Troede han kørte på cykel: 15-årigs fatbike viste sig at være ulovlig knallert

0
Troede han kørte på cykel: 15-årigs fatbike viste sig at være ulovlig knallert

KRIMI. En 15-årig dreng fra Fredericia er sigtet efter at være standset af en patrulje onsdag morgen klokken 08.05 på Indre Ringvej i Fredericia. Han kørte på en fatbike, der ved kontrol viste sig ikke at være godkendt til at køre efter færdselsloven.

Fatbiken er typebestemt som stor knallert, og den 15-årige havde ikke førerret til at føre køretøjet. Han er sigtet for begge forhold.

Ulovlige fatbikes er et voksende problem på de danske veje. Mange af de populære elcykler med brede dæk kan køre langt hurtigere end de tilladte 25 km/t og betragtes juridisk som store knallerter, hvilket stiller krav til typegodkendelse, kørekort, registrering, styrthjelm og forsikring.

Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi torsdag morgen.

Indbrudstyv stjal bilnøgle og kørte med bilen

0
Indbrudstyv stjal bilnøgle og kørte med bilen

KRIMI. Der blev natten til onsdag klokken 03.34 begået indbrud i en villa på Sølystvej i Fredericia. En gerningsmand skaffede sig adgang via hoveddøren, der muligvis var ulåst.

Fra stedet blev der stjålet en bilnøgle, og gerningsmanden kørte efterfølgende fra stedet i beboerens Volkswagen Passat, som nøglen passede til. Der blev ikke stjålet andet.

Der er videoovervågning på stedet, som politiet har sikret.

Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi torsdag morgen.

Messerschmidt: Valget handler om udlændingepolitik, leveomkostninger og pension

0
Messerschmidt: Valget handler om udlændingepolitik, leveomkostninger og pension

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, går ind i valgkampen op til folketingsvalget den 24. marts med et klart mål: en borgerlig regering – og et så stærkt Dansk Folkeparti som muligt.

»Jeg håber på en borgerlig regering, hvor Dansk Folkeparti bliver så stærk som muligt. Det er det, det handler om. Det er det, vi er her for, og vi har kæmpet for i mange år,« siger han.

Han glæder sig over, at valget nu er udskrevet.

»Så nu er det dejligt, at valget endelig er udskrevet, så vi kan få det afgjort.«

Ifølge Messerschmidt er der tre hovedtemaer, som Dansk Folkeparti går til valg på.

Det første er en strammere udlændingepolitik med fokus på hjemsendelse af kriminelle udlændinge.

»Først og fremmest en enig hjemsendelsespolitik for kriminelle udlændinge, så vi får styr på tingene. Det sejler helt under Mette Frederiksen.«

Det andet tema handler om leveomkostninger og danskernes økonomi i hverdagen.

»Det skal være vildere at være danskere. Vi skal have fødevarepriserne ned, benzin- og dieselpriserne ned,« siger han og tilføjer, at partiet også forsøger at presse andre partier til at gøre noget ved problemerne.

Det tredje fokusområde er pensionsalderen. Dansk Folkeparti vil stoppe den løbende stigning og indføre et loft.

»Vi lancerer her klokken 15 i dag et udspil og en underskriftsindsamling, hvor vi opfordrer folk til at bakke op om, at den stigende pensionsalder bremses, og at vi lægger et loft på 69 år.«

På gader og pladser i valgkampen oplever Messerschmidt ifølge ham selv stor opbakning til partiet.

»En enorm glæde og entusiasme. Det er virkelig dejligt at kampagne for Dansk Folkeparti.«

Han peger blandt andet på et arrangement i Aarhus.

»Vi havde i går show oppe i Aarhus, hvor der var 500 – rigtig mange unge, men i alle aldersgrupper. Folk stod i kø en hel time for at få en snak og en plakat.«

Messerschmidt mener, at mange vælgere ønsker en ny politisk retning.

