Flere af Fredericia Håndboldklubs nøglespillere spillede under niveau mod KIF Kolding, det kostede.

Den helt store forskel på de to hold i gårdagens kamp, som KIF vandt med 35-31, var målmandsduellen. KIF-keeper Magnus Brandbyge overstrålede både Thorsten Fries og Emil Tellerup, der til sammen havde 11 redninger mod Brandbyges 14, men dertil kommer uprovokerede fejl offensivt. Det er bedst eksemplificeret ved Kristian Stoklund, der undevejs lavede tre tekniske fejl og brændte to straffekast. I starten af kampen var Anders Martinusen heller ikke skarp med store brændte chancer, samt tekniske fejl. Heller ikke James Junior Scott og Reinier Taboada havde den bedste dag på kontoret.

Til gengæld ramte flere af KIF Koldings spillere et niveau, som de ikke har vist igennem længere tid. Erik Toft scorede på alt hvad der rørte sig og Jens Svane kreerede spillet samtidig med, at han selv var målfarlig. De gange, hvor FHK havde chancen for at komme tilbage, strammede KIF grebet ellers fik fredericianerne formøblet chancen.

Kigger man ned over præstationerne var de eneste, der ramte niveau for FHK, fløjspillerne Martin Bisgaard og Kasper Young. De lavede henholdsvis fire og seks mål, på ligeså mange forsøg. I sidste ende gjorde det dog ikke nogen forskel, da KIF scorede på alt, hvad der rørte sig og fik lavet 35 mål.

Gudmundur Gudmundsson har også fået noget at tænke over. For anden kamp i træk har modstanderne haft succes med at gå aggressivt til værks overfor Reinier Taboada og James Junior Scott, og det skal der findes en løsning på inden, at slutspillet starter i midten af april. Det kunne være et fokus på spilmønstre, der gør, at de to spillere bliver sat i situationer, hvor de ikke skal lave så pressede afleveringer, at det medfører boldtab eller fokus på at komme i situationer, hvor de får bedre skudmuligheder.

Til gengæld kan FHK se frem mod en sidste kamp i grundspillet den 5. april mod Nordsjælland, hvor der ikke er noget på spil, men til gengæld kan man have fokus på at komme ind til slutspillet med en sejr og øve systemer, hvor man undgår et aggressivt forsvar fra modstanderne der får negativ indvirkning for Taboada og Scott, der ikke ramte niveau mod KIF.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her