Jeg husker temmelig tydeligt den første gang, hvor de sprøde toner til og stemmen bag sangen, “The Perfect Way” ramte samtlige radiostationer i Danmark.

Fra Dronninglund Nærradio i nord, til Radio Mojn i syd. Fra The Voice i øst til Radio Klitholm i vest.
Sikke dog en dragende stemme. En vokal med en inderlighed, der kaldte på total opmærksomhed og intens lytning.

Siden da – og det vil sige 1992 – har Ester Brohus, Hedensteds fermeste sangerinde – sunget sig ind i alverdens hjerter og samtlige danske fængsler.

Her, godt 30 år senere beviste hun ved søndagens velbesøgte koncert i Tøjhuset, at stemmen stadig var mindst lige så nærværende, varm og vedkommende.

Har man sagt Ester Brohus, må man sandelig også sige country. Og bonderøvs-musik – det er faktisk positivt ment… – er lige præcis, hvad den 62 årige Hjørring-fødte sangskriver og sanger brænder for.

Foto: Thomas Kvist Christiansen

Knud er guitar-gud

Denne søndag, noget efter kirketid, fik den musikalske menighed country-musik så skøn, at englene sang, og voksne mænd slog korsets tegn, endda med våde øjne.

Med på det betagende band-hold var nemlig Esters nabo i Hedensted, Knud Møller.

Den ligeledes Hjørring-fødte Møller er flere gange kåret som landets bedste guitarist. Den gave gav den gavmilde guitarist myriader af mindeværdige eksempler på.

Hvis Ester Brohus er Hertuginden af Hedensted, så er er Knud Møller stadig Kongen af Spadeland.

Foto: Thomas Kvist Christiansen

Det er ganske enkelt ubeskriveligt, hvad den gude-gode guitarist kan få ud af temmelig tynde tråde på en Fender Stratocaster.

Hver en total timet tone havde sit eget legende liv. Ved hvert et anslag fornemmedes en særlig gåsehud-fremkaldende, drømmende dosseret nerve og glød.

Om det var på el-guitar, akustisk ditto eller mandolin. Resultatet forblev det samme. Himmelske og magiske øjeblikke.

Jeg tænker, at hvis man stak Knud et bøjet, rusten søm og en overklippet elastik, kunne han få det til at lyde som stor kunst. Så dygtig er han – stadig.

Det var faktisk så uendelig smukt, at flere voksne mænd sad med blanke øjne.

Ester fester

Hovedpersonen den søndag var og forblev dog den charmerende, ukrukkede, ukronede country-dronning, Ester Brohus.
Hun havde en fest denne sene råkolde novemberaften.

Dels var hun i selskab med et umådelig velspillende band. Et orkester, som bestod af datteren Sabrina Brohus på vidunderlig kor og klaver, bundsolide Kristian Karottki på bas, samt elegante Andreas Hatholt, trommer og keyboard .

Dels virkede Ester Brohus lykkelig og tydeligvis taknemmelig over, stadig at have et stort publikum.

Fra de i alt 11 forskellige albums delte hun rundhåndet ud af godbidder så som “Cry My Heart” , “Perfect Way” og “Love’s Insane”. Fælles for samtlige numre var nye twistede arrangementer, som gav en dejlig friskhed.

Foto: Thomas Kvist Christiansen

Koncerten var fin og fornøjeligt bundet sammen af fortællinger og anekdoter fra 40 år som sanger og sangskriver. En lang, snoet, kringlet, ujævn, vej. Fyldt med forhindringer, bump og plattenslagere.

Fortalt med selv-ironi, humor og mega sjove detaljer. Hvem vidste for eksempel, at i et svensk studie lagde Ester i 1981 korstemme til tarmrenseren, Jodle Birges version af “Tre Hvide Duer” !!!

Fængslende fortælling

Ester indviede os alle i historien om, at hun siden 1973 har spillet og stadig afvikler et utal af koncerter på samtlige lukkede fængsler i Danmark. Det var nemt at mærke, hvor meget de koncerter stadig betyder for den hjertevarme, empatiske Ester Brohus. Koncerter, hvor hun selv skal søge økonomiske midler, da den statsinstitution ingen penge har til kultur.

Men hun gør det for at give igen i ren og skær taknemmelighed over det gode liv, hun har haft og tydeligvis stadig har. Sikke dog et menneskeligt overskud…

Selv om de mange personlige historier var gode, så var til altså Ester Brohus’s suveræne stemme, som forblev aftenens højdepunkt.
Hun har så meget varme og sjæl i stemmen, at hun alene kan være årsag til og få skylden for den globale opvarmning. Ester kan veksle mellem de smukkeste dybe, mørke toner og så pludselig synge så eventyrlig højt, lyst og skarpt, at man frygtede for ruderne i Tøjhuset. Men ruderne holdt, og det gjorde koncerten så sandelig.

Foto: Thomas Kvist Christiansen

Aften sluttede af med en skøn fortolkning af Dolly Parton klassikeren ” Jolene”. Ja selv i fortærskede coverversioner som førnævnte “Jolene”og Roy Orbisons “Blue Bayou”, brændte Ester Brohus scenen af.

Det skinnede bare SÅ tydeligt igennem, at Ester Brohus er landet rigtigt ren genremæssigt, ganske simpelt fordi hun brænder for bonderøvs-musik.

Når en artist, som berigende Brohus har så meget på hjertet, så bliver tung-rock-elskere som legendariske Steffen Jungersen blød om hjertet, og blues-puritanere som Peter Nørgaard og jeg græder af glæde!!

Det var slet og ret rendyrket, dybfølt, hjertevarm country fra hjertet.