Politiet efterlyser 23-årige Emma i Fredericia-området

0
Politiet efterlyser 23-årige Emma i Fredericia-området

Sydøstjyllands Politi efterlyser fredag 23-årige Emma, som sidst er set klokken cirka 9 i Fredericia-området. Politiet er bekymret for hendes velbefindende.

Emma beskrives som 190 cm høj og tynd. Hun er iført en turkisblå regnjakke, en gul striktrøje og lyse jeans. Det kan ikke afvises, at hun opholder sig andre steder.

Har du set Emma, bedes du kontakte politiet på telefon 114.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en myndighedsmeddelelse fredag klokken 13.03.

Ligdele fundet i Vejen: Politiet formoder sammenhæng med drabssag

0
Ligdele fundet i Vejen: Politiet formoder sammenhæng med drabssag

KRIMI. Syd- og Sønderjyllands Politi har fundet ligdele ved Bøgevej i Vejen, hvor et stort område har været afspærret siden torsdag aften. Det skriver Ekstra Bladet.

Politiet formoder, at fundet har relation til drabet på en 42-årig polsk statsborger i Københoved i marts sidste år, hvor der allerede er flere sigtede og varetægtsfængslede personer.

De pårørende til den afdøde er underrettet. Legemsdelene er bragt til videre undersøgelser, som forventes at kunne be- eller afkræfte politiets formodning.

Erritsø GIF Rugby klar til sæsonpremiere: Årets talent debuterer på seniorniveau

0
Erritsø GIF Rugby klar til sæsonpremiere: Årets talent debuterer på seniorniveau

SPORT. Erritsø GIF Rugby indleder fredag sæsonen 2026, når holdet møder Aarhus Rugbyklub på udebane i Viby J. Kickoff er klokken 18.30, og kampen bliver de to klubbers første opgør i grundspillet.

Forventningerne til Erritsø er høje forud for sæsonpremieren. Holdet stiller med en trup på 23 spillere og en opstilling, der ifølge klubben er en af de stærkeste i flere år. Bredden og kvaliteten i truppen er et resultat af det målrettede arbejde, klubben har lagt i de seneste sæsoner.

Årets talent debuterer

Et af de mest markante navne i truppen er Oliver Holm Axelsen, der i marts blev kåret til Årets Talent 2025 i dansk rugby. Den unge spiller tager nu skridtet op på seniorniveau og får sin debut som hooker, den spiller der kæmper i midten af den forreste række i alle faste klynger og desuden forestår holdets indkast.

Oliver Holm Axelsen er én af syv unge spillere, der denne sæson har gjort skridtet fra ungdoms- til seniorrugby i Erritsø.

Stærk backkæde og erfarne kræfter

Holdets backkæde fremstår som en af de helt store styrker. Spillere som Mateusz Jørgensen, Adam Kvist, Lasse Kristensen, William Friend og Noah Devantier bidrager med fart og energi, og fire af dem har en fortid på Danmarks U18-landshold. Ved deres side står rutinerede Thor Steendahl, der sikrer ro og overblik i spillet.

Blandt holdets forwards er det landsholdsspilleren og flankeren Sebastian Thøgersen, der skal gå forrest med fysik og erfaring. Holdkaptajn Thor Lütje Hansen får en central rolle i arbejdet med at sikre en stærk sæsonstart.

Cheftræner Steve Atkins lægger ikke skjul på ambitionerne inden turen til Aarhus. »Med en god balance mellem unge talenter og erfarne spillere går gutterne på banen med ambitionen om ikke blot at konkurrere, men også at sætte et klart niveau for resten af sæsonen. Alles øjne er nu rettet mod Aarhus, hvor vi skal omsætte det lovende udgangspunkt til points på banen,« siger han.

Grundspil og slutspil

Erritsøs grundspil består af fire regionale kampe og en seedet kamp mod et hold øst for Storebælt. Grundspillet efterfølges af et mellemspil inden sommerpausen, mens slutspillet foregår til efteråret.

