KRIMI. En villa på Langesøvej i Fredericia har haft ubudne gæster, mens beboerne var væk.
Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.
Indbruddet er sket i tidsrummet fra torsdag klokken 15.00 til søndag klokken 11.52, hvor det blev opdaget og anmeldt.
Hvordan gerningspersonen er kommet ind i villaen, står endnu ikke klart. Politiet har konstateret, at et nøgleskab er brudt op, og undersøger derfor, om gerningspersonen har fundet en nøgle og låst sig ind ad hoveddøren. Samtidig er der fundet mærker på en vinduesramme, som kan stamme fra et koben.
Fra villaen er der stjålet en mindre mængde kontanter. Umiddelbart er der ikke stjålet andet.





