Region Syddanmark sætter dagbod på pause i strid om forsinket OUH-byggeri

0
Region Syddanmark sætter dagbod på pause i strid om forsinket OUH-byggeri

REGIONEN. Om en måned skal den første store hospitalsbygning på det nye OUH efter planen afleveres, men totalentreprenøren erkender, at det ikke kan nås til tiden. Regionsrådet i Region Syddanmark har derfor givet mandat til at sætte det varslede dagbodskrav på pause, mens regionens projektorganisation gennemgår entreprenørens krav om mere tid.

Gulvene er lagt, væggene er malet, og loftsøjler og andet inventar er installeret i store dele af den hospitalsbygning, der løber langs letbanen ved det nye Odense Universitetshospital. Bygningen rummer blandt andet centrale laboratorier, intensivstuer, kirkerum og madtorv. Men der mangler stadig installationer og andet arbejde, før den centrale bygning kan afleveres.

Totalentreprenøren erkender, at det bliver umuligt at nå det resterende arbejde inden 31. juli, hvor den første bygning ifølge den nuværende aftale skal afleveres. Blandt andet har konkurser hos to af de største underentreprenører – med hjemsendelse af flere hundrede medarbejdere til følge – gjort det svært at opretholde fremdriften. Det italienske konsortium Odense Hospital Project Team har bedt om ekstra tid og henviser blandt andet til tidskrævende myndighedsgodkendelser, ændringsønsker fra Region Syddanmark, andre entreprenørers arbejde i området og usædvanlige vejrforhold.

Kravet om ekstra tid ærgrer regionsrådsformand Bo Libergren (V), om end det ikke kommer bag på ham. Regionsrådet gav mandag mandat til at pausere det dagbodskrav, der ellers træder i kraft 3. august, hvis bygningen ikke er afleveret.

»Jeg har i et stykke tid været bekymret for, om tidsplanen kunne holde, og totalentreprenøren har erkendt, at det bliver mere end svært at nå første aflevering. Vi vil nu vurdere, om OHPT’s krav er berettigede, og mens vi undersøger det, har vi med regionsrådets beslutning mulighed for ikke at kræve dagbod,« siger Bo Libergren.

Arbejdet med at færdiggøre bygningerne fortsætter, mens der bliver forhandlet mellem totalentreprenøren og regionens projektorganisation.

»Det går dag for dag fremad for byggeriet, og det glæder jeg mig over. Men jeg erkender, at der nok kommer en forsinkelse. Jeg havde selvfølgelig håbet, at det var lykkedes at indhente det tabte, men bl.a. to store konkurser har vist sig at have haft store konsekvenser for OHPT. Vi vil som en del af forhandlingerne nu vurdere, hvilken betydning OHPT’s krav har for den samlede tidsplan,« siger Bo Libergren.

En eventuel pausering ændrer ikke på, at Region Syddanmark fortsat er berettiget til at kræve den fulde dagbod fra den oprindeligt aftalte dato 3. august. Skulle det vise sig, at totalentreprenøren helt eller delvist har ret i nogle af kravene, kan dagbodens størrelse reduceres, og det er den vurdering, regionen ønsker på plads, før der sker en modregning. Mandatet giver mulighed for en pause i op til fire måneder, men det er endnu uvist, om muligheden bliver brugt.

Projektdirektøren for Nyt OUH, Kenneth Holm, skal de kommende måneder gennemgå totalentreprenørens krav.

»Dagbod er et markant kontraktligt værktøj. Derfor skal vi være helt sikre i vores sag, inden vi opkræver dagbod. Vi skal undersøge helt til bunds, om der skulle være dele af OHPT’s krav, der kan anerkendes, inden vi modregner. Det arbejde er vi allerede i gang med,« siger han.

Hvor længe analysearbejdet vil vare, vides endnu ikke. Dagboden på den bygning, der efter den nuværende aftale skulle afleveres 31. juli, er på cirka 500.000 kroner om dagen. Region Syddanmark varslede første gang OHPT dagbod i februar 2026, efter en konkurs hos en stor underentreprenør skabte bekymring for, om afleveringstidspunkterne kunne nås. Den del af det nye OUH, som OHPT er totalentreprenør på, er inddelt i seks delprojekter, der efter den gældende aftale skal afleveres enkeltvis i perioden 31. juli 2026 til 19. februar 2027.

