OPINION. Velkommen til den grønne omstilling anno 2026, hvor ambitionerne løber hurtigere end virkeligheden.
Det største problem ikke teknologien – men manglen på politisk klarsyn. Vi bygger vindmøller og solceller i rekordtempo – og samtidig må vi slukke for dem igen. Ikke fordi der mangler efterspørgsel. Men fordi strømmen ikke kan komme frem.
Den største flaskehals i den grønne omstilling er ikke produktionen – det er infrastrukturen.
Energinet og energiselskaber peger samstemmende på én ting: Frem mod 2030–2040 bliver elnettet den afgørende begrænsning, det betyder konkret: Ventelister på nettilslutning Projekter der må afvises Virksomheder der ikke kan få strøm nok DSB’s forurenende diesel tog forsætter
Samtidig med at politikerne og klipper snore til nye vindmølleparker. Det er lidt som at åbne en restaurant uden køkken.
Danmark vil gerne eksportere grøn strøm til Tyskland – det giver god mening på papiret. Men:Tyskland har massive interne flaskehalse – Nordtyskland producerer strøm, Sydtyskland mangler den – Overførselskapaciteten halter.
For meget strøm ét sted – For lidt strøm et andet – en regning til forbrugerne i begge ender. Nu banker næste bølge på døren: AI-datacentre med enormt energibehov – Elektrificering af transport og industri – Digital infrastruktur i eksplosiv vækst. Virksomheder som Microsoft og Google placerer sig kun ét sted: Hvor strømmen ER – og hvor nettet KAN levere.
Infrastruktur tager tid – også i en valgkamp. Lokale protester forsinker yderligere – Nye højspændingslinjer og tranformerstationer: 10–15 år. Det kan ikke trylles væk politisk. Men alligevel har vi haft en energipolitik, der i praksis siger: “Lad os bygge produktionen først – og håbe resten følger med.” Det gør det bare ikke.
Problemet er ikke mangel på energi – men mangel på transport af energi. Der findes ikke én løsning – men flere nødvendige erkendelser:
Elnettet først – ikke sidst Infrastruktur skal tænkes før produktion
Mere lokal balance Produktion og forbrug tættere på hinanden
Fleksibelt forbrug Strøm bruges når den er der – ikke kun når vi vil
Prioritering Ikke alle projekter kan få strøm – nogen vælges fra Det er politik. Rigtig politik. Ikke grøn symbolpolitik.
OPINION. Store dele af valgdebatten er influeret af højrefløjsekstremisterne, hvor argumenterne drejer sig om mennesker, der er kommet til Danmark af forskellige årsager, der kan være tvang, interesse eller andet.
Selvfølgelig vil der være mennesker, der kommer af samme grund som de såkaldt kristne, der drog ud i Verden for at udbrede et budskab og grundlæggende ændre befolkningers levevis.
Nogen flygter fra noget uønsket for at få del i dansk kultur, men bliver ikke vel modtaget, hvilket ændrer deres målsætning til at ville have det samme samfund i Danmark, som den samfundsstruktur de flygtede fra.
Desværre bliver nogle af udlændingene mere eller mindre presset til at blive kriminelle, hvor de ekstremistiske politikeres sprog, udsagn og talemåder er kraftig medvirkende til brutaliteten.
Nogle af især Dansk Folkepartis ledende politikere er så fyldte med had, at de har svært ved at udtrykke sig uden hadgennemtrængning. En del politikere på højrefløjen skulle fratages dansk statsborgerskab og sendes til ”Langtbortistan”, da de er så udanske og vil fordreje det danske samfund til ukendelighed og egentlig ikke tror på det danske samfunds kultur og styrke. Desværre er der også fornuftige politikere, der er så svage, at de lader sig fordreje af debatten og indtager holdninger af populistiske grunde, holdninger de grundlæggende ikke harmonerer med.
