Over helleanlæg, ind i bil og videre på tankstation – politiet fandt lugten af spiritus

0
Over helleanlæg, ind i bil og videre på tankstation – politiet fandt lugten af spiritus

KRIMI. Torsdag eftermiddag klokken 15.29 blev Sydøstjyllands Politi kaldt ud til et færdselsuheld på Vejlevej i Bramdrupdam.

En bil kom kørende ad Nørreskovgårdsvej og fortsatte frem i krydset, selvom der var ubetinget vigepligt. Det resulterede i, at bilen mistede kontrollen, kørte hen over et helleanlæg og ramte en anden bil, der kørte ad Vejlevej i nordgående retning.

»En personbil kører frem for ubetinget vigepligt, mister kontrollen, kører hen over et helleanlæg og rammer en anden bil, der kommer ad Vejlevej i nordgående retning,« fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Efter kollisionen fortsatte den første bil og kørte videre over en græsplæne, inden den standsede på parkeringspladsen ved Q8-tanken.

»Da vi kommer frem, er der en person, der klager lidt over smerter i brystkassen. Føreren af den bil, der kørte frem for vigepligten, lugter af alkohol, så vi anholder ham og sigter ham for spirituskørsel. Han får taget en blodprøve,« siger Arno Rindahl Petersen.

Føreren er en 69-årig mand fra Kolding Kommune, som nu er sigtet for spirituskørsel. Den anden part i ulykken er en 33-årig kvinde fra Hillerød, som ifølge politiet slap uden alvorlige skader.

Hvorvidt den 69-årige fortsatte ind på parkeringspladsen for at køre væk, eller fordi han ikke havde styr på bilen, står uklart.

»Om det er, fordi han vil køre væk, eller fordi han ikke helt har styr på bilen, ved vi ikke. Begge dele kan være tilfældet,« slutter Arno Rindahl Petersen.

Han råbte efter kunder og tissede op ad facaden – så kom politiet

0
Han råbte efter kunder og tissede op ad facaden – så kom politiet

KRIMI. Torsdag aften måtte politiet rykke ud til Vestre Ringgade i Kolding, hvor en mand skabte uro foran Coop 365.

Ifølge politiet stod manden udenfor butikken omkring klokken 21.33, hvor han drak øl og opførte sig aggressivt.

»Der står en person ude foran butikken og drikker øl. Han opfører sig uroskabende, virker lidt aggressiv og råber efter nogle kunder,« fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Flere kunder på stedet oplyste også, at manden havde urineret op ad butikkens facade.

»Det er ikke noget, vi selv har set, men det blev påtalt af nogle kunder,« siger Arno Rindahl Petersen.

Da patruljen ankom, blev manden konfronteret. Ifølge politiet var han truende i sin adfærd, og derfor blev han sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

»Han bliver lidt truende, og vi vælger at tage ham med i en administrativ frihedsberøvelse, så der ikke opstår mere uro på stedet,« siger vicepolitiinspektøren.

Manden, en 44-årig fra Kolding Kommune, blev anholdt omkring klokken 22.00 og sad i detentionen indtil klokken 04.06, hvor han blev løsladt igen.

Sagen er registreret som en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Gratis busser er et luftkastel – og Socialdemokratiet ved det

0
Gratis busser er et luftkastel – og Socialdemokratiet ved det

Det lyder jo umiddelbart sympatisk, når Socialdemokratiet foreslår gratis busser i Kolding. Hvem vil ikke gerne have, at ting er gratis? Men politik handler ikke om ønsketænkning. Det handler om ansvar for borgernes penge og prioriteringer, der faktisk gør en forskel.

Først og fremmest: Gratis busser vil koste omkring 70 millioner kroner hvert eneste år. Det svarer til, at vi kunne ansætte cirka 100 lærere og pædagoger i stedet. I en tid hvor velfærden er presset, og hvor vi kæmper for at sikre trygge skoledage og stærke daginstitutioner, bør vi ærligt spørge os selv: Er det klogt at bruge pengene på tomme busser frem for børnene?

