Af Hans Thomassen, Krengerupvej, 7000 Fredericia.

Campernes tilstedeværelse på havnen har længe været diskuteret, og det har været varslet i nogen tid, at de ikke ville kunne blive ved med at opholde sig der. Så hvorfor har man ikke allerede arbejdet på at finde en alternativ løsning og fået godkendt det, så camperne straks kunne få anvist en ny plads? Det virker som om, vi nu står overfor en periode, hvor camperne vil vælge at køre uden om Fredericia. Dette kan skade detailhandelen og byens omdømme.

Der gik også 1,5 år fra de nye havnepladser til lystbådene i den gamle havn blev vedtaget, til de faktisk blev klar – og det skete først i september 2022, lige efter sæsonen var slut.

På trods af vores attraktive beliggenhed, har vi meget lidt adgang til vandet i det bynære område, og vi har kun én campingplads. Vi mangler rekreative områder til vores gæster. Selvom campere ikke altid er det smukkeste syn, har vi brug for turister. Vi kunne overveje at etablere en plads til dem på Øster Strand ved at inddrage en del af parkeringspladsen. Den er sjældent helt fyldt, og der er masser af parkering til rådighed oven for volden. Alternativt kunne vi indrette et område på den anden side af kiosken og hele vejen frem til damernes roklub. Der er masser af plads der.

Der er også plads til at fuldende Øster Strand med tilføjelser som en klatrevæg, minigolf og lignende. Legepladsen fra sundhedshuset kunne også have været placeret ved stranden i stedet, hvilket ville have gjort den mere synlig og brugbar. En legeplads ved en strand er næsten et must.

Der kunne ligeledes være plads til campere ved Ammoniakhavnen, selvom det måske ikke er det mest attraktive sted. Camperne er mobile, og der er masser af plads. Flere har allerede begyndt at parkere der. Det ville også være et fint sted for dykkerne og mange andre, der kommer forbi. Men der mangler toiletter.