I stedet for at nedgøre og vende ryggen til mennesker, der vil andre mennesker det godt, så skulle vi sikre en fundamental oplysning til folk fra andre kulturer, der er kommet til Danmark. Det kunne være 6 mdr. gratis ophold på en dansk folkehøjskole, som foreslået af Radikal Venstre, der kan give en indlevelse i og forståelse af dansk demokratisk kultur, der jo er en livsform, som selv mange danskere er usikre på.
Når man marginaliserer mennesker, som det blandt andet sker på Udrejsecenter Kærshovedgård, så fremkaldes megen dårlig adfærd, da de jo er ”dømt ude” og ikke har en chance. Hvis man i stedet lod dem arbejde og uddanne sig adskilt, så ville mange med sikkerhed tilpasse sig og indleve sig i det danske. Krigen i Nordirland mellem katolikker og protestanter endte for mange med deportering til en ø nord for Irland uden omverdensforbindelser, men med livs- og samfundsopbygningsmuligheder. Her opstod en ny samfundsorden, hvor mange blev almindelige samfundsbevarende og igen udkrystaliseredes nogle få kriminelle.
FC Fredericia leverede en af klubbens største præstationer nogensinde med en 2-1-sejr over FC København i Parken. Efter kampen satte Felix Winther ord på triumfen, hvor gæsterne både spillede med mod og kæmpede sig igennem et massivt pres.
FC Fredericia leverede søndag eftermiddag en af de største præstationer i klubbens historie, da oprykkerne tog en bemærkelsesværdig 2-1-sejr over FC København i Parken.
Det var en kamp med to vidt forskellige halvlege, ekstreme kræfter og en afslutning, hvor alt var i spil. Men det var også en kamp, hvor gæsterne fra Fredericia viste både mod, kvalitet og vilje til at lide for resultatet.
Midtbanespiller Felix Winther stod efter slutfløjt midt i jubelscenerne foran det medrejsende udebaneafsnit, hvor spillerne kvitterede for opbakningen efter en præstation, der kan vise sig afgørende i bundstriden.
»Regnede og regnede, det havde jeg ikke nej. Vi vidste godt, at vi havde muligheden for at komme og kunne lave et resultat, hvis vi kunne præstere på topniveau. Det gør vi i høj grad i første halvleg. Ja, så bliver vi most i anden halvleg. Det går nok rundt, men slås helt til slut også. En vild følelse at tage herfra med tre point. Ja, virkelig fedt.«
Første halvleg var et statement fra FC Fredericia. Holdet spillede med en ro og et mod, der sjældent ses fra en oprykker i Parken. Bolden blev spillet sikkert rundt, presset blev brudt, og da chancerne opstod, blev de udnyttet.
Efter pausen ændrede kampbilledet sig markant. FC København satte sig tungt på opgøret og pressede gæsterne langt tilbage. Fredericia blev tvunget til at forsvare sig dybt, og i perioder lignede det kun et spørgsmål om tid, før hjemmeholdet fik hul på bylden.
Men gæsterne stod imod. »Ja, det er klart, det kræver også en portion held, men man skal også jagte held. Det synes jeg også, vi gør i dag. Det handler om at jagte de sidste meter for at komme ind og blokere et skud. For at komme retur og forhindre en mand i at få en fri afslutning.«
Den defensive indsats blev kombineret med en målmandspræstation af høj klasse. Etienne Green leverede flere afgørende redninger, blandt andet en dobbeltredning, der fik Parken til at gispe.
»Ja, jeg tror jo, at den ene mål ligger foran. Jeg ved ikke, om det er Dadason eller hvem det er, men ja, så tænkte jeg, at nu reducerer de eller kommer tilbage i kampen i hvert fald. Ja, han har mange vilde redninger i dag. Det er fedt at se ham præstere.«
Green har haft en svær periode, men mod FC København viste han sit niveau. »Efter lidt modgang i starten specielt, og så er både Mathias Lamhauge og Valdemar Birksø stået foran ham, og nu, hvor Mathias er væk, og Valdemar har været skadet, så er det fedt for ham. Han har fortjent det. Han har bare knoklet på uden at brokke sig eller noget som helst.«
Sejren blev sikret i en dramatisk afslutning, hvor FC København reducerede sent og pressede voldsomt på for en udligning. Flere gange blev bolden reddet på stregen, og overliggeren stod også i vejen.
