POLITIK. Mens SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Grøn Kultur har samlet sig i et nyt rødt valgforbund, står Socialdemokratiet udenfor. Borgmester Christian Bro ser dog ikke beslutningen som en afstandtagen fra partiet.
Da SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Grøn Kultur i fredags præsenterede deres nye valgforbund, var det uden Socialdemokratiet. De fire partier samler kræfterne på venstrefløjen for at undgå stemmespild og styrke den røde blok frem mod kommunalvalget. Valgforbundet bygger på fælles værdier om grøn omstilling, velfærd og et stærkt kulturliv. Socialdemokratiet står dermed uden for det tekniske samarbejde, men både borgmester Christian Bro og partiets formand, Karsten Cordtz, forventer fortsat et tæt samarbejde efter valget.
»Jeg tænker, at årsagen er, at de vil undgå stemmespild på den røde fløj. Det plejer at være hovedårsagen til, at man indgår et valgforbund. Det er jo, at netop til kommunalvalg, det er for at undgå stemmespil,« indleder borgmester Christian Bro mandag formiddag.
Han understreger, at Socialdemokratiet fortsat deler mange politiske værdier med partierne i valgforbundet.
»Vi har på mange punkter overlap på værdier med SF og Enhedslisten. For den sags skyld også med De Radikale og Preben (Grøn Kultur, red.),« siger han.
“For min skyld kunne vi godt være med”
Selvom Socialdemokratiet ikke er med i det nye samarbejde, afviser borgmesteren, at det skyldes politiske uenigheder.
»Både ja og nej. Altså, for min skyld kunne vi godt være med,« siger han og tilføjer:
»Men jeg tror også, at det er hensigten, at de holder stemmerne hos sig selv. Altså, det er sådan i et valgforbund, det vil det største parti stort set altid profitere af.«
Han uddyber, at det typisk er det største parti, der får et ekstra mandat ud af et valgforbund.
»Med meget stor sandsynlighed vil det være det største parti, der høster et ekstra mandat på et valgforbund. Og det tænker jeg vel er den overvejelse, de har haft — at de hellere selv vil være det største parti, og dermed enten SF eller Enhedslisten, og dermed selv høste et ekstra mandat. Den tankegang kan jeg jo godt sætte mig ind i,« siger han.
“Vi er stadigvæk i den samme familie”
På spørgsmålet om, hvorvidt han frygter, at Socialdemokratiet fremstår isoleret, svarer Christian Bro:
»Vi taler udmærket med flere af partierne, så det er jeg ikke som sådan. Det kan betyde, at der kommer et mandat mere til røde partier, men derfor er vi jo stadigvæk i den samme familie.«
Han understreger, at beslutningen ikke bekymrer ham.
»Nej, det gør det faktisk ikke. Jeg tænker, at når stemmerne er talt op, så vil vi arbejde for at finde et flertal — altså for Socialdemokratiets vedkommende jo gerne så bredt et flertal som muligt. Det tror vi er bedst for byen, og det vil jo være den vej, vi arbejder,« siger han.
Borgmesteren peger desuden på, at der fortsat er mest politisk overensstemmelse mellem Socialdemokratiet og partierne i det nye valgforbund.
»Når det er sagt, så er der noget mere overensstemmelse mellem Socialdemokratiet, SF og i til en vis grad Enhedslisten, end der er mellem os og Venstre, for eksempel,« siger Christian Bro.
BUSINESS. Fredericia Midtby bløder, mens maskinerne arbejder videre. Det siger formand for Fredericia Shopping, Jesper Hansen, der nu retter en usædvanligt skarp kritik af kommunens håndtering af det omfattende vejarbejde ved Danmarks Port og Nørrebrogade. Han mener, at byens vigtigste adgangsvej er blevet lukket uden hverken konsekvensanalyse, plan for skadesbegrænsning – eller reel dialog med de erhvervsdrivende.
»Der er ingen handling. Vi har igennem længere tid kontaktet Teknisk Udvalg og fortalt om alvoren. Vi har bedt om svar, men der sker intet,« siger Jesper Hansen. Ifølge ham står erhvervslivet i midtbyen nu i en situation, hvor mange butikker mærker faldende omsætning, mens usikkerheden stiger.
»Flere butikker oplever fald på op til 20 procent. Det er i en branche, der i forvejen kæmper for at overleve. Efterspørgslen på nye butikslokaler er i praksis faldet til nul, og flere forretningsdrivende melder, at de overvejer, om de kan fortsætte. Det er alvor nu,« siger han.
»Der er ingen handling,« siger Jesper Hansen fra Fredericia Shopping, som mener, at kommunen har lukket byens vigtigste adgangsvej uden at vurdere konsekvenserne for handel og byliv.
Ingen inddragelse – ingen plan
Jesper Hansen fortæller, at hverken Fredericia Shopping eller Midtbyudvalget blev inddraget i planlægningen af projektet, selvom lukningen af Danmarks Port har direkte konsekvenser for både handel, caféer, turisme og trafik.
»Som trold af en æske kunne vi i medierne læse, at porten skulle lukkes i en lang periode. Vi har hverken været med i processen, blevet hørt eller orienteret. Og da vi spurgte forvaltningen, om der lå konsekvensanalyser for handel og kulturliv, fik vi at vide, at de fandtes. Men ingen har kunnet fremlægge noget som helst,« siger han.
