Fredericia Shopping holdt generalforsamling med store planer og gammel strid om åbningstider

0
Fredericia Shopping holdt generalforsamling med store planer og gammel strid om åbningstider

Inden dagens program gik i gang, var der lagt op til en rolig start. Friskbagt brød, ost, marmelade, juice og kaffe dannede rammen om de løse samtaler, der altid kendetegner den slags morgenmøder, hvor folk møder hinanden på tværs af butikker og brancher, før formalia overtager.

Borgmester Peder Tind åbnede med et oplæg, der bevidst tog afstand fra den klassiske PowerPoint-gennemgang. I stedet lagde han op til dialog og understregede, at han ser samarbejdet mellem kommunen og erhvervslivet som afgørende for byens udvikling.

»Jeg bilder mig ikke selv ind, at tingene bliver lette,« sagde han, »men jeg tror på, at vi kan løse rigtig mange ting, hvis vi tager samtalen tidligt.«

Han var ikke i tvivl om, hvad der kendetegner det nye byråd. En bred konstituering med mange forskellige partier og meninger, men alligevel – efter hans opfattelse – en fælles retning og en god stemning. Han lagde vægt på, at kommunen ikke ønsker at gøre tingene alene, og at partnerskabet med erhvervslivet er en forudsætning, ikke en mulighed.

»Det er ikke en kliché at sige, at det er i fællesskab,« sagde han. »Det er noget, vi skal gøre sammen. Jeg kommer til at bruge vi frem for jeg.«

Tind trak også en linje til weekendens oplevelser – blodbanen, håndbold og MGP – og mindede forsamlingen om, at der faktisk sker meget i Fredericia, der er værd at tale op. Kommunen har en sport- og eventstrategi og har sikret sig, at PostNord Danmark Rundt kommer til Fredericia fire gange over fire år. Han opfordrede samtidig foreningens medlemmer til at komme med idéer, hvis de ser muligheder for at tiltrække nye events til byen.

Midtbystrategien vil få særlig opmærksomhed i den kommende byrådsperiode. Der er købt planter hjem til grønne zoner, og Danmarksgade skal evalueres, inden der tages en endelig beslutning. Tind håber, at sagen kommer i teknisk udvalg i løbet af foråret.

»Der er nogle opgaver, som ligger foran os,« sagde han. »Men det glas her, det er ikke halvt tomt – det er halvt fyldt.«

Han sluttede med en åben invitation: ring, skriv en mail, kig forbi. Jo mere kaffe, jo mere dialog, lød budskabet.

Jesper Gaarsvig overtog formandsposten i løbet af det forgangne år – en post han efter eget udsagn ikke havde regnet med at skulle bestride, og slet ikke at skulle stå og aflægge beretning fra. Men sådan blev det. Han takkede flere gange sin forgænger Jesper Hansen for det arbejde, der havde gjort det hele muligt – et fundament præget af tættere samarbejde med kommunen, et fælles midtudvalg og en fælles branding-pulje mellem Business Fredericia, Experience og Shopping Fredericia.

Gaarsvig lagde ikke skjul på, at foreningens styrke ligger i fællesskabet. Fredericia Shopping står selv for fire større events om året – sommerrock, foodfestival, Halloween og jul – og de seneste år er gadehaverne kommet til som et nyt initiativ, der skal trække aktivitet ud i gaderne og skabe ejerskab blandt butikkerne.

»Hvis vi ikke hjælpes om det, så kan vi ikke løfte,« sagde han. »Vi har brug for at være sammen om tingene.«

Han appellerede til medlemmerne om at holde de aftalte åbningstider under foreningens arrangementer. Det handler ikke om mange timer på et år, pointerede han – men om at stå samlet, når man har sagt, at man gør det.

»Det er meget lettere, når jeg skal sidde og forsvare, hvorfor vi skal have penge til forskellige ting, hvis vi arbejder fælles som en by,« sagde han.

Jesper Gaarsvig aflagde beretning ved Fredericia Shoppings generalforsamling og pegede på fællesskabet som foreningens vigtigste styrke – både når der skal skabes events i midtbyen og sikres opbakning fra butikkerne.

Foreningen har desuden fået tættere samarbejde med Visit og bosætning, og Gaarsvig så allerede frugterne af det i julen, hvor de to parter nu sidder side om side og arbejder i samme retning. De ekstra 500.000 kroner, som kommunen bevilgede til shopping i år, bliver brugt til at bygge videre på de eksisterende arrangementer.

