Frosten bider sig fast: Gammel Havn er lagt i is – men Lillebælt kæmper imod

0
Frosten bider sig fast: Gammel Havn er lagt i is – men Lillebælt kæmper imod

VEJRET. Hvem der de seneste dage har gået en tur langs Gammel Havn i Fredericia, har kunnet se et sjældent syn. Det stillestående vand i havnen ligger under et lag is, og det er fristende at tro, at Lillebælt er ved at fryse til.

Men det er det ikke. I hvert fald ikke endnu. »Lillebælt er ikke frosset til, men fjordene er hårdt ramt, mange steder med drivis i en grad, så det generer sejlads,« forklarer oceanograf Jacob Woge Nielsen fra Danmarks Meteorologiske Institut.

Det, der holder bæltet isfrit, er strømmen. Der løber ofte stærk strøm gennem Lillebælt, og vand i bevægelse fryser nødigt – uanset hvor koldt det er i luften. »Strøm og vind har stor betydning. Vand i bevægelse fryser nødigt. Det er velkendt, at fugle kan holde en våge åben i ellers solid is på søer i meget lang tid, simpelthen ved at padle rundt,« siger Jacob Woge Nielsen.

Gammel Havn i Fredericia har lagt sig i is under den seneste uges kulde. Sidst Danmark oplevede noget nær en isvinter var i 2010/11.

Tæt på den magiske grænse

Havtemperaturen i Lillebælt ligger lige nu på omkring nul grader. Saltvand fryser dog ikke ved nul som ferskvand – det kræver lidt mere. Saltholdigheden i Lillebælt svinger typisk mellem 15 og 20 promille, og det betyder, at vandet først fryser ved minus 0,7 til minus 1,0 grader.

For at vurdere, hvor tæt vi er på en egentlig tilfrysning, bruger DMI det, der kaldes en kuldesum – en samlet opgørelse over frostdøgn ved danske kyststationer. Når kuldegraden rammer 50, begynder de åbne farvande erfaringsmæssigt at fryse til.

Og netop nu nærmer vi os det tal. »Vi er ved at nå op omkring en kuldesum på 50,« fortæller Jacob Woge Nielsen, men tilføjer at sammenhængen er rent statistisk. Kraftig blæst kan forhindre isdannelse, selv når det har været meget koldt.

Længe siden sidst – men ikke unormalt

Sidste gang Danmark oplevede noget, der mindede om en isvinter, var vintrene 2009/10 og 2010/11. Før det skal man tilbage til 1995/96. Ved egentlige isvintre når kuldegraden typisk op på mindst 150 – og under de hårdeste vintre under Anden Verdenskrig ramte den helt op omkring 500.

Historisk set har isvintre ramt Danmark en til to gange pr. årti, men de seneste tre årtier har budt på bemærkelsesværdigt få hårde vintre. »De sidste cirka 30 år har der været bemærkelsesværdigt få hårde vintre, og nogle har nærmest virket som ét langt efterår,« siger Jacob Woge Nielsen.

Så det, vi oplever nu, er inden for normalen for danske vintre. Det er bare længe siden sidst.

1.500 tons vejsalt og tre gange så stort forbrug

At vinteren har bidt sig fast, mærkes også i Fredericia Havn. Fredericia Shipping har netop omlæsset 1.500 tons vejsalt fra skib til lastbil, og tempoet har i perioder været så højt, at saltet næsten er kørt ud, lige så hurtigt som det er blevet sækket op. Ifølge virksomheden er der på nuværende tidspunkt brugt cirka tre gange så meget salt som på samme tidspunkt sidste år – og vinteren er endnu ikke forbi.

Nyd synet mens det varer

Med tøvejr i prognoserne fra weekenden er det uvist, hvor længe isen i Gammel Havn holder. Kuldegraden kan nå den historiske grænse – men strøm, vind og et par plusgrader kan ændre billedet hurtigt.

Så hvis man vil se Gammel Havn i is, er det nu, man skal gå en tur ned langs kajen.

Energinet tromler hen over Kolding, lokalsamfundene betaler prisen

Energinet tromler hen over Kolding, lokalsamfundene betaler prisen

Der hersker ingen tvivl om, at Danmark har brug for mere grøn strøm. Udbygningen af elnettet er en forudsætning for den grønne omstilling, og den opgave anerkender vi fuldt ud. Der skal være kapacitet til at transportere strøm på kryds og tværs af landet, fra nord til syd, øst til vest.

