Kultur- og Idrætsudvalget har lagt hovederne i blød, når det kommer til 175-års fejringen af 6. juli i 2024. På seneste udvalgsmøde drøftede man planerne, som dog endnu ikke kan deles med offentligheden.

Forligspartierne skriver i Budget23, at man fortsat ønsker at understøtte de gode oplevelser i Fredericia, samt at der i forbindelse med næste års markering af 175 året for 6. juli-dagene skal være ekstra festligheder igennem hele sommeren. Derfor udvikles markedsføringen og brandingen af 6. Juli Dagene allerede fra i år, og der vil på udvalgsmødet ske en orientering om dette arbejde.

I arbejdet er der lagt vægt på: Koordinering på tværs mellem 6. Juli Cup, 6. Juli Dagene og 6. Juli Jazz, samt Sommer i Fredericia og andre aktiviteter i samme periode. Der er også lagt vægt på en opdatering af det grafiske udtryk og en mere digital markedsføring af eventet, så det kommer længere ud.

I alt er der afsat 250.000 kroner ekstra til fejringen af 175-års jubilæet.

– Vi talte om, hvad de ekstra penge skal bruges til, da det er jubilæumsåret. Der kom nogle ideer fra forvaltningen og det drøftede vi, men det handler, om at vi er forberedt på, at vi får et spændende jubilæumsår, hvor vi kigger på fejringen. Vi besluttede ikke noget, men det var en fin snak om det, siger udvalgsformand Peder Tind (V).

Uden at gå i nærmere detaljer ser Peder Tind gerne, at der tiltrækkes endnu flere mennesker til begivenheden i 2024.

– Vi kigger på, hvordan man tiltrækker flere målgrupper og der er flere perspektiver og snakke, men vi er stadig i en tidligere fase af processen, siger Peder Tind.