Fredericia Eliteidræts morgentræning er for alvor i gang igen. De nye 7. klasse-elever har haft lidt tilvænning nu, og tre af dem er Noah Alm Andersen, Caroline Christensen og Vera Secher-Kiib.

Fredericia Eliteidræts morgentræning foregår hver tirsdag og torsdag. Eleverne, der er tilknyttet, går enten i talentklassen på Ullerup Bæk Skolen afdeling Nørre Allé eller på en af ungdomsuddannelserne i Fredericia Kommune.

Drenge fodboldspillerne fra talentklasserne. Foto: AVISEN

Træningen tirsdag den 29. august var erstattet med lidt praktisk info i ADP Loungen i Fredericia Idrætscenter, og efterfølgende var der leg på kryds og tværs af alle årgangene. Idrætschef Keld Vestergaard gennemgik de praktiske informationer, og derefter kom trænerne for de forskellige sportsgrene på banen. De fortalte om deres respektive sportsgren, og derefter præsenterede den enkelte elev sig ved navn foran hele forsamlingen af elever. I de individuelle sportsgrene, hvor Fredericia Eliteidræt ikke har tilknyttet trænere, er der fysisk træner, og dem tager “Team fysisk træning” sig af.

Der lyttes ivrigt til informationerne fra Keld Vestergaard. Foto: AVISEN

I alt er der omkring 150 idrætstalenter tilknyttet Fredericia Eliteidræt, og de kommer fra omkring 20 forskellige sportsgrene. Idrætsudøverne kommer fra sportsgrene som fodbold, håndbold, golf, sejlads, judo, BMX, banecykling, svømning, triathlon, skydning, dans, atletik, taekwondo og redskabsgymnasik.

Tre af dette skoleårs nye elever er Noah Alm Andersen, Caroline Christensen og Vera Secher-Kiib, hvor førstnævnte går til BMX, mens Caroline og Vera begge spiller håndbold. For Noahs vedkommende betyder det, at han skal i styrkelokalet både tirsdag og torsdag morgen, mens Caroline og Vera har muligheden for at folde sig ud på håndboldbanen til morgentræningen.

Hver idrætsgren præsenterede sig selv. Foto: AVISEN

Noah, Caroline og Vera skulle tidligere i 2023 tage stilling til, om de ville søge ind i en talentklasse. Det skete efter, at der havde været introduktionsmøde til Eliteidræt. Efterfølgende skulle man søge ind, og så blev ansøgningerne vurderet. Igennem nåleøjet kom de alle tre, og er derfor nu i gang med morgentræningen.

– Jeg har valgt at gå her, fordi jeg tror, at det er en god oplevelse og vil udvikle mig endnu mere, end hvis jeg ikke går her, siger Caroline.

For Veras vedkommende er der anden grund. Hun ser muligheder for at blive en del af et miljø med andre idrætstalenter.

– Man kommer lidt i samme bås med andre, da vi alle går op i sport. Det synes jeg er fedt. Vi kan relatere til hinandens hverdag og har forståelse for hinanden, siger Vera.

“Team Fysisk træning” tager sig af de individuelle sportsgrene, pånær triathlon og svømning. Foto: AVISEN

Noah er ikke i tvivl. Han vil bruge de ekstra træningspas i løbet af ugen produktivt.

– Jeg vil se, hvor langt jeg kan komme med min sport, og det er derfor jeg går i talentklassen og blive så god som muligt, siger han uden tøven.

Med de første par uger overstået, er de alle tre ved at være faldet til efter en tilvænningsperiode, hvor det hele var nyt.

– Vi er ved at vænne os til det, synes jeg. Det har været lidt hårdt, og der er en masse nye man skal lære at kende, men det er ved at være på plads nu, siger Vera.

Med morgentræningen kommer der ekstra træninger på, som man ikke ville få ude i klubben. Det ser de som en bonus.

– Jeg elsker at træne, så det er fedt, at man nu kan træne endnu mere, siger Vera.

Med den meget træning, der er, er der dog også en bagside af medaljen, men den må man tage med, hvis man vil være en del af det.

– Der er hårdt, og man må også nogle gange sige nej til ens veninde, hvis de vil være sammen, da træningen skal passes, men sådan er det. Det er en del af det at være med her, fortæller Caroline.

Mens Caroline og Vera kan kaste ekstra med en håndbold, giver det ikke ekstra tid på BMX-cyklen til Noah. Han skal i stedet fokusere på styrketræningen.

– Det gør ikke noget, men det er også hårdt at skulle vænne sig til, siger Noah, der ligesom de øvrige elever fra Fredericia Elieidræt blive nøje introduceret til den del.

Idrætschef Keld Vestergaard. Foto: AVISEN

Foruden morgentræningen tirsdag og torsdag har Fredericia Eliteidræt har et tredje træningsvindue i talentcentret på onsdage mellem kl. 16.00 -19.00. Her indgår ca. 30 unge idrætstalenter og atleter. Typisk indgår talenter fra lokale idrætsklubber, der ikke kan tilgå morgentræning af forskellige grunde. Det er Fredericia Eliteidræts Team Fysisk træning, der varetager træningen i talentcentret, der har fokus på forskellige former for fysisk træning, bl.a. løb, styrketræning, koordination, balance mm. Samtidig faciliteter talentcentret tværgående foredrag og fællesspisning mellem udøvere.

Omkring 100 af eleverne, der er tilknyttet Fredericia Eliteidræt, går i talentklasserne på Ullerup Bæk Skolen, afdeling Nørre Allé, mens 40 unge går enten på en af ungdomsuddannelserne i Fredericia eller går i 10. klasse.