På events-siden tegner 2026 sig som et travlt år. Det fortalte bestyrelsesmedlem Brian Løkkegaard mere om.

Super Rally kommer til Fredericia fra den 20. til 24. maj, når mellem 10.000 og 15.000 Harley-Davidson-motorcyklister fra hele Europa samles i og omkring byen. Det er et arrangement, der skiftevis afholdes i forskellige lande, og i år lander det i Danmark. Størstedelen af deltagerne vil have base ved idrætscenteret og Midtcenteret, hvor der er mad, underholdning og ølvogne. Men arrangørerne arbejder målrettet på at trække så mange som muligt ind i midtbyen ved at inddrage parkeringspladser til motorcykler tæt på butikker og restauranter. Desuden planlægges guidede ture til blandt andet Trelde og Østerstrand.

»Det er et ret stort segment med en høj gennemsnitsalder, og de har også lidt penge med,« sagde Løkkegaard. »Vær klar.«

Han pegede også på, at arrangementet kan tiltrække lokale turister fra Trekantområdet, som simpelthen kommer for at se motorcyklerne.

Den 6. juli inviteres fredericianske borgere til fællespisning langs Gothersgade, fra Danmarksgade til Sjællandsgade, hvor et langt bord med bænke skal skabe liv i hele gaden. Cafeer og restauranter opfordres til at sælge mad eller madkurve til de fremmødte, men der er ingen krav – man må gerne medbringe sin egen mad og sætte sig, hvor man vil. Butikkerne holder åbent til kl. 14, og bordet er sat frem til kl. 16. Det er første år, forsøget afprøves, og arrangørerne er åbne over for, at nogen selv tager initiativ til musik eller underholdning langs gaden.

Sommerrock vender tilbage som en af årets største begivenheder med shopping-briller på. Programmet er endnu ikke fastlagt, men det falder på en fredag – og en lønningsdag. Butikker og restauranter opfordres til at melde aktiviteter ind, så de kan komme med i det samlede program.

Og som noget nyt: i slutningen af august eller starten af september sendes 25 julemænd, julenisser og julekoner ud i byen som optakt til julefestiviteten i december – en tidlig påmindelse om, at Fredericia er en juleby.

Generalforsamlingen sluttede, som den plejer – med debatten om byens åbningstider. Det er ved at være af en tilbagevendende karakter, den diskussion. Foreningens medlemmer nåede heller ikke denne gang til enighed.

Fredericia Kommune lukker offentlig postliste

0
Fredericia Kommune lukker offentlig postliste

Fra denne uge offentliggøres kommunens ugentlige postliste ikke længere. Kommunen peger på ressourceforbrug som årsag. Hver mandag har Fredericia Kommune offentliggjort en liste over den post, kommunen har modtaget i den forgangne uge. Den praksis er nu slut.

Begrundelsen er ressourcer. Ifølge kommunen anvender forvaltningen i dag det, der svarer til to årsværk på at håndtere aktindsigter, der udspringer direkte af postlisten. Ved at lukke listen kan de timer i stedet bruges på opgaver, der efter kommunens vurdering kommer borgerne mere direkte til gavn.

»Beslutningen ændrer ikke på kommunens fokus på åbenhed og gennemsigtighed,« skriver kommunikations- og pressechef Sigrid Hald Kristensen i en meddelelse til medierne.

Hun understreger, at dagsordener og referater fra udvalgsmøder og byrådsmøder fortsat er frit tilgængelige på dagsordner.fredericia.dk, og at borgere og medier kan søge aktindsigt efter gældende regler.

Postlisten har hidtil fungeret som et redskab for borgere og medier til at identificere, hvilke sager der overhovedet eksisterer – og dermed afgøre, om der er grund til at søge aktindsigt. Den mulighed bliver fremover sværere uden listen.

Kommune efter dom i spabadssag: Domsudskrift retter ingen kritik af bostedet

0
Kommune efter dom i spabadssag: Domsudskrift retter ingen kritik af bostedet

KOLDING. Kolding Kommune har nu gennemlæst domsudskriften i sagen om den medarbejder, der i februar blev dømt for uagtsomt manddrab ved Retten i Kolding. Kommunen oplyser, at der i dokumentet ikke fremgår kritik af hverken bostedet på Centervej eller af Kolding Kommune som myndighed.

Det fremgår af en orientering, som Kolding Kommune tirsdag har sendt til Byrådet.

