17.3 C
Copenhagen
fredag 5. juni 2026

Ny analyse placerer to Fredericia-skoler blandt landets hårdest ramte skoler

En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd placerer Fredericia blandt landets hårdest ramte kommuner, når det gælder faglige udfordringer i folkeskolen. To skoler i byen er blandt de 100 mest udfordrede i hele Danmark.

Ny analyse placerer to Fredericia-skoler blandt landets hårdest ramte skoler

UDDANNELSE. Hver femte elev i Fredericias folkeskoler forlod 9. klasse i 2025 uden at bestå både dansk og matematik. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), der tegner et bekymrende billede af en kommune, som skiller sig markant ud, også fra sine naboer i Trekantområdet.

Af kommunens 400 folkeskoleelever i 9. klasse bestod 21,3 procent ikke de to fag ved afgangsprøven. Til sammenligning er landsgennemsnittet 11,2 procent. Fredericia ligger dermed næsten dobbelt så højt som resten af landet, og kommunen nævnes specifikt i analysen i selskab med Lolland, Odsherred, Faxe, Vordingborg og Guldborgsund som de steder, hvor mere end hver femte elev ikke består.

Endnu mere markant bliver billedet, når man ser på, hvor eleverne går i skole. To folkeskoler i Fredericia er blandt de 100 fagligt mest udfordrede i hele landet, og hele 62,91 procent af kommunens 9.-klasseselever går på en af disse to skoler. Det er en af de højeste andele i Danmark.

Langt over naboerne

Tallene bliver særligt iøjnefaldende, når Fredericia holdes op mod nabokommunerne. I Kolding går 5,26 procent af eleverne på en af de mest udfordrede skoler, i Vejle 5,18 procent og i Middelfart 7,82 procent. Fredericias 62,91 procent er altså mange gange højere end i de omkringliggende kommuner.

Udviklingen går desuden den forkerte vej. I Fredericia er andelen, der ikke består, steget med 3,6 procentpoint sammenlignet med 2024, mens andelen på landsplan er uændret fra 2024 til 2025.

Betydning for de unges videre vej

Ifølge AE hænger de faglige resultater tæt sammen med elevernes baggrund. På landsplan bestod næsten hver fjerde elev fra de fattigste 20 procent af familierne ikke dansk og matematik i 2025. »Det bliver sværere og sværere at klare sig i folkeskolen, hvis du kommer fra et fattigt eller uddannelsesfremmed hjem. Den negative sociale arv i skolesystemet bliver kraftigere i disse år,« siger Troels Lund Jensen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Han peger på, at de faglige udfordringer ofte følges med andre sociale udfordringer. »De faglige udfordringer i folkeskolen er størst i mange af de kommuner, hvor der også er mange andre sociale udfordringer, og det kan gøre det svært for kommunerne og skolerne at løfte det faglige niveau uden ekstra ressourcer,« siger han.

At bestå afgangsprøverne i dansk og matematik er en forudsætning for at kunne begynde på og gennemføre en ungdomsuddannelse. Når det ikke lykkes, får det derfor betydning langt ind i de unges voksenliv og for den sociale mobilitet i samfundet, lyder det.

Regeringen vil målrette et løft

Analysen falder sammen med, at den nye S-SF-M-R-regering vil målrette et fagligt løft mod netop de 100 mest udfordrede folkeskoler frem for at fordele midlerne ligeligt på alle kommuner. For en kommune som Fredericia, hvor to skoler er på listen, kan det betyde ekstra ressourcer. »Folkeskolens faglige udfordring ser forskellig ud fra kommune til kommune og skole til skole. Derfor giver det god mening, at der nu bliver sat målrettet ind på de skoler, hvor udfordringerne er allerstørst,« siger Troels Lund Jensen.