Middelfart Erhverv samlede torsdag aften de fire borgmesterkandidater til tre timers erhvervspolitisk debat på Milling Hotel Park – i samarbejde med Fynsk Erhverv og modereret af direktør Anne Dyrehauge. Rammen var klar: Hvad kan en kommune faktisk gøre noget ved, når virksomhederne efterspørger arbejdskraft, hurtigere sagsbehandling og en infrastruktur uden flaskehalse? Svarene afslørede forskelle i prioriteringer, men også berøringsflader.
Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (S) slog fra begyndelsen tonen an med et statusbillede: Middelfart har vokset sig stærkere, både i befolkningstal og beskæftigelse, og kommunen solgte senest flest erhvervsgrunde på Fyn. Strategien har været at arbejde målrettet med attraktivitet – natur, kultur og byudvikling som løftestænger – og at købe jord aktivt, så kommunen kan styre tempo og kvalitet i udviklingen. Den tilgang, hævdede han, har gjort det muligt at tiltrække investeringer og forberede næste store træk, herunder et nyt erhvervsområde i øst med potentiale for mange arbejdspladser.
Anders Møllegaard (V) kvitterede for de gode takter, men satte en anden streg under overskriften: tempoet i sagsbehandlingen. I Dansk Industris årlige måling er Middelfart gledet fra topplacering til et felt i 40’erne. For Venstre er medicinen mindre bureaukrati, smidigere processer og en mere gennemskuelig struktur i byggesagerne. Han efterlyste en »one-stop-indgang« for virksomheder, mere proaktiv koordination og prioritering af kapacitet, før nye lokalplaner udløser et stormløb af ansøgninger.
Jonas René Jensen (Danmarksdemokraterne) lå tæt i analysen af flaskehalse, men placerede tyngdepunktet et andet sted: samarbejdskultur og nærhed. Kommunen skal være en reel partner – let at ringe til, tydelig i modspil og med en praksis, der er ensartet på tværs af sager. Han pressede på for standardisering og digital hjælp i sagsprocesser, ikke som et quick-fix, men som et middel til at sikre lige behandling og hurtigere svar. Og så lød et varsel mod »udvikling for udviklingens skyld«: Vækst skal ske med omtanke, i dialog med de virksomheder, der faktisk skal investere.
Lasse Schmücker (Enhedslisten) stod for den mest udtalte digitaliseringslinje: AI og stærkere interne arbejdsgange bør afhjælpe puklerne, mens kommunen investerer på forkant og sikrer, at lokalplaner og faglig kapacitet er parat, når byggeaktiviteten kommer. Han advarede samtidig mod at udlicitere sig ud af kvalitet og arbejdspladser – erfaringerne fra rengøringsområdet var ikke gode – men ville gerne skærpe udbudsmateriale og tidsplaner, så lokale håndværkere og mindre leverandører får reelt blik for opgaverne.
Arbejdskraften blev aftenens første store blok. Moderatorens data viste, at Middelfart ligger solidt på beskæftigelse og indkomst, men at fynske virksomheder generelt har rekrutteret forgæves i stort omfang det seneste år, og at arbejdsstyrken på Fyn samlet set falder de kommende år. Lundsfryd fremhævede jobcenter-samarbejdet med virksomhederne og den lave ledighed som styrker. Men han pegede også på behovet for at få flere unge ind på erhvervsuddannelserne via tættere kobling mellem folkeskole, praktik og lokale virksomheder – fx gennem obligatorisk erhvervspraktik, juniormester-spor og bedre brobygning.
Møllegaard insisterede på at »gribe« de unge tidligt – obligatorisk erhvervspraktik, stærke lokale virksomhedsbesøg og mentorordninger, der gør indgangen mindre skræmmende. Jonas René Jensen supplerede med mere rummelige stillinger og mentorforløb for både unge og seniorer, så deltid og gradvise optrapninger bliver lettere. Enhedslisten foldede samme spor ud: fastholdelse kræver arbejdsmiljø, kompetenceløft og tillid – og kommunen skal gå forrest som arbejdsgiver.
Derfra gled debatten ind i sagsbehandling og teknologi. Lokale aktører i salen pressede på for konkrete løsninger, og flere pegede direkte på AI-baserede værktøjer, der kan forhåndsscreene ansøgninger, validere bilag og lede ansøgere igennem lovkrav, så sager kommer ind »rigtige første gang«. Kandidaterne var i varierende grad positive. Schmücker og Jonas René Jensen så AI som en vej til ensartethed og hastighed – med menneskelig kvalitetssikring. Møllegaard ville i samme spor investere i kapacitet, men gjorde opmærksom på, at teknologien kræver ren data, klare arbejdsgange og realistiske implementeringsplaner. Lundsfryd delte vurderingen: AI er ikke et trylleslag, men skal ind i et professionelt setup, hvor mennesker træffer afgørende beslutninger, og processerne er dokumenterbare.
Infrastrukturen var næste knast. Her var to niveauer: den tunge strategiske dagsorden om en tredje Lillebæltsforbindelse – nødvendig, mente Lundsfryd, hvis ikke trængsel om ti år skal kvæle mobilitet og logistik – og de nære udfordringer med busser, bynære stier og forbindelser mellem de mindre bysamfund og de store arbejdspladser. Flere i panelet åbnede for at gentænke busdrift og fleksible løsninger i samarbejde med virksomhederne; Jonas René Jensen luftede idéen om at teste gratis lokal buskørsel i udvalgte tidsrum som datapilot. Møllegaard hældte mod behovsstyret planlægning sammen med de store arbejdspladser og mere ensartede standarder for stier, så hverdagslogistikken understøttes.
