Sanne Døssing fra D*Event skal lave julemarked i tre byer i år, og hun kan næsten ikke vente. I år bliver julen i Fredericia noget helt særligt for Sanne, der fortæller, at alle ønsker er blevet opfyldt.

Det tager tid at planlægge et julemarked. I år har man næsten været i gang siden den 24. december for at sikre, at juleoplevelsen i fæstningsbyen Fredericia bliver god.

– Vi har været i gang siden februar og marts med julehytterne i Fredericia. Vi kan næsten allerede melde udsolgt. Vi har lige fået lidt flere datoer på, fordi der kommer krydstogtskibe og så skal Fredericias fødselsdag også fejres, hvorfor vi har nogle enkelte datoer, hvor nogle enkelte hytter er ledige, men ellers er alt udsolgt, fortæller Sanne Døssing fra D*Event, der hjælper med at koordinere julehytterne og julen i Fredericia.

Gennem årene er der oparbejdet en stor portion erfaring og så er der lavet en drejebog, og den følges til punkt og prikke.

– Vi har været i gang længe, der er mange aspekter og instanser. Det er alt lige fra at få juletræet op på Rådhuspladsen til, hvordan hytterne skal stå i forhold til det. Vi har en helt drejebog med alle de småting, der skal være med, f.eks. halmballer til hytterne. Og så er det ellers at gå drejebogen igennem fra den ene ende til den anden.

I år er temaet Gammel Jul i Fredericia, og det er et tema, som Sanne Døssing glæder sig til at folde ud.

– I år er temaet “Gammel Jul”. Der er duft, smag, røde julehjerter, og så er der markedet, der betyder noget, når man tager af sted og får noget lækkert at spise og drikke. Det er hygge, og så er jeg jo blevet så gammel, at jeg er nødt til at sige, at der var altid hvid jul, da jeg var barn, så det håber jeg også, at der bliver i år.

Et år, hvor alt går op i en højere enhed. Det bliver en fantastisk jul i Fredericia, slår Sanne fast.

– Jeg har været med i mange år. I år er det blevet samlet sådan, at de ting, jeg har ønsket mig siden 2019, hvor vi stod samlet på Rådhuspladsen sidst, og hvis man kan forstille sig, at jeg kan tage på arbejde, og lave det, som jeg allerhelst vil, altså får lov at vælge på alle hylder, og få det man allerhelst vil, sådan bliver det i år, siger Sanne Døssing og tilføjer:

– I år står vi samlet, og her er det igen vores fantastiske butikker i byen, Fredericia Shopping og Fredericia Kommune, ja det er hele vejen rundt, at man byder ind. Man har fundet en fælles målsætning med det her, så det passer perfekt med, hvad jeg vil.

Der er efterhånden mange samarbejdspartnere, der er med omkring boderne, og det gør det lettere at tilbyde et godt produkt.

– Boderne er sat sammen efter en liste, vi har. Vi har været selektive, og valgt de bodholdere, der passer til Gammel Jul. Dernæst ser vi på, hvordan vi gør det spændende, noget vil der hele tiden være, fordi det giver god mening; gløgg, æbleskiver, men også, at der er brugskunst, gaveideer og lignende, så der er noget udskiftning, så Fredericia får et stort udvalg og noget at kigge på hver uge.

Sanne Døssing og D*Event skal også lave jul i Viborg med 12 hytter og så har virksomheden, D*Event, også lavet aftale med Randers. Der er blevet ringet rundt for at skaffe nye kunder.

– Vi har opgaver i tre byer. Det kræver gode medarbejdere, og så tænker folk, der kender mig måske; struktur og Sanne, det passer ikke sammen, men det gør det på denne kant her. Vi har gjort det her i mange år. Vi har god erfaring, gode medarbejdere og gode samarbejdspartnere, fortæller Sanne Døssing og slutter:

– Der er oparbejdet en stor liste af samarbejdspartnere, der finder plads i boderne. Der er mange gengangere, men det er også nødvendigt, for de er efterspurgte; eksempelvis keramikere, smykkeværksteder og lignende. Men vi har også fået mange nye, og har bevæget os rundt i landet. Vi laver det sådan, at hvis man vælger alle tre byer, så er der en række fordele. Det giver nye folk, også med kunderne, at jeg er juletosset, og jeg kan det her, det tænker jeg helt klart giver pote, og så skal jeg også sende en tak til Lene Bach (tidligere konsulent hos Business Fredericia red.) Hun åbnede mange døre for os.