POLITIK. »Det er forkert at tænke, at kulturliv er flødeskum. Kultur, det er jo alt det vi er.«
Sådan lyder et af de borgercitater, der pryder Fredericia Kommunes nye strategi for kunst og kultur. Og netop den tanke går igen, når Kultur-, Turisme-, Idræts- og Bosætningsudvalget torsdag mødes på Kringsminde for at tage endelig stilling til strategien.
Strategien har været undervejs siden august 2025, hvor arbejdet blev sat i gang af de tidligere Kultur- og Idrætsudvalg og Bosætnings- og Turismeudvalg og siden ført videre af det nuværende udvalg. Den var sat til godkendelse den 21. maj, men blev udsat, og kommer nu til behandling igen.
I det politiske forord slår strategien tonen tydeligt an. »Kultur er ikke flødeskum. Kultur er fundament,« hedder det, og kulturen beskrives som en bærende del af byens udvikling frem for noget, der står på sidelinjen. Forordet peger på, at et levende kulturliv betyder noget både økonomisk, socialt og for borgernes mentale velvære, og henviser til forskning, der kobler kunst og kreative fællesskaber til bedre trivsel og sundhed.
Strategien hviler på en proces med workshops, interviews, spørgeskemaer og dataindsamling, hvor kommunen har kortlagt, hvad kunst- og kulturlivet betyder for borgerne. Flere af de stemmer er taget med direkte i materialet. En borger fortæller, at »i vores travle liv har vi brug for steder, hvor vi kan finde ro, og det tror jeg blandt andet vi kan bruge kulturlivet til«. En anden fremhæver frivilligheden som forudsætningen for det hele: »Vi har ikke noget kulturliv uden frivillighed.«
Arbejdet er samlet i tre fokusområder. Udvikling af fællesskab og trivsel, læring inden for kreative færdigheder, og refleksion gennem kunsten. De udfoldes i seks indsatsområder, der spænder fra børn og unges trivsel over et tættere samspil mellem byens kulturaktører til arbejdet med fremtidens kulturfrivillige. Et af områderne handler om byens kulturarv, som skal formidles som en levende del af nutiden, et andet om at sænke økonomiske og praktiske barrierer, så kunst og kultur bliver for alle, uanset alder og livssituation.
Strategien knytter sig til byrådets vision frem mod 2033, der fremhæver kunst og kultur som en livgiver i byen. Visionen rummer en ambition om at dele byen med omverdenen: »Her mødes prisvindende og mangfoldig kultur og enestående natur med danmarkshistorien. Vi skal dele alt det, Fredericia kan, med alle dem, som ikke kender os endnu.«
Selve strategien er ikke forbundet med nye udgifter. Det næste skridt bliver, at forvaltningen udarbejder handleplaner, der skal føre indsatsområderne ud i livet. Når et handleplanskatalog foreligger, præsenteres det for udvalget, og derefter følger en til to årlige orienteringer om status. Forvaltningen indstiller, at udvalget godkender strategien.
Beslutningen træffes på udvalgets møde på Kringsminde torsdag formiddag.