Dernæst viser erfaringerne fra andre kommuner tydeligt, at gratis busser ikke får bilisterne til at lade bilen stå. Det er de gående og cyklende, der i højere grad hopper på bussen og dermed forsvinder den grønne effekt, Socialdemokratiet påstår at skabe. Man pynter ganske enkelt på tallene.

Det mest opsigtsvækkende er dog timingen. For blækket er knap nok tørt på den aftale, som Socialdemokratiet sammen med SF, Radikale og Konservative – har lavet om at forringe busplanen i Kolding med færre stoppesteder og ringere dækning EFTER kommunalvalget. Nu forsøger man at skubbe et dyrt og urealistisk gratis-forslag foran sig. Som om det skulle få vælgerne til at glemme, at man reelt har gjort tilbuddet dårligere.

Man kan ikke lave en ringere busplan, drysse lidt “gratis” glimmer ud over den og så kalde det grøn politik. På samme måde kan du jo heller ikke komme glimmer på en makrelmad og kalde det for gourmet. Det er ikke lederskab, det er spin.

Kolding har brug for realistiske løsninger, der styrker velfærden og skaber en kollektiv trafik, der rent faktisk bliver brugt. Det kræver ansvar og ikke luftkasteller.Jakob Ville – Borgmesterkandidat Venstre

Stille døgn for politiet i Fredericia – men villa på Solbakken fik ubudne gæster

0
Stille døgn for politiet i Fredericia – men villa på Solbakken fik ubudne gæster

KRIMI. Torsdag aften blev der begået indbrud i en villa på Solbakken i Fredericia. Ifølge Sydøstjyllands Politi skete indbruddet klokken 22.07, hvor en gerningsmand brød ind gennem en sydvendt terrassedør.

»Man går ind via en sydvendt terrassedør, som er opbrudt med et ukendt værktøj. Man er rundt i køkkenet og husets første sal. Man kommer ud samme sted, som man kom ind,« fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Indbruddet efterlod spor i både køkkenet og på førstesalen, men politiet kan ikke se, at der er blevet stjålet noget fra adressen.

»Umiddelbart er der ikke stjålet noget,« siger Arno Rindahl Petersen.

Det fremgår af døgnrapporten, at tidspunktet for indbruddet er angivet meget præcist. Ifølge vicepolitiinspektøren er der dog ikke nogen sikker forklaring på hvorfor.

»Jeg kan ikke svare på, hvorfor tidspunktet er så præcist, om sagen ikke er registreret færdig, eller om nogen har bemærket det, ved jeg ikke,« siger han.

Indbruddet på Solbakken er den eneste sag fra Fredericia, der fremgår af politiets seneste døgnrapport. Politiet undersøger nu sagen nærmere.

Fredericia sætter kurs mod ny kunst- og kulturstrategi: »Det skal være mere end et papirprodukt«

0
Fredericia sætter kurs mod ny kunst- og kulturstrategi: »Det skal være mere end et papirprodukt«

POLITIK. Fredag eftermiddag var der ekstraordinært møde i Kultur- og Idrætsudvalget. Et møde der på papiret handlede om et kommissorium, men som i virkeligheden handler om langt mere. Det handler om, hvordan Fredericia i de kommende år vil bruge kunst og kultur som en del af byens identitet, som et fælles sprog og som et værktøj til både trivsel, fællesskab og udvikling.

Strategien for kunst og kultur skal være mere end fine ord. Den skal binde byens kulturinstitutioner og frivillige kræfter sammen, og den skal give borgerne oplevelsen af, at kunst og kultur er noget, man møder i hverdagen, ikke kun i særlige øjeblikke.

Kommissoriet, der nu er godkendt, sætter rammerne for arbejdet. Det beskriver både processen, tidsplanen og de temaer, der skal udgøre fundamentet. Men det er i virkeligheden først nu, arbejdet begynder.

Medlem af Kultur- og Idrætsudvalget, David Gulløv, er ikke i tvivl om, hvorfor det er vigtigt.

»Det her handler om at gøre visionen konkret. Vi har en ambition om, at kunst og kultur skal være en endnu tydeligere del af Fredericias DNA. Strategien er værktøjet, der skal få det til at ske,« fortæller han.