»Der er en tro på, at vi kan sætte en anden retning end det, Lars Løkke og Mette Frederiksen har gjort.«

For ham personligt er især udlændingepolitikken afgørende i valgkampen.

»Jeg synes, det er dybt krænkende, at folk skal leve i utryghed for, at kriminelle udlændinge kan blive ved med at begå den ene forbrydelse efter den anden, og at de ikke bliver sendt hjem.«

Selv om mange emner fylder i valgkampen, er prioriteten klar, siger DF-formanden.

»Der er mange vigtige ting, men for mig er det helt klart den vigtigste.«

DF’s nye byrådsmedlem går i folketingsvalgkamp

0
DF’s nye byrådsmedlem går i folketingsvalgkamp

Efter at være blevet valgt ind i Fredericia Byråd ved kommunalvalget i 2025 er Sune Nørgaard Jakobsen nu klar til næste politiske slag – folketingsvalget den 24. marts.

Valgkampen fortsætter for Sune Nørgaard Jakobsen fra Dansk Folkeparti. Kort efter kommunalvalget i 2025, hvor han blev valgt ind i Fredericia Byråd, er han igen på vej ud blandt vælgerne – denne gang i kampen om en plads i Folketinget ved valget den 24. marts 2026.

Den kommende tid vil han især bruge på at møde borgerne i Fredericia og Kolding, hvor han håber på mange samtaler om dansk politik og fremtiden for landet.

»Jeg håber jo egentlig på, at jeg bare kommer ud og taler med den almindelige Frederician og den almindelige Koldingenser,« siger han.

For ham er mødet med vælgerne en central del af valgkampen. Det handler ikke kun om at dele flyers ud eller hænge plakater op, men om at få en dialog med folk på gaden.

»At komme ud og tale politik om, hvad vi står for, hvordan vi ser Danmark, og hvordan vi gerne vil have Danmark i fremtiden.«

Ifølge Sune Nørgaard Jakobsen er der især tre politiske emner, han møder stor interesse for blandt vælgerne: indvandring, ældreområdet og de stigende priser på dagligvarer.

»Det er et stop for indvandring, en værdig alderdom og styr på de der vanvittige fødevarepriser, der er i øjeblikket.«

Han peger på, at mange borgere mærker prisstigningerne i hverdagen, når de handler ind, og at det derfor er et emne, der fylder i samtalerne.

Samtidig understreger han, at ældrepolitikken også er en vigtig mærkesag for ham.

»Vi skal sikre, at folk kan få en værdig alderdom. Det skylder vi dem, der har været med til at bygge Danmark op.«

Valgkampen kommer kun få måneder efter kommunalvalget i 2025, hvor Sune Nørgaard Jakobsen fik nok stemmer til at blive valgt ind i Fredericia Byråd. Dermed er han stadig midt i en intens politisk periode.

Han lægger da heller ikke skjul på, at tempoet kan mærkes.

»Det er lidt ligesom at løbe en maraton på stilhæle,« siger han med et grin.

Alligevel oplever han også en fordel ved, at valgkampene ligger tæt på hinanden.

»Det er egentlig meget rart, fordi vi er i træning, kan man sige. Nu tager vi bare en tur mere.«

Som nyvalgt byrådsmedlem ser han det også som en styrke, at han allerede nu har et lokalt mandat i Fredericia, samtidig med at han forsøger at vinde opbakning til Folketinget.

Han håber, at erfaringerne fra det lokale arbejde kan bruges i den nationale debat.

»Jeg tror på, at det lokale kendskab betyder noget. Man ved, hvad folk går og taler om, og hvad der fylder i hverdagen.«

Trods en travl kalender går han optimistisk ind i den kommende valgkamp.

