FRIVILLIGHED. Bjarne Nørholm var blevet fritstillet fra PostNord efter mange år. Troels Juhler Nørholm havde en søn, der spillede håndbold, og syntes, det gik godt for herreeliten. Det er to forskellige historier, og alligevel førte de begge to til det samme sted.
»Jeg havde lyst til at komme ud, og jeg har altid interesseret mig for håndbold,« siger Bjarne. Han startede som frivillig i 2018 og har siden fundet sin plads i ADP Loungen, hvor han tager imod gæster, styrer skyboxes og fører samtaler med mennesker, han i mange tilfælde kender i forvejen. »Jeg kender nok 90 procent af dem, der kommer,« konstaterer han. Det er resultatet af mange år i Fredericia og mange år med interesse for det, der sker i byen.
Troels kom til for omkring to sæsoner siden. Lidt nyere, lidt anderledes motiveret, men med den samme grundlæggende fornemmelse af, at det gav mening. »Det gik jo godt for herreeliten, og så tænkte jeg, at det kunne være en god idé at hjælpe til,« siger han. Han kontrollerer billetter og hjælper til i baren, når der er brug for det.
Noget at give videre
Troels har selv en søn, der spiller håndbold. Det fylder i billedet af, hvad foreningslivet betyder for ham. »Det er noget, jeg prøver at opdrage mine børn til,« siger han. At være med, at bidrage, at møde andre mennesker uden en skærm imellem. »Teknologien og computerne begynder at overtage mere og mere af vores dagligdag, og så er det vigtigt, at man i foreningen har noget mere sammenhold.«
Det ord kender Bjarne godt. Han bruger det selv, når han skal forklare, hvad det er ved FHK, der holder ham fast sæson efter sæson. Men han sætter også billeder på. Det er sjovt at kende de mennesker, der banker på. Og det er sjovt at tage med på udekamp, når det går den rigtige vej. Den gang FHK slog Kolding ud, husker han stemningen i bussen på hjemvejen. »Flasker der buldrede, sjov, sang og skrål,« griner han. Det er ikke et dårligt argument for at melde sig frivillig, lyder det så.
Til dem, der overvejer det
Bjarne er direkte i sin anbefaling. Hvis man keder sig lidt derhjemme og har tid tilovers, er der ikke meget at tænke over. »Det er helt perfekt at gøre det,« siger han.
Troels peger på det, der holder ham fast. Ikke den store fortælling, men den simple om at der er brug for folk, at der er opgaver, der skal løses, og at det er bedre, når der er nogen til at løse dem. »Hvis de frivillige ikke var der, ville de nok have et problem,« siger han med et skuldertræk.
En far og en søn, hvert sit område, den samme hal.
