UNGE. Det er torsdag eftermiddag, og forårssolens bløde stråler rammer det diskrete, hvide hus i Dronningensgade. Bag den anonyme facade gemmer der sig et særligt sted, hvor unge gratis kan tale om det, der fylder i livet. Lige dér, midt i sollyset, sidder 25-årige Julie fra Trelde. Hun er én af de unge, der har fundet vej til headspace – et sted, der blev et afgørende vendepunkt i hendes hverdag.

Julie sidder afslappet i en blød stol, men husker stadig tydeligt, hvordan nervøsiteten fyldte hende den allerførste gang, hun skulle træde ind gennem døren. 

– Jeg var helt klart nervøs. Jeg har Aspergers, så nye ting gør mig nervøs, fortæller hun roligt, mens hendes blik stille søger rundt i lokalet, som om hun igen genoplever det øjeblik, hvor hun første gang overvandt usikkerheden og trådte indenfor.

Det var Julies mor, der først gjorde hende opmærksom på headspace. En dag havde hun kørt gennem Fredericias gader og bemærket nogle grønne bannere, som hun senere fortalte Julie om. Det kunne måske være noget for hende, foreslog moren. Julie tøvede lidt – nye steder kunne jo være overvældende – men valgte alligevel at give det en chance.

– Mit første møde var meget godt. Meget imødekommende og venligt, siger Julie med et forsigtigt smil, som viser, at den første oplevelse blev præcis den gode start, hun havde brug for. 

For bag døren mødte hun ikke blot venlige ansigter, men også begyndelsen på en ny vej væk fra ensomheden. 

Ensomheden boede langt ude på landet

Før Julie fandt vej til headspace, var hendes liv præget af en stilhed, der kunne føles næsten kvælende. Hun boede ude ved Trelde Næs, hvor markerne strækker sig mod horisonten, og husene ligger spredt som små øer i landskabet. Herude, hvor afstanden mellem mennesker kan føles større end geografien tilsiger, mærkede Julie ensomheden snige sig ind på hende. 

– Jeg var meget ensom, inden jeg kom her. Jeg havde ikke rigtig nogen omkring mig, fortæller hun stille og lader blikket hvile på hænderne i skødet.

Hun beskriver, hvordan den fysiske afstand gjorde det vanskeligt for hende at få skabt og bevaret relationer til andre unge. Dagene kunne hurtigt føles ensformige og tomme, og når mørket faldt på, blev tankerne om at række ud til andre næsten umulige at overskue. Det blev lettere blot at blive hjemme, også selvom det gjorde ensomheden endnu mere mærkbar.

Netop derfor var beslutningen om at kontakte headspace vigtig, men også svær. Julie ville gerne finde et fællesskab, men tanken om at møde nye mennesker føltes stadig udfordrende. Hun tog alligevel chancen, og det viste sig at være livsændrende.

I headspace mødte hun nemlig unge på hendes egen alder, som selv kendte til følelsen af at være alene. Hun blev en del af en gruppe, hvor det ikke var nødvendigt at forklare, hvorfor det nogle gange føltes svært at tage initiativ. De forstod hende intuitivt, og langsomt begyndte den tunge ensomhed at løsne sit greb. 

– Nu er jeg ikke så ensom mere, fordi jeg snakker med nogen og mødes med nogen på min egen alder, siger Julie med en varme i stemmen.

Hun smiler let og fortæller, hvordan hun i dag føler sig langt mere knyttet til sit lokalområde, fordi hun nu har venner tættere på. Den ensomhed, som før virkede uendelig, er blevet erstattet af samtaler, smil og følelsen af at høre til.

At blive lyttet til

Når Julie skal forklare, hvad der gør headspace helt særligt, vælger hun ordene med omhu. Ikke fordi det er svært at forklare, men fordi det betyder så meget for hende.

– De er meget venlige, meget lyttende og meget åbne, kommer hun frem til.

For Julie har det vigtigste været at blive mødt med ægte interesse. Ikke med psykologens kliniske spørgsmål, men med en menneskelig nærhed og oprigtig omsorg. Og netop det oplever hun at have fundet i headspace.

– De hjælper én til selv at snakke, men de er også gode til at starte en samtale, hvis man ikke selv kan, forklarer hun.

Julie holder en lille pause, som om hun selv bliver lidt overrasket over, hvor stor betydning netop dét har haft. 

Tidligere var hun mere tilbageholdende og forsigtig, når hun var blandt andre mennesker. Hun afventede altid, at andre tog initiativet. Men samtalerne i headspace har ændret hendes tilgang til omverdenen.

– Jeg er blevet meget mere imødekommende. Jeg snakker med kollegaer, og jeg tager selv initiativ til at snakke med dem nu. Det gjorde jeg ikke før, siger Julie med en lethed i stemmen, der afslører glæden over den forandring, hun har oplevet.

Hun mærker nu en tryghed, som hun ikke kendte tidligere. 

– Nu er jeg ikke så bange for at snakke med fremmede mere, siger hun og tilføjer med et lille grin:

– Nogle gange snakker jeg faktisk lidt for meget nu.

Det bedste i ugen

Når Julie ser frem mod ugen, er der især én ting, hun glæder sig til. Hun tæller dagene frem til hver anden torsdag, hvor hun mødes med gruppen i headspace. De faste møder er blevet små højdepunkter i hendes hverdag.

– Det betyder meget. Det er faktisk det, jeg ser nærmest frem til i min ugeplan. Det er faktisk dét, jeg glæder mig allermest til, fortæller hun.

De nye venskaber stopper ikke ved døren i Dronningensgade, men har bredt sig ud til resten af hendes liv.

– Jeg har jo ikke så mange af mine tætte venner tæt på mig. Så det betyder meget, at jeg har fået nogen i mit lokalområde. Jeg mødes også med dem uden for headspace, fortæller hun med en ro, der afslører, at hun har fundet et nyt mod til at tage initiativ.

En opfordring til andre unge

Julie ved godt, hvor svært det kan være at tage det første skridt. Derfor håber hun, at hendes egen historie kan hjælpe andre unge, der sidder med samme tøven, som hun selv gjorde engang.

Hun trækker vejret roligt og siger med en sikker stemme:

– Prøv det. Giv det en chance. Jeg kan godt forstå, man er nervøs. Det var jeg også selv. Det kan være rart at have en ven eller forælder med, så man ikke er alene. Det bliver der slet ikke set ned på her. Vi forstår det virkelig godt.

For Julie selv handlede det om at tage et lille skridt mod mindre ensomhed, og hun har selv mærket, hvor stor forskel det gjorde.

– Hvis man prøver det, kan det være, man bliver tryg nok til at komme alene på et tidspunkt. Og hvis ikke, har man i det mindste prøvet det, siger hun med et opmuntrende smil.

Julie har selv prøvet det, og det ændrede hendes hverdag. Nu håber hun, at andre vil finde modet til at gøre det samme, hun vil nemlig gerne se endnu flere blive en del af torsdagsgruppen, som hun selv fortsætter med at vende tilbage til.