HK Privat Sydjylland har fået en ny bestyrelse efter en generalforsamling præget af kampvalg og optimisme. Efter flere år med tilbagegang oplever fagforeningen nu for første gang i årevis medlemsfremgang.
Fremgang på medlemssiden
Generalforsamlingen, der blev afholdt den 13. marts, samlede omkring 80 medlemmer, som deltog i valget til bestyrelsen. Formand Dan Kirkel kunne i sin beretning præsentere positive tal for 2024, hvor HK Privat Sydjylland fik 40 flere medlemmer sammenlignet med året før.
– Vi er blevet 40 flere medlemmer end året før. Det kan måske lyde beskedent, men som de fleste andre overenskomstbærende fagforeninger har vi oplevet en længere periode med tilbagegang. Nu ser vi for første gang i årevis fremgang, og tallene for 2025 viser, at den fortsætter. Det glæder mig usigeligt, sagde han.
Han pegede på en målrettet organiseringsindsats samt en ny kontingentmodel som væsentlige faktorer bag udviklingen.
Kampvalg til bestyrelsen
Generalforsamlingen bød på kampvalg om de fem ledige bestyrelsesposter. René Thiemer, Rikke Vognsen og Tine Michelle Altschuler blev genvalgt, mens Jens Jacobsen og Claus Nielsen blev valgt som nye medlemmer. Som suppleanter blev Ib Nielsen og Jens Jensen valgt.
De afgående bestyrelsesmedlemmer blev takket for deres indsats, inden generalforsamlingen blev rundet af.
HK Privat Sydjylland vil nu fortsætte arbejdet for at fastholde og udbygge medlemstilvæksten, mens den nye bestyrelse skal tage fat på de kommende års udfordringer og muligheder.
Naturstyrelsen har opkøbt 100 hektar jord mellem Brenderup og Ejby i Middelfart Kommune. Arealet skal bruges til at beskytte grundvandet, etablere ny skov og skabe bedre betingelser for klima og biodiversitet. Købet er en del af et samarbejdsprojekt mellem Middelfart Kommune, Naturstyrelsen og forsyningsselskabet TREFOR.
Et samarbejde med mange gevinster
Med opkøbet sikres blandt andet 10 hektar af jorden til grundvandsbeskyttelse, mens resten skal indgå i en større jordfordeling, hvor lodsejere i området kan bytte jord for at sikre endnu bedre beskyttelse af drikkevandet. Samtidig giver projektet mulighed for skovrejsning, reduktion af klimagasser og nye rekreative områder for borgere.
Skovrejsning, grundvandsbeskyttelse, landbrug, klima og biodiversitet går hånd i hånd i det nye samarbejdsprojekt mellem Middelfart Kommune, Naturstyrelsen og TREFOR. Grafik: Middelfart Kommune
Borgmester i Middelfart Kommune, Johannes Lundsfryd Jensen (S), ser store muligheder i projektet.
– Middelfart Kommune er glad for de muligheder, der kan udfolde sig med Naturstyrelsens erhvervelse af de cirka 100 hektar jord. Her kan vi lave skovrejsning, der gavner grundvandet, nedsætter udledningen af klimagasser, skaber nye rekreative muligheder for borgerne og på længere sigt også for biodiversiteten, siger han.
Kommunen har gennem flere år haft et mål om mere skovrejsning, og ifølge borgmesteren passer projektet perfekt ind i den strategi.
– Vi glæder os til at tale med lodsejerne i området om mulighederne for at skabe store, sammenhængende skov- og naturområder. Det hele kommer både borgere og lodsejere til gavn, uddyber Johannes Lundsfryd Jensen.
Lokale aktører går sammen om 100 hektar skov
Middelfart Kommune har givet en interessetilkendegivelse om at dække 15 procent af udgifterne til jorderhvervelsen, mens TREFOR bidrager til de områder, der er omfattet af indsatsplanen for grundvandsbeskyttelse. Naturstyrelsen finansierer resten af projektet, herunder selve skovrejsningen.
Ifølge Jeppe Bruus (S), minister for Grøn Trepart, er opkøbet et stærkt eksempel på, hvordan lokalt samarbejde kan bidrage til at realisere den grønne omstilling.
– Det her er lokalt samarbejde, når det er bedst, og det er præcis det, der skal til, for at Den Grønne Trepart bliver til virkelighed. Jeg er meget begejstret for, at der er så stor appetit på at komme i gang med at tegne et nyt grønt danmarkskort, og jeg ser frem til at følge skovrejsningsprojektet i Middelfart, siger han.
