Der findes arbejdsliv, som forsvinder i CV’er og stillingsbetegnelser, og så findes der arbejdsliv, der bliver en del af et bybillede. Ikke fordi de råber op om sig selv, men fordi de bliver ved. Fordi de holder. Fordi de over tid får en form, der ligner stabilitet. Stig Andreasen har drevet Andresens VVS i 25 år. Det er længe nok til, at en virksomhed ikke længere kun er et foretagende, men et spor. Et spor i en by, hvor relationer ofte varer længere end konjunkturer.
Han er født på Sct. Joseph, opvokset i Storgården og siden på Honorésvej. Han beskriver sin barndom uden dramatik, men med den selvfølgelighed, der følger med et liv, der har haft sin akse samme sted:
»Vi boede jo lige op til volden og ned til stranden, og hvis man ville vide, hvor de andre drenge var, så gik man bare op og kiggede over ved kasernen, for der spillede vi alle sammen fodbold. Der var jo ikke mobiltelefoner, man skulle ikke koordinere noget, man vidste bare, at fællesskabet var der.«
Vejen ind i VVS-faget kom ikke af en livsplan, men af en tilfældighed, som mange af de væsentlige valg i et liv gør.
»Jeg skulle egentlig i praktik som tømrer, men så mødte jeg en, jeg kendte, som sagde: Du skal ikke være tømrer, du skal være VVS’er. Og så gjorde jeg det. Det var ikke, fordi jeg havde tænkt stort over det, men da jeg først kom i gang, syntes jeg, det var et spændende fag, fordi man kunne se, hvad man havde lavet. Rørene var synlige, installationerne gav mening, og der var en udvikling i branchen, som gjorde, at man hele tiden lærte nyt.«
Han blev udlært i 1980, arbejdede sig gennem en række virksomheder i Fredericia-området og Sønderjylland, oplevede afdelinger lukke og ejere forsvinde, og lærte undervejs det, han i dag kalder det vigtigste: sammenholdet.
»Det sociale betød mere, end man måske forstod dengang. Vi var lærlinge sammen, vi stod på byggepladser sammen, vi kørte service sammen, og man oplevede, at man faktisk var en del af noget, der lignede en familie. Det tror jeg har betydet mere for mig, end jeg var klar over på det tidspunkt.«
Springet til selvstændig kom i 2001. Ikke ud af storstilet iværksætterdrøm, men ud af en konkret situation og en samtale ved køkkenbordet.
»Jeg var ikke helt enig med min daværende arbejdsgiver om retningen, og så sagde min kone, at hvis jeg alligevel skulle arbejde så mange timer et andet sted, så kunne jeg lige så godt arbejde for mig selv. Det lyder jo enkelt, men det var det ikke. For vi lånte penge i huset for at få en startkapital, vi købte biler, vi ansatte folk, og jeg kan tydeligt huske følelsen af at stå der med tre biler og tre mand og tænke: Nu har vi sat det hele på spil. Kommer det til at gå?«
Han tøver ikke, da han beskriver den tid.
»Jeg var nervøs. Det er der ingen grund til at pakke ind. Det var ikke sådan en romantisk iværksætterhistorie, det var mere en fornemmelse af, at hvis det her ikke lykkes, så falder det hele. Derfor arbejdede jeg 60-70 timer om ugen de første år, for man har hånden på kogepladen hele tiden, og man ved, at hvis man slipper, så kan det blive dyrt.«
Alligevel er det ikke modgangen, han dvæler mest ved, men vedholdenheden.
»Der var et år, hvor vi lavede underskud, fordi vi byggede på Gamle Andevej, og jeg troede, jeg kunne styre det hele selv. Det lærte jeg af. Men generelt synes jeg faktisk, det er gået godt. Ikke fordi det har været let, men fordi vi har holdt fast.«
Når han taler om virksomhedens 25 år, taler han ikke om omsætning eller ekspansion, men om mennesker.
»Jan startede tre dage efter mig, og han har 25-års jubilæum. Vi har haft folk, der har været her i 20 og 21 år. Det er jeg faktisk stolt af. For jeg tror, hvis man behandler folk ordentligt og giver dem ansvar og frihed, så bliver de. Det er ikke, fordi vi har en hemmelig formel, men vi prøver at være redelige.«
Det er et ord, han vender tilbage til: redelighed.
»Noget af det, der har overrasket mig mest gennem årene, er, hvor mange i Fredericia der holder deres ord. Når man laver en aftale, så er det en aftale. Det betyder meget i en branche, hvor man ofte arbejder på tillid og håndtryk. Selvfølgelig sker der fejl, og der er sygdom og udfordringer, men grundlæggende oplever jeg, at folk er ordentlige.«
Hans engagement stopper ikke ved arbejdspladsens port. Andresens VVS har gennem årene støttet både fodbold, håndbold og andre lokale initiativer.
»Jeg synes, det er vigtigt at bakke op. Ikke fordi man skal have sit navn frem, men fordi hvis ikke der bliver lagt penge og engagement i det lokale, så forsvinder det langsomt. Og jeg synes, det er værd at være stolt af, at vi har Superliga-fodbold og et stærkt håndboldhold. Det er en del af byens identitet.«
Samtidig ligger der en bekymring under overfladen. Manglen på lærlinge. De unge, der ikke finder vej ind i håndværket.
»Jeg hører tal om 400 unge i Fredericia, der står uden for uddannelse og job. Jeg tror, løsningen starter med praktik. At de kommer ud i 7., 8. og 9. klasse og ser, hvad vi laver, oplever kammeratskabet og hverdagen. For jeg kom jo selv ind i faget via praktik. Hvis man aldrig ser det, hvordan skal man så vælge det?«
Han fylder 66, men taler ikke om pension som en konkret plan.
»Jeg har ikke en hobby, der kan fylde tiden ud. Og min kone arbejder nogle år endnu, så jeg går ikke hjem, før hun gør. Det er ikke, fordi jeg ikke kunne, men jeg har det fint med at være her.«
Når han bliver spurgt, om han ville have gjort noget anderledes, svarer han uden tøven:
»Nej. Selvfølgelig har der været bump, både i firmaet og privat. Men jeg ville ikke lave det om. Tingene er gået, som de gik, og jeg står her i dag og kan se tilbage på 25 år, hvor vi har skabt noget, der holder. Det er i grunden tilfredsstillende.«
Se hele det filmede interview med Stig Andreasen her.
