Udvidelsesplaner hos Freddies Bar & Natklub

0
Udvidelsesplaner hos Freddies Bar & Natklub

Torsdag var medlemmer af Business Fredericia samlet til fyraftensmøde på Freddies Bar & Natklub i Fredericia. Business Bar-arrangementet, som fandt sted på natklubben i Prinsessegade, bød på en præsentation og rundvisning af stedets indehaver, Frederik Rasmussen, der delte sin vision for stedet og de kommende planer om udvidelse.

Frederik Rasmussen, som har været en del af nattelivssteder i Fredericia i mere en del år, overtog Freddies Bar & Natklub den 1. januar i år. Efter en intensiv opgraderingsproces åbnede stedet den 1. marts, og Frederik og hans team har siden arbejdet hårdt for at skabe en ny og moderne natkluboplevelse. Til arrangementet delte Frederik sin passion for nattelivsbranchen og fortalte om de fremtidige planer, herunder ønsket om at etablere en poolbar på øverste etage. Ansøgningen om udvidelsen ligger allerede hos Fredericia Kommune.

Arrangementet begyndte med, at Frederik Rasmussen holdt et oplæg, hvor han fortalte om tankerne bag Freddies Bar & Klub.

– Vi synes, der manglede et sted i byen, der appellerer til et bredt publikum. Der har været steder for de modne og steder for de helt unge, men vi manglede noget i midten, forklarede Frederik under sin præsentation.

Med Freddies Bar & Natklub har han skabt et miljø, hvor gennemsnitsalderen varierer mellem knap 30 år om fredagen og 35+ om lørdagen. Gæsterne spænder fra 18 op til 75 år, og Frederik forklarer, at responsen fra gæsterne har været yderst positiv:

– Vi har skabt et sted, hvor alle kan føle sig hjemme, sagde Frederik.

Inde på Freddies er der et rum indrettet som en bodega. Det er det gamle rygerrrum fra eksempelvis Old Irish.

Musikken er en central del af oplevelsen og spænder fra klassikere som Bruce Springsteen og Queen til nutidige hits fra Tobias Rahim. På travle aftener kan Freddies have over 1.200 gæster igennem, og Frederik understreger vigtigheden af at sikre, at både musik og service er i top.

For at optimere gæsternes oplevelse har Freddies Bar & Natklub indført et system med QR-koder. Ved at scanne en kode med telefonen kan gæsterne få adgang til et digitalt menukort og bestille deres drikkevarer direkte fra mobilen. Systemet fungerer især godt i begyndelsen af aftenen og reducerer ventetiden markant.

– Vi lukker for systemet senere på natten, når der er for mange gæster, og vi ikke kan opretholde servicen ordentligt, forklarede Frederik.

Netværk og erhvervsliv

Efter præsentationen og rundvisningen var der mulighed for netværk og samtale mellem Business Fredericias medlemmer. Arrangementet gav de deltagende et sjældent indblik i stedets udvikling og Frederiks tanker om nattelivet i Fredericia. Business Bar-arrangementet skabte en unik ramme, hvor erhvervsliv og natteliv kunne mødes og udveksle ideer.

Freddies er opdelt i tre. Det første man møder er “floor”, som ses her.

Freddies Bar & Natklub markerer dermed en ny æra i Fredericias natteliv og fungerer som et kulturelt samlingspunkt, hvor både unge og ældre kan mødes. Med de kommende planer om en poolbar og en fortsat udvikling af stedet har Frederiks vision om at skabe et inkluderende og dynamisk miljø vundet genklang blandt både byens gæster og erhvervslivet.

Torsdagens eneste hændelse

0
Torsdagens eneste hændelse

Et indbrud på Peder Bøgvads Vej i Fredericia blev torsdag anmeldt til politiet.

Ifølge politikommissær Susanne Hviid fra Sydøstjyllands Politi skete indbruddet i tidsrummet mellem klokken 16.15 og 17.50.

Gerningsmanden eller gerningsmændene skaffede sig adgang til huset gennem et sydvendt køkkenvindue og har bevæget sig rundt i hele huset. Det er endnu uvist, hvad der er blevet stjålet under indbruddet. Politiet har dog sikret spor på gerningsstedet.

– Vi har optaget nogle spor derude, og efterforsker sagen som altid, udtalte Susanne Hviid.

