Kapaciteten i Energinets transmissionsnet er tæt på opbrugt i hele landet, og det samme gælder søkablet fra Bornholm til Sverige. Dermed kan nye projekter fortsat ikke tilsluttes elnettet hos TREFOR El-net Øst på Bornholm. Indtil videre er der dog kapacitet til privatforbruget på øen.
Det overordnede elnet i Danmark og Energinet er ramt af det, der kan beskrives som en trafikprop. Der er stort set ikke mere plads på transmissionsnettet, elsystemets motorveje, og det gælder også søkablet mellem Sverige og Bornholm. Søkablet er en udfordring, indtil Energinet har fundet en løsning og udvidet kapaciteten ind til Bornholm.
Problemstillingen rammer elnetselskabet TREFOR El-net Øst, som leverer strømmen fra Energinet til bornholmske virksomheder og borgere. Når der mangler kapacitet i søkablet, modtager TREFOR El-net Øst ikke strøm nok til kunderne, og derfor må elnetselskabet henvise nye, større elforbrugende kunder på Bornholm til en venteliste.
»Det er en alvorlig og ulykkelig situation, som vores elsystem og Bornholm står i. Allerede nu har vi hos TREFOR El-net Øst en liste med større kunder, der ønsker at blive tilsluttet elnettet på Bornholm. De store projekter har udsigt til at vente i mange år med at få fuld adgang til elnettet,« siger Per Sørensen, elforsyningsdirektør i TREFOR El-net Øst.
TREFOR El-net Øst driver og forsyner elnettet på hele Bornholm. Ligesom i resten af landet bliver det de kommende år mere end svært for bornholmske virksomheder, herunder fjernvarmeselskaber, at udvide, skabe nyt og elektrificere. Der er ikke plads nok i Energinets søkabel til, at de kan få tilstrækkeligt med strøm.
Efter en tre måneders pause indfører Energinet nu en ny model, hvor større tilslutninger skal behandles samlet efter skærpede krav. Samtidig har Energinet meldt ud, at der ikke bliver lavet nye aftaler om nettilslutning før til efteråret.
»Vores ansøgninger fra bornholmske virksomheder bliver dermed nu en del af Energinets kø. Præcist hvordan den nye tilslutningsmodel påvirker ansøgninger fra Bornholm, skal vi nu i dialog med Energinet om. Men uanset hvad er der lange udsigter til, at alle ansøgere kan regne med fuld adgang til elnettet på Bornholm,« siger Per Sørensen.
Mens manglen på kapacitet i søkablet er alvorlig for både erhvervsudviklingen og den grønne omstilling, rammer udfordringerne her og nu ikke det private forbrug på Bornholm.
»Den almindelige forbruger, der er tilknyttet TREFOR El-net Østs elnet, har strøm. Ligesom der er strøm nok til sommerens turister. Men udviklingen bliver fulgt tæt, for vi er tæt på grænsen, og vi har ansvaret for at sikre, at vi kun tilslutter, hvad der er forsvarligt i forhold til forsyningssikkerheden,« siger Per Sørensen.
Energinet er en statsejet virksomhed under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, der ejer og driver transmissionsnettet i det danske elsystem. Selskabet ejer og driver også søkablet, der forsyner hele Bornholm med strøm fra Sydsverige. TREFOR El-net Øst driver 60 kV- og 10 kV-nettet på hele Bornholm, og selskabet understreger, at problemet ikke skyldes mangel på kapacitet i deres eget net, som udbygges i takt med efterspørgslen, men derimod den manglende kapacitet i Energinets søkabel.