Han understreger, at det er for tidligt at sige præcist, hvordan borgerne vil mærke strategien, når den ligger klar. Netop fordi strategien skal formes gennem inddragelse.

»Vi skal have så mange input som muligt. Fra kulturinstitutioner, fra frivillige foreninger, fra borgere og fra de unge. Det er ikke noget, vi bare kan sidde på rådhuset og skrive. Det skal bygges på erfaringer og ønsker fra dem, der bruger kulturen i hverdagen,« påpeger han.

Et af de eksempler han selv peger på, er Den Kreative Skole.

»Den er et fantastisk eksempel på noget, vi allerede har, som kan blive endnu mere synligt. Den rummer jo hele paletten med drama, musik, kunst og sang. Den fik også kæmpestor anerkendelse som musikskole på landsplan for nogle år siden. Det viser, at vi har kvaliteter, der kan løftes og deles endnu bredere,« siger han.

Der er i første omgang sat 50.000 kroner af til arbejdet med strategien. Det beløb rejste spørgsmål ved mødet, men David Gulløv siger, at signalet fra forvaltningen er, at det bør kunne lade sig gøre inden for den ramme.

»Vi spurgte selv ind til, om 50.000 er nok, eller om vi skal forvente et ønske om mere. Svaret var, at det burde kunne holdes. Man skal aldrig sige aldrig, men erfaringerne fra andre strategier viser, at det er realistisk. Og hvis det ender med 55.000, så finder vi de fem, det vælter ikke korthuset,« siger han.

Det afgørende for ham er nu, at strategien ikke ender som et papirprodukt, der bare samler støv.

»Det skal blive til noget, der bruges. Derfor er det vigtigt, at vi fra starten får inddraget både Musicalakademiet, museerne, biblioteket, ungdomsskolen og alle de andre aktører. Og samtidig skal vi ud til borgerne. Det kan være spørgeskemaer, interviews eller oplæg på skoler. Vi skal også høre børn og unge direkte, for vi siger jo selv, at kunsten og kulturen skal have betydning gennem hele livet. Så skal vi også tage det alvorligt,« bemærker han.

Netop børn og unge får en central rolle i processen. I kommissoriet er det slået fast, at de skal møde kunst og kultur som en del af deres opvækst. Derfor lægger politikerne op til, at skolerne også bliver en arena for borgerinddragelse.

»Det kan være små undersøgelser med QR-koder eller interviews ude på skolerne. Pointen er, at vi vil have deres stemmer med. For ellers bliver det kun de voksne, der definerer kulturen, og det går jo imod hele tanken om, at kunsten skal være med hele livet,« konstaterer David Gulløv.

Arbejdet er allerede i gang. I slutningen af oktober skal en indsigtsrapport præsenteres for udvalgene. Den første udkast til strategien ventes klar ved årets udgang, og derefter skal strategien i høring i første kvartal af 2026. Den endelige udgave ventes godkendt i byrådet i foråret samme år.

Strategien kommer til at tage afsæt i Vision2033, hvor Fredericia har sat sig for at summe af kultur og oplevelser året rundt. Og hvis det står til David Gulløv, skal det ikke bare være store events, men også de små åndehuller, der får betydning.

»Strategien skal sikre, at kunst og kultur er noget, man møder i hverdagen. Det kan være en udstilling på biblioteket, et musikindslag i byrummet eller et tilbud om at engagere sig som frivillig. Det er de ting, der skaber fællesskab og gør en forskel i folks liv,« siger han.

Så selv om kommissoriet kun er rammer og proces, er forventningerne store.

Robotstøvsugere deler byrådet: Afgørelsen udskudt til næste møde

0
Robotstøvsugere deler byrådet: Afgørelsen udskudt til næste møde

POLITIK. Da Senior- og Socialudvalget mødtes på rådhuset den 12. august, var et af punkterne på dagsordenen robotstøvsugere. Den nye ældrelov har gjort det muligt for kommuner at yde støtte eller udlån af robotstøvsugere til ældre borgere, men i Fredericia endte sagen med at blive udsat.

