Mandag aften blev personalet i Rema 1000 på Højskolevej i Middelfart udsat for et røveri. En ung mand truede medarbejderne med en kniv og stjal et kontantbeløb fra kassen.

Fyns Politi blev kontaktet omkring hændelsen klokken 20.50. Den mistænkte beskrives som en ung, lys i huden og formentlig dansk mand. Under røveriet var han iført en sort hættetrøje med lynlås, lyse løstsiddende bukser, sorte fingerhandsker, sorte Hummel-sko med hvide snørebånd og et mundbind.

Manden brugte en sort kniv på omkring 15 centimeter til at true personalet, hvorefter han selv tog penge fra kassen og stak af.

Fyns Politi opfordrer alle, der har oplysninger om hændelsen eller den mistænkte, til at kontakte dem hurtigst muligt.