Ugens Kurt er en mand, som jeg har stor respekt for. Mange kender Karsten Byrgesen som politiker, men han har en lang karriere i militæret bag sig og har blandt andet været udsendt til Tyrkiet og Afghanistan. Læs her fortællingen om Byrådspolitikeren, der har kæmpet for Danmark.
Det er en mand, der ikke kommer for sent. Han har militaristisk præcision var min tanke, så jeg tog turen fra vores kontor på Egumvej i god tid, men selvom jeg kom fem minutter før vores aftalte mødetid var Byrgesen på plads på Kurt’s Kaffebar, hvor han var faldet i snak med chefredaktøren og kulturredaktøren.
Karsten Byrgesen er 63 år, og han er gift med Birgit Hjort Byrgesen, som har sønnerne Claus og Carsten fra et tidligere forhold. Karsten selv har Patrick på 31 år med sin ex kone.
Karsten blev født i Nyborg, men det blev ikke hans faste base i barndommen.
“Min mor var hjemmegående og jeg havde to storesøstre. Min far var ved statsbanerne, og sørgede for, at togene kunne komme på færgen, som var der dengang,” siger Karsten.
Lønnen var ikke den bedste til Karstens far, og som konsekvens flyttede familien videre til Haderslev, hvor Karsten for første gang stiftede bekendtskab med militæret.
“Vi flyttede til Haderslev, da jeg var halvandet år. Vi så Haderslev Kaserne ti år efter anden verdenskrig. Der var en stærk nationalfølelse og det gjorde, at der blev set meget op til militæret. Vi boede i midtbyen og så tog min mor mig med i klapvognen op til soldaterne. Hver fredag marcherede de hen til Domkirken, og soldaterne grinede, når jeg kaldte dem Daralda – det var ugens faste rutine,” siger Karsten og griner.
“Da jeg var fire år flyttede vi videre til Ringkøbing, og så flyttede vi videre til Aalborg bagefter. Min far havde fået arbejde deroppe, og jeg var stolt over at have en far, der arbejdede med damplokomotiver.”
“Pengene var små i familien, og vi boede seks personer i en to værelseslejlighed. For at få kød på bordet fiskede far og jeg var med ham på turene. Med hans virke som DSB-mand kørte vi billigt med toget, og tog til Østertørslev syd for Hadsund, hvor vi fangede ørred og ål. Siden dengang har jeg været tændt af at lystfiske.”
Starten på tiden i militæret og udsendt til Tyrkiet
Efter endt skoletid startede Karstens tid i militæret, men det var lidt af en tilfældighed.
“Jeg boede i Aalborg indtil jeg var 17 år og kom i Forsvaret, min mor på 94 år bor stadig deroppe.Jeg havde et ønske om at blive radiomekaniker, men man skulle være 18 år og have kørekort. Dengang lavede man tv’et hjemme ved familierne, og jeg var ikke gammel nok til at have kørekort. Min far sagde ,at jeg kunne aftjene min værnepligt, og det gjorde jeg på Høveltegård Kaserne. Efter mine ni måneders værnepligt havde jeg set så meget af Forsvaret, at jeg fik mod på det ledelsesmæssige og flyttede til Aarhus. Jeg blev derfor befalingsmand, og kom derind i en alder af 19 år,” siger Karsten, der endte med at blive udsendt:
“Jeg kom tilbage til Aarhus som sergent og kort tid efter var jeg med til at uddanne rekrutter. Vi var til skydeøvelse på Djursland og der kom kommandoofficeren ud en tidlig morgen. Han sagde, at tyrkerne havde forsøgt sø- og luftlandsætning på Cypern. Det gjorde de i løbet af et døgn, hvor de havde fået 150.000 tyrkiske soldater og så fandt man ud af i FN, at der skulle indsættes et sikkerhedsråd. Der havde ikke været krig der, og vi fik at vide, at de manglede soldater og hvis man ville derned skulle man træde tre skridt frem. Jeg tænke, at det lød spændende og var der i 6,5 mdr.”
Hvordan var det at være udsendt?