Erfaren hotelchef skifter til Business Fredericia

0
Erfaren hotelchef skifter til Business Fredericia

BUSINESS. Henriette Vadstrup Sørensen er ny ansigt i teamet hos Experience Fredericia, der er en del af Business Fredericia. Hun tiltræder den 20. april som barselsvikar for Malou Trabjerg og skal være med til at videreudvikle pakke- og konferencetilbud til erhvervsturister samt organisationens kommunikationskanaler.

Henriette kommer med solid erfaring fra oplevelsesindustrien. Senest har hun i seks år været hotelchef på Fuglsangcentret i Fredericia, og hun kender dermed godt til det miljø, hun nu træder ind i fra en ny vinkel. »Jeg er meget spændt på de nye arbejdsopgaver og det miljø, der er bygget op omkring erhvervsturismen i Fredericia. Jeg har med stor fornøjelse fulgt Experience Fredericias udvikling og har selv været en del af den som aktør. Fredericia rummer mange spændende og inspirerende muligheder inden for oplevelser, kultur, overnatning og gastronomi, og med sin unikke placering ved vand og skov midt i Danmark er byen et oplagt sted at mødes,« siger Henriette Vadstrup Sørensen.

Erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer glæder sig over rekrutteringen. »Vi er meget tilfredse med, at Henriette har valgt at blive en del af os i en vikarperiode. Hun kommer med stor erfaring og stærke kompetencer, som gør, at hun hurtigt kan videreføre arbejdet og bidrage til den fortsatte udvikling af Experience Fredericia,« siger han.

Henriette Vadstrup Sørensen er 41 år og bor i Smidstrup med sin mand og to børn. Hun har arbejdet lokalt i Fredericia i en årrække og har et indgående kendskab til både byen og lokalområdet.

To 22-årige fra Vejle fremstilles for narkohandel i Kolding

0
To 22-årige fra Vejle fremstilles for narkohandel i Kolding

KRIMI. En 22-årig mand og en 22-årig kvinde, begge med bopæl i Vejle Kommune, fremstilles fredag klokken 11.00 i grundlovsforhør ved Retten i Kolding.

De er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 191 vedrørende besiddelse og handel med euforiserende stoffer.

Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi anmoder om dørlukning.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi fredag formiddag.

Nogle politikeres manglende dømmekraft ved tilknytning til visse såkaldte partier

0
Nogle politikeres manglende dømmekraft ved tilknytning til visse såkaldte partier

OPINION. Ved at læse indlæg fra nogle politikkeres indlæg i diverse aviser, så kan man undre sig over, om de overhovedet er bevidste om egne handlinger. Det gælder også nogle lokale politikere.

Danmarksdemokraterne er bygget op af en forhenværende minister, der tilbage i tiden bevidst brød lovgivningen og blev straffet derfor. Hvis det havde været i kommunalpolitik, så ville valgbarheden så vidt vides have været ude af billedet.

Liberal Alliances forperson var ikke meget for at indrømme indtagelse af euforiserende stoffer. Indtagelsen foregik kun én gang og højest to gange, hvis tvivl om antallet af gange uklart, hvor ofte så? Hallo! Var det selvkøbt eller foræret. Ved selvkøb er det så vidt vides strafbart. Et valgt medlems bedre halvdel havde handlet med stoffer, så vedkommende blev ekskluderet. Det er åbenbart forskelligt, hvor man er placeret i Liberal Alliances hierarki! Hvad med boligforhold?

Borgernes Parti er måske den forkerte betegnelse, når partistifteren Lars Boye Mathiesen ikke er på valg som bestyrelsesformand, hvor det efterfølgende viser sig, at aflønningen af vedkommende har været enorm og uklar for medlemmerne. Var det ikke noget lignende i Nye Borgerlige? Er Borgernes Parti stiftet for at sikre formanden en ”god” løn?