Falske betjente ringer til borgere — politiker kræver nye våben mod telefonsvindel

0
Falske betjente ringer til borgere — politiker kræver nye våben mod telefonsvindel

Syd- og Sønderjyllands Politi advarer i øjeblikket mod kriminelle, der ringer til borgere og udgiver sig for at være politibetjente. Formålet er at lokke personlige oplysninger som MitID-oplysninger, kontonumre, dankortoplysninger og pinkoder ud af især ældre og sårbare borgere. Sagen får SF’s retsordfører Karina Lorentzen til at efterlyse nye værktøjer i kampen mod telefonbedragere.

Politikredsen oplevede mandag et konkret tilfælde, som en mistænksom borger anmeldte. Politiet understreger, at hverken politiet eller banker ringer til borgere for at få udleveret personlige oplysninger, koder eller betalingsoplysninger, og opfordrer borgerne til at være særligt opmærksomme og afbryde samtalen, hvis de modtager den slags opkald.

For Karina Lorentzen viser sagen endnu en gang, at indsatsen mod telefonbaseret svindel skal styrkes.

»Det er dybt usympatisk, når kriminelle misbruger borgernes tillid til politiet for at franarre dem penge og personlige oplysninger. Mange bliver forskrækkede, når de tror, at det er en politibetjent, der ringer, og derfor kan de blive presset til at handle hurtigt,« siger Karina Lorentzen.

Hun ønsker nu, at politiet får bedre muligheder for at gå efter svindlerne allerede ved det første forsøg.

»Vi skal have sat en stopper for spoofede telefonnumre, hvor svindlere kan få det til at se ud, som om de ringer fra en troværdig myndighed eller virksomhed. Samtidig bør politiet have mulighed for at få udleveret oplysninger om telefonnumre allerede ved første dokumenterede svindelforsøg. I dag kan det være unødigt vanskeligt og tidskrævende at komme på sporet af gerningsmændene, fordi der ofte skal flere sager til, før et nummer kan udleveres,« siger hun.

Ifølge retsordføreren er det afgørende, at myndighederne kan reagere hurtigt, før flere borgere bliver ofre.

»Jo tidligere vi kan identificere og stoppe svindlerne, desto færre mennesker risikerer at miste deres opsparing eller få misbrugt deres identitet. Derfor skal vi give politiet de nødvendige redskaber til at handle hurtigt og effektivt,« siger hun.

Karina Lorentzen peger desuden på, at en ændring af nummeroplysningen kan gøre det sværere for svindlerne at udvælge deres ofre.

»Og så bør vi lukke ned for, at man kan finde navne af ældre dato på nummeroplysningen. Svindlerne går bevidst efter Oda, Børge og Vagn, fordi de ved, at navnene tilhører ældre mennesker,« siger hun.

Region Syddanmark bevilger penge til skærpet kontrol med løn på Nyt OUH

0
Region Syddanmark bevilger penge til skærpet kontrol med løn på Nyt OUH

En række sager om forsinket løn, manglende pensionsindbetalinger og udeblevne tillæg til byggearbejderne på det nye Odense Universitetshospital fik mandag regionsrådet i Region Syddanmark til at sætte penge af til en mere omfattende kontrol. Den skærpede indsats træder i kraft med det samme.

Problemer med forsinkede lønudbetalinger, udeblevne pensionsoverførsler og manglende helligdagstillæg har gennem den seneste tid fyldt så meget på byggepladsen, at politikerne nu griber ind. På et regionsrådsmøde mandag bevilgede de syddanske politikere 750.000 kroner til flere, mere omfattende og mere målrettede kontroller i de kommende måneder.

