FORSVARET. 375 milliarder kroner. Det er det beløb, Danmark har sat af til at ruste forsvaret op fra 1,36 procent af BNP til 3,5 procent. Det er historiske tal. Det er tal, der fylder i valgkampen, og som begge statsministerkandidater kan citere udenad.
Men i kasernerne rundt om i landet og her på Ryes Kaserne i Fredericia, hvor Hærens soldater møder ind dag efter dag og uddanner de næste generationer af dansk forsvar, er det et andet regnestykke, der optager det faste personel. Martin Ramsdal sidder som fællestillidsrepræsentant for CS, Forsvarets største fagforening, og har gjort regnestykket. »375 milliarder har man brugt. Og så har vi fået en ny overenskomst, hvor der er givet et ekstraordinært løft på 275 millioner, som vel at mærke er taget inden for rammen af overenskomsten, så det er penge, man tager fra andre faggrupper. Det svarer til 0,8 promille af de penge, man har investeret,« forklarer han.
Under én promille til dem, der skal gøre investeringen til noget.
Et forsvar til 3,5 — med en bemanding til 1,36
Søndagens tv-duel mellem Troels Lund Poulsen og Mette Frederiksen bragte endnu et stort tal frem i lyset. Venstre vil have 6.500 værnepligtige i 2030 og fordoble det til 13.000 i 2035. Frederiksen nikker. Konservative overgår dem begge og taler om en reservestyrke på op mod 50.000 soldater. Ingen af dem nævner med et ord, hvem der skal uddanne dem alle.
Det er præcis det spørgsmål, Martin Ramsdal stiller. »Det er fint med flere værnepligtige, men de skal bare lige finde ud af, hvem der skal uddanne dem, hvad det er for noget grej, de skal have, og hvor de skal bo, hvis det hele skal gå så forbandet hurtigt,« siger han.
Problemet er strukturelt og veldokumenteret. Forsvaret har i årevis kæmpet med at fastholde det erfarne stampersonel — de sergenter og befalingsmænd, der udgør rygraden i enhver uddannelse af rekrutter. Fagforeningen CS har tidligere oplyst, at manglen på uddannede og udnævnte sergenter i 2024 var så stor, at over 500 konstabler og korporaler måtte fungere i sergentstillinger i Hæren — stillinger, de hverken er uddannede eller erfarne nok til at bestride. Martin Ramsdal beskriver det sådan: »Vi har nu et forsvar til 3,5 procent. Men vi har en bemanding, der svarer til 1,36. Bemandingen er ikke blevet vanvittigt større. Så det er en kæmpe udfordring.«
Travlheden er vokset — og kvaliteten betaler prisen
På Ryes Kaserne er bemandingssituationen efter eget udsagn relativt fin sammenlignet med andre steder i forsvaret. Men det er ikke det samme som, at der er luft i systemet. »Jeg kan ikke mindes, at vi plejer at have så travlt, som vi har nu. Vi har rigtig travlt,« fortæller Martin Ramsdal.
Travlheden har en konsekvens, som ingen politikere taler om, men som enhver soldat kender. Hvis det faste personel skal nå at uddanne flere, mens antallet af instruktører forbliver det samme, sker der ét af to. Enten løber folk hurtigere, eller også bliver uddannelsen dårligere. »Det siger sig selv. Så skal vi løbe hurtigere, og så bliver der dårligere uddannelse, fordi vi ikke har tid til at gøre det ordentligt, fordi vi skal nå flere,« siger han.
The bigger why er opbrugt
Bag travlheden ligger en dybere frustration, her følelsen af at blive glemt af dem, der råber højest om forsvar. Det mønster viser sig ikke kun i regnestykket med promillerne. Det viser sig også i stemningen i kantinen og på gangene. »The bigger why er ligesom opbrugt. Jeg kan ikke se det større formål mere, fordi de vil mig ikke. De råber og skriger om sikkerhed. Men de mener det åbenbart ikke helt alligevel, når de ikke vil investere i det, de selv kalder den vigtigste ressource, nemlig soldaterne,« bemærker Martin Ramsdal.
Og det er ikke fordi arbejdspladsen er dårlig, understreger han. Tværtimod. »Vi er mega stolte, og der er en stor arbejdsglæde. Det er en fed arbejdsplads. Men flere og flere siger, at hvis det ikke var for kontraktformen og de gode kollegaer, så var de gået.«
Folk elsker jobbet, men mister troen på, at det nytter noget at blive. Og når de beslutter sig for at gå, er det sjældent i vrede, det er i stilhed, med et skuldertræk og et bedre tilbud fra det civile arbejdsmarked i lommen, forklarer fællestillidsrepræsentanten. »Vi kan ikke konkurrere med det civile arbejdsmarked, og det skal vi heller ikke. Men det betyder, at folk har nemmere ved at sige farvel.«
En milliard inden for rammen
Martin Ramsdal har et konkret bud på, hvad der burde ske, og han bruger politikernes eget argument imod dem.
Troels Lund Poulsen har slået fast, at nye kaserner skal bygges inden for den eksisterende forsvarsramme. Fint nok, siger Ramsdal. Men så kan det samme gælde løn. »Du kan bare smide en milliard i morgen inden for den samme ramme, og så lader man overenskomstpartnerne finde ud af, hvordan pengene skal bruges. Det er der ikke nogen, der siger, han ikke må,« siger han.
Politikerne har hidtil sagt, at lønstigninger skal ske via overenskomst og ikke via politiske særaftaler. Martin Ramsdal er enig og peger på, at der ikke er noget til hinder for at afsætte pengene og lade parterne fordele dem selv. Stemningen blandt kollegerne beskriver han uden omsvøb. »De bliver frustrerede, og de griner lidt, og de slår op i banen efterhånden. Vi synes faktisk, vi har fået en god overenskomst, når man kigger på rammen, men den politiske vilje, den ryster vi på hovederne af,« siger han. »275 millioner. Det er som at gøre noget i bukserne i modvind.«
Det store spørgsmål
Valgkampen handler om sikkerhed. Om Danmark. Om beredskab. Om at sende et signal til Rusland, til Trump, til verden. Det er store ord, og de fylder godt på en skærm om aftenen.
Men bag ved ordene sidder Martin Ramsdal og hans kolleger på Ryes Kaserne og løser de opgaver, de har fået. De møder ind. De uddanner. De strækker sig. »Det er måske også vores store udfordring, at vi gør alt, hvad vi kan for at løse vores opgaver. I stedet for at sige hertil og ikke længere,« siger han. »Men der er ikke nogen grund til at pisse sig oppe og ned ad ryggen og så bagefter komme og sige, at vi lugter af pis.«
Spørgsmålet, som Martin Ramsdal stiller, er dette. Om det forsvar, der i disse uger råbes frem som nationens vigtigste prioritet, også behandles som det, når overenskomstforhandlingerne er overstået.
