Har du set en drone over Kolding i nat?

0
Har du set en drone over Kolding i nat?

KRIMI. Borgere i den sydlige del af Kolding kan i nat have oplevet eller hørt en drone i området. Der er ingen grund til bekymring.

Sydøstjyllands Politi blev søndag eftermiddag orienteret om, at der ville blive fløjet med drone fra klokken 20.00 søndag aften til klokken 02.00 natten til mandag i forbindelse med fjernvarmeinspektion i Kolding Syd. Droneflyvningen er helt lovlig.

Det oplyser politikommissær Casper Christensen fra Sydøstjyllands Politi mandag morgen.

Knuste rude og klippede lampe ned: Indbrud på Odinsvej

0
Knuste rude og klippede lampe ned: Indbrud på Odinsvej

KRIMI. Der blev søndag aften klokken 21.35 begået indbrud i en bolig på Odinsvej i Fredericia. En gerningsmand knuste en rude og skaffede sig adgang til boligen.

Fra stedet blev der stjålet smykker og solbriller. Desuden var en lampe klippet ned og taget med. Der er endnu ikke fuldt overblik over det stjålne, og der er ingen samlet værdi opgjort, men kosterne vurderes at være af en vis værdi.

Det oplyser politikommissær Casper Christensen fra Sydøstjyllands Politi mandag morgen.

Kraftigt sammenstød i Fredericia-kryds: Vigepligt muligvis overset

0
Kraftigt sammenstød i Fredericia-kryds: Vigepligt muligvis overset

KRIMI. To biler kørte søndag klokken 13.26 sammen i krydset mellem Jyllandsgade og Kongensgade i Fredericia.

Ingen kom alvorligt til skade, men der var ret stor materiel skade på begge biler, lyder det fra politikommissær Casper Christensen fra Patruljecenter Syd.

De involverede er en 29-årig kvinde fra Horsens og en 50-årig mand fra Fredericia. Politiet har endnu ikke fastlagt de nærmere omstændigheder, men der er muligvis tale om en overset ubetinget vigepligt.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi mandag morgen.

Nødblus set over Fredericia ved Lillebæltsbroen: Politiet søger vidner

0
Nødblus set over Fredericia ved Lillebæltsbroen: Politiet søger vidner

KRIMI. Sydøstjyllands Politi modtog søndag aften klokken 22.30 via Fyns Politi en anmeldelse om nødblus ved Lillebæltsbroen. Nødblusset blev set over Fredericia by fra området ved Toldbodvej i Snoghøj.

Politiet har haft patruljer ude i området, og vidner bekræfter, at de har set et nødblus over mod Fredericia by. Politiet har dog ikke kunnet komme det nærmere.

Har du set noget i den forbindelse, bedes du kontakte Sydøstjyllands Politi på telefon 114.

Det oplyser politikommissær Casper Christensen fra Patruljecenter Syd mandag morgen.

79-årig kvinde kørte mod færdselsretningen på Østjyske Motorvej

0
79-årig kvinde kørte mod færdselsretningen på Østjyske Motorvej

KRIMI. En 79-årig kvinde blev søndag klokken 12.51 truffet kørende mod færdselsretningen på Østjyske Motorvej omkring Kolding.

Heldigvis var der ikke meget trafik på strækningen, og ingen kom i fare. Kvinden blev standset og sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

Det oplyser politikommissær Casper Christensen fra Sydøstjyllands Politi mandag morgen.

Christian Jørgensen vil på Christiansborg: Fredericia mangler en stemme

0
Christian Jørgensen vil på Christiansborg: Fredericia mangler en stemme

Fredericia mangler en tydelig stemme på Christiansborg. Det er det helt centrale budskab fra byrådsmedlem Christian Jørgensen, der nu stiller op til Folketinget for Liberal Alliance efter tidligere at have været profil i Venstre.

I et interview med Sydavisen siger han, at ønsket om at komme i Folketinget først og fremmest handler om byen, han kommer fra.

»Jeg er fredericianer med stort F. Og Fredericia trænger i den grad til en stemme i Folketinget, til en stemme på Christiansborg,« siger Christian Jørgensen.

Han peger på, at Fredericia rummer store potentialer og har national betydning på flere områder, men at byen efter hans opfattelse har lidt under ikke at være direkte repræsenteret dér, hvor de store beslutninger træffes.

»Mange af de beslutninger, som har rigtig, rigtig stor indflydelse på vores by og vores kommune, bliver taget uden, at vi sidder med ved bordet,« siger han.

Christian Jørgensen står som nummer fem på Liberal Alliances liste i Sydjyllands Storkreds. Han understreger, at personlige stemmer bliver afgørende, hvis han skal have en realistisk chance for at blive valgt.