Skovrejsning som værn om rent drikkevand
For TREFOR Vand er projektet særligt interessant i forhold til at sikre rent drikkevand i fremtiden. Bestyrelsesformand Charles Nielsen fremhæver, at skovrejsning er et effektivt middel til at beskytte grundvandet.
– For TREFOR handler det om, at vi i samarbejde med kommunen og Naturstyrelsen kan skabe den bedst mulige grundvandsbeskyttelse, så vi også i fremtiden kan levere rent vand i Middelfart-området. Skovrejsning vil blandt andet sikre, at der ikke benyttes pesticider på arealerne, siger han.
Ifølge Charles Nielsen kan projektet også åbne for yderligere opkøb af jord over grundvandsmagasinerne, hvis der gives tilladelse til at finansiere beskyttelsen.
– Hvis vi via projektet bytter os til mere jord i området over vores grundvandsmagasin, og som vi kan få tilladelse til at finansiere beskyttelsen af, kan vi opnå endnu bedre beskyttelse af grundvandet, siger han.
Skovprojekt understøtter flere mål
Projektet er en del af Middelfart Kommunes overordnede grønne satsning, hvor kommunen arbejder sammen med lokale aktører for at sikre klimamæssige, rekreative og naturfaglige gevinster. Formålet er at bevare og forbedre grundvandet, rejse ny skov, skabe bedre forhold for biodiversiteten og samtidig understøtte landbrug og bosætning i området.
Med opkøbet af de 100 hektar jord er endnu et skridt taget i den retning.
I Fredericia Lions handler basketball ikke kun om spillet på banen – det er fællesskabet, der bærer klubben fremad. Med en imponerende opbakning fra både spillere, forældre og frivillige er klubben vokset siden sin opstart i 2024. Nu ser det ud til, at succesen også vil brede sig til seniorniveau.
Vi kender dem alle. De vigtige frivillige. Uden dem var der ingen klub. Inden bolden kan kastes i luften fredag aften, skal alt være på plads. Fredericia Lions Basketball Klubs bestyrelse har netop afsluttet et møde, hvor opgaver er blevet fordelt, og frivillige bevæger sig målrettet rundt i hallen for at gøre klar. Det er en del af hverdagen i Fredericia Lions. De stiller op, fordi de brænder for det. For dem er det ikke bare en opgave – det er en passion. Stemningen emmer af engagement, og selv efter lange arbejdsdage møder de ind med et smil. De ved, at deres indsats er med til at skabe oplevelser, ikke bare for spillerne, men for hele fællesskabet omkring klubben.
Fredericia Lions Basketball Klub er en i rivende udvikling. Deres U15-hold ligger med i toppen, og fremtiden ser derfor lys ud, og holdet er omgivet af en engageret forældergruppe, der trofast kommer hver gang og hjælper til med praktiske opgaver.
– Hvis vi fortsætter, som vi gør nu, rykker vi op i A-rækken. Lige nu ligger vi nummer to, og der er kun ét hold foran os – Skovbakken. Vi vinder vores kampe med fornuftige cifre hver gang, og vi har en kerne af spillere, der møder op til hver eneste træning, fortæller René Lassen, der for nylig er blevet valgt som klubbens nye formand.
Klubbens DNA er mere end bare ambitioner. Det er opbakningen, der gør forskellen.
– Selv dem, der er skadet, møder op for at støtte. Forældrene bakker op, bedsteforældrene kommer med – det er blevet en kæmpe ting, som virkelig samler os. Vi tager det seriøst, men vi har det også sjovt undervejs, siger Malene Svane, der var Fredericia Lions’ første formand.
Frivilligheden driver klubben
Fredericia Lions er baseret på en stærk frivillighedskultur, hvor ingen opgaver er for små eller store. “Vi har et system, hvor det nærmest kører af sig selv. Mange af os bruger vores fritid her, og vi hjælper hinanden med alt,” forklarer Malene Svane.
René Lassen har set det på nærmeste hold:
– Vi har for eksempel løst opgaver for Fredericia Idrætscenter og hjulpet med forskellige arrangementer. Når der er brug for folk, stiller vi med dem. Mellem jul og nytår havde vi over 20 frivillige i gang nede på Axeltorvet, og når der nu kommer en ny opgave om et par uger, er syv allerede meldt klar, siger han.