Hændelsen var den eneste sag i Fredericia, som blev nævnt på døgnrapporten fredag morgen. Politiet opfordrer vidner eller andre med oplysninger til at kontakte dem.

Fredag med gråvejr

0
Fredag med gråvejr

Fredag starter med lokale tågebanker og måske stedvis lidt sol i de østlige egne, men mild og fugtig luft bevæger sig fra Nordsøen sig ind over Danmark.

Det giver de fleste steder en gråvejrdag med skyet og diset vejr, og nogle steder kan der også komme tåge eller lidt finregn. Eneste undtagelse er i Nordjylland, hvor der er mulighed for perioder med lidt sol. Det bliver mildt med dagtemp. op mellem 8 og 12 grader, men også lidt blæsende med en let til frisk vind omkring vest, ved kysterne stedvis hård vind eller kuling.

I løbet af lørdag passerer en koldfront med nordvest, og det ventes at give lidt regn en overgang. Søndag ventes nogen sol, men også indslag med skyer og enkelte byger, samt en temmelig frisk vind fra vest, ved kysterne stedvis kuling.

I næste uge er der stor usikkerhed om udviklingen. Mandag ser det ud til, at et mindre østgående lavtryk skal passere lige syd om landet. Tirsdag venes et kraftigt lavtryk at passere hen over Danmark fra sydvest, men lavtrykkets præcise bane er endnu meget usikker.

SF vil velfærd frem for skattelettelser

0
SF vil velfærd frem for skattelettelser

Lørdag den 16. november 2024 kl. 10.00 går SF-Fredericia på gaden for at møde fredericianerne. Denne lørdag er valgt, da det – næsten – er et år, før vi skal til stemmeurnerne for at stemme til kommunal- og regionsvalg. Dette valg foregår tirsdag den 18. november 2025.

Du kan møde SF i gågaden ved Rådhuset. Hovedbudskabet SF har denne lørdag er at ”Vi vælger velfærd – nej til skæve skattelettelser”. SF’s spidskandidat til kommunalvalget 2025 i Fredericia Malene Søgaard-Andersen går med på gaden og udtaler:

– I SF kæmper vi for borgernær velfærd. Det gjorde vi i budgetforhandlingerne lokalt og det gør vi også nationalt. De skæve skattelettelser Regeringens 3 partier ønsker, er en helt forkert prioritering

– I stedet for skattelettelser skal vi investere i vores børn, sikre en værdig alderdom og ordentlige vilkår for social udsatte og handicappede. fortsætter Malene Søgaard-Andersen

SF ser frem til valget den 18. november 2025 og håber at vi får flere SF’ere valgt til byrådet i Fredericia.

– Vi så ved EU-valget den 9. juni 2024, at SF står stærkt, da vi på landsplan blev det største parti, udtaler Malene Søgaard-Andersen

– Ud over velfærden så er klima- og miljødagsordenen ekstremt vigtig – også lokalt. Lillebælt kæmper, oversvømmelser i midtbyen og mere biodiversitet skal der mere fokus på, påpeger Malene Søgaard-Andersen.

Ud over Malene Søgaard-Andersen kan du også møde SF’s byrådsmedlem Connie Maybrith Eden samt nogle af SF’s andre medlemmer. Derudover kommer SF-regionsrådskandidat Susanne Stenstrup Thorsen fra Kolding

Iniesta går ind i dansk fodboldklub

0
Iniesta går ind i dansk fodboldklub

De seneste måneder har NSN fungeret som konsulenter for FC Helsingør. Nu engagerer de sig i ledelsen for at sætte skub i klubbens vækst. Andrés Iniesta (NSN) og Jaume Sabater (Stoneweg) er i Danmark for at møde klubben og se dem spille mod Ishøj IF. Bo Bay Hougaard fortsætter som klubbens administrerende direktør.

FC Helsingør tager hul på et nyt kapitel. En alliance mellem NSN og Stoneweg om at skabe vækst inden for sport og underholdning kommer nu klubben til gode. De to virksomheders med første projekt er nemlig netop centreret omkring FC Helsingør, der nu spiller i den danske 2. division. NSN og Stoneweg vil arbejde sammen i FC Helsingørs ledelse om at vækste klubben på alle områder og fremme udviklingen af unge spillere gennem klubbens akademi.