Men behovet for grøn energi kan og må aldrig blive en undskyldning for at tilsidesætte hensynet til lokalsamfundene.

Energinet planlægger i øjeblikket et omfattende el-ledningsprojekt gennem Kolding Kommune. Projektet er ganske vist blevet justeret undervejs, men realiteten er stadig den samme. Alt for mange kabler føres fortsat i luften, og konsekvensen er, at man nu rammer nye lokalsamfund, som hidtil ikke har været belastet.

Det finder vi stærkt problematisk.

Allerede i dag erkender Energinet, at der findes strækninger, hvor man ikke kan hejse nye luftledninger op, fordi arbejdet kommer for tæt på eksisterende kabler. Det viser tydeligt, at der er både tekniske og sikkerhedsmæssige begrænsninger. Samtidig peger erfaringer fra andre steder på, at man flere steder kunne vælge løsninger, hvor kabler midlertidigt lægges i jorden, de gamle fjernes, og først derefter eventuelt hænges nye op, eller endnu bedre: at kablerne graves permanent ned.

Der er også områder, hvor det vil være muligt at dele de store kabelsystemer op i flere mindre jordkabler i stedet for at etablere massive luftledninger. Det er løsninger, som både er teknisk mulige, praktisk gennemførlige og juridisk holdbare.

Alligevel vælger Energinet i vid udstrækning den løsning, der er billigst, ikke den, der tager størst hensyn.

Energinet har tidligere udtalt, at dette projekt ikke er et spørgsmål om økonomi. Men når man konsekvent fravælger løsninger, der kan skåne lokalsamfund, landskaber og boligområder, bliver det svært at se det som andet end netop et økonomisk hensyn.

Vi oplever en statslig aktør, der kommer med et færdigt projekt og tromler det igennem, uden reel lokal indflydelse. Kommunen og de lokale politikere står reelt tilbage politisk amputerede, uden mulighed for hverken at ændre eller afbøde konsekvenserne.

Det er ikke rimeligt.

Vi mener grundlæggende, at man i langt højere grad bør tage udgangspunkt i eksisterende tracéer og minimere belastningen af nye områder. Det handler om respekt for de mennesker, der bor og lever i Kolding Kommune, ikke blot ét sted, men i flere lokalsamfund langs hele strækningen.

Derfor vil vi fortsætte vores modstand mod det nuværende projekt. Ikke fordi vi er imod grøn strøm, tværtimod. Men fordi den grønne omstilling skal gennemføres ordentligt, ansvarligt og med størst muligt hensyn til dem, den påvirker.

Energinet må komme til fornuft og præsentere en løsning, der er tålelig og acceptabel for alle parter, også selvom den koster mere. Hvis økonomi reelt ikke er et problem, som Energinet selv har sagt, bør det heller ikke stå i vejen for at vælge den rigtige løsning.

Lokalsamfundene i Kolding fortjener bedre end at blive kørt over i den grønne omstillings navn.

Varevogn brød i brand ved tankanlæg i Fredericia

0
Varevogn brød i brand ved tankanlæg i Fredericia

En varevogn brød onsdag morgen klokken 4.25 i brand ved Ingo-tankstationen på Vejlevej i Fredericia. Branden spredte sig til tankanlægget, som fik skader. Der var kraftig røgudvikling.

Føreren var kørt frem for at tanke, da vedkommende lugtede brændt. Føreren åbnede motorhjelmen og konstaterede, at det brændte i motoren.

Branden tyder på en teknisk fejl i køretøjet. Politiet foretager sig ikke yderligere, og oprydning og erstatning skal afgøres mellem parterne.

Det oplyser Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi onsdag morgen.

Indbrud på diskotek: Stjal 12 flasker spiritus og en liter letmælk

0
Indbrud på diskotek: Stjal 12 flasker spiritus og en liter letmælk

En 26-årig mand fra Kolding er sigtet for indbrud på diskotek Torden på Akseltorv i Kolding.

Indbruddet skete natten til onsdag klokken 00.26. Gerningsmanden havde opbrudt en dør til diskoteket og stjålet i alt 12 flasker spiritus og en liter letmælk til en samlet værdi af 12.000 kroner.

Da en patrulje kom frem til stedet, fulgte de spor med en hund til Teglgårdsvej, hvor de fandt en mand, der drak af en flaske vodka. De øvrige tyvekoster blev fundet i en kuffert.

Det oplyser Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi onsdag morgen.

