Trafikken i natte- og morgentimerne kan blive påvirket af demonstrerende lastbiler. Aktuelt demonstreret lastchauffører ved at blokere afkørsler omkring Fredericia og andre steder i landet.

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer bilisterne til at være ekstra opmærksomme i trafikken i natte- og morgentimerne.

Der har aftenen igennem været lastbiler, som har demonstreret ved at blokere lastbiltrafikken på E 45 i det grænsenære område.

Selvom de blokerende vognmænd – som situationen er nu – ikke har rettet deres aktion mod den øvrige trafik, skaber blokaderne køer og risiko for farlige situationer. 

Politiet opfordrer derfor bilisterne, der skal køre i natte- og morgentimerne, til at køre i ekstra god tid og være opmærksom på, at der kan være køer på motorvejene og ekstraordinært pres på det øvrige vejnet.

Syd- og Sønderjyllands Politi er i dialog med de ansvarlige for demonstrationerne for at få løst situationen.

Status klokken 02.00:
– Der er cirka en kilometer lastbilkø ved Frøslev Grænse som følge af blokade ved selve grænsen og ved afkørsel 76 på E45 (Padborg).

– Der holder cirka 20 lastbiler i kø ved Padborg Grænse som følge af blokade ved rundkørslen øst for afkørsel 75 på E45 (Bov).

Der har været demonstrationer andre steder, men de er indstillet.