Jaume Sabater og Andrés Iniesta opholder sig nu i Danmark for at overvære fredagens kamp i 2. division mellem FC Helsingør og Ishøj IF. NSN har siden sidste forår udført sportskonsulentarbejde for den danske klub, hvor Bo Bay Hougaard fortsætter som administrerende direktør.

Stoneweg er en spansk-schweizisk investeringsplatform grundlagt i 2015 af Jaume Sabater. Virksomheden har interesser inden for områder såsom bolig, gastronomi og kultur, og nu også i sportens verden gennem samarbejdet med NSN.

Selvom FC Helsingør er en relativt ung klub, har den i sin 18-årige historie opnået en bemærkelsesværdig track record i dansk fodbold og nåede den bedste række, den danske Superliga, i 2017.

Fra den nuværende position i 2. division er målet at genetablere sig som et konkurrencedygtigt hold og samtidig bevare en stærk forbindelse til lokalsamfundet og udviklingen af unge talenter på deres FCH Akademi. I øjeblikket er 1. holdets trænere den mallorcinske Pep Alomar og sportsdirektøren er Quim Ramón, en træner med stor erfaring i FC Barcelonas ungdomsrækker.

Andrés Iniesta (medstifter af NSN): 

– Efter at have spillet som professionel motiverer det mig meget at starte denne nye fase af mit liv, med at bringe min erfaring til en klub som FC Helsingør, det første projekt i en spændende alliance mellem NSN og Stoneweg. Det er en fantastisk mulighed for at lære fodbold at kende på en anden måde, siger Andrés Iniesta.

– For Stoneweg er det meget vigtigt at komme ind i fodbold- og sportsverdenen med NSN. Vi finder FC Helsingør-projektet meget attraktivt, og vi vil arbejde sammen med folkene i klubben om at promovere deres træningsfodbold og bringe dem tilbage til eliten i dansk fodbold, siger Jaume Sabater.

Hele byen er et museum

0
Hele byen er et museum

Fredericia er en by, hvor historien bogstaveligt talt ligger i gaderne. Byens unikke fæstningsarv, monumenter som Landsoldaten og dens rolle i nogle af Danmarks vigtigste historiske begivenheder gør den til en af landets mest betydningsfulde kulturarvsteder. Alligevel er Museum Fredericia, der bærer ansvaret for at formidle denne arv, placeret i en af de laveste kategorier i den nye museale klassificeringsordning. Det forstår Dansk Folkeparti ikke. Partiet mener, at hele Fredericia er et levende museum.

I et spørgsmål til fungerende kulturminister Christina Egelund har Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard rejst en debat om Fredericias historiske værdi. Hun mener, at Museum Fredericia fortjener en højere placering, som bedre afspejler byens betydning i danmarkshistorien.

– Fredericia er ikke blot en lokal fortælling. Det er en central del af vores nationale identitet. De begivenheder, der fandt sted her, har haft indflydelse på hele Danmarks historie, udtaler Pia Kjærsgaard. Som eksempel fremhæver hun de skelsættende slag den 5. og 6. juli 1849, som sikrede Danmarks territoriale integritet under Treårskrigen. Hvis disse slag var tabt, kunne vi meget vel have været en del af Tyskland i dag, understreger hun.

Christina Egelund anerkender i sit svar, at Fredericia spiller en vigtig rolle i Danmarkshistorien, men hun fastholder, at klassificeringen af museer skal baseres på en uafhængig vurdering. Den nye museumsreform fra 2024 indebærer, at statsanerkendte museer vurderes af et museumsnævn, der tager højde for samlingernes værdi og betydning.

– Alle museer har mulighed for at få deres placering revurderet efter fire år, og museer med lavere tilskud kan få prøvet deres placering allerede efter et år, udtaler ministeren. Det betyder, at Museum Fredericia kan søge en højere kategori i fremtiden.