Det er et fællesskab, hvor alle tager ansvar.
– Det er dét, der kendetegner klubben – folk er klar til at hjælpe. Det er en fantastisk følelse, siger René Lassen.
Ny formand og nye hold på vej
Klubben har for nylig gennemført et planlagt formandsskifte. Malene Svane, der var klubbens første formand, er trådt tilbage, da hendes søn stoppede med at spille basketball i september. René Lassen er blevet valgt som ny formand, og overgangen er sket gnidningsfrit.
– Vi har fået to nye bestyrelsesmedlemmer samt en ny formand, og det hele er kørt fuldstændig problemfrit. Vi har også haft en naturlig overdragelse af opgaver, så det har været en god proces, fortæller Malene Svane.
Blandt de nye kræfter er 18-årige Nciklas, som hurtigt har taget ansvar.
– Han har mere eller mindre selv klaret regnskabet til generalforsamlingen. Han er gået i gang med at hænge bandereklamer op og har taget en kæmpe rolle i driften af klubben. Det er imponerende, siger René.
Den store opbakning og det voksende engagement betyder også, at Lions med stor sandsynlighed opretter et seniorhold til næste sæson.
– Det vil formentlig have niveau til minimum 3. division, afslører René Lassen.
Klubben har i øjeblikket omkring 20 aktive spillere, men med de voksende ambitioner og det stærke fællesskab kan tallet snart blive endnu højere. U15-træneren David Meilsø arbejder på at stable seniorholdet på benene med spillere, som han kender fra basketballklubber rundt omkring, og de vil efter planen samles hos Fredericia Lions Basketball Klub.
Søndag den 4. maj 2025 kan du opleve et unikt løbekoncept i Fredericia centrum. En dag, hvor løb, fællesskab, underholdning og velgørenhed går hånd i hånd. Wings for Life World Run er et globalt velgørenhedsløb, hvor 100 % af deltagergebyret går til forskning i rygmarvsskader. Løbere i hele verden deltager samtidigt, og Fredericia er for tredje år i træk værtsby for løbet i Danmark.
Løbet foregår i Fredericia centrum, hvor en fantastisk stævneplads ved Kulturkasernen danner rammen om dagen. På ruten vil der være masser af underholdning:
Et børnekor, der spreder smil og energi
6. Juli Garden skaber feststemning
Padlock Chain giver livekoncert på Ryes Plads
Et jazzband sørger for den rette stemning
Flere andre underholdende indslag
En af arrangørerne af Wings for Life i Fredericia, Henrik Kyhl, glæder sig over, at løbet vender tilbage til byen igen i år.
– Den største læring fra de første år er, hvor fantastisk en kommune vi har, der har løftet det her til et helt nyt niveau. Organisationen bag Wings for Life roser Fredericia til skyerne for den professionelle tilgang. Vi har taget de bedste elementer fra World Run og integreret dem i Wings for Life for at skabe en endnu større folkefest, siger han.
Han fremhæver også, at virksomhederne i Fredericia bakker massivt op om løbet.
– Mange virksomheder deltager nu for tredje gang. Det er fantastisk at se dem hygge sig i firmateltene efter løbet med tapas og et glas hvidvin. Vi ser også, hvordan løbet trækker deltagere fra nabobyer som Kolding, Vejle og Middelfart. Jeg synes, at en af de virksomheder, som nu deltager for tredje år, virkelig viser, hvad det handler om. De fleste virksomheder har faktisk deltaget alle tre år. Sidste år sad de efter løbet og hyggede sig med tapas og et glas koldt hvidvin. Det var bare super hyggeligt at se på, forklarer Kyhl.
Sådan ser dette års rute ud.
Formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia, Peder Tind (V), er stolt over, at byen endnu en gang er vært for Wings for Life World Run.
-Det her løb passer perfekt ind i vores vision om at skabe unikke oplevelser i Fredericia 365 dage om året. Vi viser vores smukke by frem, fra Østerstrand til de historiske volde, og samtidig bidrager vi til en vigtig sag. Når Wings for Life bliver streamet til 185 lande, sætter vi Fredericia på verdenskortet, siger han.
