20 keramiske krukker skal blive nye vartegn i Middelfart

0
20 keramiske krukker skal blive nye vartegn i Middelfart

KULTUR. På fredag den 27. marts klokken 15.00 lanceres Middelfartkrukken ved indgangen til CLAY Keramikmuseum Danmark. Det er startskuddet til et nyt og synligt keramisk spor på Keramikruten.

I alt 20 unikke krukker vil i den kommende tid finde vej til grønne byrum og centrale steder i Middelfart. De skal markere alt det, der gror, udvikler sig og binder byen sammen. Krukkerne er ikke bare keramiske kunstværker, de er også mobile vartegn, der kan flytte sig i takt med byens udvikling og invitere til opdagelse af nye fortællinger, steder og fællesskaber.

Middelfartkrukken er skabt af keramiker og skulptør Per Ahlmann fra Tommerup Keramiske Værksted. Alle krukker har samme grundform, men hver sin unikke overflade, glasur og inskription.

Fredag byder på velkomst, åbningstaler og præsentation af tankerne bag projektet ved CLAY Keramikmuseum Danmark.​​​​​​​​​​​​​​​​

Golfklubben Lillebælt kåret som Årets Golfklub i Danmark

0
Golfklubben Lillebælt kåret som Årets Golfklub i Danmark

SPORT. Lørdag på Dansk Golf Unions repræsentantskabsmøde i Odense fik Golfklubben Lillebælt overrakt en af dansk golfidræts fineste hæder: Årets Golfklub 2025. Klubben blev udvalgt blandt 18 indstillede kandidater og hædres for på kort tid at have skabt markante resultater, sportsligt, organisatorisk og socialt.

Johnny Twile fra Dansk Golf Unions bestyrelse overrakte prisen og lagde ikke fingrene imellem i sin begrundelse.

»Vi var til sidst rigtig enige alle sammen. De vinder, fordi de har gjort mere, end man med rimelighed kan forvente,« sagde han.

Formand Jytte Kristensen modtog prisen sammen med næstformand og golfmanager og sendte straks æren videre.

»Denne pris er først og fremmest en anerkendelse af de mange frivillige timer og kræfter, som hver dag bliver lagt i klubben. Uden vores frivillige var vi aldrig nået hertil,« sagde hun.

Tallene bag prisen er imponerende. I 2025 rundede klubben 1.000 medlemmer, antallet af greenfeegæster steg med mere end en tredjedel, og sponsorindtægterne er på to år femdoblet og passerede for første gang én million kroner. Midlerne er investeret direkte i banen, faciliteterne og kluboplevelsen.

Næstformand Vagn Orry Knudsen fremhæver sponsorernes rolle.

»Den vedholdende opbakning og det store engagement fra vores sponsorer og fra erhvervsnetværket omkring klubben har været helt afgørende,« siger han.

Med prisen følger 50.000 kroner til fortsat udvikling. Golfklubben Lillebælt er blot den anden klub nogensinde til at modtage hæderen siden dens indstiftelse.

»Vi er en relativt ny bestyrelse, og vi har indimellem asfalteret, mens vi kører. Denne pris er en enorm anerkendelse af, at vi sammen er på rette vej,« afslutter Jytte Kristensen.​​​​​​​​​​​​​​​​

Brand i Fredericia: Ild i byhus på Prinsessegade

0
Brand i Fredericia: Ild i byhus på Prinsessegade

KRIMI. Opdateret 16.02.

En større brand er tirsdag eftermiddag brudt ud i en bygning ved krydset Prinsessegade og Fynsgade midt i Fredericia. Ilden har grebet fat i taget, og brandvæsenet er mødt op med en betydelig styrke. Assistance er tilkaldt fra Middelfart, og indsatslederen er på stedet. Over brandstedet cirkulerer en drone.

Branden udviklede sig hurtigt efter de første meldinger. Vidner på stedet beskriver en brand i kraftig udvikling, og fra gaden kan ildens knitren i træværket høres, mens flammer slår op gennem tagstenene. Sirenerne har kunnet høres langt ind i bymidten siden de første køretøjer ankom.

Sydøstjyllands Politi har udsendt flere myndighedsmeddelelser i løbet af eftermiddagen. Politiet advarer om, at røgfanen bevæger sig fra syd mod nord hen over Fynsgade, og opfordrer folk på gaden til at holde sig uden for røgfanen. Omkringboende skal lukke døre og vinduer.

En betjent fra Sydøstjyllands Politi opretter afspærring ved krydset Fynsgade tirsdag eftermiddag. Foto: Fredericia AVISEN

Beboerne i ejendommen er evakueret, og én person er kørt til sygehuset til nærmere undersøgelse. Prinsessegade er spærret fra krydset med Fynsgade mod nord til krydset med Oldenborggade mod syd. Politiet og brandvæsenet arbejder fortsat på stedet.

