Valgdebat i Egeskov med stor charme

0

Der var fyldt godt op, da Egeskov Forsamlingshus torsdag aften lagde rammer til en valgdebat mellem flere af Fredericias byrådskandidater. Stemningen var både livlig og positiv, og de mange fremmødte borgere fik lejlighed til at møde politikerne ansigt til ansigt og stille spørgsmål om alt fra folkeskolen til landsbyernes fremtid.

Karsten Byrgesen fra Borgernes Liste lagde ud med at fremhæve betydningen af forsamlingshuset som samlingspunkt for lokalsamfundet.
»Det er et historisk hus, som drives af en frivillig bestyrelse af ældre og medborgere. Det er bindemidlet i lokalsamfundet, og det er den slags, vi skal have meget mere af,« sagde han og høstede bifald blandt de fremmødte.
Han understregede samtidig, at det frivillige engagement i de små samfund er afgørende for sammenhængskraften – og at kommunen bør støtte det i stedet for at omstrukturere de lokale foreninger.

Fra Liberal Alliance betonede Helene Lykke, at udviklingen ikke må stoppe ved byens volde.
»Vi skal se Fredericia som et helt hold og ikke smide de små landsbyer under bussen,« sagde hun og pegede på behovet for at tænke folkeskolen og lokalsamfundene sammen.
Hun fik opbakning fra flere i salen, hvor emnet om balancen mellem by og land gik igen i mange spørgsmål.

Sune Nørgaard fra Dansk Folkeparti havde også folkeskolen højt på dagsordenen.
»Folkeskolen er epicentret for puls og liv i lokalområderne,« sagde han og fremhævede udfordringerne på Frederiksø-skolen, hvor der ifølge ham er overbelægning og høje dumpeprocenter.
Han ønskede, at debatten kom tættere på virkeligheden for elever og forældre i yderområderne.

Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten fremhævede, at lokalsamfundene har brug for stabile institutioner og trygge rammer.
»Vi vil gerne garantere, at vi ikke er med til at lukke skoler eller daginstitutioner i landsbyerne,« sagde hun.
Hun kaldte landsbyerne »Fredericias rygrad« og opfordrede til at bevare dem som attraktive steder at bo og vokse op.

Fra Venstre deltog Peder Tind, der opfordrede til en respektfuld valgkamp med fokus på løsninger.
»Jeg vil stemme ind i valgkampen på en ordentlig måde – ved at levere god politik og ved at spørge mine politiske modstandere: Hvad er drømmene og visionerne for fremtidens Fredericia?« sagde han.
Han understregede samtidig, at Venstre ønsker konkrete løsninger for kommunens udvikling og en samlet retning fremad.

Aftenens debat trak mange borgere til forsamlingshuset, der summede af snak og forventning, inden mødet gik i gang. Trods politiske uenigheder var tonen god, og alle deltagere lagde vægt på dialogen med borgerne.

Debatten i Egeskov Forsamlingshus viste, at engagementet i lokalpolitikken lever i bedste velgående – både blandt kandidater og vælgere.

Ingen garanti fra Socialdemokratiet: Robotstøvsugere kan blive en del af hjælpen

0
Ingen garanti fra Socialdemokratiet: Robotstøvsugere kan blive en del af hjælpen

Fredericia Kommunes politiske kurs for velfærdsteknologi er sat på pause for at afvente et særligt §17, stk. 4-udvalgs anbefalinger. Det fortæller formand for Senior- og Socialudvalget, socialdemokraten David Gulløv, efter at sagen blev udsat på det seneste udvalgsmøde.

Den strategiske ramme for velfærdsteknologi blev oprindeligt vedtaget som en del af det budgetet for 2024 under ledelse af daværende socialdemokratiske borgmester Steen Wrist. Dengang valgte Dansk Folkeparti at stå udenfor. »De valgte ikke at være med. Beslutningen blev truffet som en del af budgetaftalen, og nu arbejder vi videre ud fra den ramme, men med blik for, hvordan den kan udmøntes bedst muligt i dialog med både borgere og medarbejdere,« siger Gulløv og fortsætter:

»Vi afventer udvalget, der kommer med en udmelding til Økonomi- og Erhvervsudvalget. Egentlig fordi vi sidder i dialog og får snakket om, at der er et §17-4-udvalg, der arbejder med det. Og i respekt for, at de kommer med en udmelding over for Økonomi- og Erhvervsudvalget, som skal sendes videre til behandling, derfor vælger vi at udskyde punktet fra vores møde og tage de inputs, der kommer fra det andet udvalg med. Så kommer den på igen senere hos os. Vi satser på, at det kommer til decembermødet,« siger David Gulløv.