Men kampen handler ikke kun om kategorier og tilskud. Dansk Folkepartis gruppeformand i Fredericia, Susanne Eilersen, ser det som en mulighed for at sætte Fredericia på landkortet som et historisk fyrtårn. Derfor bruger hun også sine forbindelser på Christiansborg til at sætte fokus på dette:

– Fredericia er et levende museum. Hele byen fortæller historier – fra monumenter som Landsoldaten til fæstningsværkerne og de mange skulpturer, der vidner om vores betydning som fæstningsby, forklarer hun. Ifølge Eilersen bør Fredericia placeres i kategori 3, så museet får bedre muligheder for at søge fonde og tiltrække ressourcer. Hun fremhæver, at byen allerede arbejder på at udvikle et nyt formidlingscenter, der kan tiltrække besøgende fra hele landet.

For Susanne Eilersen handler det også om at løfte Fredericia som helhed.

– Når vi får formidlingscentret på plads, vil det kunne tiltrække op mod 100.000 besøgende årligt. Det har vi set ske i andre kommuner, som har prioriteret deres historiske arv, siger hun og nævner Varde som et eksempel på, hvordan et stærkt museum kan skabe vækst i lokalområdet.

Fredericia har dog mere at byde på end sin militære historie. Byen har en rig kulturarv, der inkluderer fortællinger om religiøs frihed, industriens udvikling og dens rolle som knudepunkt for jernbaner og postvæsenet.

– Vi skal vise, at Fredericia er mere end bare en fæstning. Det er en by, der har spillet en rolle i at forme det moderne Danmark,” siger Eilersen med stolthed. Hun understreger, at denne bredde i historien skal formidles, så den tiltrækker både turister og lokalbefolkning.

Der er dog behov for, at beslutningstagere fra Christiansborg får øjnene op for Fredericias potentiale. Eilersen foreslår, at man inviterer ministeren og andre politikere til byen for at opleve dens unikke karakter.

– Jeg tror ikke, de helt forstår, hvad Fredericia har at byde på. Det skal vi blive bedre til at kommunikere, siger hun. Med denne tilgang håber hun at skabe mere opmærksomhed om Fredericias rolle som en vigtig del af Danmarks historie.

Fredericia står nu ved en skillevej. Med engagerede lokale stemmer og støtte fra politikere som Pia Kjærsgaard har byen en chance for at få den anerkendelse, den fortjener. Det kræver dog en målrettet indsats og en vedvarende kamp for at overbevise beslutningstagerne om, at Fredericia ikke bare er en by med historie – den er en levende del af Danmarks kulturelle identitet.

Det socialdemokratiske DNA

0
Det socialdemokratiske DNA

Den klassiske socialdemokratiske samfundsmodel har i sin DNA altid stræbt efter at vokse sig større, stærkere og mere omklamrende, også i Fredericia.

Det nuværende socialdemokratiske bystyre i Fredericia under Christian Bro’s administrationen, mangler totalt og aldeles: Langsigtet planlægning, erhvervspolitik, økonomisk disciplin, beboer- og borgerinvolvering, innovation og uddannelse samt sund fornuft. Jeg kalder det ”et håndværker tilbud” der kræver knofedt for at istandsætte.

Når vi ser på dagens politiske system, er vi mange, der undrer os og føler os magtesløse over, hvordan magten og skatteborgernes penge forvaltes af både stat, region og kommune. Gennem årene har vi kun set udvikling i én retning: en større, mere formynderisk stat, region og kommune, hvor politikerne griber stadig dybere ind i borgernes liv. Det er gået for vidt. 

Mange af de nuværende partier i Fredericia byråd. har mistet modet og viljen til at ændre kurs, hvis de i det hele taget har prøvet. Den såkaldte opposition er stendød og købt til tavshed. De er mere optaget af magten, der følger med at styre befolkningen, end af borgernes reelle frihed og selvbestemmelse. 

Der er her jeg som liberal udskiller mig som menneske og politiker. Det er på tide at gøre op med de taktiske og ofte følelsesstyrende beslutninger. Borgerne og erhvervslivet skal sættes først ikke politikerne.

Den klassiske kendte model, handler grundlæggende om at gøre det offentlige større og stærkere, på bekostning af den enkelte. For mange regler, love, gebyrer og skatter, skaber en hverdag, hvor mange oplever, at det bliver stadig sværere at få lov til blot at leve sit liv. De, der klarer sig, møder en stat, en region, en kommune som ofte sætter flere forhindringer end muligheder, ud over Janteloven. Dette skal ændres.

