Det var en 11-årig gammel dreng, der kom til et nyt land i april 1979. Faren havde været i Danmark i 10 år, da familien blev sammenført med ham. I 2021 kunne Turan Savas skrive flere årtier som tillidsmand, bestyrelsesmedlem og byrådsmedlem på sit cv. Men rejsen fra det store Tyrkiet til Fredericia er et levende stykke Danmarkshistorie om gæstearbejder, integration og hvad fællesskaber kan gøre.
I 1979 er den socialdemokratiske Anker Jørgensen statsminister. Godt 100.000 mennesker i landet er på det tidspunkt af udenlandsk herkomst, det skyldes især indvandringen, der tog fart i 1960’erne. Selvom kvinderne kom på arbejdsmarkedet, havde industrien i Europa et behov for ekstra arbejdskraft. Over tid fik gæstearbejderne permanente opholdstilladelser og senere mulighed for familiesammenføring.
Den 11-årig gamle Savas, husker tidligt sin barndom i Tyrkiet.
– Min far var bonde, da min onkel sendte bud efter ham. I starten var Tyskland destinationen, men det blev Danmark, han endte i. Her ventede et liv med gode muligheder for de gæstearbejdere, der ville tjene penge og arbejde. Jeg husker tydeligt, at min far fortalte om, hvor godt det var at være i Danmark. Han havde derfor ingen planer om at rejse retur til hjemlandet. I stedet blev Tyrkiet en feriedestination, hvor han en gang om året mødte sin familie. Men efter 10 år havde min mor fået nok. Der skulle ske en ændring. Langdistanceforholdet blev et problem for familien, erindrer han.
– Min far fik et ultimatum. Enten skulle han tage familien til Danmark eller også skulle han blive i Tyrkiet. Derfor valgte min far at søge om at få familien med til Danmark. Jeg var blot 11 år, og havde lige afsluttet grundskolen i Tyrkiet med en eksamen.
Han husker rejsen til Danmark, som var det en film, han havde set igen og igen, og alt var anderledes. Den trygge og kendte hverdag, duftene, kulturen og ikke mindst sproget var noget helt andet. Familien landede i Hamborg, hvorefter en minibus transporterede familien til Fredericia.
– Det var en kæmpe omvæltning og man blev bombaderet med nye sanseindtryk. Alt var nyt. Det skilte sig meget ud fra den hverdag, jeg kendte. Lige pludselig stod vi et nyt land, man var blæst bagover fra starten. Vi ankom til Fredericia en søndag eftermiddag, og byen var helt tom for mennesker. Der var helt roligt sammenlignet med aktiviteten i Tyrkiet, men det hjalp på hele situationen, at solen skinnede, siger det nuværende byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Fredericia, Turan Savas.
Det var lidt en anden tilværelse sammenlignet med hjemlandet, hvor lydene og aktiviteten var mindst dobbelt så høj.
De nåede frem til en lille lejlighed i Prinsessegade i Fredericia, som ikke ligefrem kan defineres som luksuriøs, en tre værelses-lejlighed uden toilet. Der var et fælles toilet og badeværelse ude i gården. Noget ganske andet end i dag.
Det var i dette lokalområde, at en ny hverdag tog form.
– Jeg husker tydeligt, at jeg ikke bevægede mig langt væk fra lejligheden. Jeg skulle lytte og lære et nyt sprog. Rutiner skulle tilegnes, hvilket krævede meget tid. Derfor turde han ikke at udforske byen på egne ben i den første tid.
Heldigvis for Turan og hans familie var der andre tyrkere i området. Det gav en tryghedsfølelse, at der var andre nytilkomne borgere, som også skulle indkode nye værdier og kulturelle indsigter for at indgå i et vestligt samfund.
– Man brugte hinanden som sparringspartnere, og således gik der kun lidt tid, før jeg kom ud af min komfortzone. I starten bevægede jeg mig kun omkring nærområdet ved Prinsessegade, hvor jeg kunne se Volden fra vores lejlighed. Derefter blev jeg bekendt med gaderne og omgivelserne i byen. Jeg fik gradvist mod på at udforske byen, og hvad den havde at byde på, uddyber han.