Han kalder situationen uholdbar. »Det her er ikke en lille byggeteknisk detalje. Det handler om Fredericias byliv, erhvervsliv og økonomiske overlevelse. Og kommunen bliver nødt til at tage ansvar for de konkrete og målbare konsekvenser, beslutningen har haft for midtbyen,« siger Jesper Hansen.
Andre løsninger blev aldrig undersøgt
Fredericia Shopping mener, at kommunen kunne have valgt mindre indgribende løsninger, som ville have bevaret en vis adgang til midtbyen.
»Der var muligheder. Man kunne have set på, hvordan man kunne bevare færdsel for både gående og biler – måske ikke for lastbiler og busser, men så der i det mindste var en smule trafik,« siger Jesper Hansen.
Han peger også på, at arbejdet kunne være planlagt anderledes: »Man kunne have overvejet natarbejde. Eller sat flere folk på, så projektet tog kortere tid. Ingen af de forslag er blevet vurderet. Der er bare valgt den løsning, der generer mest og tager længst tid.«
Et sår midt i byens puls
For Fredericia Shoppings formand er konsekvensen tydelig: lukningen af Danmarks Port har skabt et vakuum i hele byens handelsliv.
»Når du fjerner den vigtigste adgangsvej til midtbyen, så lukker du ikke bare en port – du lukker for pulsen. Kunder, leverandører og besøgende bliver væk. Der er handlende, som mister modet, og nogle af dem vil ikke komme igen. Det er den realitet, vi står med,« siger han.
Han advarer om, at skaderne kan blive endnu værre, hvis tidsplanen skrider, og lukningen strækker sig ind over højsæsonen.
»Hvis det her trækker ud og rammer julehandlen og Black Friday, så bliver det katastrofalt. Det vil være dråben for mange butikker. Og når kommunen senere skal evaluere handlen i midtbyen, vil resultaterne ikke give et retvisende billede. Effekten af Danmarksportens lukning overskygger alt andet,« siger han.
”Det her handler ikke om grøn omstilling”
Jesper Hansen understreger, at Fredericia Shoppings kritik ikke handler om miljøpolitik eller trafikideologi.
»Det her har intet med grøn omstilling eller bilisme at gøre. Det handler alene om byens overlevelse. Om at sikre, at vi stadig har et handelsliv, et byliv og et image som en attraktiv by at besøge og drive forretning i. Lige nu bliver det hele sat over styr,« siger han.
Et opråb til byrådet
Fredericia Shopping har nu rettet en direkte appel til byrådet om at gribe ind og sikre handling.
»Vi beder det samlede byråd om at give sagen den størst mulige opmærksomhed og sikre, at der straks bliver gjort noget for at begrænse skaderne. Det handler ikke om at pege fingre, men om at få løst problemet. Der skal findes løsninger – og der skal handles nu,« siger Jesper Hansen. Han taler på vegne af en branche, der ifølge ham ikke længere kan nøjes med forståelse og løfter.
»Fredericia har potentialet til at være en fantastisk handelsby, men lige nu er vi ved at miste grebet. Kommunen må vågne op og tage ansvaret på sig. For det er ikke kun mursten, der smuldrer – det er tilliden mellem byens erhverv og beslutningstagerne,« siger Jesper Hansen.
HISTORIE. På bakkekammen syd for Fredericia, hvor vinden står ind fra Lillebælt, og hvor markerne læner sig mod horisonten, ligger et stykke jord, som i mere end tusind år gemte på en hemmelighed. Da arkæologerne fra Vejlemuseerne i 2019 begyndte at fjerne de øverste lag af muld, dukkede resterne af en bygning frem, så monumental, at man måtte tage et skridt tilbage for at forstå dens betydning. En hal på næsten halvtreds meter, med stolper så tykke som egetræsstammer og spor efter vægge, der har båret et tag op til ti meter over jorden. Det var ikke bare en bygning. Det var et symbol. Det var både området omkring den statslige virksomhed Energinet, men det var også Erritsø, der hvor Danmarkshistorien og kongerækkerne skal omskrives de næste 50 år.
Forskningschef Mads Ravn sagde dengang om øjeblikket, hvor man mærker historiens tyngde, at fundet lå på 9,5 på en skala fra ét til 10 over det, en arkæolog kan drømme om. Ikke fordi det var enestående i sig selv, men fordi det satte et nyt lys over hele fortællingen om, hvordan Danmark blev til. For hallen i Erritsø ligger ikke tilfældigt. Den ligger præcis der, hvor magten kunne samle sig. Hvor man kunne se ud over bæltet, styre skibe, kontrollere handel og bevægelse. Det er et sted, hvor en konge kunne have siddet – længe før nogen skrev hans navn på en sten i Jelling.
I dag er der ikke meget at se. Græsset dækker igen den jord, der engang rummede vikingernes største hal. Men fortællingen er vokset. Seks år efter udgravningen er fundet stadig genstand for forskning, og det har sat sit aftryk i en udstilling, der har trukket tusindvis af besøgende til Vejle. I Spinderihallerne kan man i disse måneder opleve De Første Konger, hvor lyd, lys og tegneseriekunst væver fortiden sammen til et sansemættet portræt af de mænd, der regerede Danmark, før Danmark blev et land.