Jeg vil vende denne udvikling. Beslutninger skal gavne Fredericia som helhed, dét er sund fornuft, og det er, hvad Jeg står for. Jeg arbejder for en ny retning, hvor borgernes interesser er i centrum, uanset kommunalvalgets udfald. Jeg kæmper for frihed, færre regler og en stat, region og kommune, der respekterer dine rettigheder. Det bliver op ad bakke, men intet er umuligt, sammen kan vi tage bedre hånd om de borgere og det erhvervsliv, der har brug for hjælp og frirum.

Borger fyldes med undren og afmagt over, hvordan magthaverne forvalter deres magt og borgernes skattekroner. Den evige fejlbehæftede budgetkrig, skal afsluttes. Rigtig forvaltning og budgetstyring med KPI’r indføres når Jeg får vælgernes tillid. 

Poul Rand, Byrådskandidat 2025, Liberal Alliance.  

Femte udgave af fondskonference i Trekantområdet kommer i februar

0
Femte udgave af fondskonference i Trekantområdet kommer i februar

I februar 2025 samles foreninger, ildsjæle og kommuner fra Trekantområdet igen om Fondskonferencen – en mulighed for at få direkte indsigt i de fonde og puljer, der kan være med til at realisere idéer og projekter, som ønsker at styrke lokale fællesskaber og som i år fremmer sundhed og trivsel.

Fondskonferencen bliver afholdt i Vejen Idrætscenter den 25. februar og markerer det femte år, hvor kommunerne i Trekantområdet står bag arrangementet. Med værtskommunerne Vejen, Fredericia, Middelfart, Haderslev, Billund, Vejle og Kolding, sætter konferencen fokus på både at støtte og inspirere lokale aktører i arbejdet med at skabe sunde og stærke fællesskaber.

Sundhed og trivsel i bredt perspektiv

Årets konference har særligt fokus på at fremme fællesskab, sundhed og trivsel, og begreberne bliver belyst fra flere sider. Sundhed på konferencen spænder både over det fysiske, mentale og sociale – en helhedsorienteret tilgang, som kommunerne håber vil inspirere deltagerne til at tænke bredt og kreativt i udviklingen af projekter. Målet er at bringe foreninger, NGO’er, fonde og kommunale aktører sammen og på den måde skabe grundlag for nye partnerskaber og projekter.

– Formålet med fondskonferencen er at støtte og inspirere foreninger, lokale ildsjæle og kommunerne i deres arbejde med sundhed, trivsel og fællesskab. Sundhed omfatter på konferencen både det fysiske, det mentale og sociale aspekt af begrebet, skriver kommunerne i en fælles pressemeddelse.

Deltagerne vil på konferencen kunne skræddersy deres program med oplæg og workshops, der spænder fra de praktiske råd til brug af AI i ansøgninger til specifikke råd om, hvordan man skiller sig ud i fondenes ansøgningsbunker. Der bliver også mulighed for at høre direkte fra de fonde, der har særligt fokus på sundhed og trivsel, samt deltage i uformelle samtaler om støttemuligheder og effektive projektbeskrivelser.

Tilmelding åbner til januar

Selvom programmet endnu ikke er fastlagt, opfordrer arbejdsgruppen allerede nu interesserede til at sætte kryds i kalenderen den 25. februar. Program og mulighed for tilmelding vil være tilgængeligt fra januar 2025.

Tidligere har der været omkring 500 deltagere til konferencen.

Julestemningen breder sig i Fredericia

0
Julestemningen breder sig i Fredericia

Julen er for alvor ved at indtage Fredericia, og i disse dage kan byens borgere og besøgende opleve, hvordan gaderne forvandles til en festlig ramme for vinterens højtid. Rundt omkring i byen er julepynt og lys blevet sat op, og det markante juletræ på Landsoldatpladsen er allerede på plads og spreder sin særlige stemning.

På Landsoldatpladsen ved Danmarksgade står et imponerende juletræ, der blev sat op i formiddagstimerne. Med forsigtig manøvrering blev det store træ placeret på sin vante plads, hvor det vil stå som et af byens mest iøjnefaldende juledekorationer gennem hele sæsonen. Det store træ ved Danmarksgade tiltrækker hvert år både store og små og fungerer som et samlingspunkt for byens borgere, der kan mødes og nyde den hyggelige atmosfære.

