Thorsten Fries stopper i KIF Kolding efter sæsonen

0
Thorsten Fries stopper i KIF Kolding efter sæsonen

SPORT. Målmand Thorsten Fries har besluttet at udnytte en klausul i sin kontrakt, hvilket betyder, at han forlader KIF Kolding, når denne sæson er slut. Fries har indtil videre spillet syv kampe i 1. division og vil fortsat være en vigtig del af holdet resten af sæsonen.

Fries, der tidligere har været en central spiller i Fredericia HK, skiftede inden denne sæson til KIF Kolding, hvor han hurtigt har etableret sig som en erfaren og stabil sidste skanse.

Cheftræner Anders Eggert understreger, at klubben fortsat har store ambitioner for resten af sæsonen.

»Vi har fortsat en stærk målmand i Thorsten resten af sæsonen, og ambitionen er, at vi opretholder kvalitetsniveauet i denne og de kommende sæsoner. Det ændrer ikke på vores strategi eller vores mål – de er de samme som altid,« siger Eggert.

Thorsten Fries fortæller, at beslutningen om at skifte klub ikke har været let, men at muligheden for at vende tilbage til et sted, der betyder noget særligt for ham, har vejet tungt.

»Min tid i KIF Kolding stopper desværre efter denne sæson. Jeg har fået muligheden for at drage videre til en klub, som står mit hjerte meget nært. Efter samtale med trænere og ledelsen i Kolding har jeg mødt en imponerende forståelse for min situation, og for det er jeg utrolig taknemmelig. Jeg har haft – og forventer fortsat at få – en fantastisk tid i KIF, med dygtige trænere og et stærkt hold, hvor alle arbejder hårdt for fælles mål. Det er en fornøjelse at møde ind hver dag,« siger Fries.

Han understreger, at fokus nu er på at slutte af på bedst mulig vis.

»Jeg kommer til at give alt for at opnå målsætningen om oprykning i denne sæson,« siger han.

KIF Kolding ser frem til at fortsætte samarbejdet med Thorsten Fries resten af sæsonen og håber på en stærk afslutning, både for klubben og for målmanden, der i sin tid i klubben har sat sit præg med erfaring, ro og professionalisme.

Magien rammer Monjasa Park – Brøndby jagter point, Fredericia jagter drømmen

0
Magien rammer Monjasa Park – Brøndby jagter point, Fredericia jagter drømmen

LIVESPORT. Regnen har lagt sig over Lillebælt, projektørerne står tændt, og græsset på Monjasa Park sitrer under støvletramp og forventninger. I aften mødes to verdener – traditionsklubben fra Vestegnen og oprykkerne fra Trekantområdet, der nægter at lade sig kalde små, når bolden ruller.

FC Fredericia står med en tro på egne evner, en tro født af hårdt arbejde, kollektivt hjerte og en by, der er begyndt at drømme højt igen. Overfor dem står Brøndby IF, en gulblå maskine med erfaring, ambition og et medfølgende udebaneafsnit, der allerede synger mod mørket.

Det bliver et opgør mellem ild og is. Mellom hunger og hierarki.

Et møde, hvor alt kan ske – og hvor en aften på Monjasa Park måske kan skrive et nyt kapitel i Fredericias Superliga-rejse.

👉 Følg kampen LIVE her på Fredericia AVISEN – minut for minut, med billeder, stemning og citater fra en af sæsonens mest elektriske aftener. Kampen præsenteres af GRØN EL-FORSYNING

Asfaltarbejde skaber kø mod Monjasa Park – forvent forsinkelser søndag aften

0
Asfaltarbejde skaber kø mod Monjasa Park – forvent forsinkelser søndag aften

VEJARBEJDE. Fredericia Kommune er søndag aften gået i gang med det planlagte asfaltarbejde på Vestre Ringvej, og det kan allerede mærkes i trafikken.

Omkring klokken 19.00 opstod der kødannelse på strækningen fra Egeskovvej og mod Monjasa Park, hvor arbejdet lige nu er i fuld gang. Kun én vejbane er farbar i denne retning, og bilister må derfor forvente lavere hastighed og længere rejsetid.