En af dem, der har fulgt historien tæt, er lokalhistoriker Gert Jensen. Han var der, da arkæologerne fandt de første stolpehuller, og han har siden lyttet til deres tolkninger, deltaget i diskussionerne og samlet de brikker, som nu tegner et billede af, at de tidlige danske konger boede netop her – i Erritsø. Han taler roligt, næsten med en andagt i stemmen, når han beskriver det.
»Det her er verdenshistorie med vikingerne,« siger han. »Vi troede, at kongerækken begyndte med Gorm den Gamle i Jelling, men her ser vi, at kongerne regerede fra området omkring Fredericia i måske fem hundrede år før det. Det ændrer hele vores forståelse af, hvornår Danmark blev samlet.«
Han fortæller om de konger, vi næsten havde glemt. Angantyr, Horik, Harald Klak. Navne, der kun har levet i brudstykker i de frankiske kilder, men som nu får krop gennem arkæologien. Missionærer kom hertil i begyndelsen af 700-tallet for at forhandle med den danske konge, og Gert Jensen er ikke i tvivl: det må have været her, i Erritsø, de trådte i land. Han beskriver det som et billede, der pludselig får farver. En hal fyldt med røg, lys og stemmer. En hersker, der tager imod gæster fra syd, mens havvinden blafrer i uldklæderne.
For arkæologerne er fundet ikke kun et vidnesbyrd om fortidens magt, men et tegn på en struktur. Stolpehullernes mønstre afslører, at hallen er blevet genopført flere gange. Nye vægge, nye konstruktioner. Et tegn på kontinuitet. Et sted, der har været centrum for magt i generationer. De kalder det stormandsgård, men det ord rækker næsten ikke. Der har været palisader, voldgrave, befæstninger. Et organiseret anlæg, der peger på et rige under opbygning.
»Vi kan nu se, at der har været to sider af det samme kongerige,« sagde Mads Ravn. »Lejre i øst og Erritsø i vest. De har været forbundet – måske med fælles symbolik, fælles byggestil, måske endda fælles magt. Det er begyndelsen på det Danmark, vi kender i dag.«
Sammenligningen med Lejre er ikke tilfældig. I Sagnlandet Lejre genskaber man en tilsvarende hal, den 61 meter lange bygning fra 700-tallet, som forskerne mener, har været hjemsted for de første konger på Sjælland. Her har man brugt både 3D-simuleringer, arkitekturanalyser og håndværk for at forstå, hvordan konstruktionen fungerede. Og netop det samarbejde mellem forskning og formidling har inspireret arkæologerne i Jylland.
I Vejle er det samme princip foldet ud i udstillingen De Første Konger. Rummet er mørkt og omsluttende. Lyduniverset skabt af komponist Simon Brinck bevæger sig fra sagte vindstøj til metalliske klange, som var man i en hal, hvor nogen netop rejser sig fra et langbord. På væggene strækker Thierry Capezzones tegninger sig fra gulv til loft. De viser kong Horik og Harald Klak i kamp, som beskrevet i kejserens årbøger. Mellem de håndtegnede billeder står montrer med genstande fra den tidlige vikingetid – sværd, smykker, mønter og en bådgrav fra Hedeby, som måske rummer en af kongerne selv.
Udstillingen har allerede haft over tyve tusind besøgende – nok mange flere. Mange af dem kommer langvejs fra for at se de nyeste arkæologiske resultater. Men Gert Jensen ser det også som en påmindelse om, hvor fortællingen hører hjemme.
»Det er vores historie,« siger han. »Det kunne lige så godt have været i Fredericia. Det er her, det hele begyndte.«
Han læner sig lidt frem og tilføjer med et lille smil: »Men måske kommer den også hertil. Det arbejder vi på.«
For ham handler det ikke kun om historie, men om identitet. Fredericia er en by, der blev grundlagt i 1600-tallet som fæstning – et sted, hvor riget blev forsvaret og samlet. At det samme område nu viser sig at have været centrum for den tidlige kongemagt, ser han som mere end en tilfældighed. Det er en linje gennem tiden. En by, der igen kan blive et samlingspunkt. Fredericia er en kongeby. Det er ikke bare snak, og det giver byen muligheder.
»Der ligger et enormt potentiale i det,« siger han. »Hvis vi tør tage det alvorligt, kan det her tiltrække hundrede tusind gæster om året. Ikke som en turistattraktion, men som en oplevelse, hvor man mærker historiens nærvær. Vi har en chance for at gøre det til en del af byens sjæl.«
Han taler om de mange krydstogtskibe, der allerede lægger til i Fredericia Havn. Flere tusinde turister hvert år. De bliver sat i busser og kørt til Jelling for at se to runesten. Det er den del, der får ham til at sukke.
»Vi sender dem af sted for at høre om vikinger, mens den ægte vikingehistorie ligger lige her. Det er jo helt absurd,« siger han og ryster på hovedet.
Han forestiller sig i stedet et center, der kan fortælle historien fra Erritsø, måske med en rekonstruktion af hallen i fuld størrelse, måske som et digitalt oplevelsesrum, hvor man kan gå ind i fortiden og mærke den. Et sted, der forbinder fortidens konger med nutidens by.