Alligevel holdt Fredericia stand. »Hvis man ikke jagter det held der og kriger helt til sidst, så kommer man heller ikke til at få de point der. Så det er vigtigt for os.« Efter slutfløjt brød jubelen løs foran de medrejsende fans, som havde mødt talstærkt op og spillet en rolle gennem hele kampen.
»Ja, det var fedt. Det var eufori og fedt at kunne give fansen noget tilbage. De kom virkelig talstærkt og støttede os. Og med deres hjælp, så er det også lidt lettere at krige de ekstra meter og de ekstra bolde.«
Sejren kan få stor betydning i bundstriden, hvor hvert point tæller. FC Fredericia holder afstanden til de nærmeste forfølgere, men spillerne ved, hvor lidt der skal til, før billedet ændrer sig.
»Ja, det ser godt ud, men vi ved også, hvor hurtigt det kan gå. Reducerer FC i dag til 2-2, så er det pludselig meget kort snor ned til Silkeborg, og vi skal møde dem to gange stadigvæk. Så alt kan ske.«
Derfor er fokus stadig det samme.
»Vi må jo tage én kamp ad gangen, og vi må samle de point, vi kan. Så er der stadig otte kampe tilbage, så der er virkelig mange point at spille om.«
Selv om sejren allerede nu vil blive skrevet ind som en af de store i klubbens historie, er det ikke det, der fylder mest i øjeblikket.
»Det er jo klart, at vi har måske fokus på noget andet lige nu, og det er, at vi skal overleve i rækken. Og så vil man altid kigge tilbage på de her momenter, som er fantastiske for Fredericia.«
Men erkendelsen af præstationens størrelse skal nok komme.
»Når man lige har samlet sig, og man lige går på fridag en gang i næste uge, så tror jeg også, at man kan kigge tilbage og tænke en okay, det var fandme vildt, det vi leverede.«
Sejren i Parken ændrer ikke på ambitionen. Men den sender et klart signal. FC Fredericia er ikke bare med. De er i live i kampen om overlevelse.
Oprykkerne fra fæstningsbyen tog søndag eftermiddag tre point med hjem fra nationalarenaen. FC Fredericia besejrede FC København 2-1 i en kamp, der var mere ensidig end resultatet antyder, og som efterlader de forsvarende mestre i en krise, der ikke længere lader sig bortforklare.
Der er noget ved Parken en solrig søndag i marts. Lyset falder anderledes. Græsset er grønnere, end det har nogen ret til at være. Og et hold fra Fredericia løber ind på banen mod de forsvarende mestre, og ingen på tribunerne ved endnu, hvad de er ved at se.
Det vidste FC Fredericia godt.
Fra første minut var det tydeligt, at dette hold ikke var kommet til København for at overleve. De pressede højt, de spillede med ro, og de lod aldrig FCK sætte sig på kampen på den måde, forsvarende mestre burde kunne i eget hus. Det var ikke tilfældigt. Det var forberedt og udført med en præcision, der stod i skærende kontrast til det, FC København præsterede på den anden side af banen.
I det 23. minut kom det første mål, og det kom på den måde, FC Fredericia har gjort det til en vane i dette forår. FCK havde netop skabt en stor chance, Moukoko var alene med Green og målmanden reddede. Ti sekunder senere var bolden i den anden ende. Fredericia kørte omstillingen hurtigt og præcist op gennem banen, Friday Etim spillede Sofus Johannesen fri, og den 18-årige FCM-leje afsluttede fra en svær vinkel. Bolden blev afrettet og fandt vej ind under overliggeren. På papiret en heldig afretning. I virkeligheden et mål, der illustrerede noget vigtigt ved dette hold: evnen til at være til stede i begge ender på én gang, og til at straffe de store hold i det sekund, de sænker paraderne.