Sagen handler om en hændelse i januar 2024, hvor en udviklingshæmmet beboer på botilbuddet Centervej i Bramdrupdam blev hjulpet i et spabad med en vandtemperatur på omkring 60 grader. Beboeren pådrog sig alvorlige forbrændinger og afgik ved døden den 7. februar 2024. Den 4. februar i år blev en medarbejder ved botilbuddet dømt for uagtsomt manddrab.

Kommunen har fået indblik i domsudskriften ved at søge aktindsigt hos Retten i Kolding.

»Det er en tragisk sag med alvorlige konsekvenser for alle involverede med store menneskelige omkostninger,« skriver social- og arbejdsmarkedsdirektør Nicolai Dupont Heidemann i orienteringen.

Under retssagen argumenterede den dømtes forsvarer for, at bostedet ikke havde givet tilstrækkelig instruktion i brugen af spabadet, og at bostedets quickguide ikke indeholdt advarsler om, at vandtemperaturen kunne overstige 38 grader. At domsudskriften ifølge kommunen ikke rummer kritik af bostedet, er dermed en central pointe i det videre efterspil.

Kommunen oplyser, at dommen vedrører en personalesag, og at man derfor ikke kan kommentere offentligt på medarbejderens ansættelsesforhold. Kommunens fokus er ifølge orienteringen fortsat at sikre trygge og fagligt forsvarlige rammer for borgere og medarbejdere. »Det er dog en kontinuerlig opgave for os at udvikle vores praksis, hvor det er relevant,« lyder det fra socialdirektøren.

Den dømtes forsvarer, Glenn Verding Hein, oplyste efter domsafsigelsen, at han vil søge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at anke dommen til landsretten. Straffen lyder på 20 dagbøder á 300 kroner.

Kolding Kommune oplyser, at man med den aktuelle orientering ikke har yderligere bemærkninger til sagen.

Hvor meget vidste borgmesteren før valget?

0
Hvor meget vidste borgmesteren før valget?

Fredericias borgere har fået to meget forskellige fortællinger om kommunens økonomi. Én før valget – en anden efter. Det kalder på nogle ærlige spørgsmål om kasseeftersyn, timing og ikke mindst borgmesterens åbenhed, et kasse eftersyn kan vel ikke svinge ubegrænset på få måneder.

I september blev budgettet for 2026 vedtaget uden egentlige besparelser. Smilene var brede, og flertallet – med den nuværende borgmester i spidsen – solgte aftalen som ansvarlig og fremtidssikret. Få måneder senere får vi en helt anden virkelighed serveret: Fredericia skal finde besparelser for 150 millioner kroner i årene 2027–2029. Der tales om 50 mio. i 2027, 60 mio. i 2028 og 40 mio. i 2029. Forvaltningen skal levere et sparekatalog på 200 millioner, så politikerne kan “prioritere”.

Hvor meget vidste borgmesteren før valget? Spørger Poul Rand.

Det mest opsigtsvækkende er ikke størrelsen på sparekravene. Det er timingen.

Hvordan kan økonomien være så robust, at man kan vedtage et sparefrit budget i et valgår – og så pludselig være så presset, at der skal skæres trecifrede millionbeløb få måneder senere? Vi får  at vide, at kassebeholdningen ved indgangen til 2026 var “ret polstret” med omkring en halv milliard. Men de samme papirer viser også vedtagne underskud og en tydelig risiko for, at kassen ville falde markant, hvis der ikke blev grebet ind. Tallene var ikke gemt i en skuffe. De stod i tabellerne – før valget.

Mit spørgsmål til borgmesteren er enkelt: Hvor meget vidste du forlods?

Var borgmesteren – og resten af flertallet – før valget bekendt med, at der ventede en spareøvelse i størrelsesordenen 150 millioner? hvis ja: hvorfor var der så ikke fuld åbenhed om det over for vælgerne? Flere kilder – blandt andet fra oppositionssiden – siger, at der allerede inden kommunalvalget blev advaret om behov for 180–200 millioner i besparelser. Hvis det er korrekt, er det svært at forstå, hvorfor budskabet før valget var “ansvarligt kompromis” og efter valget er “rettidig omhu og nødvendig kursændring”, Er det at lyve?

Her melder et lidt mere spidst spørgsmål sig: Rettidig – i forhold til hvad? Kommunens økonomi… eller den politiske kalender?

