Det er svært ikke at bide tænderne sammen når man hører, at Danmark arbejder for øget chatkontrol i EU. De arbejder for adgang til at læse borgernes private beskeder, selvom man ikke er mistænkt for noget konkret, før de overhovedet sendes til modtagerne. Uanset hvor god intention der måske kan ligge bag sådan et forslag, er det en absolut glidebane mod kontrolsamfundet. En uhyggelig glidebane. Samtidig har vi en statsminister, der slettede sine egne sms’er midt i en skandale, hvor der faktisk var en konkret mistanke om lovbrud, omend af en anden karakter. Dem har man til gengæld, viser det sig, med vilje forsøgt ikke at genskabe. Det er absurd. Magthaverne kræver total åbenhed af borgerne, men total hemmelighed for sig selv.

Det klassiske argument fra magthaverne er, at “hvis du ikke har noget at skjule, har du ikke noget at frygte”. Det er både naivt og farligt. Alle mennesker har noget at skjule. Ikke fordi de er kriminelle, men fordi de er private. Det kan være fortrolige samtaler med familie, kæreste eller venner. Det kan være personlige tanker, der ikke er for offentlighedens øjne. Privatliv er ikke en luksus, det er en grundlæggende forudsætning for frihed. Når magthaverne får adgang til at overvåge alt, ændrer det menneskers adfærd. Folk begynder at genoverveje, hvad de skriver, hvem de mødes med, hvad de deler. Og så er vi på vej væk fra et frit samfund, hvor man kan sige, hvad man vil, og hvor privatlivet er beskyttet.

Hvis politikerne virkelig ønsker tillid, må de starte med selv at være gennemsigtige. Ikke ved at snage i borgernes liv, men ved at tage ansvar for deres egne handlinger. At statsministerens sms’er stadig er slettede, samtidig med at man arbejder for at kunne læse med i borgernes chathistorik, er et grotesk symbol på magtens dobbeltmoral.

Frihed handler netop om retten til at være i fred. Staten skal beskytte borgerne mod konkrete farer, ikke overvåge dem. Hvis vi giver slip på retten til privatliv, får vi den aldrig igen. Derfor skal vi sige klart nej til masseovervågning. Et frit samfund bygges på tillid og ansvar, ikke på mistanke og kontrol.

Preben Hoffmann Rosenberg, det er en smuk tanke, at vi alle bare kunne skrue lidt ned, nyde de nære ting og lade verden stå stille. Men det er også en romantisk illusion – lidt som at tro, at man kan stoppe tidevandet med et kaffefilter.

Du rammer rigtigt bekymringen for klima og ressourcer. Men når løsningen bliver at “drosle ned” og gøre mindre, så glemmer man, at fremskridt aldrig er kommet af forsagelse – men af fornuft, innovation og frihed.

Vækst er ikke en “hellig ko”. Vækst er det, der betaler for alt det, vi tager for givet: hospitaler, skoler, ældrepleje og ja, grøn omstilling. Uden vækst ingen teknologi, der kan genanvende, lagre energi eller rense vand. Det er ikke væksten, der ødelægger verden – det er ineffektivitet, dårlig regulering og mangel på opfindsomhed.

Når nogen siger “vi skal nøjes med det, vi har”, oversættes det i praksis til: du skal nøjes. Men det er altid de lavtlønnede, der ender med at betale for de grønnes samvittighed.

Det liberale svar er ikke at stoppe udviklingen – men at gøre den klogere. Vi skal vokse grønt, ikke groft. Vi skal skabe mere værdi med mindre affald. Vi skal have tillid til, at mennesker og markeder i samspil faktisk kan levere løsninger, der gør verden bedre – uden at den bliver hverken fattigere eller fladere.

Så ja, vi skal passe på vores spisekammer. Men det gør man bedst ved at rydde op, bygge nyt – og ikke ved at slukke køleskabet og håbe, det klarer sig selv.