Han fremhæver, at vælgere, der sætter kryds ved hans navn, ikke risikerer at »spilde« deres stemme.

»Skulle det ikke lykkes mig at komme ind, så er det stadigvæk lige så meget en stemme på partiet, som hvis de bare havde sat kryds ved Liberal Alliance,« siger han.

Ifølge Christian Jørgensen er udfordringen for en kandidat fra Fredericia, at byen er mindre end flere af de omkringliggende kommuner i storkredsen. Hvor Fredericia har omkring 53.000 indbyggere, har både Vejle og Kolding omtrent det dobbelte. Derfor kræver det, siger han, et usædvanligt stærkt personligt resultat på hjemmebanen at bryde igennem.

Samtidig mener han, at hans lokale forankring kan blive en styrke. Han peger på, at han allerede sidder i byrådet i Fredericia og dermed kan skabe en direkte forbindelse mellem lokale og nationale dagsordener.

»Jeg kan tilbyde et direkte link fra Folketinget til Fredericia Kommunes byråd og økonomiudvalg, til det lokale erhvervsliv, hvor jeg har et stort netværk, og til borgerne,« siger han.

Han beskriver selv den kombination som noget, ikke mange andre kandidater kan tilbyde.

I interviewet gør han det også klart, at han som folketingsmedlem først og fremmest vil have Fredericias interesser med sig ind på Christiansborg. Det betyder ikke, understreger han, at han vil føre snæver lokalpolitik, men at han vil arbejde for, at byen bliver tænkt ind, når nationale beslutninger konkret skal placeres eller udmøntes.

Han nævner blandt andet placeringen af en ny politiskole og fordelingen af midler til støjbekæmpelse som eksempler på beslutninger, hvor Fredericia efter hans mening har stået svagt.

»Det er jo legitimt at tage de store beslutninger ud fra et landsperspektiv. Men det konkrete, det så skal udmyndes i, det er jo der, lokalinteresserne kommer i spil. Nu er det vores tur til at sidde med ved bordet,« siger han.

Christian Jørgensen lægger heller ikke skjul på, at hans kandidatur også handler om ideologi. Han mener, at Venstre har bevæget sig væk fra det liberale udgangspunkt, han selv fortsat står på, og derfor er Liberal Alliance blevet hans politiske hjem.

»Det er jo ikke mig, der har flyttet mig holdningsmæssigt og værdimæssigt. Det er jo Venstre, der har flyttet sig fra at være et liberalt parti til næsten at være en slags blå socialdemokrati,« siger han.

Samtidig ser han sig selv som en kandidat, der kan bygge bro mellem generationer. Han peger på, at han både har erfaring, voksne børn og børnebørn, og at det giver ham et bredere blik på samfundet.

»Man bliver måske mere bevidst om, at der er noget, der er større end en selv, jo ældre man bliver,« siger han.

På den større politiske scene håber Christian Jørgensen, at der er plads til et mere grundlæggende opgør med det, han opfatter som Socialdemokratiets og også Venstres teknokratiske styring af samfundet.

Han efterlyser mere frihed, mindre detailstyring og større ansvar til de mennesker, som beslutningerne handler om.

»Giv nu for pokker noget frihed og noget ansvar til de mennesker, som det handler om,« siger han.

For ham er budskabet til vælgerne derfor dobbelt: En personlig stemme på Christian Jørgensen er både en stemme for Fredericia og en stemme for en mere liberal kurs i dansk politik.

»En stemme for Fredericia først, og så en stemme for det liberale Danmark,« som interviewets afslutning lyder.

Feriebekymring fylder hos danskerne – frygter indbrud i tomme hjem

0
Feriebekymring fylder hos danskerne – frygter indbrud i tomme hjem

For mange danskere begynder ferien ikke kun med afslapning. Den følges også af en bekymring for, hvad der sker derhjemme, mens huset står tomt.

En ny undersøgelse fra Alm. Brand viser, at 48 procent af danskerne frygter indbrud, når de er væk. Dermed er indbrud den klart største bekymring blandt de adspurgte.

Bekymringen kommer ikke ud af det blå. Sidste år blev der registreret mere end 15.000 indbrud i Danmark, som fortsat ligger højt i europæisk sammenhæng.

Samtidig peger undersøgelsen på, at andre risici også fylder i baghovedet hos danskerne. Hver fjerde bekymrer sig om vandskader, mens lidt færre frygter brand.

Ifølge Alm. Brand hænger indbrudsfrygten ofte sammen med, at boligen står tom i længere tid.