Røgen breder sig over et større område af byen, og det lugter af røg i nærområdet. På den nærliggende Fredericia Realskole er elever evakueret til lokaler indendørs og samlet i lokaler væk fra branden, mens røgen hænger tæt over skolen.

Fredericia AVISEN følger sagen tæt og opdaterer, når der er nyt.

Se AVISENs livedækning fra Prinsessegade tidligere på dagen her.

Som barn blev hun slæbt med. I dag tager hun selv sine børn med: »For mig er det en festdag«

0
Som barn blev hun slæbt med. I dag tager hun selv sine børn med: »For mig er det en festdag«

POLITIK. Der er travlt i Fredericia gågade tirsdag formiddag. Maria Radoor er på plads blandt vælgerne og har stået der i timevis. Alligevel er der ingen tegn på, at energien er ved at slippe op. Det er der en forklaring på.

For hende er valgdag ikke bare et politisk ritual. Det er en mærkedag. En festdag, faktisk. »Jeg er født ind i Socialdemokratiet. Min bedstefar var gammel kredsformand, så jeg har været slæbt med til alle valgbegivenheder,« fortæller hun.

Hun er vokset op med at følge sine forældre til stemmeurnerne, og den tradition fører hun videre. I dag tager hun sine egne børn med. »Jeg gør egentlig meget ud af at tage mine egne børn med og give dem den her demokratiske dannelse og oplevelse, som det i mine øjne er at være en del af et velfungerende demokrati. Så for mig er det en festdag.«

Det er ikke første gang, hun siger det. På Grundlovsdag sidste år stod hun på Kulturkasernen i Fredericia og sagde præcis det samme. At demokratiet ikke er en selvfølge, at man skylder det noget, og at det er værd at fejre.

En målstreg at krydse

Valgkampen har varet fire uger. Men processen har i virkeligheden stået på i to år. Når Maria Radoor skal sætte ord på, hvad hun mærker i kroppen på sådan en »festdag«, kommer svaret hurtigt. »Vi har løbet rigtig stærkt de sidste fire uger. Men det er fedt at mærke, at nu er vi i mål, og vi har gjort alt, hvad vi kunne. Jeg har haft et dejligt team, der virkelig har støttet op og stået på gader og stræder i deres fritid. Det har virkelig været fedt at opleve.«

Hun bruger selv ordet målstreg. En målstreg, hun har glædet sig til at krydse.

Den personlige stemme gør forskellen

For Maria Radoor har meget af valgkampen handlet om at forklare fredericianerne, at det ikke er ligegyldigt, hvordan man stemmer. Partistemmer er ikke nok, mener hun. »Der er egentlig nok socialdemokratiske stemmer i byen til, at vi kan få vores eget mandat på borgen, hvis folk stemmer personligt. Og når man får forklaret borgerne, at ellers ryger det jo til den, der har flest personlige stemmer i hele storkredsen, som nok er Benny i Sønderborg, så siger de: Det skal vi da ikke. Så stemmer jeg på dig. Jamen, så bliver jeg bare glad.«

Det er de møder, der driver hende. »Det er ikke, fordi jeg skal hive stemmer fra andre partier. Men det der med at få forklaret borgerne, at det gør en kæmpe forskel at stemme personligt, det er noget, jeg har brugt meget krudt på.«

Til dem der overvejer at blive hjemme

Der har i valgkampen været bekymring for, at ikke alle vil finde vej til stemmeboksen i dag. Maria Radoor har en klar besked til dem, der tvivler. »Det er jo nok også fordi jeg har så meget politik i blodet. Men for mig er det vores borgerpligt at støtte op om demokratiet og tage stilling. Det er egentlig ligegyldigt, hvor man stemmer, det skal man gøre op med sine egne værdier. Men det der med at komme ned og stemme, det er for mig afgørende. At vi alle sammen tager stilling til, hvilket Danmark vi vil have fremadrettet. Det er virkelig vigtigt.«

Hun tilføjer, at man ikke behøver at være helt sikker for at stemme. »Selvom man måske ikke helt ved, hvad man vil, så tag det, der ligger tættest på dine egne overbevisninger.«

Senere i dag kører hun mod Christiansborg. Valgfest venter.

Valgdag på Christiansborg med AVISEN

0
Valgdag på Christiansborg med AVISEN

Folketingsvalget i marts 2026 følges tæt af Syd AVISEN, der er på Christiansborg på dagen, hvor vi vil følge politikere og partier tæt. Det bliver en spændende dag, hvor meget er på spil for mange mennesker i det politiske univers.

AVISEN har sendt to medarbejdere til København, hvor redaktionschef Erik Schwensen vil perspektivere dagens aktiviteter. Det er særligt kandidaterne fra det syddanske, der vil fylde meget i Schwensens arbejde. Flere kandidater håber på at få et nyt fredericiansk folketingsmedlem. Men også de etablerede politikere fra nabobyerne ser med spænding på, om de er inde eller ude.