Arbejdet falder sammen med aftenens Superligakamp mellem FC Fredericia og Brøndby IF, der spilles klokken 20.00, hvilket giver ekstra pres på trafikken omkring stadion.

Det er fortsat muligt at passere, men trafikken bevæger sig langsomt. Kommunen anbefaler derfor, at man – både før og efter kampen – benytter alternative ruter, hvis det er muligt.

Asfaltarbejdet fortsætter i første omgang fra søndag den 5. oktober til tirsdag den 7. oktober i tidsrummet 18.30 til 06.00. Herefter følger en ny periode fra søndag den 12. oktober til fredag den 27. oktober, hvor der igen vil være indsnævring i samme tidsrum.

Arbejdet er en del af kommunens planlagte vedligeholdelse af Vestre Ringvej. Formålet er at forbedre belægningen og skabe en mere sikker og jævn køreoplevelse – men her til aften kræver det lidt ekstra tålmodighed.

FC Fredericia contra Brøndby IF:

0
FC Fredericia contra Brøndby IF:

Kærligheden til fodbolden

Fans, sange og pølser

Det er jo historisk, at FC Fredericia er i superligaen. Men det er ligeledes historisk, at FCF for første gang møder legendariske Brøndby IF i en fodboldkamp, hvor de to hold kæmper om betydningsfulde point. Dette faktum sætter tanker i gang om fortid, nutid og fremtid.

Historie og facts

Udelukkende tre træningskampe er det blevet til: FCF-BIF 3-4 (26/7 1996), FCF-BIF 1-2 (2/9 2006), da Fredericia ny stadion (nu Monjasa Park) blev indviet. BIF-FCF 9-0 (26/1 2021). 

Sært nok har de to hold aldrig mødt hinanden i pokalturneringen.

Men hvorfor er BIF nu lige så interessante? Hvad med FCK, FCM, AGF, VB osv.? Fordi BIF igennem mange år har været et storhold i min verden. Mange Brøndbyspillere var med i EM-miraklet 1992. Mange DM- og pokaltitler. Mange kampe ude i Europa. Husker specielt Champion League-kampen BIF-Bayern München. Det var onsdag den 16/9 1998 i Parken (da Brøndby Stadion var under ombygning).  Allan Ravn scorede et febermål til 2-1 sejren i de døende sekunder. Jeg var til stede sammen med min 11-årrige søn, som stadig er inkarneret Brøndbyfan. BIF førte efter første spillerunde puljen med Bayern München, FC Barcelona ogManchester United. Nå, men så var det eventyr også slut!

BIF har også oplevet andre nedture. F.eks. en 16-årrig pause fra DM-titlen (2005-2021)!  Andre klubber og især FCK er jo buldret frem på banen.

En fodboldtosset familie

Der er flere fodboldtosser i min familie og blandt mine venner. Fodboldhjerterne banker for forskellige klubber. Som nævnt er min søn BIF-fan, men min svigersøn er inkarneret FCK-fan!

Uha, kan det nu gå? Ja, vi balancerer… Mandagshumøret kan jo være forskelligt for de to. Men nu er vi jo ikke amerikanere, hvor uenigheder kan splitte familier. Og de to kan dog enes om at holde med landsholdet, ”Hvepsene” fra Brønshøj Boldklub og FC Sct. Pauli.

De holder dog også med og respekterer FCF. Men hvad nu, når FCF spiller mod BIF eller FCK?

Ja, her er problemet for dem og andre i den situation, at snupper FCF point fra de store, så mangler deres klub måske pointene i sidste ende.

Så er der lige forholdet til VB. Mange elsker her i byen ikke ligefrem VB. Hvorfor? 

Sådan er det tit mellem nabobyer, men det gjorde det ikke bedre, da Vejle i sin tid ikke ville et fodboldsamarbejde med Fredericia og Kolding. Fredericia har altid haft status som lillebror i trekantområdet. Men come on! Vi har vokset os større. Hvad med håndbold, musicals, kultur og nu fodbold. Kan vore storesøskende mon måle sig.