Fredericia kunne blive et nationalt fyrtårn for den tidlige Danmarkshistorie, et sted hvor skoleklasser, forskere og turister mødes i et landskab, der bogstaveligt talt rummer begyndelsen. For selv om jorden i dag ser stille ud, fortsætter arbejdet. I laboratorierne undersøges trækul, pollen og jordprøver, og måske gemmer de på flere spor. Hver lille kulrest kan fortælle, hvilken træsort hallen var bygget af. Hver mikroskopisk analyse kan fastslå, om der har været ildsteder, tekstiler, metal.
For arkæologerne handler det om at komme tættere på menneskene. Hvem de var. Hvordan de levede. Hvordan de tænkte. For Gert Jensen handler det om noget andet – at forstå, hvad det betyder for os nu.
»Det er her, Danmark blev født. Ikke som idé, men som virkelighed. Det var her, kongerne samlede sig, her de styrede, her de så ud over landet. Det er ikke bare fortid. Det er vores begyndelse.«
Måske vil de næste år bringe flere fund. Måske vil hallen en dag rejse sig igen – ikke i træ, men i fortælling. For der er steder, hvor historien ikke bare ligger under fødderne. Den ånder. Erritsø er et af dem. Og hvis man lytter længe nok, kan man næsten høre lyden af fodtrin på et jordgulv, lyden af Danmark, der tager form for allerførste gang.
Der er for alvor gang i dansen om guldkalven i Fredericias politik. Efter det nye røde valgforbund mellem SF, Enhedslisten, Radikale og Grøn Kultur står Socialdemokratiet alene – og mange morer sig kosteligt over det. Men måske griner de for tidligt. For i virkeligheden kan Socialdemokratiets isolation vise sig at være den mest lukrative position af dem alle.
Andre partier binder sig til hinanden i faste valgforbund, Socialdemokratiet står som fri aktør – klar til at handle til begge sider. De kan sælge deres støtte til højeste politiske pris, og dermed få større reel indflydelse, end borgmesterkæden i sig selv ville give. Det er det nye spil i Fredericia: politik som handelsvare, hvor mandater bliver byttepenge, og principper ofte bliver justeret efter udbud og efterspørgsel.
Vælgerne risikerer, at de ikke får det, de stemte på. For når magtens møntfod bliver mandater og udvalgsposter, forsvinder de klare skillelinjer. Man kan kalde det politisk pragmatisme – eller man kan kalde det udsalg. Spørgsmålet er blot: Hvem ender med at holde brandudsalg, hvem må dreje nøglen om – og hvem kan stadig sælge varen til fuld pris?
Selv siger jeg det lige ud: Jeg er ikke til salg for ussel mammon. Men politik handler også om at få mest muligt af sin politik igennem – uden at miste sjælen undervejs. Det gælder for os alle – både Socialdemokratiet, de borgerlige, de rød-grønne og vi der er rigtig liberale.
Efter kommunalvalget i 2025 bliver Fredericia ét stort forhandlingsrum. Ingen får total magt, og blokkene vil få svært ved at samarbejde på tværs. Der er for mange alfahanner i omløb og for mange partier, der vil være kongemagere. Det bliver et politisk puslespil, hvor enhver brik skal vejes, vendes og vurderes – og hvor selv de små kan gøre en forskel.
Så ja, mange griner af, at Socialdemokratiet står alene. Men i det spil, der venter, kan det vise sig, at den, der står alene, står stærkest. For A kan handle frit, mens de andre allerede har skrevet under på rabataftaler.
Jeg danser ikke om guldkalven. Jeg vil hellere stå udenfor forhandlingslokalet med æren i behold, end at sælge mig selv for billigt. Men jeg Poul Rand går gerne ind – når der er tale om at handle på frihedens, fornuftens og Fredericias vegne. Den der ler sidst ler bedst.
FREDERICIA. Debatten om Fredericia Midtby tager til i styrke. Hvor byrådet arbejder videre med midtbystrategien, og politikere forsvarer både ensretninger og nye trafikeksperimenter, advarer nu Fredericia Grundejerforening om konsekvenserne. Foreningen frygter, at midtbyen bliver mindre tilgængelig – til skade for både borgere, butikker og turister.
Christian Viuff er bekymret.
Formanden for Fredericia Grundejerforening, Christian Viuff, kalder udviklingen bekymrende.
»Planer om færre parkeringspladser og ensretning af op mod 39 gader risikerer at gøre midtbyen mindre tilgængelig – både for beboere, kunder, turister og erhvervsdrivende. Vi deler kommunens ambition om en grøn og levende by, men vi savner, at erhvervslivet og de lokale udlejere bliver inddraget i tilstrækkelig grad, når beslutninger om mobilitet og byrum træffes,« siger han.
Et simpelt princip: Fjernes pladser, skal de erstattes
Foreningen fremhæver, at hverdagslogistikken er afgørende for midtbyens fremtid. Det handler både om borgernes mulighed for at parkere tæt på hjemmet, om kundernes adgang til butikkerne og om turisternes oplevelse af byen.
»Derfor foreslår vi et enkelt princip. Når p-pladser fjernes, bør der etableres ny tilsvarende kapacitet i nærområdet. Hvor det ikke er muligt, må der i fællesskab findes kompenserende løsninger – som korttidsparkering, bedre skiltning, leveringsvinduer og digital p-henvisning,« siger Christian Viuff.
Skepsis over for ensretninger
En anden bekymring er de mange ensretninger, der er på tegnebrættet. Ifølge Grundejerforeningen kan de skabe mere forvirring end flow.
