9.7 C
Copenhagen
torsdag 23. april 2026

Kommunens værdipapirer ramt af krigen i Mellemøsten

0
Kommunens værdipapirer ramt af krigen i Mellemøsten

KOMMUNALT. Middelfart Kommune havde pr. 30. marts en samlet beholdning på 251,7 millioner kroner under kapitalforvaltning hos SEB Asset Management. Første kvartal endte med et negativt afkast på 2,3 millioner kroner, og porteføljen klarede sig samtidig dårligere end benchmark.

Baggrunden er geopolitisk. Sidste dag i februar lancerede USA og Israel koordinerede angreb på Iran, og konflikten har siden været retningsgivende for de finansielle markeder. Frygten for, at Hormuzstrædet lukkes ned i længere tid, og bekymringen for destruktion af energiinfrastruktur har tvunget aktiemarkederne ned. De positive afkast fra årets to første måneder var mere end rullet tilbage ved udgangen af marts.

At kommunen endte under benchmark skyldes ifølge forvaltningen to forhold. Kommunens etiske politik frascreener olieaktier, og netop olieaktier er stort set de eneste, der er steget markant under krisen. Dertil ligger der flere realkreditobligationer og færre statsobligationer i kommunens portefølje end i benchmarkporteføljen, og krigen har forøget kursspredningen mellem de to. Efter våbenhvilen er markedet steget igen i april, og et særudtræk fra SEB viser, at kommunens portefølje siden er steget 0,81 procent, mens benchmark er steget 0,54 procent. For året som helhed ligger kommunen nu på minus 0,10 procent mod benchmarks nulresultat.

Obligationer udgør 80,1 procent af porteføljen, aktier 12,6 procent og kreditobligationer 7,0 procent.