Brøndbyfans – velkommen

Ifølge Brøndby Supports tidligere blad for fans Mighty Colorskunne man for mange år siden læse, at uden for Brøndby var der flest registrerede fans i – tænk engang –  Fredericia!

I fans fra Brøndby Support er velkomne her i Fredericia. I har igennem både op og nedture altid støttet holdet og lavet en fest. Alle hold har dedikerede fodboldelskere med klubkærlighed, men i kølvandet følger også en lille gruppe af tåber, der nok ikke engang kender offsidereglen. De er ikke velkomne!

Brøndby Support har en stor sangbog indeholdende råb, kærlighedssange til klubben osv. men også drillende såkaldte hadesange.

Jeg er mest til, når selvironi og humor blomstrer, så er der smil til alle.

Som da FCF-fans førhen ofte råbte:

Vi ligger helt i top, men rykker aldrig op.

Eller da FHK Ultra til en håndboldkamp råbte mod dommerne: Ni mod sy-yv!

Nu er tilråb, lyrik og tonalitet ikke just imponerende på danske stadions. Her kunne vi jo lære noget af englænderne – de kan da synge! Men bliv nu ved. 

Lejlighedssangen er et dansk fænomen, men vist uddøende, men man bør trods alt da prøve. Hellere det end ligegyldig stilhed!

Brøndby Support blev stiftet 30/4 1993 og FCF har nu (30/9 2025) en registreret fanklub.

Held og lykke med FC Fredericia Fanklub.

Så lad mig lægge ud med et par vers til sangbogen.

Umiddelbart tænkte jeg på VAR, og behandlingen af FCF herfra.Først faldt Humleriddernes sang 

Jeg kan en sang, der kan drive dig til vanvid” ind. VAR kan drive os til vanvid. Det lå jo lige til højrebenet! Hvor ofte har VAR ikke været decideret træls!

Som FCF-fan er følgende på sin plads:

Men man kan bedre synge på: Sur sur sur – lille bi omkring.

VAR VAR VAR – VAR er I mon klar?

Nok engang har I jer dummet!

Sover I mon der i rummet?

VAR VAR VAR – VAR er I mon klar?

VAR VAR VAR – VAR er I mon klar?

Få nu styr på alle regler,

før I flere sejre stjæler!

VAR VAR VAR – VAR er I mon klar?

F C F – Mjällby AIF

Taberdømte kan chokere:

Brentford,  Leicester ku’  præstere!

Vi er med – FCF bliv ved!

Mens man venter på en afgørelse fra VAR, kan alle jo i ventetiden synge:

VAR VAR VAR – VAR er I mon klar?

Er hvert kamera placeret

og teknikken kalibreret?

VAR VAR VAR – får vi snart et svar?

Ved spørgsmål om hands, mål, benspænd, off-side eller andre mærkværdigheder, så kan man jo synge:

VAR VAR VAR – er nu sagen klar?

Skal der spilles uden arme?

Mister vi mon spillets charme?

VAR VAR VAR – intet ansvar ta’r?

D B U – ind i kampen nu!

Her er noget, som bør trimmes,

før tillid igen kan vindes!

D B U – giv et interview!

Nå. Ikke mere pjat herfra. Nu til det alvorlige:

Føl’ser for pølser

Det hører sig jo til at indtage en stadionplatte til en fodboldkamp. Men hvad sker der lige her! Hvor blev min elskede medister af på Monjasa Park? Ud over tåbelige spilletider har det altså også her konsekvenser at spille i Superligaen. TV, reklamer, monopoler og penge styrer verden.

Velbekomme og god kamp.

Peder Tind: Fredericia skal finde balancen mellem biler, cykler og et levende handelsliv

0
Peder Tind: Fredericia skal finde balancen mellem biler, cykler og et levende handelsliv

POLITIK. Midtbyen i Fredericia bliver af mange borgere kaldt en labyrint. For Venstres borgmesterkandidat, Peder Tind, er kritikken til at forstå. Han peger på de mange vejarbejder, lukkede porte og nye ensretninger som årsager til frustrationen. Men samtidig ser han en midtby, der skal udvikles med blik for fremtidens behov – og hvor balancen mellem biltrafik, cyklisme og detailhandel er helt afgørende.