Udvalget vil først have seniorrådets input, inden man træffer beslutning. For bag det tilsyneladende enkle spørgsmål om en støvsuger gemmer der sig en principiel diskussion om borgernes frihed, teknologiens rolle og ikke mindst, hvordan kommunen prioriterer sine penge.

Hos Dansk Folkeparti er linjen klar. Partiets repræsentant i udvalget, Susanne Eilersen, lægger vægt på, at borgerne ikke skal tvinges.

»Vi er ikke imod teknologi, men det skal ikke være under tvang. Vi vil ikke være med til, at ældre mennesker, der ikke er trygge ved sådan noget teknologi, bliver tvunget til at have en robotstøvsuger. Det er jeg imod. Så må folk bruge den almindelige støvsuger, de har,« siger hun.

Sagen blev udsat, men debatten er langt fra slut. Forvaltningen har skitseret tre mulige veje. Enten kan man fortsætte den nuværende praksis, hvor borgerne selv betaler. Man kan indføre en udlånsmodel, hvor kommunen står for indkøb og vedligehold. Eller man kan lave en finansieringsmodel, hvor kommunen yder tilskud til køb.

Forvaltningen anbefaler at fortsætte som nu. Det vil være udgiftsneutralt, og man undgår nye administrative opgaver. Men her siger Dansk Folkeparti nej.

»De andre partier har tidligere vedtaget et serviceniveau, hvor man i praksis siger, at man skal have en robotstøvsuger, for ellers kan man ikke få støvsuget. Det stemte vi imod. Vi synes, det er bedre, at kommunen i det mindste kan købe nogle stykker, som borgere kan låne, hvis de ikke selv har. Det er trods alt bedre end at tvinge ældre til at købe en robotstøvsuger for 3.000 kroner, selv om de ikke ønsker den,« siger Susanne Eilersen.

Hun peger samtidig på, at udgiften til en udlånsordning hurtigt kan løbe op, men at ansvaret for pengene ligger hos de partier, der insisterer på, at robotstøvsugere skal være en del af serviceniveauet.

»Vi synes bare, at de ældre skal beholde den støvsuger, de har. Så er der jo ikke nogen udgift. Det er vores holdning. Hvis man vil lave en model med udlån, må man også være klar til at finde pengene til det,« siger hun.

Bekymringen handler ikke kun om økonomi. For Dansk Folkeparti er det især hensynet til de borgere, der ikke kan betjene en robotstøvsuger, eller som er utrygge ved teknologien.

»Vi er bekymrede for, at de ældre ikke får hjælp, hvis de ikke har en robotstøvsuger. Vi synes, det skal være glidende. Når de allerældste ikke er her mere, kommer der generationer, hvor mange flere selv har en robotstøvsuger, og så bliver det ikke et problem. Men lige nu er det et problem for nogen, og det er derfor, vi siger fra,« siger Susanne Eilersen.

Hun afviser, at økonomien vejer tungere end borgernes behov.

»I Dansk Folkeparti vejer hensynet til borgerne altid tungest. Det er vigtigere end alt andet. De ældre skal have en ordentlig service fra kommunen,« siger hun.

Dermed markerer hun, at spørgsmålet om robotstøvsugere ikke kun er teknisk eller praktisk, men i høj grad et spørgsmål om signaler og værdier.

»Dem, der gerne vil have en robotstøvsuger, skal selvfølgelig kunne bruge den. Men de ældre, som ikke kan betjene sådan en eller er utrygge ved at få den ind i huset, skal stadig have den hjælp, de har brug for. Det er ordentlighed. Og det er det signal, vi vil sende,« siger hun.

Indtil videre er sagen altså udsat, men allerede på næste møde kommer den tilbage. Og så skal politikerne finde ud af, om Fredericia skal holde fast i den nuværende linje, eller om man vil åbne for nye modeller, der kan blive både dyrere og mere indgribende.

Dagens døgnrapport fra Fyn: Halskæde røvet på åben gade og bil væltede på motorvej

0
Dagens døgnrapport fra Fyn: Halskæde røvet på åben gade og bil væltede på motorvej

KRIMI. Fyns Politi har torsdag haft hænderne fulde med alt fra tricktyveri i Odense til spirituskørsel, færdselsuheld og hærværk. Til gengæld var der intet at berette fra Middelfart.

