BØRN. Vinden kommer ind fra bæltet denne 5. juli, frisk og vedholdende, og oppe på volden svarer træerne igen med en tør raslen, der ikke rigtig vil lægge sig. Men ingen lader sig gå på af den. Solen står højt og klart, græsset lyser, og over byen hænger dannebrog på snor efter snor og slår ud i vinden. Historien ligger ikke bag glas i dag. Den er trukket ud i det fri, og vi er taget med for at se den, som et barn ser den.
Op gennem Vester Voldgade går det og videre op ad en af de grønne skråninger, der fører mod voldkronen. Vi skal til landsoldaternes lejr, og næsten som bestilt sker det første, mens vi endnu er på vej. En flok soldater kommer marcherende, unge, meget unge, med den slags alvor i ansigtet, som kun de allernyeste bærer. Vi træder til side og lader dem passere. Lidt længere fremme gør de holdt, og nu skal det læres, det med at stå i geled. Det ser lettere ud, end det er. Rækken bugter sig, en fod står forkert, en skulder for langt fremme, og det hele må tages om. Rundt om dem er samlet en klynge tilskuere, og børnene i flokken står med rank ryg og gør kunsten efter, mere præcist, viser det sig, end de voksne.
Vi lader dem øve og går de sidste skridt op mod teltene. Så åbner lejren sig, og der er noget ved den, der får tiden til at glide. Teltene står rejst i det høje græs, kanonerne hviler tungt mod jorden, et grønt splitflag står stift i blæsten, og midt i det hele hænger en sodende gryde over bålet og bobler, så duften af røg og mad lægger sig over det hele. Her leves der.
Ved lazarettet ligger en såret, en ung mand med blodplettet forbinding om benet, og omkring ham står feltskærer og kammerater og fortæller, roligt og indgående, om hvordan det gik til, når kødet skulle lappes sammen anno 1849. Der bliver stille om båren, og alvoren siver ind, også hos de mindste, der klemmer sig lidt tættere ind til en fars ben.
Ved gryden bliver der smagt. En ske løftes, en mine granskes. »Smager det nu godt?« Det gjorde det vist. Og mens der smages, kommer der nogen ad stien. Et par damer i lange kjoler med sjal om skuldrene og kurve på armen, og de standser og nejer, dybt og formfuldendt, med en lille latter gemt i mundvigen. De bærer deres rolle med et glimt. Sådan var de også tidligere på dagen, forlyder det, da de på vej ned mod byen mødte en bil, der holdt pænt for fodgængerfeltet, og kvitterede med et lille stamp i asfalten, en hilsen fra en anden tid til vores.
De unge soldater øver stadig, og imens har børnene fundet dagens egentlige forhindringsbane: Kanonerne. Op kommer de, det er sagen, med en fart og en frækhed, der ikke lader sig kue. Ned igen er straks en anden historie, og det bliver til en øvelse for sig, med en voksen hånd rakt frem i sidste øjeblik. Sådan går tiden i lejren, til vi omsider river os løs.
Så drager vi videre, ned mod Landsoldatpladsen, ud over Danmarks Port. Vinden har taget til, den river i løvet og får fanerne til at slå, men volden står, som den har stået, bred og grøn og tålmodig, og bærer det hele med sig.
Nede på pladsen står geværerne opstillet på række. En mor er bøjet over sine to drenge og forklarer, med hænderne, hvordan man i gamle dage pressede krudtet ned i løbet, og de to står med opspilede øjne og drikker hvert ord ind. Lidt derfra danner der sig en lille kø, for nu skal der fotograferes med soldaterne. Der bliver smilet bredt, spurgt løs, og en lille hånd finder tillidsfuldt en uniformeret arm. Henne ved Landsoldaten selv, byens tapre vartegn, er blomsterne begyndt at melde sig, de første kranse og buketter, lagt ved soklen. De ligger der og venter på den alvor, aftenen bringer.
Vi følger gågaden ned. Her gør butikkerne klar til aftenens Open by Night, men først skal der ses dukketeater. På Rådhuspladsen har børn, forældre og barnlige sjæle taget plads foran scenen og venter spændt. Selv tæppet er i sommerhumør og driller, det vil ikke helt op, men blafrer overgivent i vinden, til stor moro. Og så, endelig, går det løs.
Teater Agapi giver »Et Fæstningseventyr fra Fredericia«, og i løbet af få øjeblikke er pladsen fanget. Det handler ikke om krudt og kugler, men om livet inden for portene. Om en høflig portvagt, der våger over byen, så borgerne kan sove trygt, om en frøken, der har været ude at plukke brombær til en tærte og skynder sig hjem, før porten lukker, om et æsel, der har øvet sig hele livet på at være stædigt, og en malkeko, der egenrådigt er trasket helt ud til Trelde Næs og nu volder bekymring. Under det hele ligger den lille, dejlige gru ved næssekongen, ham man helst ikke møder, når det bliver mørkt. Børnene glider længere og længere ned i skødet på de voksne, opslugte, mens eventyret ruller.
Da tæppet går ned, er der tid til det, der også hører sommeren til. En sodavand, en frokost på en bænk, den gode træthed, der endnu ikke er blevet til for meget. Senere på eftermiddagen kommer Sigurd Barrett, hvis sange en hel generation, og deres bedsteforældre med, kan udenad. Med den blide fortællerstemme får han vævet 1849 ind mellem melodierne, gjort slaget forståeligt for de små uden at gøre det tungt, og for en stund sidder børn og gamle side om side og nynner med på det samme.
Sådan tømmes en lang dag langsomt for kræfter, og for dem, der kunne holde sig vågne, ventede så aftenens fakkeltog. Men lod man blikket løbe hen over forældrenes og bedsteforældrenes arme, hen over klapvognene i skumringen, var sandheden en anden og blødere. Det var mest af alt en flok udkørte små, der kæmpede en tapper, håbløs kamp mod øjenlågene. Én for én tabte de. Og til de dybe toner fra 6. Juli Garden faldt de i søvn, mætte af en dag, hvor byens gamle historie for en stund havde været det største eventyr af alle.