På konkurrenceudsættelse og lokale leverandører kom nuancerne frem. Venstre ville se mere på vintertjeneste og serviceopgaver, hvor lokale aktører kan byde ind effektivt, mens Enhedslisten var varsom efter tidligere kvalitetstab ved rengøringsudbud. Borgmesteren betonede, at Middelfart ofte pakker udbud, så mindre håndværkere kan byde på delopgaver, og at kommunen bevidst holder fagpakker på timeaftaler og ikke kun på totalentrepriser. Samtidig lovede han at »revitalisere« leverandørmøderne, så flere – også rådgivere og soloselvstændige – ser de opgaver, der kommer i pipeline, i god tid.
Spørgsmålet om jordpolitik delte feltet. Lundsfryd forsvarede den aktive kommunale jordstrategi – køb først, planlæg, sælg siden – som årsag til, at Midtfyn Øst nu kan realiseres og større investeringer landes på kommunens hænder. Møllegaard og Schmücker efterlyste mere mådehold: den offentlige balance mellem at være »jordhandler« og at give plads til, at markedet udvikler, bør diskuteres løbende, ikke mindst for at undgå, at likviditet bindes unødigt. Jonas René Jensen lagde vægt på pragmatisme: handle når det gavner, men undgå at »eje for at eje«.
Grøn omstilling og klimafolkemødet tændte gnister. Borgmesteren så folkemødet som et udstillingsvindue og en forpligtelse: kommunen skal tage sin del af ansvaret, og mødet skaber netværk og aktiviteter, som løfter lokalt erhverv og understøtter større programmer – fra fjernvarmeudrulning til Power-to-X i området. Jonas René Jensen og Møllegaard efterlyste skarpere regnskab og forankring: klimaindsats skal måles på konkrete resultater og på, om virksomheder og borgere får enklere, billigere veje ind i grønne løsninger. Schmücker bakkede op om klare klimaregnskaber, men advarede mod at gøre indsatsen til et rent regneark: skalering af fjernvarme, lokal sol og batterier kræver politisk vilje, ikke kun powerpoint.
Under det hele lå én rød tråd: dialog. Aftenens format lagde op til spørgsmål direkte fra gulvet, og tonen blev skarp indimellem, men respektfuld. Dyrehauge styrede præcist mod konkrete »næste skridt« – og her tegnede der sig et katalog:
For det første en sagsreform, hvor kommunen både tilfører hænder, standardiserer arbejdsgange og investerer i digitale værktøjer, der kan forhåndsscreene, validere og vejlede ansøgere. Pointen fra salen var: Borgeren skal kun taste rigtigt én gang, og sagsbehandleren skal have stærke systemer, ikke ekstra Excel-ark.
For det andet en arbejdskraftpakke, der binder skole, erhverv og civilsamfund tættere sammen: tidligere praktik, juniormester-spor, mentorordninger med erfarne håndværkere og fleksible seniorstillinger – samt et fælles »rekrutteringskorps« mellem jobcenter og virksomheder, der deler data og løsninger i realtid.
For det tredje en infrastrukturagenda, der både håndterer her-og-nu-mobilitet med smartere bus- og stinet og tænker langsigtet i jernbaneknudepunkt og ny Lillebæltsforbindelse. Uenigheden om broens timing ændrede ikke ved konsensus: transport er erhvervspolitik.
For det fjerde et leverandørspor, hvor kommunen kalibrerer udbud, pakker opgaver i størrelser, lokale virksomheder kan løfte, og informerer tidligere og bedre. Suppleret af en »one-stop« erhvervskoordinator, som følger virksomheder fra idé til ibrugtagning.
For det femte en jord- og arealstrategi, der evalueres løbende, så kommunen kan handle, når det giver mening, uden at købe sig tung.
Og endelig en grøn pakke med jordnære virkemidler: billigere veje ind i fjernvarme, pilotprojekter for energifællesskaber, batterier ved solparker og klare, åbne klimaregnskaber for kommunens egne initiativer.
Set fra virksomhedsgulvet var debatten mere håndgribelig end højstemt: Kandidaterne kappedes ikke om punchlines, men om drift og implementering: sagsbehandlingsdage, buskøreplaner, udbudsbokse og data. Det kan lyde prosaisk – men netop de detaljer afgør, om en tømrer kan bygge en ny hal næste kvartal, om en softwarevirksomhed kan rekruttere nu, og om en familie i Gelsted kan pendle rimeligt til et job i midtbyen.
Hvis man skal koge aftenens budskab ned til én sætning, er den denne: Middelfart har momentum, men skal bytte hensigter for operationel præcision. Hurtigere, klogere og mere forudsigelig sagsbehandling. Et arbejdsmarked, der rækker fra 9. klasse til erfarne seniorkræfter. Infrastruktur, der virker fra mandag morgen. Et marked, hvor de lokale kan byde ind reelt. Og en grøn omstilling, der ikke bare præsenteres, men installeres.
For erhvervslivet er det den konkrete forskel mellem at trykke på start nu – eller at kigge mod andre kommuner. For kommunen er det forskellen mellem at ride videre på væksten – eller at se den passere på motorvejen. Debatten på Milling Hotel Park viste, at de fire kandidater både har vilje og værktøjer. Nu skal vælgerne afgøre, hvem der får ansvaret for at skrue dem rigtigt sammen – og i hvilket tempo de leveres.