Selve kontrollerne ventes at koste mellem 35.000 og 45.000 kroner om måneden, mens resten af beløbet skal styrke Projektorganisationen for Nyt OUH’s koordinering og opfølgning. Kontrollen varetages i dag af den eksterne kontrolvirksomhed BDO, og de ekstra ressourcer udbygger virksomhedens arbejde med at tjekke løn- og arbejdsforhold. Beløbet er et supplement til den uanmeldte stikprøvekontrol, der allerede foretages, og som fortsætter uafhængigt af den nye indsats. Alle entreprenører på byggepladsen kan udtages til stikprøvekontrol.

De nye ressourcer skal i første omgang koncentrere sig om de fem største underentreprenører til totalentreprenøren Odense Hospital Project Team, som tilsammen leverer cirka halvdelen af arbejdsstyrken i byggeriet. Forventningen er, at alle medarbejdere fra disse virksomheder kan få gennemgået lønsedler, arbejdstid samt løn- og pensionsudbetalinger.

Baggrunden for bevillingen er de mange uregelmæssigheder, der har fundet sted, forklarer regionsrådsformand Bo Libergren (V).

»Det er fortsat den enkelte entreprenørs ansvar at betale sine medarbejdere korrekt. Men vi ønsker fra regionens side at gøre så meget som muligt for at sikre en arbejdsplads med ordentlige løn- og arbejdsforhold for de medarbejdere, som bygger vores nye hospital. De skal kunne regne med, at vi som bygherre gør, hvad vi kan, for at de får løn til tiden, og for at alle tillæg er regnet med, når lønnen bliver udbetalt. Med den styrkede indsats håber og forventer vi, at antallet af fejl vil blive reduceret,« siger han.

Indsatsens fokus er foreslået efter regionens dialog med både kontrolvirksomheden BDO og Byggefagenes Samvirke Odense. Region Syddanmark og Byggefagenes Samvirke har netop indgået en aftale om et endnu tættere samarbejde, hvor en øjeblikkelig styrkelse af kontrollen er et af flere ønsker. Parterne forpligter sig desuden til at dele relevante oplysninger med hinanden og til i fællesskab at identificere risikovirksomheder.

Behovet skal også ses i lyset af flere konkurser. I december sidste år gik byggeriets største underentreprenør Tekno Fire konkurs med 248 medarbejdere på det nye OUH. I maj skete det samme for en anden stor underentreprenør, TechnoBuild, der dagen inden konkursen havde 173 medarbejdere på byggepladsen. I begge tilfælde var forsinkede lønudbetalinger en del af optakten. En styrket indsats vil ikke kunne forhindre konkurser, men kan være med til at hjælpe medarbejderne, hvis det skulle ske igen.

Den skærpede indsats bygger på tre overordnede spor. Det er en øget kontrolmængde med særligt fokus på de store underentreprenører, en mere målrettet indsats mod identificerede risikovirksomheder og et fortsat fokus på konsekvens i form af opfølgning og eventuelle sanktioner. Der vil også være fokus på totalentreprenørens egen kontrolindsats. Om tre måneder bliver indsatsen evalueret for at vurdere, om der fortsat er behov for en ekstraordinær indsats.

Byggeaffald hober sig op efter pludselig kursændring fra Miljøstyrelsen

0
Byggeaffald hober sig op efter pludselig kursændring fra Miljøstyrelsen

Mange håndværksvirksomheder kan ikke længere komme af med byggeaffald, der indeholder rester af mineraluld. En pludselig ændring af praksis fra Miljøstyrelsen har sat affaldshåndteringen i stå, og indtil der ventes en løsning ved årsskiftet, hober affaldet sig op hos de lokale virksomheder. Det er en helt uholdbar situation, lyder det fra Dansk Håndværk.

Efter at Miljøstyrelsen i sidste måned ændrede retningslinjerne for, hvordan affald med mineraluld skal håndteres, oplever byggebranchen flere steder i landet, at det er umuligt at sende rester fra byggearbejder til genbrug eller deponi. Flere virksomheder i affaldsbranchen og en række genbrugspladser nægter at modtage affaldet, fordi de nye regler tolkes forskelligt.