Sagen omhandler Fredericia Kommunes strategiske ramme for velfærdsteknologi 2026-2028, som fastlægger, hvordan kommunen fremover vil bruge teknologi i ældre- og socialområdet. Rammen bygger på princippet om »digital først«, hvor borgere som udgangspunkt tilbydes en teknologisk eller digital løsning, hvis den vurderes egnet. Målet er, at 10 procent af alle borgerbesøg skal udføres digitalt, og at kommunen kan frigøre 15-25 årsværk gennem brug af velfærdsteknologi.

Robotstøvsugere skaber debat

Robotstøvsugerne er blevet symbol på den nye ældrevelfærd. »Hvis vi ser på robotstøvsugerne alene, så tror jeg, at det handler om, at det på en eller anden måde er blevet tolket forkert. Det kom forkert ud, og det virker som om, at det skal være tvang, og det har aldrig været min intention eller mit ønske, at nogen skal tvinges til at have en robotstøvsuger,« siger Gulløv.

Han bekræfter dog, at borgere, som fravælger en robotstøvsuger, ikke længere får støvsuget på almindelig vis. »De får i hvert fald ikke støvsuget. De kan godt få gjort rent, men det er underligt at vaske gulv på et gulv, der ikke er støvsuget.«

Gulløv vil i stedet skabe en låneordning, hvor borgerne kan afprøve teknologien. »Mit eget ønske er, at vi kan få nogle robotstøvsugere, som man kan låne og prøve af – hvad det gør af forskel at have en robotstøvsuger i sit hjem, og hvor ufarligt det er. I nogle situationer finder man måske ud af, at det ikke er vejen frem hos Oda Hansen. Men i andre situationer finder Oda Hansen ud af, at den er saftsusende god, jeg vil gerne beholde den. Og så kan man købe en robotstøvsuger, eventuelt den, der allerede er installeret.«

Han forstår, at ældre borgere kan være skeptiske. »Jeg forstår det udmærket. Og det er jo her, jeg siger, at jeg kunne godt tænke mig, at vi kunne have sådan nogle lånerobotstøvsugere, man kunne komme ud og få sat ind, så folk kan se, at den er faktisk ikke så uhyggelig, den er faktisk rigtig god, og jeg kan godt finde ud af at gå rundt, og jeg falder ikke over den.«

Økonomien sætter grænser

For mange ældre er prisen på en robotstøvsuger en udfordring. Kommunen kan dog ikke hjælpe økonomisk. »Vi kan ikke, og vi må ikke gå ind og donere en støvsuger, fordi det er vurderet af Danmarks Statistik, at det er et almindeligt husmiddel at have derhjemme. Det er Danmarks Statistik, der styrer den vurdering. Det er ikke engang den enkelte kommune. Så når de har vurderet, at det her er noget, som de fleste danskere har, eller som mange danskere har, så er det ikke noget, kommunen kan støtte op til.«

Socialdemokratiet giver ingen garanti

Socialdemokratiet lægger vægt på samtale og borgerinddragelse i den videre proces, fortæller udvalgsformanden, men de kan ikke give en garanti for, at robotsugere ikke bliver en del af fremtiden, direkte adspurgt om, han vil give en garanti for de ældre, der er meget bekymrede svarer han: »Jeg er på dialog. Lige nu er der jo taget en beslutning. Den er taget på baggrund af et budget. Men vi kunne godt tænke os, at det rent faktisk bliver udmøntet på en anden måde,« siger David Gulløv.