»Helt overordnet kan jeg godt forstå, at der har været frustrationer. Der har været en del renoveringer og vejarbejde. Pakhusene har været lukket, og vi har lige haft Pæntvej, som nu er åbnet igen. Det giver naturligt nok irritation, men det er også en del af det at udvikle en by,« siger Tind.

Midtbyen som handelscentrum

For Venstres spidskandidat handler diskussionen ikke kun om trafik, men om at fastholde midtbyen som et centrum for liv, handel og kultur.

»Jeg synes, det er vigtigt, at vi ser på vores midtby som et sted, hvor folk kan komme ind og handle, besøge caféerne og være en del af bylivet. Derfor har vi også åbnet Danmarksgade op som Sivgade, så der er kommet bedre adgang og flere muligheder,« forklarer han.

Det er ifølge Tind en balance mellem flere hensyn. På den ene side skal byen være attraktiv for de handlende og de erhvervsdrivende. På den anden side skal trafikken gøres sikker, især for cyklister og børn på vej til skole.

Fokus på sikre skoleveje

Et centralt element for Venstre i budgetforliget har været investering i cykelstier og sikre skoleveje. Det gælder også i midtbyen.

»Noget af det, vi er meget optaget af, er at få skabt sikre cykelstier og skoleveje. I budgetforliget fik vi indarbejdet en cykelbane ned igennem Købmagergade fra 2027. Det handler om at sikre børn og unge en tryg vej til skole, også midt i byen,« siger Tind.

Han erkender dog, at det vil koste parkeringspladser. »Det er rigtigt, at der forsvinder pladser, men det er fordi, vi prioriterer sikkerhed for de små trafikanter. Det er en vigtig forudsætning for os,« understreger han.

Parkering som balancepunkt

Netop parkeringspladserne er blevet et stridspunkt i debatten. Tind afviser, at det er enten eller.

»Vi er meget opmærksomme på, at der også skal være gode parkeringsmuligheder. Det er vi nødt til, for ellers mister vi kunder i midtbyen. Jeg tror, løsningen ligger i at skabe flere parkeringsmuligheder de rigtige steder. Derfor skal Midtbystrategien også hele tiden have øje for, hvordan vi både skaber byliv og parkeringsforhold,« siger han.

Han nævner Akseltorv som et eksempel på et sted, hvor der kan tænkes nyt. »Jeg kunne godt tænke mig, at vi brugte Akseltorv mere aktivt. Det kunne være med plads til familier, en legeplads, et grønt miljø – og måske også med plads til parkering. Vi skal udnytte de kvadratmeter, vi har i midtbyen, bedre,« siger han.

Erhvervslivets rolle

For Tind er det afgørende, at erhvervslivet ikke tabes på gulvet i udviklingen. Han ser et tæt samarbejde med aktører som Fredericia Shopping og Business Fredericia som vejen frem.

»Det er vigtigt, at vi hele tiden har dialog med dem, der driver butikkerne og ejerne af ejendommene. De ved, hvad kunderne har brug for, og de har fingeren på pulsen. Det er en balancegang mellem cykelstier og parkeringspladser, men det er netop i fællesskab med erhvervslivet, at vi kan finde løsningerne,« siger han.

Han peger på, at der skal være plads til både den hurtige indkøbstur og den længere shoppingoplevelse. »Vi skal skabe muligheder for folk, der lige skal købe en vare og videre, men også for dem, der bliver i byen en hel dag. Det er hele spektret, vi skal have med,« siger han.

En strategi der skal løbe hurtigere

Kritikken går ikke kun på de konkrete ændringer, men også på, at der bruges mange millioner på en strategi, som ikke altid opleves som gennemtænkt. For Peder Tind er det vigtigt, at pengene bruges på at skabe en sammenhængende udvikling.

»Jeg synes, det er vigtigt, at vi har en midtbystrategi. Jeg kunne godt drømme om, at vi løb lidt hurtigere. Ting står ikke stille, og det er vigtigt, at vi udvikler vores midtby i takt med tiden. Vi skal både håndtere trafikken, parkeringen og skabe rammerne for et levende byliv. Det er den balance, vi skal finde,« siger han.