Han understreger samtidig betydningen af partnerskabet:
– Jeg er jo bare rigtig godt tilfreds med, at vi har de her partnerskaber, og vi kan være med til at tiltrække store events. Det giver mod på mere. Nu har vi jo haft det to gange før, og skal have det tredje gang, vi har haft Royal Run. Og hver gang viser det sig jo, at Fredericia er en stærk aktør, der både kan afvikle, men også kan sætte Fredericia på verdenskortet, slår Peder Tind.
Fredericia Kommune støtter løbet med 75.000 kroner, men Peder Tind understreger, at det ikke er et tilskud til Wings for Life.
– Beløbet går til at afvikle løbet i byen, især til skiltning og barrierer. Det er vigtigt at få præciseret, siger han.
Et løb for alle – også dem i kørestol
Wings for Life er ikke et traditionelt motionsløb. Der er kun en startlinje – målstregen bestemmer du selv. Det betyder, at alle kan være med, uanset om man vil gå en enkelt omgang eller løbe længere distancer.
– Mange af deltagerne i kørestol har en rygmarvsskade, og hele billetindtægten går til forskning i netop dette område. Derfor er det også naturligt, at organisationer som RYG støtter op om løbet, siger Henrik Kyhl.
For at skabe opmærksomhed bliver der i år opsat bannere i gågaden, og arrangørerne håber, at endnu flere borgere vil bakke op om eventet.
– Vi vil gerne skabe en folkefest. Og det er det, vi har prøvet på. Jo flere, der deltager, jo bedre bliver oplevelsen. Vi så det også ved Royal Run – når folk klapper og hepper, skaber det en fantastisk stemning, siger Peder Tind.
Bliv en del af folkefesten
Wings for Life World Run handler ikke kun om at løbe, men om at skabe en oplevelse for hele byen. Hvis du ikke vil løbe eller gå, kan du stadig være med til at heppe og nyde festlighederne i Fredericia centrum.
– Når folk kommer og kigger, så er de med til at skabe folkefesten. Jo flere vi er den dag, jo federe en oplevelse bliver det, når man løber rundt på ruten. Folk klapper, hepper – det er jo noget, vi kan huske fra Royal Run. Og jeg er med på, at man ikke kan sammenligne det her en til en. Men man kan godt tage det bedste ud af det. Det vil vi gerne implementere i det her løb. Og det synes jeg, vi har gjort rigtig, rigtig godt, slutter Peder Tind.
2. viceborgmester i Middelfart, Steffen Daugaard (O), kalder det et “teater” det, som foregår lige nu i Middelfart Byråd med, at Jonas Jensen (Danmarksdemokraterne) og Lasse Schmücker (Enhedslisten) undlader at stemme til samtlige politiske sager.
I Middelfart Byråd har konflikten om beslutningstagning intensiveret, efter at Jensen og Schmücker konsekvent er begyndt at undlade og stemme på samtlige politiske sager som en form for protest imod borgmester Johannes Lundsfryd. Schmücker og Jensen protesterer mod borgmesterens ledelse i Middelfart Byråd, fordi de mener, at han ikke håndterer beslutningsprocesserne korrekt. Deres kritik retter sig mod, at borgmesteren ofte svarer på spørgsmål, der burde besvares af forvaltningen, hvilket skaber forsinkelser og manglende gennemsigtighed. De føler sig ikke tilstrækkeligt informeret til at træffe beslutninger, der kan påvirke borgerne, og har derfor valgt at stemme blankt som en måde at markere deres utilfredshed med den måde, beslutningerne håndteres på.
Kritikken fra Schmücker og Jensen er Steffen Daugaard uenig i. Han har siddet i byrådet i flere perioder, og har aldrig prøvet noget lignende.
– Jeg synes, det er underligt, og jeg forstår det ikke. Jeg mener, det er forkert, men det er deres sag, siger han og fortsætter med at afvise anklagerne om, at borgmester Johannes Lundsfryd Jensen skulle være uærlig i sit arbejde.
– Det er ikke korrekt, at borgmesteren lyver. Deres måde at fremføre det på er mærkelig – det er som at råbe ud i skoven og ikke få noget svar, siger Daugaard.
For Daugaard er det ikke nok, at byrådsmedlemmerne vælger at undlade at stemme – de skaber ifølge ham et “absurd take” på situationen.
– De kunne vælge at stemme blankt, men de laver lidt teater ud af det, og det synes jeg er sørgeligt. Jeg synes, de spilder vores tid, men det er deres valg, påpeger han og understreger, at politisk teater kun skaber forvirring og ikke bidrager til løsninger.
