåede initiativer kan komme til at sætte rammerne for, hvordan Danmark fremover kan benchmarke energiydelsen i bygninger på et datadrevet og transparent grundlag«, siger Michael Sørensen, Head of Innovation i Center Denmark.

Sommerhuse bliver sværere at få fingre i – priserne stiger flere steder

0
Sommerhuse bliver sværere at få fingre i – priserne stiger flere steder

Danskere, der drømmer om et sommerhus op til påske, har i år færre boliger at vælge imellem – og i mange tilfælde til en højere pris end sidste år.

Nye tal fra Finans Danmark viser, at udbuddet af sommerhuse er faldet markant. Ved udgangen af februar var der 4.226 sommerhuse til salg på landsplan, hvilket er et fald på knap 17 procent sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Samtidig er de gennemsnitlige udbudspriser steget med omkring 6 procent.

Udviklingen dækker dog over store geografiske forskelle. Øst for Storebælt – herunder Bornholm – er priserne steget med knap 17 procent, mens stigningen vest for Storebælt er mere moderat på 2,6 procent.

Ifølge Peter Jayaswal, underdirektør for realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark, følger sommerhusmarkedet i stigende grad udviklingen på det øvrige boligmarked.

»Sommerhusmarkedet følger nu samme mønster, som vi har set på ejerboligmarkedet det seneste år. Der er simpelthen færre sommerhuse at vælge imellem, og priserne er i nogle områder steget kraftigt«, siger han.

Han peger samtidig på, at forskellene mellem landsdelene er blevet tydeligere.

»Det interessante er, at vi ser en markant forskel i udviklingen på hver sin side af Storebælt. Øst for Storebælt – særligt omkring Nord- og Østsjælland, – er der stor efterspørgsel og stigende priser, ligesom vi kender det fra hovedstadens ejerboliger. Her tyder det på, at det er sælgers marked«, siger Peter Jayaswal.

Selvom priserne generelt er steget, er der dog stadig muligheder for købere, der vil forhandle. Tal viser, at sommerhuse, der blev sat ned i pris i februar, i gennemsnit faldt med omkring 175.000 kroner. I blandt andet Sydjylland og Vest- og Sydsjælland var nedslagene endnu større og lå tæt på 250.000 kroner.

»Vi kan se, at der på tværs af landet stadig er gode muligheder for købere, der vil forhandle om prisen. Det er vigtigt at huske, at selvom der generelt er færre sommerhuse til salg, betyder det ikke nødvendigvis, at alle sælgere kan holde fast i deres oprindelige udbudspris. I områder med mindre efterspørgsel kan prisafslag stadig være nødvendige – og her har køberne fortsat en god forhandlingsposition«, siger han.

Ifølge Finans Danmark peger udviklingen samlet set i én retning.

»Men udviklingen er klar: Der er mindre at vælge imellem, konkurrencen er skærpet, og priserne er højere end sidste år. Renterne har ligget relativt stabilt over det seneste år, og samtidig er beskæftigelsen fortsat høj, og husholdningernes økonomi er generelt set stabil. Det er med til at understøtte efterspørgslen efter sommerhuse, på trods af en urolig verdenssituation«, siger Peter Jayaswal.

Norwegian udvider markant i Billund med ni nye ruter

0
Norwegian udvider markant i Billund med ni nye ruter

Billund Lufthavn tager et stort skridt ind i sommersæsonen, efter at flyselskabet Norwegian lørdag markerede starten på sin hidtil største satsning i Vestdanmark.

Det skete, da et fly mod Barcelona rullede ud på landingsbanen i formiddag. Afgangen markerede ikke blot en ny rute, men også begyndelsen på en markant udvidelse, hvor Norwegian i løbet af de kommende måneder næsten tredobler sit rutenet fra Billund.

Flyselskabet går fra fem til 14 direkte destinationer, hvilket giver vestdanskerne langt flere muligheder for både ferie- og erhvervsrejser. Blandt nyhederne er ruter til blandt andet Rom, Milano, Napoli, Edinburgh og Porto.