Efter Turan havde lært området at kende, flettede det naturligt sammen med en skolestart, og her skulle han starte i modtagerklassen på Købmagergades Skole. Skolen er historisk set kendetegnet for tage imod internationale elever, der var ukendt med sproget og den danske undervisningsform. Der var nemlig store sproglige barrierer, når Turan tænker tilbage på starten af skoletiden i Fredericia. Han gik i klasse med andre børn, som også lige var kommet til landet, og han mener, at skolen var god til at tage sig af de nye elever på matriklen. Derudover brugte han Gasværksgrunden, som lå få meter fra skolen, til at slå sig løs og udfolde sig socialt. Her mødtes han med andre børn og legede på sportspladsen, selvom at den verbale kommunikation var begrænset grundet et lille ordforråd. Faktisk husker Turan de første danske gloser, som han tilegnede sig, var beslutningsordene, ja og nej, og et hårdere udtryk: ’’hold kæft’’.
Bagagerummet var ikke fyldt med lange ord og vendinger, hvilket ovenstående ord og udtryk fint understreger. Mange af børnene fra Gasværksgrunden havde på daværende et begrænset ordforråd, derfor var ligheden mellem børnene, at de udtrykte sig igennem leg og spontane kropsbevægelser.
Hans far fik af og til besøg af nogle danske venner, og det brugte Turan som en væsentlig metode til at lære det danske sprog. I starten var der ikke noget af den sproglige interaktion mellem faren og vennerne, som gav mening, men det ændrede sig løbende.
For hvert besøg tilegnede han sig flere gloser, som han senere også kunne imponere med på sportspladsen, når han mødtes med de andre børn for at lege.
Generelt har Turan Savas også et godt sprogøre, da han kan tale forskellige sprog. Han har styr på det danske, engelske, tyske og det arabiske sprog, hvilket vidner om en mand, som har let ved at lære nye sprog. I samme periode lærte han at læse koranen, som er skrevet på arabisk, og det er til trods for, at betydningen stod meget uklar for ham. Til gengæld kunne han læse bogstaverne, og det var ifølge ham bedre end ingenting.
Indtil han lærte sproget, brugte han de tre klassiske vante ord, når han legede i sportspladsen.
Det var sådan i starten, og der gik en længere periode, hvor han undervejs brugte sprogøret til at lære sproget. Det gik faktisk så hurtigt for den unge Turan, at han startede i skole efter sommerferien i det pågældende år.
I den første tid i Danmark var pengene heller ikke store hos Savas-familien. Det fik Turan til at bidrage til familiens økonomi, da han påtog sig et avisjob.
– Jeg begyndte at dele aviser ud, selvom det ikke gav så meget på daværende tidspunkt. Jeg tog derfor ekstra ruter for at hjælpe endnu mere, og det blev i sidste ende et beløb, der kunne bruges til noget. Jeg tjente cirka 1000 kroner om måneden, hvilket dækkede fodboldudgifterne.
Turan Savas ville på daværende tidspunkt, ligesom mange andre børn, spille fodbold og have en fritidshobby. Altså blev avisruterne en løsning på at betale fodboldkontingentet. Han lærte derfor i en ung alder at være flittig.
– Jeg ville gerne tjene mine egne penge, så jeg kunne deltage i de samme begivenheder som andre børn på min alder. Det var centralt for mig, at jeg kunne mærke, at jeg var på samme bølgelængde som de andre. Derudover havde min familie ikke de største økonomiske ressourcer, og det kom allermest til udtryk igennem det eneste transportmiddel, som familien vi havde, siger Savas og uddyber:
– Vi havde en cykel, som vi nærmest brugte til alt. Den blev brugt, når vasketøjet skulle transporteres fra det ene sted til det andet, og når vi skulle handle, så blev cykelstyret anvendt til at hænge indkøbsposerne på. Vi holdt os meget i det nære område, og det gjorde det derfor også lettere at klare indkøb og transport, udtrykker den 53-årige mand.
Turan kom mere ind i det danske system og forstod mere. Han fik også gennemført 9.klasse med gode karakterer. Dog lærte han allerede i en tidlig alder, at han hellere vil arbejde end at studere.
– Skal jeg være helt ærligt, så havde jeg ikke en ide om, hvad jeg skulle være eller blive til i Danmark, men jeg kunne lide at arbejde, og man skal huske på, at dengang var der mange jobmuligheder i en by som Fredericia.
Han havde allerede brugt meget af fritiden efter folkeskolen på at arbejde på forskellige fabrikker, og undervejs fik han flere arbejdsopgaver og et større ansvar. Sådan fortsatte det, indtil han på et tidspunkt havde en ordveksling med en daværende chef, som endte med en fyringsseddel. Så måtte Turan tænke i nye baner.