Daugaard advarer mod, at sådanne handlinger kan skade den politiske stemning i byrådet og hæmmer samarbejdet.
– Det lægger en dæmper på den gode stemning. Jeg har altid været samarbejdsvillig, og vi skal finde løsninger for borgerne, ikke skabe mærkelige sager, siger han og understreger vigtigheden af, at byrådet arbejder målrettet for borgerne frem for at lave politisk show.
– Vi skal arbejde. Vi er vant til at træffe beslutninger og tage ansvar – vi er ikke vant til at lave teater, slutter Steffen Daugaard.
Sydøstjyllands Politi var torsdag på vejene med et skarpt øje på trafikanterne, og det resulterede i anholdelser af to bilister, der havde lidt for meget i blodet – i den ene sag var det alkohol, i den anden var det euforiserende stoffer.
Fredag blev en 25-årig mand standset af en patrulje på Snoghøj Landevej. Betjentene fattede mistanke til føreren, og en kontrol viste, at han havde en promille over det tilladte.
– Vi stanser en personbil til kontrol, og det viser sig, at føreren er påvirket af alkohol over det tilladte. Vi sigter og anholder ham og får udtaget en blodprøve, fortæller vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.
Manden har ikke bopæl i Danmark, og politiet skal derfor tage stilling til, hvordan sagen skulle håndteres videre.
Senere på dagen blev endnu en påvirket bilist taget – denne gang på Ullerupdalvej. Her standsede politiet en 23-årig mand fra Kolding Kommune, der viste sig at være påvirket af euforiserende stoffer.
– Han blev standset og testet, og det viste sig, at han var påvirket af euforiserende stoffer, mens han førte et motordrevet køretøj, forklarer Arno Rindahl Petersen, der ikke kunne præcisere, hvilken type køretøj der var tale om.
Politiet understreger, at begge førere blev standset som en del af deres almindelige kontrolarbejde.
– Der var ikke en konkret anmeldelse i nogen af tilfældene. Det var patruljerne, der foretog tilfældige kontroller, som så førte til, at vi fik to påvirkede bilister ud af trafikken, afslutter vicepolitikommissæren.
Nogle steder i landet må bygherrer vente i månedsvis på en byggetilladelse, men i Fredericia er virkeligheden en anden. Ifølge nye tal fra DI Byggeri er kommunens gennemsnitlige byggesagsbehandlingstid faldet fra 124 dage i 2023 til blot 22 dage i 2024. En reduktion på mere end 100 dage på et enkelt år.
Mens landsgennemsnittet stadig ligger på 58 dage, er Fredericia nu blandt landets hurtigste kommuner. Og det står i skærende kontrast til de kommuner, hvor sagerne trækker ud. I Slagelse tager det i gennemsnit 250 dage at få en byggetilladelse, mens Vallensbæk, der ligger i den anden ende af skalaen, klarer det på tre dage.
Fredericia rykker på byggesager
Byggesagsbehandlingstider har længe været et ømt punkt i den kommunale forvaltning. For erhvervslivet kan lange ventetider betyde forsinkelser, ekstra omkostninger og i værste fald tabte investeringer. For private boligejere, der venter på godkendelse til en tilbygning eller et nyt hus, kan månedlange sagsbehandlingstider sætte drømme på pause.
Fredericia Kommune har det seneste år skilt sig ud med en markant reduktion i byggesagsbehandlingstiden. For mens mange kommuner stadig kæmper med lange ventetider, har Fredericia formået at effektivisere sagsgangen og nå hurtigere afgørelser.
En del af forklaringen kan være, at antallet af byggesager generelt har været lavere de seneste år. Stigende renter og dalende byggeaktivitet har betydet færre ansøgninger på landsplan, hvilket kan have givet sagsbehandlerne mere luft i kalenderen.
Men de længste ventetider skyldes ikke nødvendigvis, at der er flere ansøgninger. Tallene tyder snarere på, at forskelle i arbejdsgange og prioriteringer har stor betydning for, hvor hurtigt sager bliver behandlet.
Syd- og Østjylland blandt de hurtigste
Fredericia placerer sig i en landsdel, hvor byggesagsbehandlingstiden generelt er blandt de korteste. I både Sydjylland og Østjylland kan ansøgere forvente en ventetid på omkring en måned, hvilket gør områderne til landets hurtigste.