»Miljøstyrelsens begrundelse er, at man oplever en akut ophobning af den type affald. Derfor har de lavet en midlertidig fortolkning, som nu betyder at virksomhederne står tilbage med et voldsomt problem. Vi bliver kontaktet af medlemmer, der har fået besked om, at de ikke længere vil få afhentet deres affald. I stedet hober det sig så op hos de lokale håndværkere, der er uden nogen mulighed for at finde en løsning. Det er en helt uholdbar situation,« forklarer direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen.

Organisationen undrer sig over, at reglerne er ændret, uden at konsekvenserne er tænkt igennem. Både byggevirksomheder, håndværkere, affaldsbranchen og myndighederne burde have en interesse i, at affaldet cirkuleres i størst muligt omfang. Samtidig er der en risiko for, at affald – ligesom det skete med asbest – ender i naturen hos folk, der ser stort på reglerne.

»Styrelsen understreger selv, at den nye praksis er midlertidig, men samtidigt siger de, at de først forventer en løsning ved årsskiftet. Når det er tilfældet, så burde de have lagt en plan for, hvad man gør i mellemtiden. De lokale håndværkere har ikke kapacitet til at opbevare et halvt års affald – det vil ikke alene være et pladsmæssigt problem – det kan også være i strid med lokalplaner og til gene for naboer. At overlade aben til byggeriet er stik imod enhver fornuft,« understreger direktøren.

Dansk Håndværk opfordrer derfor Miljøstyrelsen til øjeblikkeligt at præcisere, hvordan situationen kan normaliseres.

»Det må gøres tydeligt for affaldsselskaber og genbrugsstationer, hvordan den nye praksis skal fortolkes, og hvis det forhindrer, at systemet kan fungere normalt, må Miljøstyrelsen straks sikre, at der etableres midlertidige opbevaringsmuligheder,« lyder kravet fra Dansk Håndværk.

Junior-sejlernes verdenselite dyster på Fænøsund

0
Junior-sejlernes verdenselite dyster på Fænøsund

MIDDELFART. Verdens bedste junior-matchracere er i disse dage samlet på Fænøsund, hvor Youth Match Racing Worlds 2026 – powered by Bunker One blev skudt i gang søndag med en åbningsceremoni på GoSails nye domicil på Middelfart Marina. Tolv besætninger fra elleve nationer kæmper frem mod torsdag om VM-titlen.

Solen stod højt over Fænø, da Middelfarts borgmester Anders Møllegård bød sejlere, coaches og pårørende velkommen til fire dages kapsejlads i et farvand, der ifølge borgmesteren har noget særligt at byde på.

»Som by og kommune ønsker vi at sætte et tydeligt kryds ved Middelfart på sejlernes verdenskort. Vi har noget helt særligt at tilbyde dem. Lillebælt er smukt, men også krævende, når man skal sejle kapsejlads. Her er strøm, vindskift og taktiske udfordringer. Det er et farvand, der stiller krav til matchracerne, og derfor er Fænøsund og området ud for Middelfart Marina oplagt til et VM,« sagde borgmesteren ved åbningsceremonien.

For arrangørerne markerer mesterskabet kulminationen på flere års arbejde. GoSail har gennem en årrække kæmpet for at få lov til at afholde VM i matchrace for juniorer, og virksomhedens CEO og stævneleder Søren Laugesen lagde ikke skjul på, hvad dagen betød.

»Vi har i en årrække kæmpet for at få World Sailing til at give os muligheden for at afholde VM i matchrace for juniorer. I perioden frem til i dag har vi afholdt fire verdensmesterskaber, men at se fremtidens stjerner på vandet i dag – det er højdepunktet på mange års intenst arbejde,« fortalte Søren Laugesen.

Danmark er repræsenteret af to skippere, begge fra Kongelig Dansk Yachtklub. Mathias Rossing sejler sit sidste VM som junior og lægger ikke skjul på ambitionerne.

»Det har været en helt fantastisk dag på vandet, og vi er klar til at kæmpe for en plads på podiet. Jeg har sammensat et stærkt hold bestående af en newzealænder og to svenskere, og vi satser på en topplacering i mit sidste VM som junior,« fortæller Mathias Rossing.