»Jeg er optimistisk. Det skal jeg være. Dansk Folkeparti står godt.«

De kommende uger vil derfor i høj grad blive brugt på gader og torve i Trekantområdet, hvor Sune Nørgaard Jakobsen vil forsøge at overbevise vælgerne om, at Dansk Folkeparti også skal have en stemme fra området på Christiansborg efter folketingsvalget den 24. marts.

50 medlemmer mødte op til livlig generalforsamling hos Socialdemokratiet i Fredericia

0
Foto: Socialdemokratiet Fredericia
Foto: Socialdemokratiet Fredericia

POLITIK. Omkring 50 medlemmer deltog, da Socialdemokratiet i Fredericia holdt ordinær generalforsamling. Mødet var præget af debat om de seneste valg og blikket rettet mod fremtidige politiske kampe.

Kredsformand Karsten Cordtz kunne i sin beretning fortælle om en lokal partiforening med mange aktiviteter og et stabilt medlemstal siden sidste generalforsamling i 2025.

Det seneste år har i høj grad været præget af valget til byråd og regionsråd.

Ifølge kredsformanden blev resultatet dårligere end håbet ved begge valg. Alligevel understregede han, at partiet fortsat er byens største og det parti i Fredericia, der fik flest lokale stemmer til regionsrådet.

Efter valgene har partiet gennemført en grundig evaluering af resultaterne. Arbejdet er foregået i byrådsgruppen, bestyrelsen, blandt kandidaterne og på medlemsmøder.

Evalueringen skal være med til at lægge fundamentet for at stå stærkere frem mod næste kommunal- og regionsrådsvalg i 2029.

På generalforsamlingen blev det også fremhævet, at partiet skal arbejde mere med relationerne til de partier, man normalt samarbejder med.

Der lød samtidig en stor tak til kandidaterne for deres indsats under valgkampen. Mange er ifølge bestyrelsen skuffede over både deres personlige resultater og partiets samlede resultat, men der arbejdes nu på at fastholde engagementet frem mod kommende valg.

Der blev også rettet en tak til de mange frivillige, der hjalp til under valgkampen.

Gruppeformand John Erik Nyborg understregede i sit indlæg, at Socialdemokratiet fortsat er klar til at tage ansvar for Fredericias udvikling.

Han fremhævede fællesskab, stærk velfærd og muligheder for alle som centrale værdier i partiets politik. Samtidig pegede han på byens muligheder inden for grøn omstilling, Naturpark Lillebælt, erhvervsudvikling og lokale fællesskaber.

John Erik Nyborg lagde også vægt på samarbejde med både borgere, medarbejdere og organisationer i arbejdet med at udvikle velfærden i en tid med stramme økonomiske rammer.

Folketingskandidat Maria Radoor fortalte på mødet om en igangværende kampagne, hvor hun sammen med unge medlemmer fra DSU og andre frivillige er ude og tale med vælgere.

Hun pegede blandt andet på Socialdemokratiets politiske udspil om formueskat, rent drikkevand og en mere retfærdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet som klare valg for vælgerne.

På generalforsamlingen blev der også valgt til bestyrelsen. Næstformand Gitte Vetter og kasserer Lone Thomhav blev genvalgt. Martin Ramsdal Petersen blev nyvalgt til bestyrelsen, mens Sonja Randrup blev valgt som suppleant.

Efter omkring fire timers debat og afstemninger sluttede generalforsamlingen med en særlig hæder. Bente Ankersen og Bente Gertz blev udnævnt til æresmedlemmer for deres mangeårige indsats i lokal og regional politik til gavn for Socialdemokratiet og Fredericia.

International designer udstiller stort kunstværk i Kolding

0
Foto: Solon Quinn
Foto: Solon Quinn

KULTUR. Et internationalt navn inden for design og kunst lægger snart vejen forbi Kolding. Den amerikanske designer og kunstner Tom Klinkowstein besøger Designskolen Kolding, hvor han udstiller et fem meter langt kunstværk.

