24.5 C
Copenhagen
fredag 14. august 2026

Socialområdet styrer mod underskud på 20 millioner, og nu skal en genopretningsplan på bordet

Social-, Handicap- og Ligestillingsudvalget i Fredericia forventer at bruge 20,5 millioner kroner mere end budgetteret i år. Vikarforbrug, flere borgere og stigende takster driver udgifterne, og forvaltningen varsler nu en økonomisk genopretningsplan for voksenområdet.

0
Socialområdet styrer mod underskud på 20 millioner, og nu skal en genopretningsplan på bordet

POLITIK. Socialområdet i Fredericia er under økonomisk pres. Når Social-, Handicap- og Ligestillingsudvalget tirsdag behandler årets anden budgetopfølgning, viser tallene et forventet merforbrug på 20,5 millioner kroner på udvalgets serviceudgifter, og udviklingen går den forkerte vej. Siden første budgetopfølgning er forventningen til social- og handicapområdet forværret med 7,2 millioner kroner, og budgetopfølgningen giver ifølge sagsfremstillingen anledning til, at der nu iværksættes en økonomisk genopretningsplan for voksenområdet.

Den største enkeltpost findes på botilbuddet Kronehøj, der alene forventer et merforbrug på 9,1 millioner kroner. Årsagen er rekrutteringsudfordringer, som har tvunget stedet til at bruge eksterne vikarer i stort omfang. En handleplan for Kronehøj er i gang, og forvaltningen forventer, at brugen af eksterne vikarer er begrænset til et minimum fra efteråret og frem.

Også de eksterne bo- og dagtilbud tynger med et forventet merforbrug på 6,7 millioner kroner. Her peger forvaltningen på en stigning i antallet af helårsborgere kombineret med takststigninger, der både kan skyldes et øget støttebehov hos borgerne og generelle prisstigninger. En del af prognosen bygger på nye borgere, der ventes at komme til i efteråret, og den del er ifølge sagsfremstillingen behæftet med en vis usikkerhed.

På børneområdet forventes et merforbrug på 4,8 millioner kroner på døgninstitutionerne Nymarkshjemmet og Fuglebakken, hvor ombygning, stigende vikarforbrug og pladser, der ikke kan bruges i byggeperioden, presser økonomien. Her forventer forvaltningen, at udgifterne stabiliserer sig, når ombygningen er færdig.

Modsat trækker et mindreforbrug på 5,1 millioner kroner på blandt andet Proaktiv, Bostøtten og Rusmiddelcenteret, som hovedsageligt skyldes tilbageholdenhed og merindtægter fra salg af pladser til andre kommuner.

Planen for at lukke hullet består i vidt omfang af at skubbe regningen foran sig. Størstedelen af merforbruget foreslås overført til næste år og afviklet over tre år efter reglerne om budgetoverførsel, mens der udøves generel tilbageholdenhed på området her og nu. En samlet handleplan for social- og handicapområdet fremlægges for udvalget på et kommende møde, og i oktober præsenteres udvalget for en handleplan for økonomien på voksenområdet.

Presset rækker samtidig ind i de kommende års budgetter. Forvaltningen skønner allerede nu en ubalance på 9 millioner kroner på de eksterne bo- og dagtilbud i 2027 og vurderer, at der er grundlag for et udvidelsesforslag i budgetlægningen for 2027 til 2030, de forhandlinger, hvor byrådet i forvejen skal finde besparelser for et trecifret millionbeløb.

Budgetopfølgningen sendes efter udvalgets behandling videre til byrådet.