FCK forsøgte. Moukoko var den eneste, der konstant søgte bolden og pressede på, men Etienne Green stod roligt og tog det meste. Fredericia spillede sig ud af pressede situationer med en selvtillid, der var bemærkelsesværdig for et oprykkende hold i nationalarenaen. Tribunerne begyndte at rumle. Fra Sektion 12 regnede kopier af et åbent brev ned over tilskuerne. »280 millioner i overskud, hvor er investeringerne?« stod der. Det er ikke hverdagskost i Parken. Og trods målet til FC Fredericia sang deres fans imponerende videre og støttede deres hold.
I det 36. minut fik Svenn Crone et gult kort for en hård tackling på Thomas Delaney. To minutter efter scorede Fredericia igen. Gustav Marcussen spillede bolden ud til Friday Etim i feltet, og nigerianeren lavede det, han bedst kan. En elegant kropsfinte der satte modstanderen, en åbning der opstod ud af ingenting, og en afslutning der var iskold og præcis. Bolden gik sikkert forbi Rúnarsson. 0-2. Assist til Felix Winther.
Det var ikke nødvendigvis kampens sidste ord. Der var stadig en hel halvleg tilbage, og FCK har spillere, der på deres bedste dage kan vende det meste. Men det var et mål, der ramte hjemmeholdet hårdt. Tribunerne, der allerede havde rumlet, brød nu ud i en pibekoncert, der fulgte holdene hele vejen ned i omklædningsrummet. Det er sjældent, man hører den lyd i Parken. Det er endnu sjældnere, den er fortjent.
Anden halvleg tilhørte på papiret FCK. Men kun halvt. De skiftede to i pausen og kom ud med mere liv. Moukoko brændte kampens største chance da han dribblede forbi Green og satte bolden forbi det tomme mål fra mållinjen. En chance, der i den slags kampe normalt ændrer alt. Den gjorde den ikke. Michael Hansen skiftede tre på én gang i det 62. minut og sendte Buch, Simonsen og Opondo ind for Marcussen, Lindekilde og Johannesen. Et klart signal om at beskytte det, man havde. Og det holdt.
Etienne Green var i en klasse for sig. Redning efter redning, og i kampens slutfase en dobbeltredning på Claesson og Dadason, der var tættere på det uforklarlige end det tekniske. I det 82. minut troede Parken, at Elyounoussi havde reduceret. VAR sagde nej. Offside.
Så kom det alligevel. Dybt inde i overtiden væltede Svenn Crone, der allerede havde et gult kort, ind i Viktor Dadason i feltet. Dommeren pegede på pletten uden tøven, og Crone fik sit andet gule kort og dermed rødt. Ud af ingenting havde FCK fået en livline.
Youssoufa Moukoko tog bolden. Placerede den. Og sparkede den sikkert i mål. 1-2. Det var det 94. minut, og pludselig var der liv i Parken igen.
Det der fulgte var otte minutter, der føltes længere end de var. FCK kastede alt frem. Bolde blev reddet på stregen i samme angreb. En afslutning ramte overliggeren. Etienne Green lagde sig i græsset og trak tid, hver gang han fik bolden i hænderne. Fredericia stod med ti mand og forsøgte at lukke alle huller. Friday Etim kom alene igennem i kampens allersidste sekunder og afsluttede forbi mål i en stor afbrænder, der i et øjeblik fik hjertet til at sidde i halsen. Men det var nok. Dommeren fløjtede af.
Det rystede. Men det holdt.
Da dommeren fløjtede af, eksploderede Fredericia-lejren. Spillere og medrejsende fans i dans og sang i udebaneafsnittet, mens pibene fra de resterende hjemmefans fyldte resten af nationalarenaen. De første FCK-fans var allerede på vej ud ad dørene. To verdener i samme stadion, og ingen tvivl om, hvem der ejede eftermiddagen.
Der var 19.110 tilskuere i Parken. Det er ikke mange til en FCK-hjemmekamp. Det er endnu færre, når en del af dem er gået, inden slutfløjtet lyder.
