14-årig standset på ellløbehjul med topfart på 77 km/t

0
14-årig standset på ellløbehjul med topfart på 77 km/t

KRIMI. Tre drenge på ulovlige elløbehjul blev lørdag eftermiddag standset af politiet i Kolding, oplyste vagtchef Arne Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi.

Klokken 13.40 standsede en patrulje et motoriseret elløbehjul på Vejlevej. En måling viste, at løbehjulet kunne køre 77 kilometer i timen, og med en vægt på 33 kilo var det så stort og hurtigt, at det slet ikke må køre på offentlig vej. Løbehjulet blev beslaglagt. Føreren var en 14-årig dreng.

Blot et kvarter senere, klokken 14.05, standsede politiet yderligere to elløbehjul ved C.F. Tietgens Vej og Vejlevej. De kunne køre 44 kilometer i timen, og også de blev beslaglagt. Førerne var to drenge fra Kolding Kommune, født i 2012 og 2015, formentlig brødre.

Vagtchefen benyttede lejligheden til at advare om de hurtige løbehjul. De er langt fra ufarlige i trafikken, og de kommer hurtigere, end bilisterne regner med, lød det. Der kan nemt ske alvorlige ulykker på den slags køretøjer.

Indbrud i lejlighed i Kolding: Sølvbestik fra 1967 stjålet

0
Indbrud i lejlighed i Kolding: Sølvbestik fra 1967 stjålet

KRIMI. En beboer fra Hylleparken i Kolding har anmeldt et indbrud i sin lejlighed, oplyste vagtchef Arne Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi i døgnrapporten.

Indbruddet er sket i et bredt gerningstidsrum, fra den 1. juli klokken 17 til den 2. juli klokken 23, men blev først anmeldt til politiet den 12. juli. En terrassedør var brudt op med omkring to centimeter store opbrudsmærker, og gerningsmændene har været rundt i hjemmet.

Der er stjålet et gråt sølvbestik fra 1967, nogle manchetknapper. Samlet værdi godt 400 kroner.

Greb ind for at hjælpe to unge og blev selv overfaldet: Politiet efterlyser vidner

0
Greb ind for at hjælpe to unge og blev selv overfaldet: Politiet efterlyser vidner

KRIMI. En 45-årig mand blev søndag aften slået og sparket i Madsbyparken i Fredericia, da han greb ind over for en gruppe, der optrådte truende over for to unge mænd. Nu efterlyser politiet vidner til overfaldet. Det oplyste vagtchef Arne Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi i mandagens døgnrapport.

Episoden skete klokken 22.45 ved Madsbyvej. Manden så inde i parken fire-fem personer, der havde omringet to unge og virkede truende, og han henvendte sig for at sikre sig, at de to var okay.

Men da han greb ind, vendte gruppen i stedet vreden mod ham. Han blev tildelt slag og spark mod ansigtet og pådrog sig en blødende flænge bag øret og et mærke ved øjet, ligesom han efterfølgende var øm i hovedet og brystkassen. Hvor mange af de fire-fem personer der slog, står ikke klart, og politiet ved ikke, om manden efterfølgende har været i behandling.

Gerningsmændene var stukket af, inden politiet nåede frem, og politiet har ikke noget nærmere signalement af dem. En 21-årig kvinde fra Fredericia, som den forurettede bad ringe 112, slog alarm.

De to unge, en 20-årig og en 21-årig mand fra Fredericia, er begge afhørt i sagen. Den 45-årige forurettede har ukendt adresse.

Politiet hører gerne fra vidner, der har bemærket noget i området omkring Madsbyparken søndag aften ved 22.45-tiden.

Forvaltningen skal rådgive ikke bestemme: Ny byrådspolitiker kritiserer manglende nytænkning i Fredericia Kommune

0
Forvaltningen skal rådgive ikke bestemme: Ny byrådspolitiker kritiserer manglende nytænkning i Fredericia Kommune

Et halvt år inde i byrådsarbejdet tager Sune Nørgaard (Dansk Folkeparti) et opgør med den måde, Fredericia Kommune drives på. Han oplever en forvaltning, der for ofte begrænser politikerne til at vælge mellem forslag A eller B, og han understreger, at det er politikerne – ikke embedsmændene – der har det politiske ansvar.