Han afviser at give garantier for, hvordan reglerne bliver fremover. »Jeg kan ikke give nogen garanti på den konto. Jeg kan ikke give en garanti for, at sagen er ikke slut. Den er ikke lukket her, og så bliver det sådan her. Der kommer en dialog omkring, hvordan skal det være fremadrettet. Og det er ikke en dialog kun mellem politikere og forvaltning. Det er også en dialog med borgere, Seniorrået, Ældre Sagen og medarbejdere.«

Når strategien genoptages, vil Fredericia arbejde med et nyt e-team til digitale ydelser, elektronisk medicinhåndtering, AI-assisteret ruteplanlægning og øget brug af sensorer. Målet er, at teknologien skal frigøre hænder, men ikke erstatte den menneskelige kontakt. Som det formuleres i kommunens strategiske ramme: »Vi vælger mennesker frem for teknologi, hvor det styrker den faglige kvalitet og giver personlig merværdi for borgeren, står der i oplægget fra kommunen.«

Venstres borgmesterkandidat møder fredericianerne over en kop kaffe

0
Venstres borgmesterkandidat møder fredericianerne over en kop kaffe

Valgkampen er for alvor i gang, og Fredericia summer af liv. Lørdag efter lørdag fyldes gader og stræder af partiernes stande, smilende kandidater og nysgerrige borgere, der stopper op for at tale om alt fra parkeringspladser til fremtidens velfærd. Demokratiet lever – og denne fredag rykker det helt tæt på kaffeduften i midtbyen.

På Kurt’s Kaffebar i Jyllandsgade kan fredericianerne nemlig møde Venstres borgmesterkandidat Peder Tind lørdag den 1. november mellem klokken 12 og 14.

Her inviterer Peder Tind til en uformel snak om politik, valg og Fredericias fremtid – over en kop kaffe og i øjenhøjde.

»Jeg glæder mig til at møde fredericianerne og tage en snak om alt det, der optager dem. For politik handler ikke kun om byrådssalen, men om hverdagen og de mennesker, vi arbejder for,« siger Peder Tind.

Arrangementet på Kurt’s Kaffebar er tænkt som en afslappet og åben samtale midt i valgkampens travlhed. Her kan man komme forbi og vende store og små spørgsmål om Fredericias udvikling.

Alle er velkomne til at kigge forbi, sige hej og tage en snak om de emner, der betyder noget for byen – fra erhverv og uddannelse til kultur, klima og hverdagsliv.

En kaffepause med mening – midt i valgkampens bankende hjerte.

Enhedslisten kræver statsgaranti i Ørsted-sagen – Fredericia kan stå med milliardregning

0
Enhedslisten kræver statsgaranti i Ørsted-sagen – Fredericia kan stå med milliardregning

Fredericia Kommune risikerer en regning på 350 millioner kroner, hvis staten taber den verserende sag mod energigiganten Ørsted. Nu rejser Enhedslisten sagen i Folketinget og kræver, at regeringen på forhånd garanterer kommunerne fuld kompensation.

Sagen mellem Ørsted og staten kan få omfattende økonomiske konsekvenser for en række danske kommuner – ikke mindst for Fredericia Kommune, som ifølge beregninger kan stå tilbage med en regning på 350 millioner kroner, hvis staten taber sagen.

Enhedslisten har i længere tid fulgt sagen tæt, og på onsdag bringes den helt ind i Folketingets spørgetime, hvor partiets politiske ordfører Pelle Dragsted vil rette et direkte spørgsmål til klima-, energi- og forsyningsministeren:

»Vil regeringen hjælpe Fredericia og andre kommuner, hvis sagen med Ørsted tabes af staten, så de ikke sidder tilbage med en millionregning, der vil ramme deres ældre og børn?«

Bag initiativet står blandt andre Cecilie Roed Schultz, byrådsmedlem for Enhedslisten i Fredericia, der i månedsvis har arbejdet tæt sammen med flere af partiets folketingsmedlemmer for at rejse sagen politisk.

Et potentielt økonomisk chok for kommunerne
Ørsted har anlagt sag mod staten om en mulig tilbagebetaling af skat. Hvis staten taber sagen, kan konsekvensen blive, at kommunerne skal betale betydelige beløb tilbage, selv om de ikke har haft nogen indflydelse på sagens forløb.

