FC Fredericia har hentet Jonatan Lindekilde tilbage til klubben. Den 20-årige midtbanespiller kommer til Monjasa Park på en lejeaftale fra FC Midtjylland og går dermed i gang med sin tredje sæson i den røde trøje.
Lindekilde kom første gang til Fredericia i sommeren 2024 og markerede sig hurtigt i seniorfodbolden. I sin debutsæson spillede han 26 kampe og bidrog med fem mål og fem assists, da klubben rykkede op i 3F Superligaen. Opholdet blev efterfølgende forlænget, og han fulgte med op i landets bedste række.
Nu vender han så tilbage til en klub, han kender ud og ind, og det glæder FC Fredericias Head of Recruitment, Oliver Fredsted.
»Linde er en spiller, vi kender rigtig godt, og som vi ved passer rigtig godt ind i den måde, vi gerne vil spille fodbold på. Han har allerede vist sit niveau hos os over en længere periode, og han kan bidrage fra dag ét. Derfor er vi rigtig glade for, at det er lykkedes at få ham tilbage til Fredericia,« siger Oliver Fredsted.
»Vi glæder os til at få den dynamik, løbekraft og kvalitet på bolden ind, som han kommer med, men mindst lige så vigtigt kender han vores miljø og de krav, vi stiller.«
Også spilleren selv ser frem til gensynet.
»Jeg er rigtig glad for at være tilbage i Fredericia. Jeg kender klubben, byen, næsten alle spillerne og folkene omkring holdet rigtig godt, så det føles meget naturligt at komme tilbage. Jeg har haft to gode år her, hvor jeg både har udviklet mig meget som spiller og fået nogle store oplevelser, og jeg glæder mig til at komme ind og bidrage igen,« siger Jonatan Lindekilde.
»Derudover glæder jeg mig til at være tilbage på Monjasa Park foran fansene og mærke stemningen igen. Stemningen er bare blevet federe og federe for hver kamp, hvor jeg også selv har mærket kærligheden fra dem.«
Lindekilde kan få debut allerede i dag fredag, når FC Fredericia møder AaB.