»Byrådets arbejde er nok mere omfattende, end mange forestiller sig. Der er store mængder materiale, mange møder og komplekse beslutninger. Men det har samtidig bekræftet mig i, hvorfor jeg stiller op. Jeg ønsker at gøre en reel forskel for mennesker – ikke bare administrere systemerne,« siger Sune Nørgaard.

Politikerne har ansvaret

Sune Nørgaard er ikke i tvivl om, hvor magten bør ligge: »Forvaltningen skal jo ikke bestemme. Det er os politikere, der har det politiske ansvar. Forvaltningsopgaven er at rådgive. Og så selvfølgelig ud fra det et godt samarbejde. Men det må aldrig være forvaltningen, der skal bestemme, så sker der jo en skibbrud.«

Han oplever, at mange sager præsenteres med kun to færdigpakkede løsninger, hvilket efterlader lidt plads til reel nytænkning. Det gælder ikke mindst i familieafdelingen, som har været et af hans hovedfokusområder.

»Jeg ønsker ikke at gøre mere af det samme. Man skal være mere end almindeligt blåøjet, hvis man tror, at otte nye socialrådgivere løser problematikkerne i familieafdelingen i Fredericia,« siger han og henviser til, at rigsrevisionen og statsrevisorerne på landsplan har dokumenteret en fejlrate på hele 69 procent i sager om udsatte børn.

Kritik af takkekulturen

Under møderne har Sune Nørgaard også lagt mærke til en udbredt kultur, hvor politikere starter næsten hvert punkt med en stor tak til forvaltningen for deres arbejde. Han ser anderledes på det:

»Jeg er jo interesseret i at have et fornuftigt samarbejde med forvaltningen, og det synes jeg egentlig også, jeg har. Anerkendelse skal gives, hvor det er fortjent. Dermed ikke sagt, at de gør et dårligt stykke arbejde. Men jeg forventer heller ikke et skulderklap, fordi jeg møder op til byrådsmøderne. Hvad mine kollegaer gør, må stå for deres regning.«

For Sune Nørgaard handler det om at skabe et klart og gennemsigtigt samarbejde, hvor forvaltningen rådgiver ud fra faglighed – ikke ud fra politiske motiver.

Intens læring – men stadig motiveret

Trods de kritiske observationer beskriver Sune Nørgaard de første seks måneder som både intense, lærerige og meningsfulde. Han er fortsat drevet af ønsket om at skabe konkrete forbedringer for borgerne i Fredericia.

Han lover at blive ved med at stille spørgsmål og udfordre de vante arbejdsgange, når han mener, det er nødvendigt.

»Hvis man ikke er enig i de forslag, der ligger, så stiller jeg selvfølgelig spørgsmål,« slutter han.

Melding om bygningsbrand i Pjedsted: Ilden var slukket, før politiet nåede frem

0
Melding om bygningsbrand i Pjedsted: Ilden var slukket, før politiet nåede frem

KRIMI. Sydøstjyllands Politi rykkede søndag eftermiddag ud til en melding om bygningsbrand på Stationsvej i Pjedsted ved Fredericia. Meldingen indløb klokken 15.23.

Da politiet nåede frem, var ilden dog allerede slukket. Det viste sig, at der var tale om en havestol, der var brudt i brand udenfor.

Ifølge politiet var der på intet tidspunkt fare for hverken personer eller bygninger, og sagen blev afviklet med en enkelt beredskabsaktion.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis døgnrapport den 12.7 kl. 17.00 af vagtchef Per Jeppesen.

Cyklist kørte ind i bildør under svingning: Slap med hjernerystelse og flækket øjenbryn

0
Cyklist kørte ind i bildør under svingning: Slap med hjernerystelse og flækket øjenbryn

KRIMI. En cyklist måtte en tur forbi skadestuen, efter et færdselsuheld søndag på Fruetoften i Brøndsted ved Fredericia.