»Hvis staten taber sagen, står Fredericia med en regning på 350 millioner kroner. Vi har en redningsplan klar i byrådet – men det er helt urimeligt, at en kommune skal løfte den slags. De penge, vi har skaffet og reserveret til denne regning, vil vi jo langt hellere bruge på at udvikle og løfte kommunen og vores velfærd,« siger Cecilie Roed Schultz.

Enhedslisten: Staten må tage ansvaret
Enhedslisten mener, at det er staten – ikke kommunerne – der skal bære det økonomiske ansvar, hvis dommen falder ud til Ørsteds fordel.

»Kommunerne har ikke haft noget at skulle have sagt i den her sag – men de risikerer at stå med en stor del af regningen. Det er dybt urimeligt. Staten skal tage ansvar, ikke sende regningen videre,« siger Pelle Dragsted, der på vegne af partiet vil presse regeringen for et klart svar i Folketinget.

Partiet kræver, at regeringen på forhånd garanterer fuld kompensation til de berørte kommuner, hvis staten taber sagen.

»Vi har i forvejen kommuner, der kæmper med stramme budgetter og stigende udgifter på velfærdsområderne. Det vil være helt uacceptabelt, hvis en uenighed mellem staten og et i øvrigt primært statsejet energiselskab ender med at gå ud over borgerne,« siger Cecilie Roed Schultz.

Enhedslisten rejser sagen i Folketinget
Spørgsmålet bliver rejst i Folketingets spørgetime onsdag, hvor Enhedslisten forventer et klart svar fra klima-, energi- og forsyningsministeren om, hvordan regeringen vil håndtere situationen, hvis staten taber sagen.

Sagen mellem Ørsted og staten forventes at få sin første delafgørelse inden for den nærmeste fremtid – og for kommuner som Fredericia kan udfaldet få historisk betydning for de kommunale budgetter.

Efter millioninvestering: Fredericia Havn bliver Vestdanmarks logistikknudepunkt

0
Efter millioninvestering: Fredericia Havn bliver Vestdanmarks logistikknudepunkt

Fredericia Havn markerer endnu en milepæl. Efter flere års arbejde og en omfattende havneudvidelse er selskabet Fredericia Container Terminal A/S nu officielt sat i drift. Selskabet skal drive og udvikle containeraktiviteterne på Fredericia Havn og i Taulov, og med Fredericia Shipping A/S som majoritetsejer suppleres partnerskabet af APM Terminals og ADP A/S som minoritetsaktionærer.

Med et samlet terminalareal på 200.000 kvadratmeter, heraf 150.000 kvadratmeter med 485 meter dybvandskaj og yderligere 50.000 kvadratmeter i Taulov, er Fredericia Container Terminal A/S klar til at imødekomme stigende vækst i containertrafikken til og fra Vestdanmark.

»Med vores investering i havneudvidelsen og sikring af kapacitet til den stigende containervækst, som har været konstant over de seneste år, er vi i endnu højere grad klar til at imødekomme den nuværende tendens. Rederierne søger mod havne, der ligger tæt på godsets slutdestination. Den tendens bidrager også til væksten på Fredericia Havn, og derfor forventer vi også at investere i yderligere udvikling med Fredericia Container Terminal A/S inden for få år,« siger Rune D. Rasmussen, administrerende direktør i ADP.

Fredericia Shipping bliver majoritetsejer med 60 procent af aktierne og varetager som hidtil drift, ledelse og administration af terminalen. APM Terminals får en ikke-bestemmende andel på 39 procent, men bidrager med international ekspertise, erfaring og investeringer, mens ADP beholder 1 procent.

For ADP har inddragelsen af APM Terminals været et strategisk skridt for at tilføre global viden og styrke Fredericia Havns rolle i de internationale forsyningskæder.

»Vi er meget stolte af, at APM Terminals ser de samme vækstmuligheder på Fredericia Havn, som vi gør. I tæt samarbejde med Fredericia Shipping har vi udviklet containeraktiviteten til det niveau, den har i dag, og vi er overbeviste om, at APM Terminals kan bidrage markant til den videre udvikling. Sammen kan Fredericia Shipping, APM Terminals og ADP skabe de bedste operationelle rammer for den forventede vækst i containervolumenerne i Vestdanmark,« siger Rune D. Rasmussen.