»Det hænger ofte sammen med, at boligen står tom i længere tid, og tyvene godt ved, hvornår danskerne rejser. Den viden udnytter de,« siger Jan Graversgaard, direktør for Bygning og Bolig i Alm. Brand.

Han peger på, at tyve typisk går efter de nemme mål.

»Tyve går typisk efter de lette mål. Et mørkt og tomt hus kan være en invitation til indbrud. Derfor er det vigtigt, at det ser ud, som om man er hjemme. For eksempel ved at bruge timerstyret lys, få naboer til at holde øje eller installere en alarm. Små tiltag kan gøre en stor forskel.«

Mange danskere forsøger da også at sikre deres hjem, inden de tager af sted. Omkring halvdelen får tømt postkassen, mens 43 procent lader lys være tændt. Hver tredje har installeret en alarm.

Alligevel er det ikke altid nok til at holde tyvene væk.

»Det er positivt, at mange tager deres forholdsregler, men vi ser stadig alt for mange indbrud, der måske kunne være undgået,« siger Jan Graversgaard.

Han understreger samtidig, at man ikke kan sikre sig fuldstændigt mod indbrud.

»Du kan ikke gardere dig 100 pct. mod indbrud. Derfor er det vigtigt at have en forsikring, der passer til dit behov. Det handler ikke kun om at sikre sine ting, men om at kunne tage på ferie med ro i maven.«

Michael Hansen efter Parken-triumf: »Vi kæmpede heroisk«

0
Michael Hansen efter Parken-triumf: »Vi kæmpede heroisk«

FC Fredericia vandt søndag 2-1 i Parken. Cheftræner Michael Hansen stod efter kampen med både tilfredshed og realisme over en sejr, der kom i to meget forskellige halvlege.

Første halvleg tilhørte Fredericia. Ikke defensivt og afventende, men aktivt og med mod. Hansen mener ikke, at det udelukkende skyldtes FCK’s svaghed. Fredericia var gode. Gode til at forsvare sig højt på banen, til at erobre bolden i gunstige positioner og til at tvinge FCK’s offensive spillere til at arbejde baglæns. »Ud over de to mål havde vi fire-fem situationer, hvor vi løb op mod dem og gjorde, at de også skulle koncentrere sig om at forsvare sig,« sagde han.

Anden halvleg var en anden verden. FC København satte sig tungt på opgøret og pressede i bølger mod Fredericia-målet. »FCK er det hold, der skaber de farligste chancer og har mest bold og flest skud på mål i hele ligaen. Og det bar anden halvleg præg af. Et bombardement mod os.«

Fredericia holdt stand. Kollektivt og med vilje. Når en bold blev tabt, stod der en ny fredericianer tæt på. Men Hansen er ikke en mand, der pynter på tingene. »Vi tilkæmpede os også heldet. Der var situationer, hvor vi simpelthen var vildt heldige.«

Den største enkeltpræstation stod målmand Etienne Green for. Redning efter redning i kampens afgørende fase, og i overtiden refleksredninger, der ikke burde være mulige. »Den rolige person han er, gik ind på banen i dag og viste karakter. Han var kampafgørende den sidste halve time,« sagde Hansen.

Fysisk var det hårdt. Mange spillere nåede et punkt, hvor overskuddet var brugt op. Det mærkedes særligt i sammenligning med første halvleg, hvor Lindekilde, Etim, Johannesen og Marcussen holdt fast i bolden og skabte rum. Det lykkedes sjældent i anden halvleg.

Efter slutfløjtet var der ikke brug for store ord i omklædningsrummet. Musik og glæde. Og en ekstra fridag. Hansen holder blikket nede. Kvalifikationsspillet er tættere end mange havde forventet. »Der var en tendens til, at man havde delt spillet op i to grupper, men resultaterne viser noget andet.« Hans opgave er at forberede holdet på, at tabellen vil skifte, og at momentum vil vende. »Så gælder det om at være klar til at rejse sig igen.«

»Vi skal skrabe mange point sammen,« sagde han. Det er stadig opgaven. Næste kamp er søndag den 6. april mod OB i Odense.

Kræftpatienter lever med alvorlige senfølger – nu lyder krav om dyrere cigaretter

0
Foto: Kristian Ridder Nielsen
Foto: Kristian Ridder Nielsen

Mange danskere, der har haft lungekræft, lever videre med alvorlige fysiske og psykiske senfølger længe efter, at behandlingen er afsluttet. Det viser ny forskning fra Kræftens Bekæmpelse, som nu opfordrer til markant højere priser på tobak.

