Den røde snor er klippet, og en af de sidste brikker i Middelfart Kommunes store skolerenoveringsplan er faldet på plads. Kun Østre Skole mangler nu
Solen stod over Harndrup, flagene blafrede i skolegården, og børnene stod klar med små Dannebrog i hænderne, da borgmester Anders Møllegård bød velkommen til indvielsen af den nyrenoverede Fjelsted Harndrup Skole. Han havde taget en skjorte med citroner på, og med et glimt i øjet lagde han ud med at undskylde, at han ikke selv skulle holde den lange tale.
»Jeg tog ikke den her skjorte med citroner på, fordi jeg er sur som en citron. Det her er jo en festdag, så jeg tænker, vi skal videre til det sjove,« sagde han til latter fra de fremmødte.

Skolen har dannet ramme om børnenes hverdag siden 1959 og har længe trængt til den store tur. Renoveringen er en del af kommunens skolerenoveringsplan, der skal sikre, at de fysiske rammer understøtter læring og trivsel, og for Møllegård var netop dagens larm fra glade børn et tegn på, at det var lykkedes.
»Det betyder noget for trivslen, det betyder noget for læringen, og det betyder ikke mindst noget for arbejdsglæden hos jer, der er her hver dag,« sagde borgmesteren, mens eleverne gjorde klar til at synge.
Den længere tale faldt til formanden for skoleudvalget, Jonas René Jensen, der slog fast, at en indvielse handler om mere end mursten.
»Faktisk synes jeg næsten, det her er større end at indvie en helt ny skole. For vi har ikke bare bygget noget nyt. Vi har taget noget, der allerede havde en historie og en stor værdi, og gjort det klar til fremtiden,« sagde han.
Han lagde ikke skjul på, at vejen havde været lang, med vandskader, midlertidige løsninger og et bibliotek, der på et tidspunkt måtte pakkes ned og flyttes ud i klasselokalerne.
»Når udfordringerne kommer, så finder man løsninger. Man giver ikke op. Og den styrke kan hverken håndværkere eller arkitekter bygge sig til,« sagde han og vendte sig mod eleverne. »Det er ikke bygningerne, der skaber en god skole. Det er de mennesker, der fylder den med liv hver eneste dag.«
Så lød børnenes stemmer ud over skolegården, da eleverne sang Annikas »Luk mig ind«. Renoveringen er gennemført i flere etaper inden for en anlægsramme på godt 20 millioner kroner, med moderniserede klasselokaler, faglokaler og et nyt bibliotek og læringscenter, hvor bibliotek og fablab smelter sammen. For fællesleder Marie-Louise Ladefoged Flye, der tiltrådte midt i renoveringen, kan forskellen allerede mærkes, helt ned i et lille morgensyn, der havde sat sig fast.

»Da jeg kom ind i morges, blev jeg mødt af det dejligste syn. Den nye sofa i aflægget var fyldt med glade børn, der sad og hyggede sig. Og det er jo præcis sådan, det skal være,« sagde hun.
Siden 2011 har Middelfart Kommune investeret 378 millioner kroner i sine 11 folkeskoler, og Fjelsted Harndrup er den næstsidste i rækken. Byrådet har godkendt renoveringen af Østre Skole, og når det projekt står færdigt, er hele den oprindelige plan realiseret.
»Brug de nye rammer godt. Fyld dem med læring, nysgerrighed og fællesskab. Og husk at slide på dem. For det bedste tegn på, at en skole trives, er ikke, at den ser ny ud. Det er, at den bliver brugt,« sluttede Jonas René Jensen, mens børnene strømmede ind for at vise deres skole frem.