Hos APM Terminals ser man store muligheder i samarbejdet med Fredericia Shipping og ADP.

»APM Terminals kan understøtte Fredericia Container Terminal A/S i driften og udviklingen af en uafhængig terminal med vores internationale erfaring inden for blandt andet operationel ekspertise og sikkerhed. I det nye samarbejde på Fredericia Havn kan vi facilitere den vækst, vi forventer i Vestdanmark, og vi skal i fællesskab se på, hvordan og hvilke investeringer der kan effektivisere containerterminalen yderligere,« siger Lars Vang Christensen, Head of Joint Ventures and Strategic Partnerships hos APM Terminals.

Fredericia som logistikcentrum for Vestdanmark

Fredericia Havn har med udvidelsen og etableringen af det nye selskab cementeret sin position som et af landets vigtigste logistikknudepunkter. Investeringen, som ADP betegner som et trecifret millionbeløb, har skabt en havn med både dybde, kapacitet og tilknytning til bane og motorvej – et strategisk udgangspunkt for hele Region Syddanmark.

Hos Fredericia Shipping, der både driver containeraktiviteter i Fredericia og i Taulov, er forventningerne store.

»Vi ser frem til det nye samarbejde i Fredericia Container Terminal, nu med APM Terminals som en del af ejerstrukturen. Vi glæder os over de nye kompetencer, som Fredericia Container Terminal dermed tilføres, og ikke mindst den investeringskraft, som dette bringer med sig. Vi forventer at skulle investere betydeligt i nyt udstyr i de kommende år til gavn for både terminalens effektivitet og dens grønne omstilling,« siger Klaus G. Andersen, administrerende direktør i Fredericia Shipping og Fredericia Container Terminal.

Han understreger, at den nye ejerstruktur også vil skabe større fleksibilitet for kunderne:
»Det nye ejerskab vil kunne bidrage med endnu mere fleksible løsninger til vores kunder på en fortsat uafhængig og neutral terminal. Fredericia Container Terminal driver både containerterminalen på Fredericia Havn og i Taulov, hvilket giver os unikke kapacitetsmæssige muligheder for at understøtte den fortsatte udvikling af Taulov Dry Port-området og Vestdanmark generelt – ikke mindst inden for banetrafikken.«

Med etableringen af Fredericia Container Terminal A/S bliver havnen nu både et lokalt og internationalt kraftcenter for containertrafikken i Danmark.

Fredericia får strøm på julen, når Electric Guitars spiller i Tøjhuset

0
Fredericia får strøm på julen, når Electric Guitars spiller i Tøjhuset

Når Electric Guitars rammer scenen i Tøjhuset den 20. december, bliver det en hjemkomst med fuld styrke. Bandet, der er kendt for deres energiske rockshows, skyder juleferien i gang med en koncert, hvor guitarerne får lov at tale – og hvor Fredericia igen får besøg af sin egen Søren Andersen.

Julen får et solidt skud rock n’ roll, når Electric Guitars gæster Tøjhuset i Fredericia lørdag den 20. december. Koncerten, der passende har fået titlen »Coming Home For Christmas«, markerer ikke bare starten på juleferien, men også en særlig hjemkomst for guitarist Søren Andersen, som har dybe rødder i byen.

Efter mange år på landets og verdens store scener vender Andersen tilbage til Fredericia – denne gang sammen med bandet, der har gjort sig bemærket som et af Danmarks mest energiske live-acts.

Electric Guitars, der foruden Søren Andersen tæller erfarne musikere fra den danske rockscene, er kendt for deres kompromisløse spilleglæde og fængende guitardrevne lyd. Med klassisk rock, stærke riffs og en sceneoptræden, der ikke overlader publikum mange pauser til at trække vejret, har bandet gennem årene skabt sig et ry som garant for en fest.

Den kommende koncert i Tøjhuset bliver ingen undtagelse. Publikum kan se frem til en aften, hvor julestemningen møder rockens rå nerve – alt sammen med et lokalt aftryk og et glimt i øjet.