Uheldet skete, da en personbil kørte ad Fruetoften i sydlig retning og svingede til venstre ad Karensdalvej. Samtidig kom en cyklist ad Fruetoften i nordlig retning, og under svingningen kørte cyklisten ind i fordøren på bilen.

Cyklisten pådrog sig en mindre hjernerystelse og et flækket øjenbryn, men brækkede ifølge politiet ikke noget ved sammenstødet.

»Han kommer sig ganske udmærket,« lyder det fra vagtchef Per Jeppesen ved Sydøstjyllands Politi, der betegner uheldet som et med ringe materielskade og en lille smule personskade.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis døgnrapport den 12.7 kl. 17.00 af vagtchef Per Jeppesen.

Knallert i nødsporet på E20 mod Middelfart

0
Knallert i nødsporet på E20 mod Middelfart

TRAFIK. Bilister på E20 mellem Odense og Middelfart skal være ekstra opmærksomme søndag eftermiddag. Vejdirektoratet advarer om personer på vejen på strækningen mellem afkørsel 52 Odense SV og afkørsel 53 Odense V, hvor en knallert befinder sig i nødsporet.

Advarslen blev senest opdateret klokken 16.12, og Vejdirektoratet opfordrer trafikanterne til at holde øje og sænke farten på strækningen.

89-årig dement kvinde fundet i god behold

0
89-årig dement kvinde fundet i god behold

KRIMI. En 89-årig dement kvinde, der lørdag eftermiddag forlod sit plejehjem på Kragsbjergvej i Odense, er fundet. Det oplyser Fyns Politi.

Kvinden forsvandt omkring klokken 16 lørdag, og politiet efterlyste hende i løbet af aftenen med hjælp fra både borgere og frivillige. Kort før klokken 12 søndag fandt en borger hende i en have nær plejehjemmet. Hun er efter omstændighederne i god behold.

Fyns Politi takker borgere og frivillige for hjælpen i eftersøgningen.

Brand op ad bygning i Vejle: Politiet henter videoovervågning

0
Brand op ad bygning i Vejle: Politiet henter videoovervågning

KRIMI. En brand brød natten til søndag ud op ad en bygning i Ørstedsgade i Vejle. Ingen kom til skade, oplyste vagtchef Thomas Kiær ved Sydøstjyllands Politis pressebriefing søndag formiddag.

Anmeldelsen kom klokken 1.52, og både politi og brandvæsen rykkede ud til stedet.

Politiet undersøger nu, hvordan branden opstod, og er i gang med at indhente videoovervågning fra området. Yderligere undersøgelser mandag skal være med til at belyse sagen.

Falske eurosedler for 9.000 fundet på 36-årig efter nattelivsvisitation i Fredericia

0
Falske eurosedler for 9.000 fundet på 36-årig efter nattelivsvisitation i Fredericia

KRIMI. En tur i byen endte i anholdelse for en 36-årig mand natten til søndag, da politiet fandt både stoffer og et større beløb i falske eurosedler på ham. Det oplyste vagtchef Thomas Kiær ved Sydøstjyllands Politis pressebriefing søndag formiddag.

Klokken 3.15 rettede en dørmand på et værtshus i Prinsessegade i Fredericia henvendelse til en patrulje på stedet. En gæst havde tidligere på aftenen indtaget stoffer, lød meldingen.

Patruljen ransagede manden og fandt tre pølsemandsposer med stoffer, hvilket udløste en sigtelse efter lov om euforiserende stoffer. Men betjentene fandt også noget andet på ham: falske pengesedler for hele 9.000 euro.

Fundet førte til, at manden blev anholdt, og ved en efterfølgende ransagning af hans bopæl fandt politiet yderligere eurosedler.

Den 36-årige var søndag formiddag fortsat anholdt, mens sagen blev behandlet.