Klinkowstein har i årtier arbejdet i krydsfeltet mellem kunst, design og fremtidsforestillinger. Hans værker er blandt andet optaget i den permanente samling på Museum of Modern Art i New York, og han har også udstillet på Pompidou-centeret i Paris.

Besøget i Kolding markerer samtidig kulminationen på et mangeårigt samarbejde mellem kunstneren og Designskolen Kolding.

Studielektor Barnabas Wetton fra Designskolen Kolding fremhæver betydningen af besøget.

»Hvis Designskolen Kolding lå i London, Paris eller Barcelona, ville det måske ikke vække opsigt, at en kapacitet som Tom Klinkowstein udstiller et hovedværk. At han vælger Kolding, handler om, at vi gennem en årrække har arbejdet sammen om at rykke på, hvordan vi tænker og bruger design. Vi står midt i globale udfordringer som klima, konflikt og teknologiske skift, og her har Tom været en vigtig sparringspartner i at insistere på, at design ikke kun skal løse problemer, men også hjælpe os med at forstå den tid, vi lever i. For mig er hans besøg et tegn på, at det arbejde, vi laver her i Kolding, har betydning langt ud over byens og landets grænser. For os og for ham.«

Det værk, der udstilles i Kolding, hedder Not All Whens Are Time. Ved første øjekast ligner det et stort diagram med budskaber og henvisninger i en grafisk opsætning. Men værket er skabt til at blive udforsket tættere på.

Tanken bag værket er blandt andet, at vores oplevelse af tid ikke nødvendigvis følger uret på væggen, og at forskellige mennesker kan opleve tiden forskelligt.

Udstillingen får titlen Planet + People + Play = Tom Klinkowstein. Her får besøgende mulighed for både at opleve værket og møde kunstneren bag.

For Designskolen Kolding betyder besøget, at et internationalt navn i en periode bliver en del af hverdagen for studerende, undervisere og gæster. Når udstillingen er slut, bliver værket i Kolding.

Udstillingen åbner den 17. marts mellem klokken 15 og 16 på Designskolen Kolding på Ågade. Her kan borgere, virksomheder og andre interesserede opleve værket og høre Tom Klinkowstein præsentere det.

CEPOS kritiserer forslag om formueskat

0
Foto: Jakob Melgaard
Foto: Jakob Melgaard

POLITIK. En ny analyse fra tænketanken CEPOS retter kritik mod Socialdemokratiets forslag om at indføre en formueskat. Ifølge analysen vil skatten sandsynligvis give langt mindre i statskassen end forventet.

Forslaget går blandt andet ud på en formueskat på 0,5 procent af formuer over 25 millioner kroner. Men ifølge CEPOS kan den samlede beskatning i nogle tilfælde blive så høj, at den overstiger det faktiske afkast.

»Forslaget vil have meget negative samfundsøkonomiske konsekvenser og vil sandsynligvis indbringe langt mindre provenu, end partiet forventer,« siger Otto Brøns-Petersen, analysechef i CEPOS.

Ifølge analysen er Danmark allerede blandt de europæiske lande med den højeste løbende beskatning af kapitalafkast, og kun få lande har i dag en formueskat.

CEPOS peger også på, at en formueskat kan få store konsekvenser for ejere af familieejede virksomheder, især hvis overskuddet bliver i virksomheden.

»Der kommer en stor skattestigning for ejere af familieejede virksomheder, der lader afkastet stå i virksomheden. For en ejer, der lader hele efterskat-afkastet stå, stiger realbeskatningen fra 17,9 pct. til 62,7 pct. Det vil medføre en udtynding af kapitalen eller ejerkredsens andel af kapitalen i disse selskaber,« siger Otto Brøns-Petersen.

Analysen peger desuden på, at mange af de personer, der vil blive ramt af en formueskat, allerede betaler en betydelig del af deres indkomst i skat. Samtidig vurderer CEPOS, at der kan komme ændringer i adfærden hos de berørte skatteydere.