»Coming Home For Christmas« er mere end blot en koncert. Det er et møde mellem hjemstavn og rocktradition, og det bliver kulminationen på et år, hvor Fredericia har haft besøg af nogle af landets største navne på Tøjhuset.

Billetsalget til koncerten åbner torsdag den 31. oktober klokken 12.00, og alt tyder på, at billetterne får ben at gå på, når Electric Guitars vender hjem for at slutte året af med strøm på både guitarer og juleglæde.

Læs mere og køb billetter på tojhuset.dk


Mand fik skalle ved lyskryds i Odense – flere spiritussager og indbrud på Fyn

0
Mand fik skalle ved lyskryds i Odense – flere spiritussager og indbrud på Fyn

Fyns Politi efterforsker en sag om vold i Odense, hvor en mand ud af det blå fik en skalle ved et lyskryds. Samtidig er flere bilister blevet sigtet for spirituskørsel, og der er anmeldt en række indbrud på tværs af Fyn.

Torsdag eftermiddag blev en mand overfaldet ved lyskrydset Grønløkkevej/Middelfartvej i Odense. Ifølge Fyns Politi havde forurettede taget letbanen fra Tarupcenteret, hvor en ukendt mand steg af ved samme station.

»Ved lyskrydset gik manden pludselig hen og nikkede forurettede en skalle. Han begyndte derefter at slå ud efter ham,« fremgår det af rapporten.

Den overfaldne mand flygtede ind i en butik, hvor gerningsmanden fulgte efter. Personalet bad ham forlade stedet, hvilket han gjorde. Politiet efterforsker sagen som vold.

Torsdag blev flere bilister standset for at køre påvirkede.
I Assens blev en 72-årig mand sigtet for spirituskørsel på Næsvej, og i Odense blev en 40-årig mand fra Nordfyns Kommune taget for samme forseelse på Kløvermosevej.
På Fynske Motorvej blev en 33-årig mand fra Aalborg Kommune standset kort efter midnat og sigtet for spirituskørsel.

En forurettet i Odense fik stjålet både pung og telefon, mens han stod i elevatoren på Østre Stationsvej med tre mænd. De tre forsvandt efterfølgende, og offeret kunne ikke give signalement.

Derudover er der registreret flere indbrud:
I Vissenbjerg blev et vindue brudt op på Birkelunden, og der er stjålet smykker.
I Kerteminde og Langeskov er der anmeldt indbrud på henholdsvis Odensevej, Kærsangervænget og Vendersvej – i flere tilfælde via opbrudte vinduer.
Også i Prinsesse Maries Allé i Odense og på Enghavevej i Vester Skerninge er der brudt ind i boliger, mens et forsøg på indbrud på Klavsebøllevej i Tranekær mislykkedes.

Bil tabte nummerplade – og cykel hærværksramt
På Kelstrupvej i Vissenbjerg tabte en bil sin forreste nummerplade.
På Nørrevoldgade i Odense blev en bil ridset langs førersiden, og på Væddeløbsvej blev en cykel fundet med ødelagt bagskærm og sadel.

Politiet opfordrer vidner til voldsepisoden på Grønløkkevej til at kontakte Fyns Politi på 114.

19-årig kvinde sigtet for narkokørsel i Fredericia

0
19-årig kvinde sigtet for narkokørsel i Fredericia

En 19-årig kvinde fra Fredericia blev sent torsdag aften standset af politiet på Holstensvej og sigtet for at køre bil under påvirkning af stoffer. Det oplyser vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi.

Patruljen standsede bilen klokken 23.55 og foretog efterfølgende visitation af både fører og køretøj.

»Ved visitationen fandt vi 0,28 gram amfetamin og to piller, som også er omfattet af lovgivningen om euforiserende stoffer,« fortæller Arno Rindal Petersen.

Kvinden blev sigtet for narkokørsel og besiddelse af stoffer.

Forbuddet mod el-løbehjul rammer både familier og arbejdspladser

0
Forbuddet mod el-løbehjul rammer både familier og arbejdspladser

Efter Fredericia indførte gratis bybusser, blev det markant lettere for mange borgere at komme rundt i byen. Men med flere passagerer følger nu et nyt problem. Et totalforbud mod at medtage el-løbehjul og cykler i busserne har skabt frustration blandt borgere, der er afhængige af at kombinere offentlig transport med andre transportformer.