FC Fredericia er med sejren oppe på 27 point og placeret på 10.-pladsen, to point fra FCK på 8. Silkeborg har 23 efter deres 3-0 sejr ude over Randers i dag, Vejle taber dog terræn med sine 16 poiunt. Afstanden til Vejle er vokset på en eftermiddag, der vil sætte sig i hukommelsen hos alle, der var med. Det var andet besøg i Parken for klubben fra fæstningsbyen. Første gang endte det 3-2 til FCK. Denne gang var det anderledes.
Næste kamp er søndag den 6. april mod OB i Odense.
KULTUR. Onsdag den 29. juli kl. 19.30 sætter Middelfart Kirke rammen om en særlig aften, når koncerten »Når Lyset Bryder Frem, En Hyldest Til Sebastian« løber af stablen.
Det er ikke en almindelig koncert, men en helhedsoplevelse, der tager publikum med på en tidsrejse gennem nogle af de smukkeste og mest markante sange i dansk musikhistorie. Med akustiske instrumenter, flerstemmig sang og nærvær i særklasse genskabes den stemning, som Sebastians musik altid har haft evnen til at fremkalde. Minder vækkes til live, og sangene, der engang fik os til at drømme, grine og græde, kan igen mærkes helt ind i sjælen.
Jeg stiller op til Folketinget, fordi jeg er Fredericianer. Det lyder enkelt, men det er faktisk kernen i det hele.
Fredericia er en by, der altid har vidst, hvor den stod. Ikke i overført forstand, men bogstaveligt. Havnen ud mod Lillebælt. Banegården, der siden jernbanens begyndelse har været et af de vigtigste knudepunkter i landet.
Fredericia Havn er i dag en af Danmarks mest centrale logistikplatforme. Tog, gods og mennesker har passeret igennem denne by i generationer og Fredericia har altid leveret. Vi er en by, der kan noget. Vi har altid været det.
Og alligevel sidder vi alt for ofte og ser på, at beslutningerne træffes til fordel for andre steder, til fordel for andre byer, fordi der er nogen fra de byer i det rum, hvor beslutningerne træffes. Der er ikke nogen fra Fredericia.
Det koster os noget. Det koster os konkret, og det koster os hver eneste dag.
Kolding har flere stemmer i Folketinget. Vejle har flere stemmer i Folketinget. Haderslev, Sønderborg, Esbjerg, de har alle politikere, der bor i områderne, kender dem og har hjertet der. Fredericia har det ikke.
Man behøver ikke at kigge længe for at se, hvad den manglende repræsentation betyder i praksis. Når midler fordeles, når institutioner placeres, når infrastrukturprojekter prioriteres, så er det en fordel at have nogen siddende, der kender stedet og kan argumentere for det, ikke kun én gang, men løbende, i gangene og i udvalgene, der hvor de egentlige forhandlinger finder sted.
Det er det misforhold jeg vil ændre.
Vandmiljøet i Lillebælt er noget af det, vi Fredericianere har allernærmest. Det kræver politisk opmærksomhed og vilje til at prioritere det nationalt, ikke kun en lokal indsats, men en national forpligtelse til at genoprette og beskytte et af de mest særegne havmiljøer i Danmark. Lillebælt fortjener at stå højt på dagsordenen i Folketinget. Det vil det gøre, hvis jeg kommer ind, og jeg vil følge det fra nært hold.
Motorvejene og broerne larmer ind over boligkvarterer i Fredericia. Det har de gjort i mange år. Støjen påvirker livskvaliteten for rigtig mange Fredericianere, og vi har ventet længe på, at det bliver taget alvorligt på nationalt plan. Støjpuljer er blevet fordelt rundt om i landet. Fredericia har ikke fået den andel, vi burde have. Det sker ikke af ondskab; det sker, fordi ingen har siddet ved bordet og talt vores sag med den nødvendige vedholdenhed. Det vil jeg gøre.
Fredericia er en erhvervsby. Det har den altid været, og det skal den blive ved med at være. Mange af vores virksomheder er ikke bare lokale virksomheder, vi er stolte af. De er national infrastruktur. Fra havnen og de mange virksomheder, der arbejder der, gods, der bevæger sig gennem Danmark, bevæger sig gennem Fredericia. Det forpligter, og det forpligter nationalt.
