OPINION. Debatten om ulighed er blusset op igen. Venstrefløjens løsning hører vi igen og igen: Beskat de rige hårdere. Lidt mere. Lidt igen og gerne så meget, at det kan mærkes.

Men lad os lige stille det enkle spørgsmål: Hvad sker der, hvis dem, der skaber værdierne, vælger at tage dem med sig? Lad os holde fast i det, der faktisk har gjort Danmark rigt og relativt lige: høj produktivitet, stærk konkurrenceevne og gode rammer for virksomheder. Et samfund, hvor det kan betale sig at arbejde, investere og tage risiko.

Når man foreslår at beskatte de mest succesfulde stadig hårdere, lyder det umiddelbart rimeligt.

Men virkeligheden er, at de penge ikke ligger i en skattekiste. De er bundet i virksomheder, arbejdspladser og investeringer. Mennesker der skaber dem, har én afgørende egenskab: De kan flytte sig. Hvis de gør det, forsvinder ikke kun deres formue. Det gør også arbejdspladser, skatteindtægter, viden og fremtidige muligheder for resten af os.

Lokalt mærker vi det også. Velhavere og erhvervsfolk er ofte dem, der støtter foreninger, kultur og initiativer, som ellers aldrig ville blive til noget. Når de forsvinder, bliver det ikke bare et tal i en statistik – det bliver mærkbart i hverdagen.

Lighed gennem politisk tvang skaber ikke velstand – men mindre af den. Det har historien vist igen og igen. Planøkonomiske eksperimenter lovede retfærdighed, men endte med stagnation, mangel og fattigdom. Selv Lenin måtte erkende, at incitamenter ikke bare kan fjernes uden konsekvenser.

I dag gentager vi diskussionen – blot i en dansk version med gode intentioner og grønne ambitioner.

Problemet er bare, at økonomi ikke fungerer på intentioner alene. Uligheden kan godt falde, hvis toppen forsvinder. Men det er ikke fremskridt. Hvis vi vil mindske ulighed, skal vi gøre det ved at løfte flere – ikke ved at trykke nogle ned. Ved at skabe bedre muligheder, stærkere incitamenter og et samfund, hvor flere kan få succes.

Alternativet er egentlig ret enkelt: Når dem, der skaber værdierne, forsvinder, bliver vi alle lige – bare fattigere. Spørgsmålet er ikke, om vi vil have lighed. Spørgsmålet er, hvilken slags lighed vi vil have.

OPINION. Der er noget, der ikke hænger sammen. Vi taler om innovation og vækst. Men der bliver startet færre virksomheder i Danmark, og alt for få vokser sig store. Samtidig lykkes Sverige markant bedre, ikke fordi de er dygtigere, men fordi de har indrettet sig klogere.

Et godt eksempel er medarbejderaktier. I Sverige er det enkelt, medarbejdere bliver først beskattet, når de faktisk tjener penge. Det gør det muligt for startups at tilbyde ejerandele i stedet for høj løn, og det gør det attraktivt for dygtige folk at tage chancen.

I Danmark findes der også en ordning. Men den er mere tung, mere begrænset og bliver brugt langt mindre. Det lyder teknisk. Men det er det ikke. Det handler om, hvorvidt en iværksætter kan få de rigtige mennesker med på rejsen. Hvis du ikke kan betale høj løn, så er ejerskab dit vigtigste værktøj. Og hvis det værktøj er dårligere end i Sverige, så flytter talentet, eller virksomheden. Det er præcis det, vi ser. Vi mangler ikke idéer. Vi mangler ikke dygtige mennesker. Vi mangler bedre rammer.

Derfor burde man politisk arbejde for at gøre det lige så attraktivt i Danmark, som i Sverige, at give medarbejdere en reel andel i virksomheden. For hvis vi vil have flere virksomheder, der vokser sig store, så kræver det, at flere har noget at vinde ved at være med fra starten.

OPINION. Velkommen til den grønne omstilling anno 2026, hvor ambitionerne løber hurtigere end virkeligheden.

Det største problem ikke teknologien – men manglen på politisk klarsyn. Vi bygger vindmøller og solceller i rekordtempo – og samtidig må vi slukke for dem igen. Ikke fordi der mangler efterspørgsel. Men fordi strømmen ikke kan komme frem.

Den største flaskehals i den grønne omstilling er ikke produktionen – det er infrastrukturen.

