FC Fredericias Mikkel Wohlgemuth lagde ikke skjul på skuffelsen efter nederlaget til Hillerød.

Hovederne hang. FC Fredericia forlod hurtigt banen. Normalt går man rundt og hilser på venner, familie og bekendte, men det var der ikke noget af søndag på Monjasa Park.

Spillerne og staben var hurtigt inde i omklædningsrummet. En af de første spillere ude af omklædningsrummet var Mikkel Wohlgemuth.

–´Det er tungt. Der er ikke så meget at sige. Stemningen er virkelig ikke god, siger han.

Undervejs kunne han se FC Fredericia få annulleret et mål ved stillingen 0-0. Udefra set lignede det en fejlagtig offsidekendelse.

– Det er hvad der sker, men det skal ikke ændre på at vi skal steppe op. Vi var der slet ikke og vi skabt intet. Det er fortjent at Hillerød vandt, vi skabte intet. Der stod 0-0 til det 80. minut og som  minimum skulle vi køre uafgjort hjem, forklarer Wohlgemuth.

FC Fredericia ville med en sejr have været tre point efter Hillerød. I stedet er de nu ni point efter dem og fortsat placeret under nedrykningsstregen med  to point op til Fremad Amager.

– Det er selvfølgelig ikke fedt. Vi skulle have spillet klogere og have været bedre forberedt. Når banerne er sådan her skal vi tilpasse os det og fighte alt vi kan. Det er pointene der tæller i vores situation, og så må det polerede spil komme bagefter.

I de næste tre kampe kampe venter SønderjyskE, HB Køge og Vejle Boldklub. Ikke just modstandere, som FC Fredericia kam forvente point imod i den nuværende situation.

– Det er det, der gør det endnu mere tungt, at vi ikke kan holde trit med Hillerød. Vi skal tage en kamp ad gangen og være klar til at få blod på knæene, slutter Mikkel Wohlgemuth.

FC Fredericia får muligheden for at rette op på nederlaget mod Hillerød på fredag mod SønderjyskE.