“Det var en underlig fornemmelse. Jeg var radiotelegrafist og samtidig var opgaven at trække feltkabler ud til lejrene ved siden af. Jeg var i Lefkas i Tyrkiet og der var problemer med kablerne, der ikke virkede. Jeg stod på en høj stige på ladet af en Land Rover og det eneste jeg så var tyrkere i traditionel påklædning. Mændene gik i bukser, der bedst kan beskrives som hængerøve og tøfler, og kvinderne var klædt helt i sort,” siger Karsten og fortsætter:
“Da vi kørte derfra havde vi tyrkiske soldater med der skulle beskytte os, de gik foran os stort set altid. Da de stod stille og vi gik forrest, var vi på vej ind i et minifelt, så vi gik med stor forsigtighed. Tyrkerne blev bagved, så sagens alvor gik op for os.”
“Der var en sjov episode, hvor vi sad i en appelsinplantage. Der kom en tyrkisk befalingsmand og trak sin kæmpe sabel og slog melonen midtover. Han lagde melonen på Land Roveren, og da han hældte dem op kiggede han på klokken og sagde, at vi skulle vente. Efter en halv time var det i orden. Fra at have en brandvarm vandmelon, så fik vi en kold. Det trick har jeg taget til mig.”
Kom til Fredericia
Efter at have været i Tyrkiet kom Karsten til Fredericia for første gang i 1975, hvor han arbejdede på Ryes Kaserne.
“En dag blev jeg hevet ind til min chef, der sagde: ‘Byrgesen, du skal til Vejle på sygehuset.’ Så tænkte jeg hvad drejer det sig om – det viste sig, at jeg skulle have fotograferet lungerne. Jeg ville være officer, så jeg skulle til test, fordi jeg ikke havde en studentereksamen. Jeg var til militærpsykologisk tjeneste, hvor de vurderede mig. Jeg var til test i to dage og fik at vide, at det kunne jeg godt klare. Efterfølgende blev jeg evalueret og kom der over et døgn og der fik jeg at vide, at jeg var egnet til at blive optaget. Efter tre års studier var jeg færdig i København og blev officer. Jeg var blandt andet igennem et patruljekursus og en faldskærmsdel, hvor det mest spændende var, at man skulle springe to spring ud over Limfjorden midt om natten,” siger Karsten
Kan du huske springet?
“Jeg kan huske, at der var kul sort og vi kunne se Aalborg i det fjerne og vi kunne se vandet glimte. Jeg kunne se blå blink fra ambulancer, 3-4 af vores folk fik skader den nat. Man bliver overrasket når man rammer jorden, det gjorde mig lidt til en mand,” siger Karsten og fortæller, at man også skulle igennem forløb med fægtning, dans og boksning.
“Jeg kom tilbage til Fredericia igen, og jeg blev medlem af Trianglen Jump. Jeg har siden videreuddannet mig til faldskærmsudspringer, og har været instruktør for mange. Jeg har i alt omkring 2,5 times fritfald.”
Steg i graderne
Som årene gik for Karsten steg han mere og mere i rang, og da han var 25 år var han officer på Ryes Kaserne.
“Jeg var officer på Konstabel grunduddannelses kompagniet. Jeg havde fået en lejebolig på Treldevej, og boede der alene, da min kæreste boede i Købehavn. I den første tid får man mange uddannelser og jeg blev hurtigt Løjtnant tror og næstkommanderende i et kompagni. Jeg blev sendt tilbage til Sjælland, fordi at jeg havde pædagogiske egenskaber. Jeg kom på Løjtnantskolen og uddannede reserveofficerer. Jeg kom tilbage til Fredericia bagefter, og jeg rangerede i graderne og blev udnævnt til Major i 1990. I den forbindelse var jeg først stabchef i 3. telegrafbataljon, hvor jeg var i to år. Min regimentchef sagde en dag, at han skulle snakke med mig. Han sagde at han havde brug for mig på gangen, og jeg skulle være personalechef. jeg sagde: Oberstmm, jeg tror ikke lige, at det er mig,”siger Karsten og fortsætter:
“Jeg havde besluttet mig, og jeg ville ikke, men Oberst sagde, at så snart jeg blev det ville alle være venner med mig. Jeg endte med at sige ja, men det var en svær omstilling, og det skabte også lidt røre, fordi at jeg var ung, men sådan er det altid, når man hopper forbi nogen. Man skal ikke lade sig holde tilbage af hvad andre synes.
