Af Karsten Byrgesen, Nye Borgerlige, Regionsrådsmedlem Region Syddanmark og byrådsmedlem i Fredericia

Gad vide om Københavns kommune også vil lukke Øresund for skibstrafik, Københavns Lufthavn, motorvejene og kraftværkerne.

Københavns kommunes udmelding om fossilfri by er ikke et Københavneranliggende, som kan dikteres til Danmark. København er som by masse en administrativ kommunal enhed, hvor en kæmpe forvaltning lever trygt og godt i ly af Borgerrepræsentationen. København som by, er alle danskeres hovedstad og ejendom, og der skal ikke herske særegne krav til, hvilket type køretøj som besøgende transporterer sig i. Der skal naturligvis være lige adgang for alle typer af køretøjer der er indregistreret og dermed godkendt i Danmark – og EU som beklageligvis er en ”følgesvend” i al dansk lovgivning. Hvad er problemet og, hvilken forskel ville gøre og til, hvilken pris, hvis benzin og dieselbiler blev forbudt i vores hovedstad.

København er omkranset af adskillige motorveje og mod øst Øresund, der som søvej er fyldt med dieselafbrændende fartøjer i alle størrelser. København er storforbruger af alle former for energi og vand og storproducent af affald. Det kan godt være, at tanken om at forbyde adgang til vores hovedstad med godkendte og lovlige køretøjer er en Københavnsk ønskedrøm, men sådan skal det ikke blive. På samme måde skal Dronningen heller ikke have forbudt sine flotte historiske køretøjer – der jo er benzindrevne.

Medierne fortæller om, at flytrafikken er på samme niveau som før Covid udbruddet. Danskere flyver udenlands som aldrig tidligere. Der gør vi og kan vi, fordi der ikke er energikrise. Der er ingen mangelsituation. Tænk på, at et større passagerfly brænder 10.000 liter jetbrændstof for at nå op i flyvehøjde og herefter 10.000 l pr. flyvetime. Er Borgerrepræsentationen holdt op med at flyve, sejle, køre i bil, bruge energi, bruge forurenende personlige plejemidler, engangsbleer til børn osv? Nej det er I ikke. I har sendt en ikke genbrugelig prøveballon op og den fejlede.

Hver ting til sin tid og når teknologierne er til stede, skal vi finde kloge og inddragende løsninger til at fortsætte kampen for en sund jordklode.