Ugens Kurt er født i Padborg, næsten som tysker, som han siger. Siden 2004 har bopælen heddet Baunegårdsvej i Snoghøj. Kærligheden dedikerer han til familien, venligheden til vennerne og passionen for service og lækkerier er den trejde pind i Finns liv. Han er også holdleder og alt-mulig-mand for Fredericia Håndboldklub, og oprykningen lørdag den 30. marts sidder stadig i kroppen i form af hæshed denne torsdag i Fredericia, hvor vi mødes til en kop kaffe.
“Det var en dejlig oplevelse og en forløsning på mange timers hårdt arbejde fra mange mennesker”, siger Finn, inden vi sætter os.
Finn Kristian Munk går også under navnet, Munken eller Finnie. Munken er født i 1964 i Padborg ved de røde blokke inden grænsen. “Jeg kan flydende tysk”, siger han og fortæller, at han som syv-årig rejste med familien til Bække i nærheden af Vejen.
10 år på Bække Folkeskole, fritiden med fodbold og håndbold, venner, sjov og ballade. Fra 1983-1986 var SuperBrugsen i Egtved lærepladsen, hvorfra Finn blev uddannet slagter, og det var gode læreår.
“Det var et fantastisk godt sted. Jeg lærte meget. Min mester var dygtig, hård men retfærdig, som man siger. Vi arbejdede bare, men jeg lærte samtidig alt fra bogføring, bestillinger, disponeringer og naturligvis mængder, service og det at lave god mad og gode produkter,” fortæller Finn og fortsætter:
“Så kaldte Søværnet, hvor jeg aftjente min pligt. På land var det København, men vi var den sejlene tjeneste, så alt foregik på havet”, siger Finn og fortsætter:
“Det var en stor oplevelse. Det vil jeg altid gerne gøre igen. Havet kan noget. Jeg elsker havet, jeg dykker også i min fritid, min datter har sejlet, jeg har været meget på vandet. Jeg er en god svømmer. Jeg har også været livredder gennem fire år i Erritsø Hallerne”, siger Finn.
“Efter værnepligten gik turen kort til Esbjerg, hvor en kammerat var souschef og inviterede mig, om jeg ikke kunne hjælpe til som mestersvend”, fortæller Finn og fortsætter:
“Jeg var faktisk lidt handicappet, da jeg kom hjem. Jeg havde ødelagt min knæskal til Søværnsmesterskaberne i fodbold, men det gik. Jeg ville dog gerne tættere på mit hjem, så jeg rejste til Grindsted, hvor jeg var fem år i Kvickly, som mestersvend. I 1988 mødte jeg, min Rie, som jeg blev gift med i 1999”.I
I 1992 rykker parret teltpælene op og flytter til Gilleleje på Sjælland. Finn skal være slagter i en ny satsning fra Irma-butikker, og Rie fik også job i Irma.
“Vi havde 12 fantastiske år, inden vi i 2004 flyttede til Snoghøj. Huspriserne var gode i Fredericia, så det var sund fornuft at rykke til Jylland igen. Vi havde den udfordring i Gilleleje, at vi boede i et sommerhus med helårsdispensation, og vi vidste, at denne ville udløbe i 2006, så vi solgte i god tid og rykkede til Fredericia”, fortæller Finn og fortsætter:
“Rie endte i SuperBrugsen i Erritsø og jeg i Kvickly i Vejle, inden jeg i 2007 kom til Erritsø Hallerne, hvor jeg var til 2012. Brancheskiftet var faktisk okay. Man har prøvet meget. Jeg havde selv været aktiv i sport, bestyrelsesarbejde og lignende, så jeg havde prøvet hele møllen, så servicen var i fokus.”
Munken blev senere halinspektør i ØSVN-hallen fra 2012-15, senere ølkonsulent for Gravballe Bryghus fra 2015-2016, inden jobbet i dag for AGC, hvor han står for lager, men er ved at blive omskolet til sælger og kunderådgiver. Ved siden af jobbet, kaster Finn mange timer i Fredericia Håndboldklub – rejsen startede for ham i 2006.
“Jeg havde gået på skole med Ole Nikolajsen, som var sportschef i klubben. Han spurgte om, jeg kunne hjælpe med førsteholdet, sælge lidt og ellers være med til en række opgaver. Så har jeg været der siden, bort set fra de tre år, hvor jeg var halinspektør”, fortæller Finn og uddyber:
“Jeg har altid interesseret mig for sport, da mine børn var små, læste jeg sportsnyhederne for dem, så jeg har altid elsket det. Jeg har selv spillet lidt håndbold på Sjælland som voksen. Vi spillede fodbold om sommeren og håndbold om vinteren. Jeg er mere til holdsport end singelsport”.
Senere fik Finn andre roller i rollen. Fra 2009 til 2011 var han således arrangementansvarlig for afvikling af kampene i klubben, indtil klubben desværre gik konkurs.
“Allerede dengang var jeg også holdleder on and off, når Ole, Ulrich og senere Fido ikke kunne,” fortæller Finn.