Tusindvis uden varme i Trekantområdet: Skærbækværket ude af drift

0
Tusindvis uden varme i Trekantområdet: Skærbækværket ude af drift

Fjernvarmen er onsdag morgen forsvundet fra radiatorerne i store dele af Fredericia, Kolding og Vejle. Årsagen er et nedbrud på Skærbækværket, der leverer varme til størstedelen af EWII Varmes 36.900 kunder i området.

EWII Varme oplyser i en pressemeddelelse, at alle fjernvarmekunder kan være påvirket, men at det varierer fra husstand til husstand, hvornår og hvor hårdt man mærker det.

Selskabet arbejder på at få en nødforsyning op at køre og forventer, at varmen vender gradvist tilbage i løbet af formiddagen.

Færdselsuheld i Fredericia: Bil kørte ud fra ubetinget vigepligt

0
Færdselsuheld i Fredericia: Bil kørte ud fra ubetinget vigepligt

En 36-årig kvinde påkørte tirsdag aften klokken 19.49 en bil ført af en 41-årig mand i krydset Prins Christianskvarter/Tonne Kjærsvej i Fredericia.

Kvinden kørte ud fra ubetinget vigepligt. Der var ingen personskade, men en del materiel skade på begge køretøjer.

Det oplyser Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi onsdag morgen.

Butikstyveri endte med fund af amfetamin

0
Butikstyveri endte med fund af amfetamin

En 47-årig mand er sigtet for tyveri efter et butikstyveri på Jupitervej i Fredericia i går eftermiddag. Manden stjal to pakker Lego til en samlet værdi af 374 kroner.

Personalet forsøgte at holde ham tilbage, men han forlod stedet og satte i løb. Han blev indhentet af politi og butiksdetektiv.

I forbindelse med anholdelsen fandt politiet 0,31 gram amfetamin i hans jakke.

Det oplyser Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi onsdag morgen.

Tre mænd fremstilles i narkosag i Kolding

0
Tre mænd fremstilles i narkosag i Kolding

Tre mænd på henholdsvis 30, 31 og 59 år fremstilles onsdag klokken 9.30 i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. De er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 191, der omhandler narkokriminalitet.

Sydøstjyllands Politi anmoder om lukkede døre.

Oplyst af Sydøstjyllands Politi i en myndighedsmeddelelse den 18. februar 2026 klokken 7.34.

47-årig sigtet for hvidvask for mindst 9 millioner kroner

0
47-årig sigtet for hvidvask for mindst 9 millioner kroner

En 47-årig mand med bopæl i Syddjurs Kommune fremstilles onsdag klokken 9 i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Han er sigtet for hvidvask og hæleri af særlig grov beskaffenhed for ikke under 9 millioner kroner.

Sydøstjyllands Politi anmoder om lukkede døre.

Oplyst af Sydøstjyllands Politi i en myndighedsmeddelelse den 18. februar 2026 klokken 7.57.

Melvin Kakooza besøgte IBC og valgte vinderidé til Fredericia-kampagne

0
Melvin Kakooza besøgte IBC og valgte vinderidé til Fredericia-kampagne

LOKALT. Det begyndte som en tanke i en imagegruppe hos Business Fredericia. En ambition om at samle midler og skabe initiativer, der kan styrke fortællingen om Fredericia.

Det endte i auditoriet på IBC Fredericia Middelfart, hvor otte elevgrupper præsenterede deres bud på en kampagnefilm med Melvin Kakooza i dommerpanelet. »Jeg er blevet inviteret af IBC i forbindelse med en Løvens Hule-dag sammen med Business Fredericia, hvor eleverne har fået lov til at pitche deres bud på, hvordan Fredericia skal præsenteres,« fortæller han.

En selvironisk fortælling om byen

Hos Business Fredericia var tanken om et nyt videoprojekt allerede i gang, før eleverne blev koblet på. I en såkaldt imagegruppe arbejder organisationen med at samle midler fra forskellige foreninger og omsætte dem til konkrete initiativer, der kan markedsføre Fredericia. »Vi har lavet en imagegruppe, som har til formål at pulje midler fra forskellige foreninger og lave tiltag, der kan markedsføre Fredericia,« fortæller Malou Trabjerg, medie- og eventmanager hos Experience Fredericia / Business Fredericia.