Energinet og energiselskaber peger samstemmende på én ting: Frem mod 2030–2040 bliver elnettet den afgørende begrænsning, det betyder konkret:
 Ventelister på nettilslutning
 Projekter der må afvises
 Virksomheder der ikke kan få strøm nok
 DSB’s forurenende diesel tog forsætter

Samtidig med at politikerne og klipper snore til nye vindmølleparker. Det er lidt som at åbne en restaurant uden køkken.

Danmark vil gerne eksportere grøn strøm til Tyskland – det giver god mening på papiret. Men:Tyskland har massive interne flaskehalse – Nordtyskland producerer strøm, Sydtyskland mangler den – Overførselskapaciteten halter.

For meget strøm ét sted – For lidt strøm et andet – en regning til forbrugerne i begge ender. Nu banker næste bølge på døren: AI-datacentre med enormt energibehov – Elektrificering af transport og industri – Digital infrastruktur i eksplosiv vækst. Virksomheder som Microsoft og Google placerer sig kun ét sted: Hvor strømmen ER – og hvor nettet KAN levere.

Infrastruktur tager tid – også i en valgkamp. Lokale protester forsinker yderligere – Nye højspændingslinjer og tranformerstationer: 10–15 år. Det kan ikke trylles væk politisk. Men alligevel har vi haft en energipolitik, der i praksis siger: “Lad os bygge produktionen først – og håbe resten følger med.” Det gør det bare ikke.

Problemet er ikke mangel på energi – men mangel på transport af energi. Der findes ikke én løsning – men flere nødvendige erkendelser:

1. Elnettet først – ikke sidst
   Infrastruktur skal tænkes før produktion
2. Mere lokal balance
   Produktion og forbrug tættere på hinanden
3. Fleksibelt forbrug
   Strøm bruges når den er der – ikke kun når vi vil
4. Prioritering
   Ikke alle projekter kan få strøm – nogen vælges fra
   Det er politik. Rigtig politik. Ikke grøn symbolpolitik.

OPINION. Store dele af valgdebatten er influeret af højrefløjsekstremisterne, hvor argumenterne drejer sig om mennesker, der er kommet til Danmark af forskellige årsager, der kan være tvang, interesse eller andet.

Selvfølgelig vil der være mennesker, der kommer af samme grund som de såkaldt kristne, der drog ud i Verden for at udbrede et budskab og grundlæggende ændre befolkningers levevis.

Nogen flygter fra noget uønsket for at få del i dansk kultur, men bliver ikke vel modtaget, hvilket ændrer deres målsætning til at ville have det samme samfund i Danmark, som den samfundsstruktur de flygtede fra.

Desværre bliver nogle af udlændingene mere eller mindre presset til at blive kriminelle, hvor de ekstremistiske politikeres sprog, udsagn og talemåder er kraftig medvirkende til brutaliteten.

Nogle af især Dansk Folkepartis ledende politikere er så fyldte med had, at de har svært ved at udtrykke sig uden hadgennemtrængning. En del politikere på højrefløjen skulle fratages dansk statsborgerskab og sendes til ”Langtbortistan”, da de er så udanske og vil fordreje det danske samfund til ukendelighed og egentlig ikke tror på det danske samfunds kultur og styrke. Desværre er der også fornuftige politikere, der er så svage, at de lader sig fordreje af debatten og indtager holdninger af populistiske grunde, holdninger de grundlæggende ikke harmonerer med.

I stedet for at nedgøre og vende ryggen til mennesker, der vil andre mennesker det godt, så skulle vi sikre en fundamental oplysning til folk fra andre kulturer, der er kommet til Danmark. Det kunne være 6 mdr. gratis ophold på en dansk folkehøjskole, som foreslået af Radikal Venstre, der kan give en indlevelse i og forståelse af dansk demokratisk kultur, der jo er en livsform, som selv mange danskere er usikre på.

Når man marginaliserer mennesker, som det blandt andet sker på Udrejsecenter Kærshovedgård, så fremkaldes megen dårlig adfærd, da de jo er ”dømt ude” og ikke har en chance. Hvis man i stedet lod dem arbejde og uddanne sig adskilt, så ville mange med sikkerhed tilpasse sig og indleve sig i det danske. Krigen i Nordirland mellem katolikker og protestanter endte for mange med deportering til en ø nord for Irland uden omverdensforbindelser, men med livs- og samfundsopbygningsmuligheder. Her opstod en ny samfundsorden, hvor mange blev almindelige samfundsbevarende og igen udkrystaliseredes nogle få kriminelle.