I Assens Kommune blev der tidligt torsdag morgen anmeldt et tyveri af en nummerplade fra en varebil i Vissenbjerg.

Mere dramatisk var det i Odense C, hvor en anmelder blev opsøgt af to mænd i en sort bil på Nansensgade. Ifølge anmeldelsen tilbød mændene smykker til salg, men da den forurettede lænede sig frem, rev føreren guldhalskæden af halsen på ham og forsøgte at tage hans ring. Gerningsmanden kastede de smykker, han selv havde fremvist, til jorden, inden bilen med de to mænd forsvandt i retning mod Nyborgvej. Begge beskrives som 45-50 år gamle og iført grå T-shirt.

Torsdag formiddag blev der anmeldt endnu et nummerpladetyveri i Odense C, denne gang fra en personbil.

På Rugårdsvej i Odense NV blev en 69-årig kvinde sigtet for spirituskørsel. En anmelder havde bemærket, at hun kørte usikkert, og fulgte efter, indtil patruljen nåede frem. Kvinden, der er fra Odense Kommune, blev anholdt og fik udtaget en blodprøve.

En mere usædvanlig anmeldelse kom fra Cikorievej i Odense SØ. Her havde ukendte gerningspersoner fældet to træer på privat område ved erhvervsudlejningsejendomme. Træerne blev efterladt på stedet, og intet blev stjålet.

På Fynske Motorvej ved Odense SV skete et større uheld. Ifølge politiet bremsede en bil ned for forankørende trafik, men bilen bagved kunne ikke nå at stoppe i tide og ramte den forankørende. Den ramte bil væltede om på siden og kom til at ligge i anden vognbane. Der var store materielle skader, men umiddelbart ingen alvorlig personskade.

Fra Svendborg blev der anmeldt flere sager. På Odensevej tabte en bil faste prøveskilte på kørebanen, og på Sankt Byhavevej blev en postkasse sparket eller ødelagt med en ukendt genstand. Postkassen var bulet, og lågen revet af.

Torsdag morgen blev en 29-årig kvinde fra Svendborg desuden sigtet for at køre bil under indflydelse af euforiserende stoffer.

Alt i alt en dag med både mindre og mere alvorlige hændelser på Fyn – men altså uden sager fra Middelfart.

12-årige Gabriel vil slå sig selv og nå nye højder i basketball

0
12-årige Gabriel vil slå sig selv og nå nye højder i basketball

SPORT. I Fredericia Idrætscenter dribler en ny spiller ind i talenttræningen. Bolden følger hans skridt, som om den allerede kender rytmen, men for 12-årige Gabriel Matic er det hele nyt. Det er hans første dag som en del af Fredericia Eliteidræt, og han er her for at spille basketball.

»Det er faktisk min første gang,« siger han. Han lyder ikke nervøs, mere beslutsom. Det her er begyndelsen på noget, han har forberedt sig på hele sommeren.

Ferien har ikke været fri for træning. »Jeg har løbet og spillet basketball, og så har jeg gjort mig klar både fysisk og psykisk,« fortæller han. Forberedelsen handler ikke kun om muskler og teknik. »Jeg har tænkt over, hvad jeg skal gøre,« siger han.

Følelsen af at træde ind i hallen første gang gør indtryk. »Det er en fed følelse at se alle mine nye klassekammerater,« siger han. Mødet med holdkammeraterne er en vigtig del af oplevelsen, og han konstaterer med et lille smil, at »de er søde«.