Særligt Italien får et løft med tre nye destinationer, mens også byer som Malta og Nice bliver en del af det udvidede program. Udvidelsen skal ifølge lufthavnen gøre det lettere at komme direkte til efterspurgte rejsemål i både Syd- og Vesteuropa.

Markeringen i lufthavnen blev fejret med både vandportal fra brandbilerne og festligheder i terminalen, hvor passagerer og gæster blev budt på kage og taler.

Administrerende direktør i Billund Lufthavn, Jan Hessellund, ser satsningen som et vigtigt signal om regionens styrke.

»I dag er en festdag, idet Norwegian endelig tager hul på den store satsning, vi sammen annoncerede tilbage i oktober sidste år. Startskuddet går til Barcelona, og herfra ruller de mange nye ruter ud – heriblandt et længe ventet comeback til Italien. At en markant partner som Norwegian vælger at investere så massivt i netop vores lufthavn, er en stærk tillidserklæring. Det vidner om en enorm tiltro til regionen og giver vores passagerer direkte adgang til nogle af de mest populære destinationer i Europa«, siger han.

Også hos Norwegian er forventningerne store til udvidelsen, der gør Billund til selskabets vigtigste base i Danmark uden for hovedstaden.

»Vi er utrolig glade for endelig at kunne skyde de mange nye ruter i gang fra Billund. Det er en vigtig milepæl for os og markerer, at vi for alvor træder ind som en nøgleaktør i Vestdanmark. Direkte forbindelser er helt afgørende, fordi de bringer Vestdanmark tættere på Europa og gør det både nemmere at rejse, drive forretning og tiltrække internationale gæster. Nu håber vi, at jyderne vil tage godt imod ruterne og bruge dem aktivt – det er helt afgørende for, at vi sammen kan sikre den fremtidige vækst og fortsatte udvikling«, siger Sara Westphal Emborg Neergaard, dansk landechef i Norwegian.

Med udvidelsen føjer Norwegian ni nye ruter til de eksisterende forbindelser fra Billund, der i forvejen tæller destinationer som London, Oslo, Alicante, Malaga og Mallorca. Udvidelsen rulles gradvist ud hen over foråret og sommeren.

Cyklist ramt i sving

0
Cyklist ramt i sving

KRIMI. En cyklist blev fredag middag ramt i forbindelse med et højresving i Vejle Øst.

Uheldet skete klokken 12.03 på Bredballe Markvej, hvor en 26-årig kvinde i bil foretog et højresving. I den forbindelse overså hun en cyklist, en 47-årig kvinde, som blev ramt.

Efter sammenstødet blev cyklisten kørt til behandling på sygehuset. Ifølge politiet er der dog ikke tale om alvorlig tilskadekomst.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport den 29.3 kl. 17.00 af vagtchef Halfdan Kramer.

Middelfart er én sejr fra DM-finalen

0

Middelfart tog søndag et stort skridt mod DM-finalen i VolleyLigaen.

På hjemmebane vandt Middelfart 3-0 over Ikast i den tredje semifinale og bragte sig dermed foran 2-1 i kampe i serien. Sætsejren lød på 25-22, 25-14 og 25-18, og dermed har fynboerne nu matchbold i kampen om en plads i finalen.

Det betyder, at Middelfart allerede på onsdag kan sikre sig en plads i DM-finalen, hvis holdet vinder på udebane mod Ikast.

Lykkes det ikke at afgøre serien dér, skal semifinalen ud i en femte og afgørende kamp. Den vil i så fald blive spillet på hjemmebane i Middelfart.

FHK-kvinder sikrede sig overlevelse i sidste spillerunde

0

Resultaterne gik Fredericia Håndboldklubs vej. Deres 1. divisionskvinder vandt selv mod Gudme, og andetsteds tabte Ydun. Dermed sikrede holdet sig overlevelse.