Men erhvervslivet kan ikke vokse og omstille sig, hvis systemet hele tiden stiller sig i vejen. Vi har virksomheder, der gerne vil investere i grøn omstilling, et konkret eksempel er solceller på tagene i tørhavnen. Den slags initiativer skal vi gøre lettere, ikke sværere. Forældede love fra en tid, hvor vi ikke vidste, hvor langt vi kunne gå i den grønne omstilling, er en reel bremseklods for fremtidens løsninger.
Fredericia er et oplagt sted at placere nye offentlige arbejdspladser fra København. Vi har infrastrukturen; jernbanen, havnen, motorvejen. Vi har arbejdskraften. Og vi har en by, der er klar til at tage imod.
Fredericia er en kultur- og sportsby. Det er ikke en tilfældighed eller en luksus, det er en del af det, der holder en by sammen og giver den sin identitet. Vores kulturinstitutioner og vores sportsklubber er det kit, der binder generationer og bykvarterer sammen. Støtten til dem kommer fra mange sider, og den nationale del af den skal ikke skæres væk, hver gang der skal spares et sted. Kultur er ikke pynt. Det er substans, og vores Musicalteater og Scenekunstskole skal have statslig opbakning.
Stem på Fredericianeren
Jeg beder dig om at stemme som Fredericianer. Se på personen. Se på den, der kender gaden, kender virksomhederne, kender byrådssalen og er klar til at gå direkte fra den ene verden til den anden, og tilbage igen.
Fredericia har altid været et sted, folk kender. Fra banegården til sportens store resultater og musicalens opblomstring. Referencerne fra denne by er kendte i hele landet. Nu er det på tide, at Fredericia også bliver kendt på Christiansborg, ikke som et navn på et kort, men som en stemme i salen.
Jeg har opbygget de forbindelser over mange år. De tilhører ikke et parti. De tilhører Fredericia. Og hvis jeg kommer ind, lover jeg at bruge dem til at tale byens sag, ikke en gang imellem, men hver dag.
Fredericia skal ikke være tilskuer til de beslutninger, der former vores hverdag. Det er på tide, vi sender en af vores egne.
Christian Jørgensen, Folketingskandidat for Liberal Alliance i Sydjyllands Storkreds
FC Fredericia er søndag eftermiddag på vej ind på nationalarenaen i København for anden gang i klubbens historie. Modstanderen er de samme som sidst: FC København. Men omstændighederne er anderledes. I november var det en regulær Superliga-kamp mod de forsvarende mestre. Nu er det kvalifikationsspillets anden runde, og begge hold har brug for point.
Fredericia tabte årets første kamp i kvalifikationsspillet med 0-3 til Randers på Monjasa Park for en uge siden og skal finde et andet gear frem, hvis holdet skal bringe point med hjem til fæstningsbyen. Sidst i Parken endte det 3-2 til FCK i en kamp, der var langt tættere end resultatet antyder. Gustav Marcussen udlignede på straffespark og Oscar Buch reducerede til 3-2 med seks minutter igen. Den oplevelse bæres med ind til søndagens kamp.
KRIMI. Der er begået indbrud i en bolig i Kolding, hvor gerningspersonen er sluppet af sted med kontanter.
Indbruddet er sket på Irisvej i et tidsrum mellem fredag den 20. marts klokken 11.00 og lørdag den 21. marts klokken 18.00. I perioden har en eller flere gerningspersoner skaffet sig adgang til boligen og stjålet kontanter.
Politiet opfordrer borgere, der har bemærket noget mistænkeligt i området i det angivne tidsrum, til at henvende sig.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport den 22.3 kl. 10.00 af vagtchef Andreas Juul.
SPORT. Det er breaking news, som borgmester Peder Tind selv kalder det. For selvom FC Fredericia nu for anden gang denne sæson skal spille på nationalarenaen, er det noget ganske særligt for byens øverste politiske chef. Han har nemlig aldrig sat sine ben i Parken.