Hvordan er det at være med hele vejen og bag truppen?
“Det er fantastisk dejligt, og særligt rejsen de sidste otte år føles god nu. Sporten viser mange følelser – der er aktion, power og hurtig afvikling. Der er en god stemning, ikke bare på lægterne, men også i truppen, mange af timerne går med en lille bitte detalje til træning og når det lykkes i kamp, så er det fedt. Det er de træk i spillet, man nyder at se, når man sidder udenfor og kigger”, siger Finn og fortsætter:
“Jeg kom gradvist retur, da holdet spillede i 2. division, og så tog det fart derfra. Jeg har været med hele 1. division, og de kampe, der har været. Det har været fedt, og jeg glæder mig også til på lørdag, hvor vi spiller sidste kamp i sæsonen hjemme”.
Hvad giver det dig?
“Det giver mig en masse gode oplevelser, som jeg ikke vil være foruden. Sammenholdet blandt menneskerne, kammeratskabet, venskabet er næsten familiært. Man kender hinanden på kryds og tværs. Jeg har også passet spillernes børn til træning, så vi kommer tæt på hinanden”.
“Finn, du er kendt for dit smil og din venlighed, er du altid glad?
“Jeg er en glad person. Jeg har det sådan, at giver du et smil, får du et smil tilbage. Selv, hvis man er utilfreds med noget, så går det bedre, når man siger det på en venlig og positiv måde. Jeg siger det på mange måder, men grundlæggende spørger jeg, om vi ikke skal prøve det på en anden måde. Jeg er et glad menneske, men jeg vil lade andre vurdere, hvordan jeg er. Jeg kan lide at give en krammer og et håndtryk, sådan er jeg”, siger Finn.
Finn og Rie har sammen to børn. Matilde på 21 og Kristian på 18 år. Dem ser parret mest, når køleskabet skal åbnes eller er tomt. Men det er også okay. Parret har også en Golden Retriever, som hedder Konrad. Om livet generelt, står der ofte arbejde på kalenderen, men familien prioriteres.
“Min hustru arbejder også fuld tid, men vi ser hinanden om aftenen og morgenen, og når vi får en god familiemiddag og hygger lidt. Derudover prioriterer vi at holde fri sammen, og lave noget sammen. Det tror jeg er vigtigt, fordi fungerer det ikke hjemme, fungerer det ikke ude, det har været et af mine mottos: Familien er vigtigst, og så kommer vennerne”.
“Vi er begge to meget serviceminded, Rie er også uddannet slagter. Så ja, vi nyder at gøre folk glade, men også god mad, og så er det den, der kommer først i køkkenet, der laver den. Men grundlæggende så er jeg nok den, der står for smagen, og Rie pynter, så finish er perfekt”.
Vi skal nå at vende lørdag den 30. marts 2019 – kan du sige lidt om den dag?
“Min dag startede 6.30. Jeg skulle lave pastasalat. Spillerne vil have min pastaslat. Det er deres ønske. Vi har fået det ude fra en gang, hvor jeg var på weekendophold med min kone, men det gav da point til holdet, men næste gang, skulle pastasalaten igen være fra min hænder”, fortæller Finn og fortsætter:
“Forventningen og spændingen var der. Vi kunne alle mærke det, men omvendt, så havde Jan, Flemming, Steffen og jeg, valgt at gøre alt, som vi plejer. Vi var rolige, og passede vores rutiner, og det gjorde spillerne også. Men for at spole tiden frem, så var sejren en forløsning. Det var en klasseoplevelse. Man skal prøve det og være der for at forstå det. Busturen hjem var uforglemmelig”.
Hvordan?
“Det var en fed fest, og jeg er ikke kommet mig endnu. Modtagelsen på Ryespladsen har printet sig fast i min hukommelse, selvom man var mættet – der var mange sanser og indtryk; gode oplevelser, som blev knaldet ind i hovedet denne dag, så under jeg klubben det og Ultras modtagelse var unik. Det samme gælder måden Urbania Streetfood fejrede os på. ”
Liga – næste år, hvad er det for dig?
“Det er det samme, vi kører det samme setup. Vi skal konkurrere mod nogen, der er lidt skarpere, så vi skal steppe op. Det er godt for byen, det er et godt brand, det er fedt at ligge i toppen i håndbold og fodbold, og når man er på den øverste hylde, er man der, hvor cremen er. Det er fedt.”
Finn – dit liv, og fremtiden, hvad er det?
“Hvis jeg kunne spå om fremtiden, så lavede jeg nok noget andet. Jeg hviler godt i mig selv. I øjeblikket er børnene er under videreuddannelse, vi tager et weekendophold en gang om året, så taler vi om det hele, det er vigtigt. En arbejdsuge var nogle gange 70-80 timer, så dengang startede vi en rutine med at tage et ophold sammen og ugen efter var børnene med, så kunne de sige, hvad de gerne vil. Det fleste ved godt, at man skal have et godt fundament at leve på. Jeg synes selv, at jeg har et godt fundament”, slutter Finn.