Fredericia Håndboldklubs 1. divisionskvinder stod med ryggen mod væggen, da kampen mod Gudme begyndte, og i åbningen lignede det også et hold, der kunne mærke tyngden. Men som første halvleg skred frem, ændrede kampen karakter. Fredericia arbejdede sig ind i opgøret, fandt balancen, tog styringen og vandt til sidst 25-21. Samtidig tabte Ydun 26-23 til Roskilde, og dermed er overlevelsen i 1. division en realitet. Fredericia ender på 14 point, mens Ydun slutter på 12.

Indledningen pegede ellers i en helt anden retning. Gudme kom bedst fra start og satte sig tidligt på kampen med scoringer fra Hedvig Øxenberg, Maja Sommer Grøftehauge og Sofia Dyhr Østergaard. Fredericia svarede igen undervejs ved Mille Bekke Andersen og Isabel Jakobsen, men efter godt otte minutter var hjemmeholdet nede 3-7. Isabel Jakobsen brændte et straffekast tidligt, fik også en udvisning, og Gudme havde i den fase både fart og overblik nok til at holde Fredericia på afstand.

Det var derfor en vigtig detalje for hjemmekampen, at Fredericia ikke lod sig rive ud af kampen. Timeouten ved 3-7 blev et vendepunkt i kampens første del, ikke som en dramatisk enkeltstående scene, men som starten på et mere roligt og mere præcist Fredericia-udtryk. Emma Kofoed fik reduceret, Stine Hansen scorede sikkert på straffe, Isabel Jakobsen fandt vej til nettet igen, og Julie Laursen bragte hjemmeholdet tættere på. Gudme havde stadig næsen foran ved 9-7, men Fredericia havde fået fat i noget mere stabilt.

Det blev især tydeligt midt i halvlegen, hvor Sophia Ravn Bach trådte frem. Først udlignede hun til 9-9, siden sendte hun Fredericia foran 10-9. Det var kampens første egentlige forskydning. Gudme havde åbnet bedst, men nu var det Fredericia, der havde fået kampen ind i det spor, de ønskede. Maria Husted øgede til 11-9, Mille Bekke Andersen gjorde det til 12-9, og selv om Gudme nåede at svare lidt igen inden pausen, sørgede endnu et straffemål fra Stine Hansen for, at Fredericia kunne gå til pause foran 13-11.

Den føring var vigtig, fordi den fortalte historien om en halvleg, hvor Fredericia først blev presset tilbage og siden tog ejerskab over kampen. Fra 3-7 til 13-11 er der ikke bare tale om en målserie, men om et hold, der fandt roen i en kamp, hvor meget stod på spil.

Anden halvleg begyndte, som Fredericia måtte have drømt om. Maria Husted scorede til 14-11 efter pausen, og kort efter fulgte hun selv op med 15-12. Da Julie Grønne Thinggaard gjorde det til 16-12, havde hjemmeholdet skabt den afstand, som kampen senere kom til at hvile på. Fredericia fik ikke lukket opgøret i ét hug, men de fik sat sig i en position, hvor Gudme hele tiden måtte jagte.

Maria Husted blev en nøglespiller i den fase. Hun scorede igen til 17-12 og senere til 19-15, og hendes mål kom på tidspunkter, hvor Fredericia havde brug for at holde fast, hver gang Gudme forsøgte at bide sig ind i kampen. Også Julie Laursen meldte sig vigtigt ind med scoringen til 18-13, mens Sophia Ravn Bach gjorde det til 20-17 i en periode, hvor Gudme ellers igen begyndte at røre på sig.

For Gudme gav ikke op. Gæsterne arbejdede sig tilbage fra 17-12 til 17-15 og senere fra 20-17 til 20-18. De havde flere små perioder, hvor de truede med at gøre kampen helt åben igen. Men hver gang de nærmede sig, fandt Fredericia et svar. Stine Hansen satte endnu et straffekast sikkert ind til 21-18. Mille Bekke Andersen scorede til 22-18. Isabel Jakobsen stod for 23-19 og senere 24-21. Og da Julie Laursen med få minutter igen gjorde det til 25-21, var det sidste reelle tvivl væk.

Dermed sikrede Mikael Jensens mandskab sig overlevelse i landets næstbedste række.