“Jeg behøver ikke at sidde og komme med løsninger, jeg lyttede og mange gange vågnede jeg om natten med en løsning. I stedet for at tænke mere over det skrev jeg det på en blok. Nogen sagde til mig, at de prioriterede familen over arbejde, og så sagde jeg, om de ikke prioriterede deres arbejde, fordi jeg er optaget af det jeg lige sidder i. Det gælder både arbejde, byrådet og familie. Der er fokus på der, hvor jeg er – det har jeg lært.”
“Det er psykisk selvforsvar, hvis du tror, at du kan det hele, så spiller man ikke rigtigt. Man skal sige: ‘Skat, jeg er væk i to timer.’ og planlægge sig ud af det. En ting jeg sagde til min oberst var, at jeg selv vil bestemme hvad jeg skal om tre år, og det gik han med til. “
Militæret er som en familie for Karsten
Dengang var Fredericia ikke som vi kender det i dag. Dengang var det meget mere industripræget, og det mærkede Karsten også til.
“Det var forfærdeligt, det stank på Kasernen. Jeg ringede til direktøren på Raffinaderiet, og spurgte hvorfor hans fabrik stank. Jeg kunne ikke have soldater løbene mod Treldevej pga. stanken – så slemt var det. Jeg ændrede programmet grundet stanken,” siger Karsten og fortsætter:
“På Bülows Kaserne og på Østerstrand var der gult røg. Jeg ville ikke lade soldaterne komme ud i det. Min mor sagde altid, at jeg var soldaternes mand. Militæret var min familie også og jeg tog ansvar for dem, at de ikke skulle løbe i det.”
Karsten nævnte det selv, hans mor. Hende havde han en mærkelig oplevelse med da han var udsendt i forbindelse med Tyrkiet/Cypern.
“Vi blev ringet op via en masse lande dernede. Det var et vigtigt signal, som vi skulle modtage. Jeg passede Radiostationen, hvor man fjernskrev osv. Jeg gik rundt og tændte den i nattens muld og mørke. Pludselig kom der et signal, som var til chefen for enheden. Det vedrørte Byrgesen sagde de. Det viste sig, at min mor var blevet alvorlig syg, så jeg bankede på vagthavenes dør og sagde, at jeg skulle have fat i chefen,” siger Karsten, som man kunne mærke blive rørt over at fortælle om det.
“Man følte sig lidt sårbar, jeg kan stadig blive skidt over det. Min mor blev okay, og jeg tog hjem til hende. Det var ikke mig, der spurgte om det, men det var reglen, at man skulle hjem, hvis der var noget kritisk.”
Med den følsomhed, har du så det, der skulle til?
“Ja, det har jeg. Jeg kan godt skelne mellem de to ting. Jeg er så heldig på trods af alt det jeg har været med i, så har jeg ikke noget stress. Jeg fløj med Hercules hjem fra Cypern, den fløj en gang i ugen. Jeg blev kørt til lufthavnen og så var det en ni timers flyvetur hjem. Der var iskoldt , men jeg kom hjem og til mor på sygehuset. Hun havde en blodåre i maven, der sprang. Hun blev hasteopereret, og efter otte dage i Danmark kom jeg tilbage og afsluttede turen på Cypern fra maj-november,”siger Karsten og fortsætter:
“Der dannede sig noget i mig. Den halvdel, der var grækerne, som håndterede krigen. Der så jeg forskellen på tyrkerne og dem. Der var forskelligheder mellem dem. Grækerne var aktive og plantede noget, hvis de så jord. Det tænkte tyrkerne ikke over.”
Blev Staff Officer i operationsafdeling under NATO
Da Karstens tre år som personalechef var gået gik turen videre, og et nyt kapitel ventede.
“Jeg blev Staff Officer I operationsafdelingen under NATO i Heidelberg. Jeg arbejdede med strategisk kommunikation, som jeg har arbejdet med lige siden,” siger Karsten.
“Mens jeg var i Heidelberg, troede jeg, at jeg skulle til Kosovo og have fire måneder, men NATO ændrede strukturen. Jeg røg til Napoli, da hovedkontoret var der,” fortsætter han.
Karsten blev igen rørt, og det med god grund. Ligesom det var tilfældet, da han var udsendt til Tyrkiet/Cypern, skete der en tragisk hændelse.