I den anden ende af skalaen ligger Bornholm og store dele af Sjælland, hvor gennemsnitlige ventetider strækker sig over henholdsvis syv og to måneder.
Tøjeksperten åbner snart en ny butik i Fredericia, og Business Fredericias detail- og eventkoordinator, Lotte Fenneberg, ser den kommende åbning som en stor gevinst for byens handelsliv, hvor også Ole Mortensen fortsætter med et nyt stærkt brand under navnet S.M. Andersen | MIAMI.
Nu kommer der liv i den historiske Danske Bank-bygning, og det glæder Lotte Fenneberg. Liv i midtbyen er nem win-win for alle butikker, restauranter og cafeér.
– Jeg synes, det er fantastisk, at vi får endnu en tøjbutik i byen. Samtidig er det en god udnyttelse af de gamle lokaler fra Danske Bank, som har en central beliggenhed og bidrager til byens handelsliv, siger Lotte Fenneberg, og fremhæver, at Tøjekspertens flytning er med til at styrke byens handelsområde yderligere.
Lotte Fenneberg roser også Ole Mortensen, der driver S.M. Andersen | MIAMI, som fortsætter i de nuværende lokaler. Hidtil har butikken heddet MIAMI TØJeksperten.
– Det er imponerende, at Ole Mortensen driver butikken videre, og så endda lancerer et nyt navn, der også har historiske rødder. MIAMI har eksisteret i mange år, og han ejer stadig den kendte butik. Det er en del af Fredericias handelsstolthed, at man kan eje sin egen butik. Og kunderne skal nok strømme til, siger Lotte Fenneberg og understreger vigtigheden af at bakke begge butikker op.
Hun påpeger, at de to butikker henvender sig til forskellige segmenter af kunder, hvilket gør det muligt for dem at eksistere side om side og skabe en bredere kundestrøm til området.
– Vi skal også huske at bakke begge butikker op, for der er plads til dem. De henvender sig ikke helt til samme segment, som jeg ser det. Det er ligesom med Netto og Rema – butikker placerer sig ofte tæt på hinanden, fordi det skaber mere kundestrøm. Og det er jo sjældent de samme kunder, der går ind i dem. Det er også positivt for byens øvrige butikker. Det skaber liv, siger Lotte Fenneberg.
Fenneberg ser både Tøjeksperten og MIAMI som en del af en større tendens i detailhandlen, hvor kunderne ikke kun handler, men også søger en oplevelse.
– Begge butikker følger jo en trend, hvor folk ikke bare vil købe tøj, men også have en oplevelse. Ole har jo også nævnt, at han ønsker større lokaler for at give kunderne netop det. Så de er begge en del af den nye kunderejse, hvor shopping handler om mere end bare at handle, fortæller hun.
Lotte Fenneberg ser derfor den kommende udvikling som en stor gevinst for Fredericia, da den både styrker byens handelsliv og bidrager til at skabe en mere dynamisk og mangfoldig detailhandel.
– Det er en kæmpe gevinst for begge butikker. Jeg synes, det er konge. Og det er fantastisk for byen, at vi kan trække så meget handel til, at en ny butik kan åbne. Især i en tid, hvor man ofte hører om butikker, der lukker. Det er positivt at se, at der stadig er vækst i handelslivet, afslutter Lotte Fenneberg.
Vi er en samlet gruppe af borgere, bosiddende i nabolagene rundt om havnen i Fredericia. Vi dækker kvartererne hele vejen inde fra Kanalbyen, over Prangervej-området og videre ud til Sandal. Vi er dybt bekymrede over udsigten til den øgede støjforurening, som en mulig miljøgodkendelse til skrotvirksomhed på havnen vil medføre – med skibsanløb på op til 220 dage årligt!
Vilkårene i miljøgodkendelsen strider imod Fredericia Kommunes egne planer for støjreduktion, bæredygtighed og borgernes trivsel. Kommunen og medlemmerne af Fredericia Byråd har bl.a. arbejdet med: • “Fredericia Kommunes Støjhandlingsplan” (godkendt af Fredericia Byråd – Januar 2023), • “Forslag til Kommuneplan 2025-2037”, • “Fredericia Kommune – Strategi for bæredygtig udvikling 2024” (underskrevet af Steen Wrist, Tommy Rachlitz Nielsen og Fredericia Byråd – December 2023), • “Vision 2033”, hvor Fredericia profileres som “Grøn i Verdensklasse” og “Børnefamiliers førstevalg”.