Fredericia som cykelby

Ud over parkeringsdiskussionen peger Tind på, at cyklismen skal have en mere central rolle i Fredericia. Han fremhæver projektet »Fred til cykler« som et skridt i den retning.

»Vi har satset på cyklismen. Vi har fået mange nye stier, og vi arbejder på at udvikle dem yderligere. Samtidig har vi lavet en aftale med PostNord om, at Danmark Rundt kommer til Fredericia tre år i træk. Det er jo fantastisk. Det viser, at vi har truffet et strategisk valg om at satse på cyklen – både til hverdag og i større begivenheder,« siger han.

Ikke en bilfri midtby

Tind understreger dog, at Venstre aldrig vil gå ind for en bilfri midtby.

»Jeg kommer aldrig til at blive fan af en midtby uden biler. Vi skal have en balance, hvor der er plads til både biler og cykler. Vi skal skabe en levende midtby, hvor alle kan være – bilister, cyklister, fodgængere, børn og ældre. Det er ikke altid nemt, men det er det rigtige at stræbe efter,« siger han.

En by med plads til alle

For Peder Tind er det derfor et spørgsmål om tempo, dialog og balancer. Fredericia skal udvikles, men på en måde, hvor borgerne kan følge med, og hvor både sikkerhed og handel kan eksistere side om side.

»Jeg er tryg ved midtbystrategien, men jeg vil gerne have, at vi løber lidt hurtigere. Og jeg vil gerne have, at vi hele tiden inddrager erhvervslivet og borgerne. For i sidste ende handler det om at skabe en midtby, hvor der er plads til os alle sammen,« siger han.

SF: Midtbyen skal udvikles med blik for både cyklister, bilister og erhvervsliv

0
SF: Midtbyen skal udvikles med blik for både cyklister, bilister og erhvervsliv

POLITIK. Fredericia Midtby har de seneste måneder fået kælenavnet »Fredericias labyrint«. For mange borgere er det blevet svært at finde rundt på grund af ensretninger, afspærringer og parkeringspladser, der forsvinder. Men for SF’s spidskandidat ved det kommende kommunalvalg, Malene, er debatten både forståelig og vigtig – men hun ser også et klart behov for at se længere frem og fastholde en stærk strategi for midtbyen.

»Jeg synes jo, vi har en dejlig midtby med mange forskellige muligheder og aktiviteter. Men jeg kan da godt genkende, at efter der er blevet lavet lidt om med nogle ensrettede veje nede ved porten, så kan det godt være lidt svært at finde rundt. Derfor skal vi være meget opmærksomme på skiltningen, så alle kan færdes trygt og sikkert,« siger hun.

Balancen mellem cyklister og bilister

Et af de store kritikpunkter i debatten handler om parkeringspladser. Særligt i Købmagergade, hvor alle pladser forsvinder, fordi der i 2027 etableres cykelstier i begge retninger. For Malene er det et valg, der hænger sammen med SF’s ønske om at gøre midtbyen tryggere og grønnere.

»Vi har jo netop besluttet, at cykelstierne først kommer i 2027, så vi har hele 2026 til at finde gode løsninger på de udfordringer, der opstår, når parkeringspladserne forsvinder. Vi er godt klar over, at mange bruger Købmagergade til parkering, og derfor er det vigtigt, at vi finder alternativer. Derfor har vi også besluttet, at der i 2026 skal laves en midlertidig cykelmarkering, så alle kan færdes sikkert – både cyklister og bilister,« siger hun.

En midtby med færre biler

Malene lægger ikke skjul på, at SF ser positivt på, at privatbilismen i midtbyen gradvist mindskes.

»Vi vil jo gerne have, at noget af biltrafikken bliver flyttet ud af midtbyen, fordi det giver en mere sikker oplevelse at færdes der. Det handler både om tryghed for cyklister, men også om at skabe en midtby, hvor folk har lyst til at opholde sig. Jeg tror på, at det kan gå hånd i hånd med en attraktiv bymidte, hvor man stadig har gode parkeringsmuligheder tæt på,« siger hun.