“Da jeg var i Napoli blev min far syg. Han døde i februar 2001, og jeg nåede at være sammen med ham i tre dage. Jeg havde lært, at hvis man skal flytte sig, så gør man det med hjertet, så da jeg skulle tilbage til Napoli tænkte jeg, at jeg ikke gad tage flyveren fra Kastrup. Jeg kørte til Heidelberg og tog toget derfra. Det tog lang tid, men det var en fantastisk oplevelse. Jeg nød turen og blev healet lidt på den måde,” siger Karsten og fortsæter:
“Operationen blev afsluttet for mit vedkommende og jeg kom med militærtransport til Heidelberg og videre til Haderslev, hvor jeg blev chef for garnisons enheden, hvor jeg blev næstkommanderende. Jeg sørgede for det praktiske, og der var jeg i et år indtil Oberst Ib Johannes Bager kaldte mig til møde, og sagde, at jeg skulle have nyt job og starte i Fredericia om mandagen. Jeg skulle være chef for elektronisk krigsførelse, som jeg ikke kendte meget til, der var udfordringer med det, men det var godt sagde han.”
“På det tidspunkt var vi på vej med 1. og 2. Golfkrig så hvordan kan vi støtte dem, tænkte vi. Vi havde ikke krigserfaring, men de danske soldater skulle i kamp med fjender. Vi blev involveret i krigen og blev fjenden, det ændrede mindsettet. Ved hjælp af følsomme radiomodtagere var nogen af vores soldater hos enheder, så når man var ved et dansk kompagni, så lå nogen få 100 meter væk, og hvis nogen sagde det i radioen, så havde de et kanon tilbud. På den måde kunne vi bidrage til at redde danske soldateres liv. vi tilegnede os viden om hvad fjenden ville. “
Altid søgt tilbage til Fredericia
Karsten var også en en tur i Afghanistan, og der kom hans virke med elektronik ham til gode.
“Jeg havde kendskab til elektronisk krigsførsel, men jeg synes, at det var ligegyldigt at vide, hvis der stod soldater 200 meter væk, og så vide hvad dem langt væk lavede. Jeg ville dele det op i to med fjernafklaring og næropklaring,” siger Karsten.
Fra 2004-11 var Karsten på Ryes Kaserne, og det var noget han glædede sig over, da Fredericia var en by som han havde fået et forhold til.
“Der var sket store forandringer, og man var i gang med at lukke Kemira. Jeg har altid søgt tilbage til Fredericia. Da jeg var lille barn, og kom fra dårlige kår, så tog vi toget til Middelfart og holdt ferie i dansk folkeferies ferieby. Allerede dengang stod vi på Fanøsund og fiskede. Min far kunne tage familien gratis med i toget, og jeg spurgte så om vi ikke skulle tage en taxa hen til pladsen.Vi endte altid med at gå, selvom jeg spurgte. Han sagde, at der ikke var nogen taxa, men da der kom en, og jeg sagde det, så viste det sig, at han ikke havde råd til det. Far gik med sengetøjet på ryggen og en kuffert foran, mens mor havde en kuffert og vi andre havde tasker,” siger Karsten og fortæller, at ham og hans søskende samlede flasker, da de ikke havde lommepenge:
“Hele det med ferien til dansk folkeferies ferieby lærte mig, at man ikke skal jamre. Der var ingen af os børn, der opdagede, at vi havde dårlige kår. Vi var pæne og rene i tøjet.”
Turen gik til Afghanistan
Fra 2004-11 var Karsten senioranalytiker hos Ryes Kaserne. Efterfølgende blev han ansat hos Forsvarets Efterretningstjeneste
“Mens jeg var i enheden blev jeg ringet op, og at det var vigtigt at komme til Hærens Operative Kommando. Der gik fire dage, og så var vi på vej til Afghanistan med militærfly. Vi kom til Armadillo-lejren og det var et specielt sted,” siger Karsten og fortsætter:
“I samme øjeblik som vi trådte ud fra lejren, var vi bevæbnet til tænderne. Der havde min fortid i Jærgerkorspet sine fordele, da vi sprang ud i mørket. Jeg tror på det, som jeg gør, og så er det ligemeget om jeg sidder i sofaen eller om jeg er i kamp eller andet. Jeg tænkte på skæbnen, at hvis det går galt, så havde vi en nødprocedure og hvis ikke, så var det min skæbne. Det samme gjaldt i Afghanistan.”