Ifølge tænketanken kan nogle vælge at flytte ud af landet, mens andre vil opleve lavere formuevækst, fordi det økonomiske afkast efter skat bliver mindre.

Derudover peger analysen på, at det kan være vanskeligt at opgøre formuer præcist. Derfor vil man i praksis være nødt til at bruge lempeligere værdiansættelser, blandt andet når det gælder unoterede aktier og ejerboliger.

»En formueskat vil bl.a. have negative effekter på produktiviteten – og dermed også på lønningerne og overførselsindkomster – hvis der etableres færre iværksættervirksomheder med stort økonomisk potentiale, eller de udflytter mere og tidligere,« siger Otto Brøns-Petersen.

Vejspærring på Vestfyn forlænges efter vinterens frost

0
Vejspærring på Vestfyn forlænges efter vinterens frost

TRAFIK. Trafikanter på Vestfyn må væbne sig med lidt mere tålmodighed. Spærringen af Gelstedvej og Søndergaardsvej bliver nu forlænget til og med april 2026.

Vejene har været spærret siden sommeren 2025 i forbindelse med anlægsarbejdet på den nye jernbane over Vestfyn. Her er der blandt andet ved at blive etableret en ny bro ved Gelstedvej og Søndergaardsvej.

Oprindeligt var planen, at spærringen kunne ophæves i begyndelsen af 2026. Men vinterens lange frostperiode har forsinket arbejdet med broerne.

Derfor må trafikanter fortsat finde alternative ruter i området i de kommende måneder.

Den forlængede spærring vil fortsat være skiltet i området, og Vejdirektoratet opfordrer trafikanter til at følge de afmærkede omkørsler.

På projektets hjemmeside kan man se en oversigt over spærringerne i forbindelse med arbejdet på Vestfynbanen.

Vejdirektoratet beklager de gener, spærringen kan medføre, og opfordrer trafikanter til at holde sig opdateret via myndighedens trafikkort.

600 børnehavebørn fik gratis tur i teatret i Fredericia

0
600 børnehavebørn fik gratis tur i teatret i Fredericia

KULTUR. I år har 600 børnehavebørn fra Fredericia Kommune fået en særlig oplevelse i teatret. Fredericia Musicalteater har nemlig kunnet invitere børnene gratis ind for at se børnemusicalen DE TRE SMÅ GRISE.

Det er donationer fra Nordjyllandsfonden og EWII, der har gjort det muligt at give de mange børn en gratis teateroplevelse. I samarbejde med Fredericia Kommune blev billetterne fordelt til lokale børnehaver, så endnu flere børn kunne få mulighed for at opleve forestillingen.

Børnemusicalen spiller i øjeblikket for fyldte sale i Fredericia, Aarhus og Aalborg. I Fredericia er det AHA Salen, der siden uge 7 har været fyldt med børn til forestillingerne.

Teaterdirektør Thomas Bay glæder sig over, at endnu flere børn har fået adgang til teateroplevelsen.

»Arbejdet med børnemusicals har høj prioritet for os, da børn også fortjener musicals af højeste kvalitet, ligesom voksne. Vores musicals til børn har de seneste år fået større publikumstilslutning, som vi er meget stolte af, og vi er glade for, at vi med donationerne fra Nordjyllandsfonden og EWII kan sikre, at endnu flere børn i Fredericia får lov til at opleve DE TRE SMÅ GRISE.«

Fredericia Musicalteater har siden 2021 satset mere på børnemusicals. De første år blev forestillingerne spillet i teatrets Lille Sal med plads til omkring 250 publikummer og primært i vinterferien.

Interessen er siden vokset markant. I 2025 rykkede børnemusicalen derfor ind i den større AHA Sal, da forestillingen DE TRE BUKKE BRUSE blev opført. Samtidig begyndte forestillingerne også at tage på turné til blandt andet Aarhus og Aalborg.