Erhvervslivet skal inddrages

Kritikken fra butikkerne har især handlet om frygten for, at kunderne holder sig væk, hvis det bliver for svært at finde vej eller parkering. Malene mener, at løsningen er tæt dialog.

»Hvis erhvervslivet oplever, at kunderne ikke kan finde ned til midtbyen på grund af vejforvirring eller manglende parkeringspladser, så skal vi tage den dialog. Vi skal finde løsninger sammen, så vi både kan udvikle byen og samtidig sikre, at butikkerne har kunder. Det er ikke et enten eller, men et både og,« siger hun.

Hun peger på, at andre byer har vist, at det er muligt at skabe en levende midtby med fokus på cyklister og byliv – uden at det ødelægger vilkårene for detailhandlen.

Strategien skal fastholdes

At midtbystrategien møder kritik blandt borgerne, bekymrer hende ikke. For SF’s spidskandidat er det afgørende, at Fredericia holder fast i en klar kurs.

»Jeg synes, det er vigtigt, at vi har en stærk strategi for udviklingen af midtbyen. Det er den, der kan være med til at fastholde og udvikle det liv, vi gerne vil have. Jeg er tryg ved, at vi bruger penge på det, for det er en investering i fremtiden. Spørgsmålet om, hvordan vi prioriterer krone for krone, er selvfølgelig noget, vi må drøfte i byrådet – også efter valget. Men retningen er rigtig,« siger hun.

Et byrådsspørgsmål – og et valgspørgsmål

For Malene er midtbyen ikke kun et spørgsmål om trafik og parkering. Det er også et politisk valg.

»Jeg synes, vi skal være glade for det liv, vi har i midtbyen. Det skal vi bygge videre på. Men det kræver, at vi har modet til at lave forandringer, selv om de i en periode føles besværlige. Det er sådan, vi sikrer en fremtid, hvor midtbyen både er tryg, levende og attraktiv,« siger hun.

Hun understreger, at udviklingen af midtbyen ikke kan reduceres til skilte og ensretninger, men handler om en samlet vision. »Der vil altid være kritik. Men det vigtigste er, at vi holder fast i, hvor vi vil hen,« siger hun.

Et blik fremad

For SF’s spidskandidat er det afgørende, at midtbyen udvikles i takt med tiden.

»Jeg tænker, at det er vigtigt, at vi prioriterer udviklingen af midtbyen. Det handler om at skabe en by, hvor der er plads til både handel, cykling og fællesskab. Og jeg synes, vi har en plan, der kan bringe os derhen. Nu handler det om at tage borgerne og erhvervslivet med i processen, så vi kan gøre det til en styrke for hele Fredericia,« siger Malene.

Tyv slap væk med vin i nattens mulm og mørke

0
Tyv slap væk med vin i nattens mulm og mørke

KRIMI. En stille nat i Fredericia blev tidligt søndag morgen brudt af lyden af knust glas på Svanevej. Klokken 05.41 fik Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om et indbrud, hvor en ukendt gerningsmand har knust en rude og stjålet vin fra stedet.

Vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Andreas Juul, fortæller: »Vi fik anmeldelsen klokken 05.41. Der er tale om et indbrud, hvor man har knust en rude, og der er stjålet vin fra stedet.«

Politiet efterforsker nu sagen og håber, at nogen kan hjælpe med oplysninger.

»Hvis man har befundet sig i området omkring Svanevej på det tidspunkt og har set eller hørt noget mistænkeligt, så må man selvfølgelig gerne ringe til os på 114,« siger Andreas Juul.

Flere detaljer om indbruddet foreligger endnu ikke, og politiet arbejder videre med sagen.

Ung mand ramte elskab og trailer

0
Ung mand ramte elskab og trailer

KRIMI. Lørdag aften måtte Sydøstjyllands Politi rykke ud til et færdselsuheld på Kirkholmvej i Juelsminde. Klokken 21.27 kom meldingen om, at en personbil var kørt galt.

Vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Andreas Juul, fortæller: »Der er tale om en personbil, som har påkørt et elskab og en trailer. Det skulle være sket i forbindelse med, at man rammer et fartbump og mister herredømmet, og herefter rammer man elskabet og traileren.«

Føreren af bilen er en lokal 18-årig mand.

»Sagen er oprettet som tilskadekomst, men der er ikke tale om noget alvorligt,« siger Andreas Juul.

Politiet har ikke yderligere oplysninger om hændelsen, men konstaterer, at den unge mand slap heldigt fra uheldet, som kunne være endt langt værre.

DMI varsler stormende kuling, kraftig regn og forhøjet vandstand søndag

0
DMI varsler stormende kuling, kraftig regn og forhøjet vandstand søndag

VEJRET. Søndag den 5. oktober bliver en blæsende og våd efterårsdag, når stormlavtrykket Amy passerer tæt forbi Danmark. DMI har tidligt søndag morgen udsendt varsler for stormende kuling, vindstød af stormstyrke, kraftig regn og forhøjet vandstand – især i det vestlige Danmark.

Lavtrykket, som ligger sydøst for Shetlandsøerne, bevæger sig mod sydøst og ventes at ramme Danmark i løbet af dagen. Ifølge DMI vil det bringe både kraftig vind og omfattende nedbør med sig.

»Vi forventer, at vinden tiltager fra vest og nordvest, og over Nordsøen kan der komme stormende kuling med vindstød af stormstyrke,« siger vagthavende meteorolog Henning Gisselø fra DMI.

Risiko for storm og kraftige byger

DMI’s varsel gælder den jyske vestkyst i tidsrummet mellem klokken 16 og 23 søndag aften. Her kan vinden tage kraftigt til, og kystområder må forvente udfordringer med både vind og havvand.

Samtidig trækker et udbredt regnvejr ind over landet fra vest. Regnen bliver ledsaget af kraftige byger, der lokalt kan give 20–40 millimeter nedbør frem til søndag aften.

»Der er udsendt risiko for kraftig regn på mellem 30 og 50 millimeter i løbet af 24 timer – især for Jylland. Det kan lokalt føre til vand på vejene og mindre oversvømmelser,« siger Gisselø.

Vinden presser havet ind

Den hårde vestenvind over Nordsøen vil samtidig presse vand ind mod Vadehavet og den jyske vestkyst. Søndag omkring middag ventes vandstanden i Vadehavet at stige til mellem 2,4 og 3,0 meter, mens den langs Vestkysten kan nå 1,9 til 2,4 meter.

Senere på dagen vil vinden også påvirke Limfjorden, hvor der i den vestlige del forventes vandstande mellem 1,3 og 1,5 meter fra søndag eftermiddag.

Myndighederne opfordrer beboere i de mest udsatte områder til at følge udviklingen og holde øje med DMI’s opdaterede varsler i løbet af dagen.

Efterårsvejr på fuld styrke

Stormlavtrykket Amy ventes gradvist at svækkes, når det bevæger sig væk mod sydøst, men søndagen vil fortsat byde på voldsomt vejr. Kombinationen af kraftig vind, kraftige regnbyger og forhøjet vandstand betyder, at både trafikanter og kystområder kan blive udfordrede.

»Vi holder øje med situationen og opdaterer ved behov,« lyder det fra DMI’s morgenmelding klokken 05.20.

Torsdagstur med kakao-pitstop: Cykelpiloter og demensramte ruller gennem Fredericia

0
Torsdagstur med kakao-pitstop: Cykelpiloter og demensramte ruller gennem Fredericia

FREDERICIA. Hver torsdag sætter fire cykelpiloter fra Demensfællesskabet Lillebælt sig i sadlen sammen med fire borgere med demens. Ruten er efterhånden fast, og et af de faste stoppesteder er Davidsen i Fredericia, hvor holdet traditionen tro får en kop gratis kakao.