Fik Ridderkorset
Efter tiden i Afghanistan skete der en ny jobmæssig ændring for Karsten. Konen og ham var på vej på ferie.
“De manglede en chef til enheden i Wessel, som ligger nær Düsseldorf. Jeg skulle møde fire dage sende, og vi kørte så til Rhinen og derefter til Wessel. Jeg endte med at være der i fire år, og det betød, at jeg fik i alt 22,5 år som chef på militærsteder,” siger Karsten, der tre måneder før han blev 60 år fik et brev om, at han skulle på militærpension.
Inden da nåede han at blive tildelt Ridderkorset.
“Efter min anden udsendelse skulle jeg komme hen til chefen. Jeg stod i arbejdstøj, og så trak han en æske frem samt et dokumen og holdt en tale, og så fik jeg Ridderkorset,” siger Karsten og fortsætter:
“Det betød så meget. Jeg var ved at falde om, og jeg var ikke i nærheden af lønrammen til det, og jeg var jo kun Major, så det var meget usædvanligt. Jeg ville hellere have Ridderkorset end en million kroner. Det er en anerkendelse ,som hele familien kunne glæde sig over.”
“Jeg var i Kongehuset og fik tak for det. På vej til Dronningen var der to elefanter, hvor man kunne se hvor jeg havde været. Jeg fik at vide, at når jeg kom, så interesserede det Majestæten at få noget at vide om den elektroniske krigsførelse. Man stod tre skridt foran hende og skulle bukke og gå to skridt tilbage.”
“Jeg sagde H.M Majestæt, at det er min familie og mig en stor ære at stå her i dag. Jeg takkede ydmygt for Ridderkorset. Jeg havde fået at vide man bare skulle fortælle, og så fortalte jeg min historie om små kår. Det glædede hele min familie, kone, svigerfamilie og børn, at det var opnået. Jeg fortalte om min tid i Afghanistan , fordi hun havde respekt for den del af det. Jeg havde fået at vide, hvad man skulle gøre, når man talte med Dronningen, hvis hun ville have man rundede af, så gav hun tegn med hånden, men hun var opslugt over fortællingen. Jeg gik derfra stolt som en pave.”
Militærpension
Karsten var stolt over sit Ridderkors, og troede, at han skulle tilbage, men han røg til Wessel.
“Mens jeg var på opgave der, så skulle man medbringe alt kommunikation, og man skulle danne sig et lokalnetværk til flere tusinde brugere. Det skulle laves i Tyrkiet, fordi NATO havde besluttet af at lave et engagement i Tyrkiet i relation til krigen i Syrien, hvor jeg kom ned. Hvis Osama bin Laden skød skråt mod Tyrkiet, havde vi ordre på, hvad vi skulle gøre,” siger Karsten og fortsætter:
“Jeg kom tilbage og blev pensioneret som 60-årig i 2015. Det sker på den måde, at tre dage før man bliver 60 år får man et brev, hvor de takker en for tjansen. Det var fede oplevelser, som jeg havde, og jeg bærer ikke nag og længes. Da jeg gik derfra, så ville jeg ikke vende mig rundt, men jeg mindes den fantastiske tid og jeg har lovet mig selv ikke at savne det.”
Med pensionen fra militæret startede en ny karriere. Karsten stiftede Husmanden ApS.
“Jeg ønskede at være aktiv, og ville lave et firma. Vi skrabte penge sammen og så blev det godkendt af erhvervsstyrelsen. Selvom jeg har fået Ridekorset, så er jeg ikke for fin til at rense folks huse,” siger Karsten.
Karsten og politik
De fleste fredericianere kender Karsten qua han sidder i Byrådet, som han kom ind i til Kommunalvalget i 2017. At han først kom i Byrådet der er ikke tilfældigt, men interessen for politik har altid været der.