Kasseeftersyn efter valg er ikke nyt. Nogle gange er det nødvendigt oprydning. Andre gange bliver det brugt til at “nulstille fortællingen” og legitimere en ny kurs. Men i Fredericia er det særligt bemærkelsesværdigt, at mange af de politikere, der nu lyder overraskede, selv har stemt for de budgetter, der har ført os hertil. Det gør forklaringen om, at “det kom bag på os”, lidt svær at sælge – især uden kvittering.

Jeg gentager spørgsmålet til borgmesteren: Hvis åbenhed og ordentlighed er nøgleord, hvorfor var der så ikke fuld åbenhed om de kendte risici, underskud og kommende sparebehov før valget?

For hvis behovet for 150 millioner i besparelser først “opdages” efter valget, er der kun to muligheder: Enten blev der regnet for kreativt før – eller også regnes der ekstra pessimistisk efter. Begge dele svækker tilliden til styringen af Fredericia Kommune. Tillid er som en kommunal kassebeholdning: Den kan godt være “ret polstret” … lige indtil den pludselig ikke er det længere.

Kolonihavehus i brand

0
Kolonihavehus i brand

Fyns Politi har registreret en række sager fra søndag, heriblandt en bygningsbrand, flere indbrud og tre sigtelser for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer.

Kolonihavehus udbrændt i Odense

Et kolonihavehus i Søndergårds Haver i Odense SØ brød søndag aften klokken 18.17 i brand. Brandens arnested er formentlig på hemsen, og ilden spredte sig til det meste af huset. Årsagen til branden er ukendt.

Tre sigtet for narkokørsel og én for spiritus

En 30-årig mand fra Nordfyns Kommune blev søndag klokken 14.55 sigtet for at køre bil under påvirkning af euforiserende stoffer. En 31-årig mand fra Kerteminde Kommune blev sigtet for det samme klokken 16.20 på Kochsgade i Odense, og en 21-årig kvinde fra Odense Kommune blev sigtet klokken 18.28 på Sivmosevænget i Odense S.

Derudover blev en 60-årig mand fra Odense Kommune sigtet for spirituskørsel klokken 11.34 på Sandhusvej i Odense.

Tre indbrud på Fyn

På Sanderumvej i Odense SV skaffede en gerningsmand sig adgang via et opbrudt vindue natten til søndag klokken 0.17. Der var ingen indstigning, men en lampe blev stjålet ved håndindrækning.

På Marienlystvej i Odense C blev der begået indbrud via et aflistet vindue fra fredag klokken 15.30. Der blev stjålet kontanter og ure.

På Brombærvej i Otterup blev et vindue opbrudt søndag klokken 8. Der blev stjålet lamper, brugskunst og vin.

Bil kørt ind i matrikel i Haarby

En beboer på Søbrovej i Haarby opdagede, at stenkanten til matriklen lå spredt i forhaven, og busken foran var masset. Der lå plastikdele, formentlig fra et køretøj, der var kørt ind i matriklen. Hændelsen fandt sted fra lørdag klokken 22.

Tre biler i uheld i Tommerup

Tre biler var søndag klokken 11.10 involveret i et uheld på Tallerupvej i Tommerup. En bil trak ud fra en parkeringsbås og kolliderede med en kørende bil, som herefter ramte en tredje parkeret bil. Der var ingen personskade.

Hærværk mod bil i Stenstrup

En personbil på Sognevej i Stenstrup har været udsat for hærværk i form af en bule på bilens højre bagdør. Hærværket fandt sted fra torsdag klokken 18.

Det oplyser Fyns Politi tirsdag den 24. februar.

Volkswagen i Fredericia tilbyder elbil til unge for 3.495 kroner om måneden

0
Volkswagen i Fredericia tilbyder elbil til unge for 3.495 kroner om måneden

En udbetaling på 5.000 kroner og en fast månedlig ydelse skal gøre det muligt for unge i Fredericia at lease en ny VW ID.3.

Volkswagen i Fredericia lancerer et privatleasing-program rettet mod yngre bilister. For en udbetaling på 5.000 kroner og en månedlig ydelse på 3.495 kroner kan man lease en VW ID.3 Life, en elbil med en rækkevidde på 387 kilometer og en motoreffekt på 170 hk. Service og vedligeholdelse er ifølge forhandleren inkluderet i prisen.

VW ID.3 var den mest solgte elbil i sin klasse i 2025 og den femte mest solgte elbil samlet set. Bilen blev kåret til Årets Bil i Danmark i 2021.