I den proces opstod idéen om at tage udgangspunkt i Melvin Kakooza. »Melvin er meget aktuel lige nu, og han har en stærk relation til Fredericia. Han vil byen, og det ville vi gerne bygge videre på. Derfor opstod idéen om at lave et videoprojekt med ham som omdrejningspunkt og vise Fredericia frem med en selvironisk vinkel.«

Malou Trabjerg, medie- og eventmanager hos Experience Fredericia / Business Fredericia, og eventkoordinator Lotte Fenneberg var med til at stå bag Løvens Hule-dagen på IBC. Foto: Fredericia AVISEN

I stedet for at bestille en færdig produktion udefra valgte man at inddrage eleverne på IBC og gøre idéudviklingen til en del af et længere undervisningsforløb. Arbejdet begyndte i starten af efteråret 2025 og har strakt sig over flere måneder. »Det har været en lang proces, og eleverne har været med hele vejen derfra,« siger Malou Trabjerg.

Forskellige bud – én idé gik videre

På selve dagen kulminerede forløbet i auditoriet på IBC Fredericia, hvor otte grupper præsenterede deres bud på, hvordan Fredericia kan fortælles i en kampagnefilm. I dommerpanelet sad repræsentanter fra IBC og Business Fredericia, Melvin Kakooza selv samt de fagfolk, der efterfølgende skal føre projektet videre her, Anders Christiansen, indehaver af Nordisk Media, og Allan Sørensen fra bureauet Superego.

For Melvin Kakooza var spændvidden i idéerne tydelig. »Vi har set meget forskellige, men rigtig gode bud – lige fra mere dokumentariske pitches til short-form og fiktion. Det har været spændende.« Han hæfter sig ved, at flere af eleverne valgte at tænke ud over deres egen målgruppe. »Det er unge elever på 18-19 år, men flere af dem har valgt at fokusere på en lidt ældre aldersgruppe. Det synes jeg er modigt.«

Efter præsentationerne var det Ashmita Budathoki og Cecilie M. Nielsen fra 3.a, der blev udpeget som vindergruppe. Ifølge Melvin var det især deres greb, der gjorde forskellen. »Det er en gruppe, der har formået at få humor ind i fortællingen om byen og komme bredt omkring. Og så havde de valgt en stil, som lå tæt op ad det, jeg selv laver, for eksempel i Helt sort. Derfor kunne jeg godt se, hvor inspirationen kom fra, og det gjorde det nemt for mig at gå ind i det og bygge videre sammen med dem.« For ham handler det ikke kun om en god idé på papiret, men om et udtryk, han kan genkende sig selv i og arbejde videre med.

Ashmita Budathoki og Cecilie M. Nielsen fra 3a vandt Løvens Hule-dagen på IBC med deres bud på en humoristisk kampagnefilm om Fredericia. Læs også deres reaktion på sejren og historien bag idéen her på avisen. Foto: Fredericia AVISEN

Mere end en kampagne

Med kåringen af vindergruppen begynder næste fase. Idéen skal nu omsættes til et egentligt storyboard og udvikles i et samarbejde mellem Melvin Kakooza, Business Fredericia og de professionelle aktører. »Næste skridt er, at vi mødes og får udviklet en historie sammen med de andre, der har været med til at vælge idéen. Og så skal vi lave den, og på et tidspunkt får I lov til at se resultatet,« siger Melvin Kakooza med et smil.

Ifølge Malou Trabjerg bliver arbejdet organiseret i flere led. Først skal konceptet konkretiseres og forfines, så det kan danne grundlag for produktionen. Derefter skal Anders Christiansen fra Nordisk Media stå for optagelser og den endelige film, mens Allan Sørensen og bureauet Superego udvikler kampagneuniverset omkring materialet. »Nu skal det laves til et færdigt storyboard, og Melvin skal være med i processen, fordi det er ham, der skal kunne se sig selv i det.«

Planen er, at kampagnen rulles ud i løbet af 2026. For Malou Trabjerg har dagen imidlertid handlet om mere end at finde en vinder. Den har også været et eksempel på, hvordan unge kan arbejde med en konkret opgave, hvor idéerne har reelle modtagere og en mulig fremtid uden for klasselokalet. »De unge mennesker har taget det meget alvorligt. Man kunne mærke, hvor meget tid og energi de har lagt i arbejdet,« siger Malou Trabjerg. Undervejs er projektet vokset i både omfang og ambition. »Det er blevet større, end vi havde forventet.«

Middelfart Sparekasse er igen sponsor ved jazzfestivalen

Middelfart Sparekasse er igen sponsor ved jazzfestivalen

0
Middelfart Sparekasse er også i år samarbejdspartner og sponsor ved byens jazzfestival. Sparekassen står blandt andet bag Blues Brothers Souvenir Show, der traditionen tro...