Målet for sæsonen er klart. »Jeg vil slå mig selv fra sidste sæson, samtidig med at jeg prøver at nå et professionelt niveau. Og så vil jeg bare blive bedre.« Han peger især på angrebsspillet som et fokuspunkt. »Jeg vil gøre min skydning bedre. Altså mit angrebsniveau.«

Det kræver træning, og træning er noget, Gabriel allerede har lagt meget tid i. »Jeg træner hver dag selv, over i klubben og hernede. Om morgenen har vi morgentræning tirsdag og torsdag, og så har jeg også normalt klubtræning om aftenen. Jeg træner ellers hver dag i løbet af ugen.«

Fredericia Eliteidræt giver ham et miljø, der matcher hans ambitioner. »Jeg synes, de støtter mig. De er meget gode til for eksempel at forklare, hvad vi skal, og hjælpe os. Jeg synes, det er rigtig godt.«

At være omgivet af andre, der også vil frem, betyder meget. »Det er fedt, at man kan gå i klasse med folk, der har det samme mål som en selv, og ikke gå i klasse med folk, som er lidt ligeglade.«

Når hverdagen er fyldt med træning, bliver fritiden begrænset – og det er fint med ham. »Jeg har måske én dag i weekenden fri. Efter skole har jeg en time, før jeg skal til træning igen. Når jeg har fritid, så tager jeg en basketball eller skriver mine idéer ned om, hvordan jeg kan blive bedre.«

Gabriel tænker allerede fremad. »Jeg tror, at jeg er på et højere niveau om tre år. Jeg kan ikke rigtig gætte mig frem til det, men jeg tror, at jeg kommer til at være meget bedre og i hvert fald være på et niveau, hvor jeg nok også finder en medalje eller noget.«

Han siger det roligt, men der er ingen tvivl om, at målet er alvorligt ment. I Hal 3 er det første skridt taget – og for Gabriel Matic er det kun begyndelsen.

FHK tabte tæt generalprøve mod Ribe-Esbjerg

0
FHK tabte tæt generalprøve mod Ribe-Esbjerg

SPORT. Fredericia Håndboldklub måtte se sig slået i den sidste test inden ligapremieren, da Ribe-Esbjerg torsdag aften gæstede Middelfart Sparekasse Arena. Efter en intens og omskiftelig kamp endte det med en sejr til gæsterne på to mål.

Kampen startede ellers lovende for FHK, der hurtigt fik spillet sig til chancer og satte sig på de første minutter. Kasper Young åbnede ballet fra straffelinjen med en sikker scoring, og i den anden ende stod Sander Heieren stærkt mellem stængerne. Han leverede flere flotte redninger i indledningen, blandt andet på afslutninger fra Benjamin Hallgren, og gav hjemmeholdet et godt udgangspunkt. Malthe Hejsel viste sig også tidligt som en trussel med et skarpt skud, og Anders Kragh Martinusen fulgte op med en sikker scoring, så Fredericia fik bygget et lille forspring.

Men Ribe-Esbjerg lod sig ikke ryste og svarede hurtigt igen. Mathias Jørgensen udnyttede sine muligheder fra straffelinjen, og Lauritz Legér satte bolden ind med et par præcise afslutninger, som bragte gæsterne tilbage i opgøret. Momentum skiftede kortvarigt, og FHK blev ramt af en udvisning til Kasper Palmar, da han blev dømt for at holde en modstander tilbage. Det betød ekstra pres på hjemmeholdet, som måtte arbejde hårdt for at stå imod. Første halvleg bølgede frem og tilbage, hvor begge hold skiftedes til at have initiativet, men mod slutningen var det Ribe-Esbjerg, der fik et lille overtag og kunne gå til pause med en spinkel føring på 14-13.

Efter pausen blev det en vanskelig begyndelse for FHK. Ribe-Esbjerg udnyttede usikkerheden og straffede fejlene med to hurtige mål, hvor Alfred Jönsson hamrede bolden ind på kontra, og Marcus Mørk fulgte op med en sikker afslutning fra distancen. Sebastian Frandsen kom på mål fra starten af anden halvleg, selv om han ikke var noteret på holdkortet, og det blev en hård indledning for ham. Flere skud gik ind bag den rutinerede keeper, som ellers forsøgte at finde ind i rytmen, men måtte se sig passeret for ofte. Efter en periode med målene imod sig valgte FHK at skifte tilbage til Sander Heieren, og han fik straks sat sit præg igen. Med en række vigtige redninger holdt han hjemmeholdet inde i kampen og skabte fornyet tro på et comeback.