Han ville udnytte, at han havde fine karakterer fra folkeskolen. Han overvejede forskellige retninger, og til sidst fik han brug for hjælp til at træffe den helt rigtige beslutning. Derfor kontaktede han arbejdsformidlingen, som i dag kaldes for Jobcenteret. Her blev han vejledt.
De spurgte ind til hans interesser, og hvilke områder, som han var stærkest indenfor. Det var dog også helt nyt for ham, da han ikke vidste, at man kunne få den slags vejledning:
– Jeg havde aldrig hørt om den mulighed, at man kunne få hjælp til, hvad man ville læse eller blive. Jeg overvejede noget med mennesker, da tanken om at blive lærer eller pædagog havde strejfet mig, og disse ambitioner blev kun styrket af min samtale med en uddannelsesvejleder. Der gik dog længe, før jeg valgte at gøre noget ved tanken om at arbejde med mennesker, siger han. Han fandt dog flere jobs, inden han endte hos Rahbek Fisk.
Turan Savas var lige blevet 31 år, da han blev tillidsmand på sit arbejde, og her gik han ind i et helt anderledes og nyt univers. Med en stor portion nysgerrighed og lyst til at gøre en forskel for andre satte han gang i arbejdet med at repræsentere sine kolleger.
– Det var spændende, og jeg blev hurtigt en del af fagbevægelsen, hvor jeg kom i forskellige bestyrelser, og dermed også skabte nye relationer. Jeg tog også mange kurser for at få et større indblik i den danske model. Det var virkelig spændende. Jeg fik en stor viden om det danske demokrati, arbejdsmarkedet og de generelle samfundsforhold.
– Det gav mig blod på tanden. Jeg begyndte derfor at blande mig mere i politik, og jeg blev også en slags vejleder for andre tyrkere i byen, da de kom hen til mig og stillede spørgsmål, når der var noget arbejds- eller samfundsmæssigt, de var i tvivl om. I den forbindelse blev jeg også en del af foreningslivet i Fredericia, hvor jeg også repræsenterede tyrkerne igennem en kulturforening. Det fik folk til at sige, at jeg skulle gå ind i politik og stille op til byrådet, siger Turan Savas.
Generelt betyder foreninger og miljøet omkring dem meget for ham, da det samler mennesker på en helt anden måde. Han ser foreningslivet som et samlingspunkt for mennesker, der har brug for at gå sammen om et givent projekt. I hans tilfælde gav det ham muligheden for at realisere drømmen om at arbejde og interagere med andre mennesker.
Derefter begyndte han at undersøge de politiske muligheder, og det var som om, at det havde tændt en ild i ham, at nu var det nu. Derfor besluttede han sig for at stille op for Socialdemokratiet i 2005, da det var partiet, som han værdimæssigt forenede sig mest med.
– Jeg husker tydeligt, hvor stort det var, da jeg blev valgt til byrådet. Jeg var den første ikke etniske dansker, der blev valgt til byrådet. Jeg husker også, at det generelt var et godt valg for Socialdemokratiet, der valgt tre ud af fire borgmesterposter i de fire største byer.
Han lærte byrådsarbejdet at kende i fællesskab med partifællerne, men også den daværende borgmester, Uffe Steiner Jensen, var en vigtig inspirationskilde for den dansk-tyrkiske politiker. Blot fire år efter var der igen kommunalvalg, og her blev han genvalgt, selvom, Socialdemokratiet gik markant tilbage på grund af nogle personsager. Den gode personlige stime fortsatte både i 2013 og i 2017, hvor han i begge valg også blev genvalgt til at sidde i byrådet, og nu har han sammenlagt været i dansk lokalpolitik i 16 år.
I 2017 fik han 342 personlige stemmer, mens der i kommunalvalget i 2013 blev sat 290 personlige krydser ud for hans navn.
– Det har været en spændende rejse at være en del af i Fredericia. Der er sket meget på de 16 år, hvor jeg har været med i politik. Jeg er glad for at have været med i den udvikling, og generelt opleve byens fremgang på mange parametre, siger han.
Da han kom til Danmark i 1979, var planen, at jeg skulle hjem til Tyrkiet igen på et tidspunkt. Det er ikke en planen længere, da Turan har fået de danske traditioner og værdier ind under huden, hvilket har givet ham en ejerskabsfølelse af, at Danmark er hans hjemland.
– Danmark er blevet mit hjemland, og dét er her, jeg har min faste og trygge base. Fredericia er blevet så vigtig for mig, at jeg ikke kan forlade byen, og derfor kommer jeg til at leve her resten af livet, slutter han af.