En miljøgodkendelse, der langt overskrider de anbefalede støjgrænser, er en klar modsætning til dette.
Det er måske ikke nemt for den almindelige borger at fornemme, hvordan en øget støjpåvirkning vil opleves, men der findes adskillige veldokumenterede helbredsrisici ved støjpåvirkninger, herunder: • Forhøjet blodtryk og øget risiko for hjertekarsygdomme, • Søvnforstyrrelser, stress og forringet livskvalitet, • Nedsat indlæringsevne hos børn.
På trods af disse faktorer agter byrådet i Fredericia at meddele godkendelse til at øge grænseværdierne til niveauer langt over det, der af Styrelsen for Patientsikkerhed anses som værende helbredsmæssigt forsvarlige.
Skibenes hjælpemotorer bidrager ydermere til NOx-udledning, der udover at være miljøbelastende, også er dokumenteret sundhedsskadelig. NOx fremkalder syreregn, jordnær ozon og er kræftfremkaldende. Landstrøm ville kunne mindske dette, men det er ikke påkrævet for den aktuelle type skibe, og ADP har ingen planer om at etablere dette – i modsætning til andre danske havne, der prioriterer grønne løsninger.
Opfordring til handling: Fredericias attraktivitet skal bevares. Vi skal være en by, vi kan være stolte af, og som folk vælger til – en by, hvor sundhed og livskvalitet prioriteres. Fredericia Byråd – tag den rigtige beslutning – for borgerne, for byen og for fremtiden.
Sluttelig kommentar fra gruppen: Lad det være slået fast, at vores mål med dette læserbrev på ingen måde er at lukke havnen! Havnen er grundlæggende en god – ja, man kan vel nærmest kalde den en ”institution” for byen. Her bidrages til samfundet med gode arbejdspladser og velfungerende virksomheder. Vi ønsker blot, at havnen udvikles i takt med planerne for byen og i respekt for de familier og flere hundrede beboere, der er naboer hertil.
Fredericia Kommune har brugt 250.824 kroner eksklusiv moms på eksterne leverandører i forbindelse med bosætningsstrategien “En kongeby”. Det fremgår af aktindsigt, som Fredericia AVISEN har modtaget fra kommunen.
Strategien blev første gang præsenteret på et pressemøde i december, hvor kommunen sammen med Business Fredericia løftede sløret for en omfattende indsats, der skal gøre Fredericia mere attraktiv for nye borgere. Ved præsentationen blev det fremhævet, at bosætningsstrategien ikke kun handler om at trække flere tilflyttere til byen, men også om at fastholde eksisterende borgere ved at styrke de lokale fællesskaber og forbedre livskvaliteten. Strategien løber frem til 2033 og har et mål om at øge Fredericias indbyggertal til 55.000.
Beløbet, der er brugt på strategien, dækker blandt andet udgifter til fotografering, video, ny hjemmeside, webtilgængelighed, tilflytterportrætter, grafisk arbejde, konsulenttimer, trykt materiale og annoncering.
Dertil kommer et internt tidsforbrug, som kommunen dog ikke har opgjort. Ifølge svaret fra Fredericia Kommune er en række opgaver løst internt, men da de berørte afdelinger ikke registrerer tidsforbrug på enkeltprojekter, kan den samlede ressourceindsats ikke opgøres.
Fredericia Kommune har i den forbindelse lanceret en ny hjemmeside, brandingmaterialer og en række konkrete initiativer, der skal understøtte strategien. Blandt de første tiltag er velkomstarrangementer for nye borgere i udvalgte bydele, ligesom erhvervslivet inddrages aktivt i arbejdet med at skabe en samlet fortælling om Fredericia som en attraktiv by at bo og arbejde i.
Samarbejdet mellem kommunen og Business Fredericia har ifølge strategiens ophavsmænd været en central del af processen. Ambitionen er at udnytte Fredericias historiske og geografiske fordele og samtidig skabe en stærkere identitet for byen. Kommunens formand for Bosætnings- og Turismeudvalget, Susanne Eilersen (O) har understreget vigtigheden af at investere i bosætning for at sikre vækst og udvikling i kommunen.
Strategien har dog også skabt debat, særligt omkring de økonomiske prioriteringer, men også navnet hvor konkurrencen er stor, når man digitalt undersøger ordet og ideen om “Kongeby”.