»Vi støtter som udgangspunkt ikke yderligere ensretning af gader i midtbyen. Det kan skabe forvirring og omveje, især for turister og førstegangsbesøgende, og dermed påvirke både besøgstal og handelsliv negativt. Midtbyen skal opleves som enkel og indbydende – ikke som et trafikalt puslespil. Det handler ikke om at være imod forandring — men om at gøre den forudsigelig og brugervenlig,« siger formanden.
Foreningen opfordrer til, at kommunen fremover arbejder langt tættere sammen med byens erhvervsliv og relevante foreninger.
»Vi ser gerne, at man nedsætter et særligt §17, stk. 4-udvalg, som kan sikre, at beslutninger træffes på et fælles vidensgrundlag og med blik for både byliv og tilgængelighed. Vi stiller gerne op med konkrete forslag og data fra hverdagen. Men vi håber, at kommunen vil lytte – og inddrage flere af dem, der kender midtbyen indefra,« siger Christian Viuff.
Midtbyens fremtid på spil
Med sit indspark melder Fredericia Grundejerforening sig nu ind i en debat, der i forvejen er præget af kritik fra både borgere og erhvervsliv. Hvor nogle politikere fremhæver prøvehandlinger som en nødvendig vej frem, ser foreningen risikoen for, at midtbyen mister noget af sin sjæl – hvis ikke tilgængeligheden forbliver i centrum.
»Vi ønsker en levende, grøn og attraktiv bymidte. Men det kræver, at borgerne og kunderne også kan finde derind. Ellers bliver det svært at fastholde butikker, caféer og byliv,« slutter Christian Viuff.
For lidt over et halvt år siden var Socialtilsynet på vej til at fjerne godkendelsen af Kobbelgården.
Men takket være et stærkt benarbejde fra Senior- og Socialudvalget samt forvaltningen, har Socialtilsynet nu ændret sin afgørelse. Kobbelgården har fået sin godkendelse tilbage, og borgerne kan igen se fremtiden i møde med større ro og tryghed.
Men er alt nu fryd og gammen? Er alt, som det var før tilsynets indgreb? Nej, langt fra.
Nu begynder det virkelige arbejde. Udvalget og forvaltningen skal sikre den nødvendige ro – ikke kun for borgerne, men også for deres pårørende. Der skal skabes gennemsigtige forhold og træffes beslutninger, som afspejler det reelle billede af Kobbelgården – ikke et glansbillede, som kommunen ikke kan leve op til.
Både borgere og ansatte har krav på forbedrede forhold. Vi må ikke tegne et billede af, at der skabes løsninger til millioner, når virkeligheden kun rummer tusindvis af kroner.
Kobbelgården har fra begyndelsen haft et solidt fundament, men flere beslutninger – både økonomiske og pædagogiske – har desværre fået dette fundament til at slå revner.
Ja, vi skal glæde os over, at godkendelsen er tilbage. Men nu er der behov for en klar målsætning for Kobbelgården: Hvilke borgere skal bo der? Hvilke kompetencer skal de ansatte have – fra ledelsen til medarbejderne i huset?
Det er afgørende, at vi undgår fagsnobberi og i stedet ansætter mennesker, der vil og kan give borgerne den rette pleje og omsorg.
Godkendelsen giver os muligheden for at genopbygge fundamentet – gennem løbende orienteringer til udvalg og interessenter, og ved at skabe gennemsigtighed. Målet er, at Kobbelgården fremstår som et trygt og godt sted at være – et sted, hvor medarbejderne er glade for at gå på arbejde, og hvor pårørende med ro i sindet kan lade deres kære bo.
I SF vil vi følge udviklingen på Kobbelgården tæt. Vi vil stille spørgsmål til de beslutninger, der træffes, og vi vil løbende bede fagudvalget om orienteringer fra Kobbelgården.
BUSINESS. På Nørrebrogade i Fredericia ligger en butik, der har overlevet alt fra inflation og kriser til pandemi og stigende råvarepriser. Men nu føler slagtermester Frank Gregersen, at han står over for sin hårdeste modstander nogensinde – kommunens vejarbejder.
Han elsker Fredericia, som han kalder sin by med stort F. Han taler med den ro og myndighed, der kendetegner en håndværker, der har set det meste. Men i dag er stemmen træt.
»Jeg gider ikke mere. Jeg gider ikke engang tale om det. De har lavet asfalt og gravet i jorden flere år – on and off – og nu kan jeg simpelthen ikke se en ende på det. Det har stået på alt for længe. Vi kan ikke drive forretning under de her forhold,« siger han.
En bydel i undtagelsestilstand
Uden for slagterens forretning på Nørrebrogade er asfalten gravet op. Trafikken snor sig omkring maskiner, afspærringer og omkørsler. De mange måneder med afbrudte forbindelser har slidt på både erhvervslivet og tålmodigheden.
»Det er svært at få varer hjem. BC Catering, som leverer til mig, vil ofte ikke engang køre hertil. Jeg må selv hente mine varer ude ved Biltema, fordi de ikke kan komme frem. Og når jeg skal ud med varer – tapas, catering, hvad det nu er – så aner jeg ikke, hvordan jeg skal komme ud af byen. Jeg må ikke køre ud fra 6. Julivej, og holder jeg på hjørnet, risikerer jeg parkeringsbøder,« siger han og ryster på hovedet og fortæller, at senere i dag er p-vagterne nok klar med bødeblokken til beboere og folk i kvarteret, uden forståelse for det kaos, vejarbejdet skaber.