I anden halvleg var det især Malthe Hejsel, der trådte frem og viste vejen. Han stod bag flere afgørende scoringer, heriblandt en teknisk perle, hvor han under hårdt pres drejede rundt om sig selv og hamrede bolden i nettet. Det gav hjemmeholdet et løft i en periode, hvor kampen ellers var ved at tippe over til gæsternes fordel. Også Jonas Kruse fik sat sit aftryk med en vigtig fuldtræffer, hvor han tog ansvar i en presset situation, mens Pelle Segertoft viste kølighed med en scoring i tomt mål. De bidrag var med til at holde Fredericia helt inde i opgøret, og publikum fik en intens afslutning at gå på med.

I de døende minutter levede håbet for hjemmeholdet. Med ét minut tilbage reducerede Kasper Palmar sikkert fra straffelinjen til 31-30, og troen på en udligning lyste tydeligt igennem både på banen og på tribunen. Ribe-Esbjerg tog imidlertid en hurtig timeout med 20 sekunder igen og satte et sidste angreb op. Mads Lauridsens afslutning blev reddet af Sander Heieren, men returen havnede uheldigt for FHK lige foran Elvar Ásgeirsson, som med sit mål definitivt afgjorde kampen til 32-30.

Selv om resultatet ikke faldt ud til Fredericias fordel, fik holdet vist, at fundamentet er på plads. Forsvaret stod godt i lange perioder, Heieren leverede markante redninger, og offensivt var der både tempo og individuelle momenter af høj klasse. Generalprøven gav dermed både svar og stof til eftertanke, inden sæsonen skydes i gang den 29. august på hjemmebane mod Bjerringbro-Silkeborg i Middelfart Sparekasse Arena.

Fakta

  • Slutresultat: Fredericia Håndboldklub – Ribe-Esbjerg HH 30-32
  • Pausestilling: 13-14 til Ribe-Esbjerg
  • Tilskuertal: 600

Topscorere FHK

  • Malthe Hejsel – 8 mål
  • Kasper Palmar – 5 mål
  • Anders Kragh Martinusen – 4 mål
  • Jonas Kruse Kristensen – 2 mål
  • Frederik Jægerum – 2 mål
  • Evgeni Pevnov – 2 mål
  • Martin Bisgaard – 2 mål
  • Kristian Hübert Larsen – 1 mål
  • Kasper Young – 2 mål (hvoraf 1 på straffe)
  • Rolando González – 1 mål
  • William Andersson Moberg – 1 mål

Straffekast FHK: 4 scoringer på 6 forsøg

Topscorere REHH

  • Elvar Ásgeirsson – 5 mål
  • Lauritz Legér – 6 mål
  • Mathias Jørgensen – 4 mål (flere på straffe)
  • Rasmus Meyer – 3 mål
  • Mads Lauridsen – 3 mål
  • Jerry Tollbring – 3 mål
  • Alfred Jönsson – 4 mål
  • Karl Wallinius – 2 mål
  • Morten Jørgensen – 2 mål
  • Benjamin Hallgren – 1 mål
  • Marcus Mørk – 1 mål
  • Kasper Sjursen Syversen – 1 mål

Straffekast REHH: 5 scoringer på 7 forsøg

Læs også

Generalprøve: FHK tester formen mod Ribe-Esbjerg

0
Generalprøve: FHK tester formen mod Ribe-Esbjerg

SPORT. Klokken 17.30 fløjtes der op til den sidste træningskamp, inden sæsonen for alvor går i gang. Fredericia Håndboldklub tester formen mod Ribe-Esbjerg HH i Middelfart Sparekasse Arena, hvor der er lagt op til en intens generalprøve forud for ligapremieren den 29. august mod Bjerringbro-Silkeborg.

Du kan også følge kampen her

Vi følger kampen tæt her med opdateringer fra startopstillinger og de første scoringer til slutfløjtet, så du kan holde dig helt opdateret på fredericianernes sidste test inden turneringen.

Esther og Eskild vil vise at Tøjhuset ikke kun er for etablerede musikere

Esther og Eskild vil vise at Tøjhuset ikke kun er for...

0
KULTUR. Esther Egsdal havde besluttet sig. Den naturfaglige retning var planen, og der var ikke meget, der tydede på, at det skulle ændre sig....