»Vi mærker en stor lyst hos de unge danskere til at skifte til el, men startomkostningerne har for mange været en barriere,« siger Thomas Bruun, direktør for Volkswagen personbiler i Danmark.

Han peger på, at det nye program skal gøre det muligt at køre elektrisk uden en stor opsparing i baggrunden.

»I en usikker verden vælger danskerne tryghed og mærker, de har fuld tillid til,« siger Thomas Bruun.

Ingen tiltale mod 15-årig i sag om planlagt skoleskyderi i Kolding

0
Ingen tiltale mod 15-årig i sag om planlagt skoleskyderi i Kolding

Statsadvokaten i Viborg har besluttet ikke at rejse tiltale mod den 15-årige dreng, der siden august sidste år har været sigtet og varetægtsfængslet for forsøg på manddrab i forbindelse med planlægning af et skyderi på en skole i Kolding.

Den 15-årige blev sigtet den 1. august 2025 og har siden siddet fængslet på en lukket ungdomsinstitution. Sydøstjyllands Politi har gennemført en omfattende efterforskning af sagen, men efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder og beviser har statsadvokaten valgt at opgive sigtelsen.

»Vi har truffet afgørelse om at opgive sigtelsen mod den 15-årige for forsøg på manddrab, fordi vi ikke mener, at der vil kunne føres bevis for, at han har udført handlinger, der vil kunne straffes som forsøg på manddrab eller noget andet,« siger specialanklager Emil Stenbygaard fra Statsadvokaten i Viborg.

For at kunne straffe for forsøg kræves det, at der kan føres bevis for, at der er truffet en beslutning om at begå en strafbar handling. Det mener anklagemyndigheden ikke at kunne i denne sag.

Det oplyser Statsadvokaten i Viborg tirsdag den 24. februar.

70-årig kvinde overhalede patrulje – havde ikke kørekort

0
70-årig kvinde overhalede patrulje – havde ikke kørekort

KRIMI. En 70-årig kvinde fra Odense er sigtet for kørsel uden førerret efter at have overhalet en politipatrulje på Tankedalsvej i Kolding mandag klokken 10.20.

Kvinden kørte i en personbil i vestlig retning og svingede ned ad tilkørselsrampen til motorvejen, hvor patruljen kørte efter og bragte hende til standsning. Her viste det sig, at hun ikke havde førerret.

35-årig standset uden kørekort på Norgesvej

En 35-årig mand fra Kolding er ligeledes sigtet for kørsel uden førerret. Han blev standset af en patrulje på Norgesvej i Kolding mandag klokken 16.34, hvor en kontrol af føreren viste, at han ikke havde førerret.

Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi tirsdag morgen.

Smykker for 75.000 kroner stjålet ved villaindbrud i Kolding

0
Smykker for 75.000 kroner stjålet ved villaindbrud i Kolding

KRIMI. Der blev over weekenden begået indbrud i en villa på Valmuevej i Kolding. Indbruddet fandt sted fra fredag klokken 16 til mandag klokken 17.45.

En gerningsmand skaffede sig adgang via et vindue, som var brudt op med et værktøj. Politiet kunne konstatere opbrydningsmærker på to til tre centimeter i bredden.

Der blev stjålet smykker i guld, heriblandt en guldkæde med en guldmedaljon. Den samlede værdi af de stjålne smykker anslås til omkring 75.000 kroner.

Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi tirsdag morgen.

Forsøg på indbrud i villa på Thorsvej i Fredericia

0
Forsøg på indbrud i villa på Thorsvej i Fredericia

KRIMI. En villa på Thorsvej i Fredericia var mandag aften mål for et indbrudsforsøg. Det var den eneste hændelse, Sydøstjyllands Politi havde med fra Fredericia på dagens døgnrapport.

Forsøget fandt sted mellem klokken 19.15 og 21. En gerningsmand havde forsøgt at bryde et vindue op, og politiet kunne efterfølgende konstatere opbrydningsmærker ved vinduet på cirka 12 millimeter i bredden. En sensor på ejendommen var desuden deaktiveret og revet ud af væggen.

Det lykkedes dog ikke gerningsmanden at skaffe sig adgang til boligen, og der blev ikke stjålet noget.

Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi tirsdag morgen.

Hansen efter nederlag: Spillerne gjorde alt for at få point

Hansen efter nederlag: Spillerne gjorde alt for at få point

0
FC Fredericia var få minutter fra et vigtigt point i Odense. Men i de døende minutter scorede OB og sendte gæsterne hjem med et...