Frank Gregersen slår ud med armene. »Det her er ikke bare en forstyrrelse. Det er et erhvervsmæssigt mareridt. Kunderne giver op, inden de når frem. Kørelæreren kan ikke komme rundt med sin trailer. Vi er nogle, der gerne vil drive forretning her, men det bliver gjort umuligt.«
En by, der mister pusten
Slagteren har forståelse for, at der skal laves vejarbejde. Rør skal udskiftes, kloakker skal renoveres, og infrastrukturen skal vedligeholdes. Men for ham handler problemet ikke om, at arbejdet udføres – men om hvordan.
»Jeg har aldrig sagt, at man ikke skal renovere. Selvfølgelig skal man det. Men det handler om planlægningen. Hvorfor skal det altid gøres på en måde, der generer flest muligt? Hvorfor er der ingen, der spørger os, hvornår vi har mest travlt, så de måske kunne arbejde i den anden ende? Det føles, som om vi bare bliver chikaneret. Der er snart ikke nogen selvstændige tilbage på Nørrebrogade,« siger han stille.
Han peger ud ad vinduet. »Der var engang liv her. Nu er der kun afspærringer.«
Et erhverv der mister troen
For Frank Gregersen er det ikke længere et spørgsmål om frustration, men om resignation.
»Jeg har givet op. Jeg har kæmpet i årevis for at blive hørt. Men kommunen lytter ikke. De orienterer os bare – fortæller, at nu går de i gang igen. Vi får at vide, at de selvfølgelig vil gøre alt for ikke at genere os, men resultatet er det samme. Vi bliver sat tilbage hver gang,« siger han.
Han sukker. »Det værste er, at de tror, det går over. Men for mange af os gør det ikke. Vi mister omsætning, lærlinge, arbejdskraft. Kunderne finder andre steder at handle. Folk får nye vaner. Og når først de har vænnet sig til at handle et andet sted, kommer de ikke tilbage.«
Kaos og frygt for trafiksikkerheden
Det er ikke kun økonomien, der bekymrer ham. Han frygter også for trafiksikkerheden midt i de mange afspærringer og omkørsler, og man kan endda se, at mange afspærringer slet ikke fører til, at der laves noget gennem flere dage.
»Det er direkte kaos. Der er biler, der holder, hvor de ikke må, fordi de ikke kan komme andre steder. Folk forsøger at finde genveje. Det er uoverskueligt, og jeg frygter for de bløde trafikanter – børn, ældre, cyklister. Der er ingen klar retning. Det er som om, det hele bare bliver klasket sammen,« siger han.
Han fortæller, at selv hans kone, som han beskriver som »den mest lovlydige kvinde, jeg kender«, er begyndt at tage ulovlige smutveje for at kunne komme ud af byen. »Hun sagde til mig: Jeg gad ikke mere. Jeg kørte bare ud på Egeskovvej. Og det er jo farligt – det er der en grund til, man ikke må. Men folk mister tålmodigheden,« siger han.
Manglende koordinering og kommunikation
Ifølge Frank Gregersen er det ikke vejarbejdet i sig selv, der vælter læsset, men den manglende koordinering.
»Man laver arbejde i uge 41, springer uge 42 over og fortsætter igen i uge 43. Hvorfor? Fordi der er efterårsferie? Der er ingen logik. Der er ingen, der siger noget. Socialdemokraterne forsvarer det hele på Facebook, som om alt er perfekt. Men de burde komme herned og se virkeligheden,« siger han.
Han efterlyser noget så enkelt som dialog. »Hvis bare de ville komme forbi og spørge: Hvornår får du varer? Hvornår har du mest travlt? Hvordan kan vi gøre det lettere for dig? Men det sker aldrig. Vi bliver bare orienteret – ikke spurgt.«
»Andre byer kan finde ud af det«
Gregersen mener ikke, at problemet er nødvendigheden af arbejdet – men måden det udføres på.
»Jeg har set, hvordan man gør i andre byer – både herhjemme og i udlandet. Der kan man godt lave vejarbejde på en måde, hvor butikkerne stadig kan holde åbent, og hvor folk kan komme frem. Det koster måske lidt mere, fordi man planlægger bedre og arbejder hurtigere, men man regner til gengæld på hele samfundsøkonomien. Det gør man ikke her,« siger han.
Han mener, at Fredericia overser den menneskelige og økonomiske regning. »Andre steder tænker man på, at mennesker får nye vaner, hvis alt er lukket for længe. Her i byen glemmer man det. Forbrugerne finder andre veje, og så kommer de ikke tilbage. Det koster for os, der prøver at skabe noget lækkert og holde byen i live,« siger han.
En sommer spildt på stilstand
Han forstår heller ikke, hvorfor arbejdet ligger stille i perioder, hvor vejret er bedst.
»Jeg forstår det simpelthen ikke. Sommerferien – hvor der er tørt, lyst og masser af mulighed for at arbejde – den bliver ikke udnyttet. De kunne have gjort det færdigt der. Der er jo fint vejr til at lægge asfalt. I stedet holder de pause og begynder igen, når efteråret sætter ind. Det er dårlig planlægning,« siger han.
Slagtermesteren taler roligt, men ordene bærer vægten af mange års tålmodighed, der er slidt op.