En af dem er Rasmus, som hver dag afleverer sine børn i børnehave, før han fortsætter til arbejde. Han kalder beslutningen for »dybt urimelig« og uforståelig i en kommune, der samtidig taler om grøn transport og fleksible arbejdsveje.

»I min hverdag betyder det, at jeg står med et reelt problem. Jeg skal aflevere mine børn i børnehave om morgenen. Det kan jeg ikke gøre på el-løbehjul, for der er ikke plads til dem på det, og det ville heller ikke være forsvarligt. Derfor tager jeg bussen sammen med børnene og har mit el-løbehjul med, så jeg bagefter kan køre videre til mit arbejde,« fortæller Rasmus.

Han foreslår, at kommunen og busselskabet genovervejer beslutningen og indfører mere fleksible regler:
»Hvorfor kan man ikke lave en regel, hvor man må tage et sammenklappet el-løbehjul med, når man sidder med det ved sædet? Det fylder jo ikke mere end en sportstaske og optager ingen ekstra plads. Man kunne også overveje at sige, at forældre med børn gerne må tage det med, da det netop hjælper os til at få hverdagen til at hænge sammen.«

Rasmus påpeger, at beslutningen ikke kun rammer privatpersoner, men også lokale arbejdspladser og den generelle beskæftigelsesindsats, som Fredericia Kommune ellers prioriterer højt.

»Lige nu har Fredericia Kommune stort fokus på beskæftigelsesindsatsen – men det her er jo det stik modsatte af at hjælpe folk i arbejde. For mit vedkommende gør beslutningen det sværere at passe mit job og samtidig hente og bringe mine børn på en miljøvenlig måde.«

Ifølge Rasmus er det paradoksalt, at 3F, som repræsenterer mange af byens buschauffører, har været med i beslutningen:
»3F har været med i beslutningen, men resultatet er, at de faktisk gør det sværere for nogle af deres egne medlemmer, som mig, at komme på arbejde. Jeg fylder ikke ekstra i bussen, og jeg har børn med. Jeg kunne stille et spørgsmål om, hvorvidt 3F er klar til at betale for tabt arbejdsfortjeneste?«

Han beskriver situationer, hvor han tidligere uden problemer kunne tage sit el-løbehjul med:
»Det kan simpelthen ikke passe, at mine børn skal gå tre kilometer hjem efter en lang dag i børnehave, bare fordi kommunen forbyder mig at tage mit sammenklappede el-løbehjul med i bussen. Det rammer ikke bare familier, forældre og børn, men også arbejdspladser, som har brug for, at medarbejdere rent faktisk kan komme frem og tilbage på en fleksibel måde og stadig passe deres arbejde.«

Rasmus understreger, at han er villig til at tilpasse sig og tage hensyn til pladsen i busserne:
»Jeg er villig til at klappe mit el-løbehjul sammen og sidde med det – sådan som jeg faktisk også gjorde i dag, da bussen var fyldt. Jeg fylder ikke mere end nogen anden passager.«

For ham handler sagen om meget mere end transport – det handler om hverdagsliv, arbejdsdage og almindelig sund fornuft.
»Det her handler ikke om dovenskab, men om at kunne få hverdagen, arbejdet og børnepasningen til at fungere. Forbuddet bør tages op til genovervejelse,« siger Rasmus.

Beslutningen om at forbyde el-løbehjul og cykler i bybusserne blev vedtaget tidligere i oktober. Ifølge kommunen og busselskabet Umove er baggrunden pladsmangel og arbejdsmiljøproblemer for chaufførerne, som oplever konflikter, når passagerer forsøger at tage større genstande med i busserne.

Men for borgere som Rasmus betyder beslutningen, at den grønne og fleksible transport i hverdagen er blevet lidt sværere.

Eik på 19 stiller op til kommunalvalget: »De unge bliver ikke hørt – der bliver kun talt for os«

0
Eik på 19 stiller op til kommunalvalget: »De unge bliver ikke hørt – der bliver kun talt for os«

Han er 19 år, går til valg for Socialdemokratiet i Middelfart og lægger ikke skjul på, at han vil ryste den politiske kultur. Eik Frikke er blandt de yngste kandidater ved kommunalvalget – og det er præcis pointen.