I den anden danske båd lyder kommandoerne på dansk. Skipper Victor Melchior har en helt ny besætning med sig.

»I dag er første gang, alle fem ombord sejler sammen, og det er gået godt. Bådene, vi skal sejle i, er ret livlige og reagerer hurtigt på vores inputs, så de skal faktisk sejles mere som en jolle end en kølbåd. De accelerer hurtigt, og vi skal fokusere på at kontrollere, det vi kan og minimere fejl. Vi er en ny matchracebesætning, og for os er det vigtigste, at vi bliver bedre,« siger Victor Melchior.

Favoritrollen hviler på newzealænderen Ethan Fong, der topper verdensranglisten. Han advarer dog mod at regne titlen for afgjort på forhånd.

»Til et VM som det her kan alle vinde. Alle er opsatte på at give deres bedste, og selvom vi lige nu ligger nummer et på verdensranglisten, er VM-trofæet langt fra sikkert. Forholdene er svære at regne ud som sejler, og det betyder, at alle kan vinde. Så vi skal sejle op til vores bedste for at vinde her,« fortæller han.

Der sejles i lette Blu 26-både, som passer godt til de varme forhold med let vind og fladt vand på Fænøsund. Alle besætninger består af sejlere født i 2003 eller senere, og en samlet besætning må maksimalt veje 350 kilo. Sejladserne afvikles blot få meter fra molen, så publikum kan følge med på allernærmeste hold og høre sejlerne kommunikere undervejs.

Efter de indledende sejladser, hvor alle møder alle, går de bedste besætninger videre til kvartfinalerne. Den nye verdensmester findes på torsdag.

Pulje til byens oplevelser skifter udvalg: Nu er det kulturpolitikerne, der råder over millionerne

Pulje til byens oplevelser skifter udvalg: Nu er det kulturpolitikerne, der råder over millionerne

POLITIK. Bag en stor del af det, der fylder Fredericias bykalender, ligger en kommunal pulje. Den hedder Puljen til Unikke Oplevelser, og det er den, der afgør, om Fæstningsdagene, Havnefesten, Lillebælt DOX og julen på Landsoldatpladsen får offentlig støtte. Hvert år fordeler den op mod to millioner kroner til byens begivenheder.

Nu skifter ansvaret for de penge hænder. Kompetencen til at fordele puljen flytter fra Økonomi- og Erhvervsudvalget, byrådets økonomiske kerneudvalg, til Kultur-, Turisme-, Idræts- og Bosætningsudvalget. Konkret drejer det sig om en million kroner i 2027 og to millioner årligt fra 2028 og frem.

Puljen er ikke nogen abstrakt størrelse, og den fordeler sig ikke ens fra år til år. Nogle arrangementer kommer til, andre falder fra. Et tilskud til et Harley Davidson-arrangement figurerede i 2025 med 200.000 kroner, men er ikke ført videre. Poster til grønne oplevelser og en street art-festival er undervejs blevet omprioriteret, mens nye indslag som Havnefesten er kommet ind med 100.000 kroner. Det er præcis den slags vurderinger, der fremover skal foretages i kulturudvalget.

For 2026 er pengene allerede fordelt, mens 2027 endnu ikke er prioriteret. Det bliver dermed det nye udvalg, der skal afgøre, hvilke begivenheder der får del i den næste million, og hvilke der ikke gør.

Forvaltningen begrunder flytningen med, at puljen hører hjemme dér, hvor den bruges. I praksis har det også været kulturudvalget, der har prioriteret midlerne, og med beslutningen følger formalia den praksis. Forskydningen er reel, hvor en beslutningskompetence over flere millioner kroner forlader det udvalg, hvor borgmesteren sidder for bordenden, og lægger sig hos et fagudvalg med ansvar for byens kultur- og oplevelsesliv.

Hvad det kommer til at betyde for fordelingen, vil først vise sig, når 2027-kronerne skal uddeles.

Indbrudstyve tog cigaretter og sodavand – nu vil politiet høre fra vidner

0
Indbrudstyve tog cigaretter og sodavand – nu vil politiet høre fra vidner

KRIMI. Der har tirsdag været indbrud i en landejendom på Stallerupvej i Fredericia.