Studiet omfatter 41.000 tidligere kræftpatienter og er det største af sin slags. Resultaterne peger især på, at tidligere lungekræftpatienter er hårdt ramt. 37 procent af kvinderne og 26 procent af mændene oplever fem eller flere alvorlige senfølger samtidig.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse stopper sygdommens konsekvenser langt fra, når behandlingen er slut. Mange kæmper blandt andet med åndenød, smerter, depression og ekstrem træthed.

»Rygning koster hvert år 16.000 livet i Danmark. For dem, der får lungekræft og overlever kan konsekvenserne i værste fald fortsætte resten af livet,« siger Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Forskningen giver for første gang et samlet billede af, hvor udbredt det er at leve med flere alvorlige senfølger efter kræft. Mere end syv ud af ti kvinder og næsten to ud af tre mænd, der har haft kræft, lever med mindst én alvorlig senfølge.

Kvinder er generelt hårdere ramt end mænd. I gennemsnit har kvinder fire alvorlige senfølger, mens mænd har tre. Samtidig har hver fjerde kvinde og 16 procent af mændene fem eller flere alvorlige symptomer på én gang.

Smerter topper listen over de mest alvorlige senfølger, efterfulgt af åndenød, træthed og diarré. Flere af symptomerne er så omfattende, at de kræver professionel behandling.

Kræftens Bekæmpelse peger på, at langt de fleste tilfælde af lungekræft skyldes rygning, og derfor er forebyggelse afgørende. Organisationen mener, at højere priser er det mest effektive redskab til at få færre til at ryge.

»Studiet er endnu en påmindelse om, hvorfor prisen på cigaretter skal hæves til mindst 120 kroner pr. pakke,« siger Jesper Fisker og tilføjer:

»Prisen er det mest effektive værktøj, vi har, hvis færre skal blive syge af rygning. Hæv prisen til mindst 120 kr. for en pakke – og det gælder både tobak og røgfri nikotinprodukter.«

Tusindvis banker på døren for udsatte børn og unge

0
Tusindvis banker på døren for udsatte børn og unge

Søndag går tusindvis af danskere fra dør til dør med indsamlingsbøtter i hånden. I alt 18.300 indsamlere har meldt sig til Børns Vilkårs landsindsamling, der i år bliver afholdt for 10. gang.

Formålet er at samle penge ind til de døgnåbne rådgivningstilbud BørneTelefonen og HØRT, hvor børn og unge kan få hjælp via telefon, sms eller chat – også når problemerne fylder mest.

»Alt for mange børn og unge lever med mistrivsel, svigt og ensomhed. Når de ikke har andre at gå til, skal vi være der. Det kan vi blandt andet, fordi så mange indsamlere går på gaden for os og samler ind til BørneTelefonen og HØRT. Det er rørende at opleve den stærke opbakning til vores sag. Den betyder alt, for behovet for rådgivning er stort,« siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.

Sidste år havde rådgivningstilbuddene næsten 64.000 samtaler med børn og unge. Henvendelserne spænder fra forelskelse og kropslige forandringer til alvorlige emner som ensomhed, vold og selvskade.

Særligt i aften- og nattetimerne bliver samtalerne ofte tungere, og her er behovet for hjælp stort.

»Hver aften går jeg en tur og hver gang går jeg forbi det sted, jeg har tænkt mig at gøre det. Jeg hader mit liv, jeg hader mig selv, jeg hader alt. Jeg gider virkelig ikke mere […] Det her er mit sidste forsøg på at søge hjælp,« skriver en 17-årig dreng i en henvendelse.

Ifølge Børns Vilkår er netop nætterne de sværeste for mange børn og unge.

»For mange børn og unge er nætterne de sværeste. Tankerne kan løbe løbsk, og livet føles alt for tungt. Det er ikke usædvanligt, at vi taler med børn og unge, som står i en så akut situation, at de har brug for øjeblikkelig hjælp. Deres problemer bliver så overvældende i mørket, at de bliver til fare for sig selv. Derfor er det helt afgørende, at vi holder åbent om natten, så deres råb om hjælp kan blive hørt og mødt,« siger Rasmus Kjeldahl.

Pengene fra indsamlingen skal være med til at sikre, at rådgivningen fortsat kan holde åbent døgnet rundt for de børn og unge, der står alene med svære tanker.

FHK bankede Aalborg efter vanvittig anden halvleg

FHK bankede Aalborg efter vanvittig anden halvleg

0
Slutspilspuljen er fuldstændig åben efter Fredericia Håndboldklubs sensationelle 41-36-sejr over Aalborg Håndbold. Efter en pauseføring på 20-17 til gæsterne vendte FHK kampen i anden...