Cykelpilot Mogens Kristensen beskriver turene som en frihed og en glæde. »Det betyder rigtig meget. Det er en fantastisk frihed. En stor glæde for mig. At jeg får noget, og jeg giver noget,« siger han. Holdet kører med rygsække fyldt med kaffe, te, kage og vand. »Det største er jo at komme herud og få kage og så over broen. Så kører vi rundt om dyreparken, og så ud til det gamle sygehus, der er blevet revet ned, om Havnefronten og så Kongebrogården.«

Kakaostoppet hos Davidsen startede med en uformel aftale. »Det var faktisk en tidligere medarbejder,« siger Mogens Kristensen. Aftalen holdt ved, også da kakaoautomaten blev flyttet. »Jeg snakkede med en medarbejder om, det gjorde noget, at vi tog kakao der. Nej, det gjorde det ikke. Senere fik jeg fat i lederen, så det var i orden.«

Hos Davidsen tager man godt imod cykelholdet. Butiksleder Preben Mogensen fortæller, at kakaoen i forvejen er et tilbud til alle kunder. »Det gør vi jo egentlig til alle vores kunder, og vi synes jo bare, det er hyggeligt, at sådan nogle her også har mulighed. Både at der er et dagstilbud til dem i byen, og at vi så kan bakke op om, at de kan fuldende cykelturen med en kop kakao hernede. Det synes vi var fedt,« siger han.

Første gang holdet kom, var der travlhed ved maskinen. »Jeg vidste egentlig ikke, at de havde en aftale med en kollega, som ikke var her mere. Men vi har egentlig bare smilet af det altid, og nu har de så henvendt sig og spurgt, om ikke også det var i orden, og selvfølgelig er det det. Så det vil vi rigtig gerne være en del af,« siger Preben Mogensen.

Stemningen er rolig, når cyklisterne kigger forbi. »De er jo lige så stille. Vi opdager jo ikke altid, når de er inde. De kommer ind for stykker af gangen. Men de er søde og høflige. Det er bare godt,« siger han. For butikken handler gestussen både om gæstfrihed og genkendelighed. »Det betyder rigtig meget. Det betyder både for vores butik, fordi det er jo egentlig det, vi gerne vil være kendt på. Så er der noget socialt i det. Og at det er noget, folk husker. Så kan det være, de tænker på os en anden dag, når de står og mangler et eller andet. Det kunne jo være,« siger Preben Mogensen.

For cykelpiloterne giver stoppet energi til resten af ruten. »Det er en god opladning,« siger Mogens Kristensen. Han fortæller, at torsdagsformatet holder. »Det er hver torsdag, vi gør det,« siger han.

Da Davidsen-automaten blev flyttet, fulgte traditionen med. »Den stod over på håndværkerafdelingen, og efter den blev flyttet herover, drager vi stor glæde og gavn af det,« siger Mogens Kristensen.

På billedet fra dagens tur overrækker Demensfællesskabet Lillebælt en lille gave til butikken som tak for kakaoen. For Preben Mogensen giver den slags opmærksomhed god mening. »Jeg håber da bare, at de husker os, hvis de får noget godt,« siger han.

Cykelturene er en fast del af ugen for holdet, og kakaoen er blevet et fast indslag undervejs. »Det er stort at starte her, og så videre ud at komme,« siger Mogens Kristensen. »Man bliver glad, og så får vi jo fire pakker rygsæk til kaffe og te, kage, vand og alt muligt. Det står linet op til, at vi kan tage på tur.«

Torsdagsturene forener pedalkraft, udsigt og små pauser. Ruten tager dem over broen, rundt om dyreparken, forbi det gamle sygehus, langs havnefronten og forbi Kongebrogården. Ved Davidsen bliver der fyldt krus og tanket op på humøret, før de sidste kilometer rulles i mål. For deltagerne er det en hverdagstradition, der giver både rytme og glæde i ugen. »Det er en rigtig, rigtig god glæde,« siger Mogens Kristensen.

Valgaftenen på Christiansborg 2026 – 3. akt – Eftertanken

Valgaftenen på Christiansborg 2026 – 3. akt – Eftertanken

0
POLITIK: Valgaftenen den 24. marts 2026 er for længst forbi. Talerne er holdt. Kameraerne er pakket sammen. De sidste klapsalver og tilråb er døet...