Indbruddet er sket i tidsrummet fra klokken 7.00 om morgenen til klokken 20.30 om aftenen.

Ifølge Sydøstjyllands Politi knuste gerningsmændene en rude på bagsiden af huset, stak hånden ind og åbnede døren indefra. Inde i huset blev flere rum gennemrodet, og skabe og skuffer stod efterfølgende åbne.

Der blev stjålet 12 pakker cigaretter af mærket Winston og 24 dåser Cola Zero.

Der er hverken oplysninger om vidner eller overvågning fra stedet. Derfor vil politiet gerne høre fra borgere, der kan have set noget mistænkeligt på Stallerupvej tirsdag. »Hvis der skulle være nogen, der har set en bil eller noget andet på Stallerupvej, vil vi gerne høre fra dem,« oplyser Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi.

To traktorer tømt for diesel ved havnen: Tab på 8.000 kroner

0
To traktorer tømt for diesel ved havnen: Tab på 8.000 kroner

KRIMI. Tyve har hen over weekenden tappet diesel fra to traktorer ved Kolding Lystbådehavn på Skamlingvejen.

Ifølge Sydøstjyllands Politi er der stjålet diesel fra en grøn Valtra-traktor og en rød Massey Ferguson-traktor, som holdt parkeret på havneområdet.

Det samlede tab er opgjort til omkring 8.000 kroner.

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke mange spor i sagen og har heller ikke oplysninger om mistænkte gerningsmænd. »Der har holdt to traktorer på stedet, en Valtra og en Massey Ferguson, og der er blevet tappet diesel fra dem. Den samlede værdi er vurderet til cirka 8.000 kroner,« oplyser Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi.

Tyveriet er sket i området ved Kolding Lystbådehavn på Skamlingvejen, og politiet efterforsker nu sagen nærmere.

Tre FHK-talenter med til EM, en fjerde i opvarmningen

0
Tre FHK-talenter med til EM, en fjerde i opvarmningen

Tre spillere fra Fredericia HK er udtaget, da Danmark til sommer stiller op ved M18-EM i håndbold i Serbien. En fjerde Fredericia-spiller er kaldt ind til landskampene op til slutrunden, der spilles fra slutningen af juli.

Landstræner Ulrik Kirkely har udtaget de 16 unge spillere, der skal repræsentere Danmark ved M18-EM i Serbien fra den 29. juli til den 9. august. Blandt dem er Jeffery Asamoah-Larsen og Kalle Nissen Møller fra Fredericia HK, og i opvarmningskampene før slutrunden er klubben tillige repræsenteret ved Silas Stub.

For Fredericia HK er det en markant anerkendelse af klubbens ungdomsarbejde, at to spillere er med i selve EM-truppen, mens GOG Håndbold med ni spillere udgør stammen i landsholdet.

»Det første mesterskab i U-landsholdsregi er altid ekstra spændende at deltage i som nyt landshold. Vi har udtaget en interessant trup med spændende unge talenter, som har forskellige kompetencer, som vi ser frem til at få i kamp på den internationale scene, og hvor evnen til at samarbejde som et solidt hold ofte er det, som giver de gode oplevelser igennem en turnering,« fortæller landstræner Ulrik Kirkely.

Danmark er endt i gruppe E, hvor modstanderne bliver Norge, Slovakiet og Polen. Holdet åbner mod Slovakiet den 29. juli, møder Norge dagen efter og spiller mod Polen den 1. august. Tidspunkterne for kampene er endnu ikke fastlagt.

»Vi ser frem til et mesterskab, hvor vi skal gå efter at finde en god base i vores spil i både forsvar og angreb, men også turde at udfordre os selv. Vi er i en spændende og helt sikkert udfordrende gruppe, hvor vi uden tvivl vil blive testet maksimalt i alle spillets faser,« siger Ulrik Kirkely.