»Det har stået på for længe. Jeg forstår ikke, hvordan man kan lade det køre sådan her. Det her er år to – og hvis man ser på alt det, de har lavet de sidste syv år i byen, så føles det som ét langt vejarbejde. Man slår erhvervslivet i stykker. Det holder ikke,« siger han.
Han kigger ud over gaden, hvor der er helt stille. »Jeg elsker Fredericia. Men hvis politikerne ikke snart vågner og ser, hvad vi skal drive forretning under, så er jeg ikke sikker på, at der er meget tilbage af det Fredericia, vi elsker,« siger Frank Gregersen.
DØGNRAPPORT. Sydøstjyllands Politi måtte søndag aften rykke ud til to meget forskellige hændelser i Fredericia. Den ene endte med en anholdelse efter en dramatisk biljagt, mens den anden drejede sig om en voldsepisode i forbindelse med fodbold på Monjasa Park. Det fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen fra Patruljecenter Syd.
Sagen om vanvidskørsel begyndte klokken 18.22 på Østjyske Motorvej, hvor en kvindelig bilist kontaktede politiet. Hun forklarede, at hun var blevet presset ud mod autoværnet af en personbil, der kørte i nordgående retning. Kort efter, klokken 18.35, fik en patrulje øje på bilen på motorvejen ved Taulov.
»Patruljen eftersatte bilen, som undervejs foretog flere farlige manøvrer. På Taulovmotorvejen, i østlig retning, lavede føreren et pludseligt vognbaneskift fra første til anden bane og pressede en anden bilist til en katastrofeopbremsning. Hvis bilisten ikke havde reageret, kunne det være gået rigtig galt,« siger Arno Rindal Petersen.
Politiet hører gerne fra føreren af den bil, der måtte bremse hårdt op, eller fra andre, der har observeret episoden omkring 18.35.
Biljagten fortsatte ind gennem Taulov, hvor politiet til sidst påkørte den eftersatte bil for at få den standset på Rytterskolevej. Det lykkedes, og føreren blev anholdt.
»Der var tale om en 49-årig mand fra Aabenraa. Han blev sigtet for en række forhold – blandt andet for at køre påvirket af både alkohol og hash, for at have kørt over for rødt lys på Skærbækvej, for at have krydset dobbelt optrukne striber på Adelvej og for at have kørt i den forkerte side af vejen. Han blev frihedsberøvet nogle timer og derefter løsladt,« fortæller vicepolitiinspektøren.
Manden kørte i en grå Opel Astra med tyske nummerplader.
Senere på aftenen, klokken 22.10, blev der desuden anmeldt en voldsepisode i forbindelse med fodbold på Monjasa Park i Fredericia.
»En 30-årig mand fra Kolding blev slået i hovedet med et knytnæveslag af en ukendt gerningsmand. Der er ikke umiddelbart tale om alvorlig personskade, og ellers var der god ro og orden på stedet,« siger Arno Rindal Petersen.
POLITIK. Når debatten om kommunernes slidte veje og hullede cykelstier ruller, er det ofte tal og rapporter, der fylder. Men for Cecilie Roed Schultz, medlem af Fredericia Byråd, er det et spørgsmål om politiske valg, som borgerne mærker helt konkret i hverdagen.
Hun har i årevis været tæt på de budgetforhandlinger, hvor asfaltpuljer har stået over for socialområdet, og hvor prioriteringerne har haft konsekvenser. »Der har været nogle budgetforlig de sidste 12 år, hvor vi indimellem har prioriteret at flytte nogle penge fra asfaltvedligehold til velfærd. Og det er jo for at få pengene til at række, og der har været nogle velfærdsområder, vi har prioriteret højere. Det har jo haft betydning. Ikke så meget lige det første år eller andet år, men så er det, at det begynder at se træls ud, når man ikke har kunnet vedligeholde asfalt på samme niveau som tidligere,« siger hun.
Hendes vurdering er, at Fredericia gennem længere tid har haft en ujævn kurs. Nogle år har kommunen sat millioner af til store asfaltpuljer, mens andre år har været præget af stilstand. »Jeg tror, at min oplevelse er egentlig, at det har været enormt svingende. Altså så har der været nogle år, hvor der ikke er sket ret meget vedligehold, og så er der blevet sat rigtig meget ind, og der er nogle strækninger, der virkelig har fået en opgradering. Og så er der blevet lidt mere stille igen. Jeg tror, det har været sådan lidt stop and go, i stedet for måske en mere stabil drift og vedligehold af vores asfalt,« siger Cecilie Roed Schultz.
Undersøgelsen fra Asfaltindustrien viser, at 42 procent af borgerne oplever, at veje og cykelstier er blevet dårligere de seneste fem til ti år. Tallene vidner om en stigende utilfredshed, og spørgsmålet trænger sig på, om vejene i Fredericia reelt er blevet underprioriteret. Cecilie Roed Schultz afviser at kalde det et generelt svigt, men hun anerkender, at udviklingen har været ujævn. »Jeg har ikke sådan en oplevelse af, at vi generelt forringer vejnettet. Jeg synes bare, at det kommer lidt i klumper,« siger hun.