Lys og gran i gågaderne skaber julestemning

Guirlanderne er sat op.

Længere nede i byen, i gågaderne, hænger granguirlander fra side til side og tilføjer en varm og hjemlig julestemning til shoppingoplevelsen. Guirlanderne pryder gaderne og skaber en klassisk og velkendt atmosfære, som man forbinder med december og vintertid. Om aftenen tændes lysene i granpynten, hvilket får de mange dekorationer til at lyse op og tilføjer en glød, der bryder den tidlige vintermørke.

For de handlende i Fredericia betyder julebelysningen, at butikkerne får et ekstra løft. I takt med at julelyset tændes, inviteres byens gæster til at tage del i den festlige atmosfære. For børnene er det en magisk oplevelse at se lyset, og mange familier vælger at tage en tur i gågaden for at opleve de pyntede gader i mørket.

”Mandelmanden” Roman er klar til at byde velkommen

Mandel-manden er på plads, hvor han plejer at stå.

På Rådhuspladsen er en vigtig tradition også blevet bevaret. Her står “mandelmanden” klar i sin bod, hvor Roman, som mange i byen kender godt, serverer varme brændte mandler til forbipasserende. Roman har været en fast del af julepynten og julestemningen i Fredericia i årevis, og hans bod er blevet et yndet mødested for dem, der gerne vil lune sig med noget sødt og sprødt på en kold vinterdag. Med duften af brændte mandler, der spreder sig på pladsen, er det svært ikke at komme i julehumør.

Roman står klar med smil og varme mandler og bliver ofte genkendt af folk, der har besøgt boden år efter år. For de yngste bliver besøget ved mandelboden ofte et højdepunkt, hvor de får lov at vælge en lille godtepose, mens deres forældre nyder synet og duften af de gyldne mandler. Det er en tradition, som mange forbinder med julen i Fredericia, og Romens tilstedeværelse på pladsen er for mange blevet en del af den festlige fejring.

Julemandens ankomst markerer den officielle start på julen

Julestemning i Danmarksgade.

Den første store julemarkering finder sted den 22. november, hvor julemanden officielt ankommer til Fredericia. Julemandens ankomst har gennem årene udviklet sig til en tradition, som byens børn ser frem til med spænding. De vil stå samlet i forventning på Rådhuspladsen, når julemanden gør sin entre, og det siges, at han vil tage imod ønskesedler og dele godter ud. Denne dag samles både byens borgere og besøgende for at tage del i festlighederne og hilse på julemanden, som for mange signalerer, at juletiden officielt er i gang.

Med sin juleudsmykning, juletræer og traditioner er Fredericia klar til at tage imod både byens borgere og gæster udefra, der vil opleve byens julestemning. Det er tydeligt, at Fredericia gør en ekstra indsats for at skabe en varm og indbydende atmosfære, der minder os om julens glæder. For byens handlende, familier og børn betyder det meget at se byen i sin smukkeste julepynt. Det er tid til at tage en slentretur gennem gågaderne, standse op for at nyde lysene og måske besøge Roman for en pose varme mandler.

To indbrud på Januarvænget i Bramdrupdam

0
To indbrud på Januarvænget i Bramdrupdam

Torsdag blev to indbrud begået på Januarvænget i Bramdrupdam, oplyser politikommissær Susanne Hviid fra Sydøstjyllands Politi.

Indbruddene skete i tidsrummet mellem klokken 14.15 og 19.40, og begge steder har gerningsmændene skaffet sig adgang til boligerne på forskellig vis.

Det første indbrud fandt sted gennem et vindue, der stod på klem. Politiet har endnu ikke overblik over, hvad der er stjålet i dette tilfælde. Ved det andet indbrud blev en terrassedør brudt op, og her har tyvene fået fat i smykker og andre værdigenstande.

Der er ikke oplyst nogen værdi af de stjålne genstande i politiets døgnrapport.

Efterforskningen er i gang, og politiet opfordrer vidner til at henvende sig.

24-årig dømt til fængsel i stor sag om hash og skunk

24-årig dømt til fængsel i stor sag om hash og skunk

0
KRIMI. En 24-årig mand er tirsdag blevet idømt en længere fængselsstraf for omfattende handel med euforiserende stoffer. Dommen faldt ved Retten i Horsens, hvor manden...