“Af respekt for Forsvaret, så ville jeg ikke være politisk aktiv. Jeg ville skille tingene ad, og ikke gå ind i det så længe, at jeg havde folk under mig,” siger Karsten, der efterfølgende meldte ting sig ind i Dansk Folkeparti:
“Jeg meldte mig, fordi de ikke var berøringsangste omkring migranter, der lagde til ved vores kaj. Det var for dårligt og det kunne man ikke byde danskerne. Da jeg kom hjem fra Wessel tog jeg kontakt til partiforeningen, der holdt medlemsmøde og der opdagede de, at jeg havde pondus.”
“Daværende formand Bent Troelsen ringede til mig spurgte, om jeg ikke kunne tage over for ham, fordi han ville trække sig. Jeg sagde, at jeg ikke havde problemer med det, men var der ikke andre der ville? Sådan skete det i 2016.”
Karsten blev af partiforeningen opfordret til at stille op til Byrådet, og der kom han ind i 2017 til Kommunalvalget.
“Det var en god dag, og jeg blev meget glad og stolt,” siger Karsten, som kort tid efter meldte sig ud af Dansk Folkeparti:
“Der skete det dagen efter valget, at Fredericia Dagblads journalist, Peter Friis Autzen, interviewede mig. Jeg var glad og det var et godt interview. På vej ud af døren spurgte Peter hvad jeg mente om, at Susanne Eilersen i Tøjhuset til valgaftenen havde sagt, at jeg var en fiasko. Peter afspillede lydfilen med det for mig. Dagen efter var der en overskrift med det i Dagbladet. Jeg ville have en undskyldning, og via partiforeningen kunne det ikke lade sig gøre. Jeg sagde, at jeg var ikke DF’er, hvis jeg ikke fik det.”
I forbindelse med, at Karsten meldte sig ud af DF, var der særligt en ting, som han tænkte over: Hvad med vælgerne, der valgte ham ind?
“Der var noget med samvittigheden, men jeg vidste ikke om det var okay. Heldigvis var pressen der, da de interviewede mig hele tiden om det, og det gav ikke nogen shitstorm,” siger Karsten og fortsætter:
“Jeg blev mødt med, at Karsten: Du ikke kan gå som løsgænger. Så sagde jeg, at det får vi at se. Så kom det personlige mantra. Jeg vil ikke sige, at det ved jeg ikke noget om. Man får spørgeskema, om man vil noget til livs, om man føler man har indflydelse. Jeg har skrevet, at jeg følte jeg havde mere indflydelse bare med mig selv,” siger Karsten, der sidder i Kultur- og Idrætudvalget samt By- og Planudvalget.
Til næste Kommunalvalg er det slut med at være løsgænger, slår han fast
“Jeg er Karsten Byrgesen i et parti, andet giver ikke mening. Jeg vil være en del af et team. Jeg har fået et overblik over de øvrige partier, og jeg har heller ikke nogen hard feelings overfor DF, som jeg stadig taler pænt med i dag,” siger Karsten.
Fritiden
Efter at have rundet Karsten militærkarriere og politiske tilstedeværelse, så manglede vi en kun én ting, nemlig hans privatliv.
“Jeg cykler meget i fritiden, og det er både race og mountainbike. Jeg fisker også stadig, og tænker på min far, når jeg er ude at fiske,” siger han.
Som barn rejste Karsten qua hans fars job meget med tog, og det er også en interesse, som er holdt ved.
“Jeg er vild med tog. I Wernigerode nær Hartzen er der en by, som ikke blev smadret under 2. verdenskrig. De har en smaltogsjernbane, og de har et sted a la Bloksbjerg. Det er fantastisk at komme der,” siger Karsten, der har en særlig passion, som han dyrker:
“Jeg spiller musik med Finn Munksgaard, sammen har vi Spilopperne, og er ude at spille en gang imellem.”
Med en nærtforstående sommer, så venter der en rejse inden for den nærmeste fremtid for familien Byrgesen.
“Vi skal til Spanien om lidt. Vi bruger en uge på at køre derned, og vi vil gerne forbi Heidelberg, hvor jeg boede, og så skal vi også forbi Frankrig, hvor jeg har været. Civil videre til Andora, og så rammer vi målet i Valencia efter 2600 kilometer,” siger Karsten.
Karstens livsfortælling har været fascinerende at høre på, og vi kunne have talt endnu længere, men vi skulle videre i programmet og efter at have udvekslet et par ord om Folketingsvalget gik vi hver til sit og ønskede hinanden en fortsat god dag.