Dramaturg Katja Lotsberg Nilsen, der er uddannet dramapædagog, mener, at teateroplevelser kan have stor betydning for børn.

»Der er så mange gode grunde til, at det er fantastisk, at børn får en teateroplevelse. Musicaloplevelser i børnehaven kan potentielt blive kropsforankrede kerneminder, de har med sig resten af livet. For slet ikke at tale om alle de tanker og samtaler en god fortælling kan sætte i gang hos børn – i forbindelse med DE TRE SMÅ GRISE om søskendeforhold, at hjælpe hinanden og om at være god ved naturen.«

Børnemusicalen fortæller historien om grisene Scwhein, Nee og Stig, der flytter hjemmefra for at bygge deres egne huse. Undervejs møder de den store stygge ulv, men ved at stå sammen og bruge hinandens styrker lykkes det dem at besejre ulven.

Forestillingen er skrevet af Broadway-komponisterne George Stiles og Anthony Drewe. Den havde premiere 7. februar og spiller i Fredericia for sidste gang i weekenden den 14. og 15. marts.

Ny voldssag på plejehjem får SF til at kræve nye regler

0
Ny voldssag på plejehjem får SF til at kræve nye regler

En ny sag om vold mellem demente på et plejehjem i Bramming får nu SF til at kræve et opgør med reglerne på området.

TV2 har omtalt sagen, hvor en beboer på plejehjemmet blev udsat for vold fra en anden beboer. Den voldsramte beboer døde 22 dage senere. Sagen kommer efter to andre lignende sager i Christiansfeld og Vejen, som også endte med dødsfald.

SF’s retsordfører Karina Lorentzen har tidligere været involveret i de to sager og retter nu kritik mod regeringen for ikke at have fulgt op på problemet.

Hun fortæller, at justitsministeren blev kaldt i samråd i foråret 2025, hvor han lovede nye retningslinjer for håndtering af sager med demente gerningspersoner. De retningslinjer er endnu ikke kommet.

»Jeg har længe advaret om, at når flere mennesker får demens, vil udfordringerne stige.«

Ifølge Karina Lorentzen kræver forebyggelse først og fremmest flere ansatte og bedre uddannet personale på plejehjemmene.

»Løsningen til forebyggelse er nok personale og godt uddannet personale, og vi skylder de ældre, pårørende og personalet at sikre det. Men når skaden er sket, er vi heller ikke engang forberedte, fordi retningslinjerne omkring demente i retssystemet er fra 70erne, hvor man ikke vidste noget om demens. Det er faktisk uanstændigt, at justitsministeren har syltet det her i ni måneder siden samrådet.«

Hun oplyser, at hun allerede i februar rykkede for de nye regler, inden sagen fra Vejen kom frem.

Karina Lorentzen mener blandt andet, at ofre i sådanne sager bør videoafhøres på samme måde som børn, fordi deres hukommelse kan svækkes over tid. Samtidig peger hun på, at der bør findes andre løsninger for demente, der begår vold.

I dag kan personer med demens ende i retspsykiatrien, sådan som det skete i sagen fra Christiansfeld. Men ifølge SF er det ikke en hensigtsmæssig løsning.

»Vi har slet ikke et retssystem, der er gearet til det her. Og man kan også spørge sig selv, hvad man har ud af at gennemføre et grundlovsforhør, hvis offer og gerningsmand ikke forstår, hvad der er sket. Ofrene skal anerkendes, men hvordan gør vi det bedst? Derfor er det vigtigt, vi får reglerne på plads, så vi ved, hvordan vi håndterer dem.«

Flere trænere tager uddannelse – styrker børn og unges idrætsliv

Flere trænere tager uddannelse – styrker børn og unges idrætsliv

0
SPORT. Flere børn og unge møder i dag uddannede trænere, når de går til idræt i danske foreninger. Nye tal fra Danmarks Idrætsforbund viser en...