Fremskridtspartiet – åh undskyld – Dansk Folkeparti ser ud til at have tætte tilknytninger til nationalkonservative i både øst, vest og syd, hvilet formentlig ikke er ulovligt, men er det det, som Danmark som helhed ønsker.

Partihopperi ser ud til at være en form for ”nationalsport” og knytter sig især til nævnte partier inklusive Moderaterne, hvor formanden og stifteren egentlig er venstremand. Kan vi stole på partihoppere? Hvornår hopper de igen?

Vi skal hver især overveje, om politikere, der danser rundt, lider af manglende dømmekraft?

Danmark som et frit demokratisk land er ikke en selvfølge, derfor skal vi i fællesskab overveje, om herværende beskrivelse vidner om demokratiopløsning på grund af tilfældig eller villet sløseri.

Skal vi ikke i fællesskab være meget bevidste om sikring af, at der ikke ”sniger sig” uregelmæssigheder ind i dansk politik?

Knivtrussel på Vejle Banegård: To anholdt og politiet søger vidner

0
Knivtrussel på Vejle Banegård: To anholdt og politiet søger vidner

KRIMI. Sydøstjyllands Politi var fredag morgen omkring klokken 06.50 til stede på Vejle Banegård, efter at en person var blevet truet med en kniv.

To personer er anholdt i sagen. Politiet betragter episoden som en isoleret hændelse, og der er ikke grund til utryghed for borgere i området.

Politiet søger vidner. Har du været på Vejle Banegård fredag morgen den 17. april og oplevet noget, der kan kobles til hændelsen, bedes du kontakte Sydøstjyllands Politi på telefon 114.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi fredag formiddag.

Tyv gik ind ad ulåst dør og stjal taske fra entre

0
Tyv gik ind ad ulåst dør og stjal taske fra entre

KRIMI. Der blev begået indbrud i et rækkehus på Pinjevej i Kolding mellem onsdag klokken 16.30 og torsdag klokken 11.

Gerningsmanden er formentlig kommet ind via en ulåst hoveddør. Fra entreen blev der stjålet en cremefarvet skindrygsæk, der indeholdt en smule kontanter og diverse småting.

Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi fredag morgen.

Arbejdsulykke i Skærbæk: Mand fik minigraver ned over benet

0
Arbejdsulykke i Skærbæk: Mand fik minigraver ned over benet

KRIMI. En 50-årig mand fra Kolding Kommune er kommet til skade ved en arbejdsulykke på Skærgaardsvej i Skærbæk torsdag eftermiddag.

Manden var klokken 13.56 i gang med at udgrave stikledninger, da en minigraver faldt ned over hans højre ben. Han har formentlig pådraget sig et benbrud.

Politiet har ikke yderligere oplysninger om omstændighederne.

Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi fredag morgen.

Tyve forcerede tag og port i computerbutik: Spillekonsoller og kontanter væk

0
Tyve forcerede tag og port i computerbutik: Spillekonsoller og kontanter væk

KRIMI. Der blev natten til fredag klokken 02.43 begået indbrud i en computerbutik på Mønten i Kolding.

Gerningsmændene skaffede sig adgang ved at opbryde en tagplade over butikkens vareindleveringsområde. Herfra brugte de palleløftere til at svinge ind under en port og tvinge den op.

Fra butikken blev der stjålet tre spillekonsoller samt et ukendt pengebeløb fra kasseapparatet. Der er ingen samlet værdi opgjort.

Politiet har sikret videoovervågning fra stedet, men der er endnu ingen beskrivelse af gerningsmændene.

Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi fredag morgen.

Fredericia Kommune udbetalte knap 36 millioner kroner til medier, sport og kultur i 2025

Fredericia Kommune udbetalte knap 36 millioner kroner til medier, sport og...

En aktindsigt afdækker, at 5,95 millioner kroner gik til 170 private leverandører og medier. Mediehuset JFM, der står bag blandt andet Fredericia Dagblad, modtog...