Som forberedelse til slutrunden møder den danske trup Tjekkiet i to landskampe på hjemmebane. Den første spilles den 21. juli klokken 16 i Sportium Varde, den anden den 23. juli klokken 11 i Vejen IC. Til de to kampe er fire spillere kaldt ind ud over EM-truppen, og blandt dem er Silas Stub fra Fredericia HK.

Bymuseet lukker på Jernbanegade: Fredericias historie flytter ind midt i fæstningsbyen

0
Bymuseet lukker på Jernbanegade: Fredericias historie flytter ind midt i fæstningsbyen

KULTUR. Efter mere end hundrede år lukker bymuseet på Jernbanegade til sommer. Men det er ikke en afsked uden retning. I foråret 2027 åbner Museum Fredericia på en ny adresse i Prinsessegade, tættere på voldene, det afgørende farvand og den bykerne, museet handler om.

Flytningen er tænkt som et mellemskridt. På den nye adresse i Prinsessegade 82 skal de centrale fortællinger om fæstningen og fristaden præsenteres i moderne rammer og i miniformat, indtil et nyt og større museum står klar. Det er en bevidst mindre form, der skal fungere som introduktion frem for fuldt overblik. »Vi ville gerne rykke tættere på bymidten og har fundet et velfungerende lejemål med en rigtig god beliggenhed tæt på den historiske bykerne og det afgørende farvand,« siger museumsdirektør Simon Faber.

De tomme lokaler på hjørnet af Prinsessegade skal fra 2027 rumme fortællingen om fæstningen og fristaden. »Udlejet«, står der i ruden.

Ambitionen er ifølge ham at præsentere en skarp og minimalistisk indgang til byens historie, et sted, der lige så meget peger udad mod byen, som det fortæller indenfor. »Det kan også blive et perfekt afsæt for at gå på opdagelse i de vinkelrette gader, på voldene og rundt i fæstningsbyens unikke kulturarv,« bemærker Simon Faber.

Baggrunden for at forlade Jernbanegade er nøgtern. De bygningsmæssige rammer lever ikke længere op til kravene for museumsdrift, og erfaringen fra resten af landet er, at det er vanskeligt at få en ældre bygningsmasse til at følge med nutidens forventninger og myndighedskrav. Frem mod lukningen i juli har museet holdt særlige søndagsrundvisninger, ligesom der er gratis adgang gennem fæstningsdagene. Simon Faber understreger, at beslutningen rækker tilbage til kommunens principbeslutning fra 2023 om at skabe nye rammer for museet. »Der skal lyde en stor tak til alle de, som siden 1916 har bidraget til opbygningen af samlingen,« siger han.

Bymuseet lukker på Jernbanegade: Fredericias historie flytter ind midt i fæstningsbyen
Efter mere end hundrede år lukker bymuseet på Jernbanegade til sommer. Rammerne lever ikke længere op til kravene for moderne museumsdrift.

For bestyrelsen er flytningen mere end en praktisk manøvre. Prinsessegade skal ikke blot være en overgangsadresse, men et sted, hvor museet kan afprøve nye måder at formidle byens historie på, før det store museum tager form. »De nye rammer giver os mulighed for at komme tættere på byen og afprøve nye måder at formidle Fredericias historie på,« siger bestyrelsesformand Anders Østergaard. Han lægger samtidig vægt på det, museet tager med sig fra Jernbanegade. »Der står stor respekt om den mere end hundredårige epoke, som gennem generationer har været knyttet til museet. Det er en arv, vi bygger videre på.«

Næste fase bliver at konkretisere planerne for det nye, store museum og gennem fonde at sikre kapitalen til at realisere det. Indtil da er det Prinsessegade, der skal være omdrejningspunktet, og afsæt for det, der kommer efter.

Museum Fredericia åbner i Prinsessegade 82 i foråret 2027.

Frederiksen og Meloni samler 20 lande bag krav om hastemøde efter grænsepres i Ceuta

Frederiksen og Meloni samler 20 lande bag krav om hastemøde efter...

0
POLITIK. Statsminister Mette Frederiksen har sammen med Italiens premierminister, Giorgia Meloni, sendt et fælles brev til EU's kommissionsformand og det irske EU-formandskab, hvor de...