»Vi kommer til at bevæge os mellem partiernes gruppeværelser, mens vi snakker med både politikere og medarbejdere for partierne. Det bliver utrolig intenst på sådan en aften, hvor alt er på spil. Vi har etableret vores fotograf ved hoveddøren, så vi følger partilederne, efterhånden som de ankommer en efter en,« fortæller Schwensen.

Redaktionen på Norgesgade 48 er hele dagen beskæftiget med næranalyse og perspektivering, der koordineres med de medarbejdere, der dækker Christiansborg. Ansvarshavende chefredaktør Andreas Andreassen forventer en intensiv dag.

»For danskerne er dette en markant begivenhed. Vi vil have vores afsæt i det syddanske, hvor vores flagskib sydavisen.dk kommer til at betyde en markant ændring i vores prioriteter, da vi både har enkelte byer i regionen at dække, men også regionen som sådan,« siger han.

Du kan følge AVISENs livedækning hele dagen her

22-årig faldt flere meter ved arbejdsulykke

0
22-årig faldt flere meter ved arbejdsulykke

KRIMI. En 22-årig mand slap uden alvorlige skader efter en arbejdsulykke i Fredericia.

Ulykken skete på CF Tietgens Vej, hvor manden var i gang med at rense lastbiler. Under arbejdet trådte han forkert og faldt 5-6 meter ned.

Han kom til skade ved faldet, men ikke alvorligt. Politiet undersøger nu, om der kan være sket overtrædelser af arbejdsmiljøloven i forbindelse med ulykken.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport den 24.3 kl. 9.00 af vagtchef Kasper Christensen.

30 sigtet i stor færdselskontrol i Fredericia

0
30 sigtet i stor færdselskontrol i Fredericia

KRIMI. En færdselsindsats i Fredericia har ført til omkring 30 sigtelser på få timer.

Kontrollen blev gennemført tirsdag mellem cirka klokken 15.00 og 20.00 flere steder i byen. Overtrædelserne spænder bredt, men hovedparten handler om brug af håndholdt mobiltelefon under kørsel.

I alt blev 14 bilister og to cyklister sigtet for at bruge håndholdt mobiltelefon, mens de øvrige sager blandt andet drejer sig om ikke at efterkomme færdselsanvisninger.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport den 24.3 kl. 9.00 af vagtchef Kasper Christensen.

Beboere overraskede indbrudstyve – to indbrud på samme vej

0
Beboere overraskede indbrudstyve – to indbrud på samme vej

KRIMI. To indbrud på Højskolevej i Fredericia fandt sted tirsdag middag, og i det ene tilfælde blev gerningsmændene overrasket af beboerne.

Ved det ene indbrud er der stjålet smykker for omkring 30.000 kroner, herunder vielsesringe med diamanter og guldringe. I det andet indbrud er der også stjålet smykker, men værdien er endnu ikke opgjort.

Under det ene indbrud kom beboerne hjem og overraskede to mænd, som derefter flygtede fra stedet. Den ene beskrives som cirka 180 centimeter høj og iført sort kasket, sort jakke og sorte bukser. Den anden beskrives som mellem 170 og 180 centimeter høj og iført lyseblå jakke og lysegrå bukser. Han bar desuden en større pose, hvor der stak et koben op.

Indbruddene er sket omkring klokken 12.50, og politiet efterlyser vidner, der kan have set noget i området.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport den 24.3 kl. 9.00 af vagtchef Kasper Christensen.

48-årig knuste flasker i Føtex

0
48-årig knuste flasker i Føtex

KRIMI. En 48-årig mand er blevet sigtet for hærværk efter en episode i en dagligvarebutik i Kolding.

Tirsdag eftermiddag klokken 14.49 rykkede politiet ud til Føtex i Helligkorsgade, hvor manden havde knust spiritusflasker for i alt 556 kroner. Ifølge politiet erkendte manden forholdet på stedet.

Der er ikke oplyst noget om baggrunden for hændelsen.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport den 24.3 kl. 9.00 af vagtchef Kasper Christensen.

Designlamper stjålet ved indbrud

0
Designlamper stjålet ved indbrud

KRIMI. Et indbrud på Vejlevej i Kolding har ført til tyveri af designlamper til en værdi af omkring 16.000 kroner.

Gerningspersonen er kommet ind i boligen ved at bryde et stuevindue op. Herfra er der stjålet en Louis Poulsen lysekrone samt en PH-lampe.

Indbruddet er sket tirsdag omkring klokken 17.45.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport den 24.3 kl. 9.00 af vagtchef Kasper Christensen.

Kraftig blæst rammer broerne: Restriktioner på Storebælt og Vejlefjordbroen

Kraftig blæst rammer broerne: Restriktioner på Storebælt og Vejlefjordbroen

0
Kraftig blæst påvirker lørdag trafikken på flere af landets store broer. På Storebæltsbroen er passage med påhængskøretøjer under 750 kilo forbudt på grund af...