For 150 kroner kan Fredericias unge nu opleve livekoncerter i Tøjhuset

0
For 150 kroner kan Fredericias unge nu opleve livekoncerter i Tøjhuset

KULTUR. Det seneste år har FredericiaLive arbejdet målrettet på at gøre Tøjhuset og Eksercerhuset mere relevante for byens unge, og arbejdet har allerede båret frugt i form af Tøjhusets Ungegruppe. Nu tager kulturstedet det næste skridt.

FRAGMENT hedder det nye koncertkoncept, og formålet er klart formuleret fra FredericiaLives side: »At etablere et levende mødested for unge i Fredericia på tværs af musiksmag, fællesskaber og interesser.«

Opbakningen fra byens unge har ifølge FredericiaLive allerede været mærkbar i forbindelse med opstarten af Ungegruppen. De unge giver udtryk for, at de ønsker at bruge husene, både som koncertgængere og som en del af det kulturelle fællesskab.

Kvadrillers er et af de otte navne, der optræder under FredericiaLives nye ungekoncertkoncept FRAGMENT. Bandet spiller i Tøjhuset fredag den 24. april.

Tanken bag FRAGMENT er at samle ungekoncerter under ét tydeligt format, så det bliver nemmere for publikum at navigere i det store program og samtidig skabe et stærkere fællesskab omkring liveoplevelserne. Med en fast billetpris på 150 kroner for unge under 30 år sænkes tærsklen for at møde op.

Alle er velkomne uanset alder, og medlemmer af foreningen FredericiaLive kan benytte almindelig medlemsrabat på billetterne.

FredericiaLive beskriver selv FRAGMENT som første skridt mod et langsigtet initiativ, hvor ambitionen på sigt er at inddrage byens unge endnu mere i udviklingen af konceptet, herunder hvilke artister der skal bookes.

FRAGMENT byder i 2026 på følgende koncerter, alle i Tøjhuset:

Bænch / lørdag 11. april

Dahlin / onsdag 15. april

Josva / lørdag 18. april

Kvadrillers / fredag 24. april

Vilma Crow / lørdag 3. oktober

Absurd / lørdag 10. oktober

Augusta Schackinger / lørdag 31. oktober

Theresa Rex / onsdag 10. december

Midt i slutspilsglæden: FHK-spillere skrantede fysisk

0

Fredericia spillede sig lørdag i slutspillet i Herreligaen med en 33-31-sejr over Mors-Thy, men det var ikke et hjemmehold i fuldt vigør, der hentede de to afgørende point.

Under TV 2’s kommentering af opgøret kom det frem, at flere centrale FHK-spillere døjer med fysiske problemer. Kristian Hübert Larsen kæmper med ryggen og fik derfor begrænset spilletid, mens Anders Kragh Martinussen var hæmmet af problemer med skulderen. Også Kasper Young var ifølge kommenteringen ikke helt på toppen.

Det kunne også ses før kampstart, hvor både Anders Kragh Martinussen og Kasper Young begyndte på bænken, selv om de normalt er blandt de bærende spillere på Fredericia-mandskabet.

Begge blev dog hurtigt sendt i aktion og endte med at få markant spilletid i en kamp, hvor indsatsen og betydningen oversteg de fysiske forbehold. FHK havde brug for sine erfarne profiler, og selv om ikke alt var optimalt, bidrog de til, at holdet fik lukket opgøret og sikret det resultat, der sendte klubben videre.

Sejren over Mors-Thy betyder, at Fredericia nu er klar til slutspillet i Herreligaen. Det skete på en eftermiddag, hvor holdet måtte grave dybt og håndtere tydelige fysiske udfordringer undervejs, men hvor det alligevel lykkedes at få det nødvendige over målstregen.

Bil i flammer på Fynske Motorvej: Kun ét spor åbent – kø op mod en halv time

Bil i flammer på Fynske Motorvej: Kun ét spor åbent –...

0
Et køretøj er fredag aften brudt i brand på E20 fra Middelfart mod Odense mellem afkørsel 57 Nørre Aaby og afkørsel 56 Ejby. Højre...