»Jeg har altid gået op i, hvad der sker omkring mig. Jeg synes, der er mange, der gør det godt, men jeg kan også mærke, at jeg har lyst til at prøve at gøre det bedre. Når jeg taler med unge mennesker, så har de faktisk mange gode idéer og går op i, hvad der sker i verden. De får bare ikke lov til at sige det,« siger han.

Eik fortæller, at det netop er manglen på unges stemmer i den offentlige debat, der har fået ham til at stille op:
»Jeg ved, at mange unge ikke tør stå frem. Det har jeg måske lidt mere mod på. Jeg stiller op, fordi jeg gerne vil give en stemme til dem, der ikke bliver hørt. Det er den største grund til, at jeg gør det her. Vi unge bliver ikke hørt.«

Ærlighed frem for tomme løfter

For Eik handler politik ikke om karriere, men om troværdighed og handling.
»Jeg tror på ærlig politik frem for tomme løfter. Når man har været i politik længe, bliver det ofte ens karriere, og så handler det mere om at bevare sin position end om at skabe forandring. Jeg har ikke noget at tabe. Jeg er rimelig ukendt, og derfor har jeg heller ikke noget behov for at pynte på tingene. Jeg vil hellere sige det, som det er.«

Unge skal tages alvorligt – ikke tales ned til

Når snakken falder på unges politiske indflydelse, bliver Eik alvorlig. Han deltager selv i Ungerådet og har oplevet, hvordan debatter ofte bliver domineret af politikere, der taler om unge – men sjældent med dem.
»Der er rigtig mange kendte politikere i Middelfart, som siger, at de taler for de unge, men det passer bare sjældent. Et godt eksempel er transport. Til valgdebatterne var alle unge enige om, at vi mangler bedre offentlig transport. Politikerne på scenen sagde, at det ville de arbejde for – men der sker ikke noget. Det bliver tomme løfter,« siger han og fortsætter:
»Det handler ikke kun om at engagere unge. Det handler om at begynde at lytte til de unge.«

Når døren bliver lukket i

Selvom Eik oplever stor opbakning fra sine partifæller i Socialdemokratiet og fra DSU, har han også mærket modstanden, når han går dør til dør for at tale med vælgerne.
»Jeg har fået masser af hjælp og støtte i partiet, men når man står ude hos vælgerne, kan man godt mærke, at nogle ser anderledes på én, fordi man er ung. Jeg har oplevet, at folk taler lidt ned til os, og nogle gange får man bare en dør i hovedet,« fortæller han.

Han husker særligt én episode, der satte sig fast:
»En mand sagde direkte til mig: ’Jeg gider i hvert fald ikke snakke med jer,’ og så smækkede han døren. Det føles lidt som at få en kold skulder, fordi man er ung og ikke har samme erfaring. Jeg tror, mange vurderer os, før de overhovedet har lyttet.«

Alligevel holder Eik fast.
»Jeg tror på, at man er nødt til at starte et sted. Hvis unge ikke selv stiller op, så ændrer tingene sig jo aldrig. Det handler ikke kun om alder – det handler om mod. Og det har jeg,« siger han.

Et nyt perspektiv på politik

Eik Frikke håber, at hans kandidatur kan inspirere andre unge til at engagere sig.
»Politik skal ikke være noget fjernt eller kedeligt. Vi unge lever midt i de beslutninger, der bliver truffet – og vi skal have lov til at være en del af dem. Jeg vil gerne vise, at man godt kan gøre en forskel, også selvom man kun er 19 år.«

Axeltorvet skal summe igen når lokale kræfter inviterer til gratis festival

Axeltorvet skal summe igen når lokale kræfter inviterer til gratis festival

0
KULTUR. Der er lagt op til liv, musik og fællesskab i hjertet af Fredericia, når Axeltorvet i begyndelsen af maj danner rammen om en...
Dødsfald Vejle uge 16

Dødsfald Vejle uge 16

Dødsfald Vejle uge 16

Dødsfald Kolding uge 16