»Sandheden er, at jeg aldrig har været i Parken i hele mit liv. Hverken til en koncert eller til en landskamp. Og jeg missede det også sidste gang, vi var derinde,« siger Peder Tind og tilføjer: »Så det der med at have gemt sit første besøg i Parken til noget helt særligt, det er i hvert fald lykkedes, og det er så på søndag.«
Borgmesteren tager turen til København sammen med kommunaldirektøren og deltager i en samling med FC Fredericia inden kampen, inden de to finder plads på tribunen til opgøret mod de forsvarende mestre.
Stolt over hvor holdet står
Peder Tind lægger ikke skjul på at han er imponeret over FC Fredericias situation i kvalifikationsspillet. Med fem points forspring til Silkeborg og ti til bundholdet Vejle er der skabt en solid pude — noget han ikke tog for givet.
»Jeg tror, der er mange der er overraskede over, at vi faktisk står så fornuftigt. Vi er ikke færdige med kvalifikationsspillet — vi står i starten af det, og der venter mange vigtige og alvorlige kampe. Men at vi er her, hvor vi er nu, det er ganske imponerende,« siger han og fortsætter: »Det fortæller noget om spillerne, truppen, hele staben, det lange seje træk, bestyrelsen, fansene og erhvervslivet. At vi alle har stået sammen om det.«
Forventer angrebsfodbold fra første fløjt
0-3-nederlaget til Randers i kvalifikationsspillets første kamp fredag aften — som Peder Tind selv overværede på Monjasa Park — dæmper ikke optimismen forud for søndagens udekamp.
»FCK er et svært modstanderhold i øjeblikket, og vores formkurve har været stærkt opadgående. Vi spiller offensivt og flot fodbold. Jeg er godt klar over, at vi havde en svær kamp mod Randers i fredags, men vi står rigtig godt lige nu,« siger borgmesteren og slår fast hvad han forventer: »Jeg forventer et FC Fredericia, der fra første fløjt går til angreb og vil noget med kampen. Og jeg tror faktisk på, at vi henter point.«
FC København mod FC Fredericia spilles søndag den 22. marts kl. 16.00 i Parken.
Et mål af Theo Hansen efter 25 minutter afgjorde det hele. Nu skal der mirakler til, hvis Middelfart skal overleve i Betinia Ligaen.
Det var en frisk forårsdag i Gryden, men stemningen blandt hjemmefansene blev ikke varmere i løbet af de 90 minutter. Middelfart Boldklub havde brug for point i den sidste grundspilskamp – og mødte netop det hold, de nu skal indhente i nedrykningsspillet. Det blev ikke den dag, Kristoffer Johansens mandskab havde håbet på.
Jacob Linnet i duel med Hobros Christian Enemark. Foto: Michael Nielsen
Kampen var aldrig rigtig Middelfarts. Hobro tog tråden fra start og pressede hjemmeholdet tilbage i deres egen halvdel. Efter 25 minutter kom det mål, som satte dagsordenen for resten af eftermiddagen. Theo Hansen fandt nettet til 1-0, og Gryden tav.
Middelfart forsøgte at arbejde sig tilbage i kampen, men Hobro sad trygt på resultatet og lukkede rummene. Kristoffer Johansens spillere fik aldrig for alvor skabt de chancer, der skulle til for at true Hobros mål. Det var faktisk tættere på et Hobro-mål nummer to end på en middelfartsk udligning – men ved 0-1 blev det.
Fighteren Robert Kakeeto var en af Middelfarts bedste, men det var ikke nok til point. Foto: Michael Nielsen.
Konsekvensen er brutal. Middelfart Boldklub går ind i nedrykningsspillet med hele 13 point op til Hobro – det hold, der nu er den store udfordring, hvis overlevelsen i Betinia Ligaen skal sikres. Det er en afstand, der kræver intet mindre end mirakler at indhente.
Middelfarts Aaron Akala kunne ikke sætte sig igennem offensivt. Foto: Michael Nielsen.