Hun peger samtidig på den politiske virkelighed, hvor asfalt må vige for andre velfærdsområder, når økonomien er stram. »Når vi har stået der og virkelig haft brug for pengene til noget andet, så har man selvfølgelig mere lyst til at lave nedskæringerne i asfaltarbejde. Jeg tror, der var engang en, som sagde, at spørgsmålet er, om vi skal lave huller i menneskers liv eller i asfalt,« siger hun og understreger, at prioriteringerne altid har en social dimension.
Men for borgerne handler det ikke om balanceark, men om tryghed. Netop det aspekt genkender Cecilie Roed Schultz. »Jeg synes da også, at nogle gange, så ser man, at der bliver prioriteret veje over cykelstier. Men det er jo en politisk beslutning. Det er jo et teknisk udvalg, der udmønter pengene. Så den konkrete prioritering, den foregår jo der,« siger hun.
Dermed peger hun på, at den oplevede tryghed på vejene ikke alene er et spørgsmål om asfalt og cykelstier, men om de prioriteringer, der sker bag lukkede døre, når budgetterne lægges. Og med en vælgerundersøgelse, der placerer veje og cykelstier på linje med ældrepleje og skoler, er det tydeligt, at asfaltens huller kan blive en af de politiske prøvesten frem mod kommunalvalget i november.
POLITIK. Når fredericianere i stigende grad omtaler deres egen midtby som en labyrint, skyldes det både ensretninger, lukkede veje og parkeringspladser, der er flyttet eller forsvundet. For byrådsmedlem David Gulløv (S) er det en kritik, han godt forstår, men også en del af et større billede.
»Hver eneste gang, du laver om i nogle trafikforhold, så bliver der jo en tilvænningsperiode, hvor man skal finde ud af, hvad der sker. Der ligger jo en strategi og nogle tanker bag om at forsøge at gøre midtbyen – og generelt byen – til et område, hvor trafikken kan flyde. Det er bare ikke nødvendigvis nemt, når det handler om at ændre på vores vaner som bilister,« siger han.
Parkeringspladser og forskellige behov
Blandt de største kritikpunkter er bekymringen for, hvordan ældre, dårligt gående og handicappede borgere skal kunne komme til butikkerne, når parkeringspladser forsvinder. Men Gulløv ser ikke situationen så dramatisk.
»Jeg har ikke oplevet, at det ikke er til at få en p-plads i byen. Nu er jeg selvfølgelig ikke ældre selv, men generelt ser jeg, at der er pladser rundt omkring. Der er forskellige typer parkering, og det er vi opmærksomme på. Noget af kritikken kommer også fra beboere i midtbyen, som skal bruge pladser, fordi de bor der. Det er en anden situation end de handlende, der skal parkere kortvarigt. Vi skal finde løsninger, der fungerer for begge grupper,« forklarer han.
Han peger på, at der allerede er sket justeringer. Blandt andet med el-parkeringspladser ved Domus Axel, hvor der dog stadig kan holde almindelige biler. »Det er et skridt på vejen, og sådan må det være. Vi tager det et skridt ad gangen for at få mere flow i trafikken,« siger han.
Ensretninger og vaneændringer
For mange bilister føles det forvirrende, når veje pludselig er ensrettede. Gulløv erkender, at det kræver tilvænning.
»Jeg synes egentlig, det er fint, at man har lavet nogle ensretninger. Selvfølgelig er der udfordringer, for eksempel når man ikke kan køre langs Voldgade eller ud til Kongensgade. Folk skal vænne sig til nye ruter. Og ja, der er nogle, der kører mod ensretning, og det må vi få stoppet. Men det er en proces, hvor vanerne gradvist ændrer sig,« siger han.
Han ser udviklingen som en nødvendig del af byens forandring, men også som en øvelse i tålmodighed for både borgere og politikere.
Erhvervslivet som nøglespiller
Et tilbagevendende spørgsmål i debatten er, hvordan man sikrer, at detailhandlen ikke lider under de mange ændringer. Gulløv peger på dialogen med erhvervslivet som helt afgørende.
»Det gør vi ved at have dialog. Det vil også være min tilgang, at vi skal have en tæt dialog med butikkerne og med Fredericia Shopping. Vi skal tale om, hvordan vi kan få det her til at fungere i praksis. Og det er jo også noget af det, man har gjort med Sivegaden,« siger han.
Han understreger, at kommunen ikke kan udvikle midtbyen alene. De erhvervsdrivende er en central aktør, og deres erfaringer skal indgå i løsningerne.
En strategi i bevægelse
For David Gulløv er midtbystrategien ikke et statisk projekt, men et arbejde i bevægelse.
»Man kan ikke lave alt om på én gang. Vi må tage tingene skridt for skridt og justere undervejs. Hver gang vi ændrer noget, ser vi på, hvordan det virker, og så tager vi bestik af det. Det er sådan, vi får det til at hænge sammen,« siger han.
Han anerkender, at der er frustrationer, men peger samtidig på, at det er uundgåeligt, når en by ændrer på trafikmønstre og vaner.
En midtby i forandring
Gulløv ser ikke midtbyen som en uigennemskuelig labyrint, men som en bydel i forandring, hvor tilvænning og dialog er nøgleord.
»Jeg synes, det er vigtigt, at vi hele tiden har øje for, hvordan vi kan gøre det bedst muligt – både for beboere og handlende. Det er ikke nemt, men det er et fælles projekt. Jeg tror på, at vi med tid og med dialog kan få en midtby, der fungerer bedre for alle,« siger han.
