Ugens Kurt: Søren Larsen

Af
Andreas Andreassen
-
0

Coronatiden satte en stopper for Ugens Kurt, men nu er Ugens Kurt tilbage. Første “Kurt” i stolen efter den lange nedlukning er Søren Larsen fra Fredericia. Han blev født i 1965 på Sct. Joseph til klokkerne fra Michaelis kirke. Sidenhen er der løbet meget vand i åen, og hårfarven er ændret, som han konstaterer, men hvad og hvem er Søren Larsen?

Han er manden, der lige nu er særdeles aktiv i debatten, som socialdemokraten, der tager kugler, når krisen kradser eller de politiske modstandere melder sig på banen, men også manden, der helst vil se fremad og indgå kompromisser, der kan løfte Fredericia.

Imens klokkerne fra Sct. Michaelis kirke ringer i baggrunden tager Søren Larsen plads udenfor på kaffebaren i Jyllandsgade. Kalenderen er presset og lige nu stjæler den politiske del af Søren Larsens liv tiden, men det er han okay med. Han har en opgave at løse, og han vil gerne fortsætte med at udvikle Fredericia, som han siger. Men inden Larsen når til 2021, tager vi udgangspunkt i de første år af politikerens liv.

Søren Larsen blev født i 1965, her dog et år senere med pibe. Foto: Privat

-Jeg er født i 1965, og som så mange andre dengang på Sct. Joseph fødeklinik i Fredericia. Jeg boede de første fem år i højhusene på Lumbyesvej på 9. sal. Jeg kan ikke huske så meget andet end udsigten fra dengang. Det var før Vestre Ringvej blev anlagt, men jeg husker, at vi fra vores lejlighed i kraftig regnvejr kunne se den vilde oversvømmelse i bunden af Kommunikationsvej. Her gik vi meget op i, hvem der var modige nok til at cykle igennem de høje vandmasser. Det er noget af det eneste, som jeg kan huske derudefra, fortæller Søren og fortsætter:

– Min søster blev født og vi flyttede så ind i en tjenestebolig ved brandstationen på Prangervej. Min far var oprindeligt tømrer og min mor var oprindeligt frisør. Tjenesteboligen hang sammen med, at min far senere blev fastansat brandmand, som dengang var med betegnelse af tjenestemand. Det var et fantastisk sted at bo, hvor vi boede indtil jeg blev 10 år. Fredericia Vold var legepladsen, når ikke skoletiden blev passet på Købmagergade Skole. Det var et fedt sted at vokse op.

– Der var otte boliger, og jeg har stadig kontakt med de jævnaldrende på forskellige led den dag i dag. Det var et specielt miljø og en anden tid dengang. Hvis man husker TV serien ”Huset på Christianshavn”, hvor man drak bajere og kom hinanden ved, så var det lidt den kultur. I dag har man et andet fokus, men det havde man ikke dengang, men det var et spændende sted at vokse op, tilføjer han.

Familien rykkede efterfølgende til Gråkjærsvænget i Erritsø, hvor de byggede hus. Det var i en tid, hvor det meste stadig var marker derude.

Foto: Privat

– Der skete ikke så meget derude dengang, og når man cyklede ud af Kystvejen mod Dambosvej, så var der ikke meget andet end marker. Alt var meget åbent. Vi boede der i tre-fire år og flyttede senere til Rønnebækgårdsvej. Jeg gik på Erritsø Centralskole fra 4. klasse og til 10. klasse. Der havde jeg det meste af min skolegang. Jeg var nok ikke den, der fandt skolen mest interessant.

Hvorfor?

-Det fangede mig ikke at gå i skole, det skulle bare overstås, tænker jeg og da vi blev færdige tog jeg en håndværkeruddannelse og blev automatikmekaniker, i øvrigt på Shell Raffinaderiet på Egeskovvej i Fredericia.

– Da jeg i 0’erne sad i byrådet, nåede jeg da også at hilse på nogle af mine gamle lærere fra Centralskolen og det var dejligt, at hilse på dem uden det opgivende udtryk i deres øjne, smiler Larsen.

Da han blev udlært, tog han ud at rejse i et års tid først, hvor han både var i Norge og dansk off-shore. Fritiden brugte han på naturen og spejderlivet, hvorfra han fik mange af sine livsgrundværdier ind.

– Naturen har altid interesseret mig meget og jeg var FDF’er længe og skubbede også mine egne børn i den retning. Jeg nød at komme ud i naturen og få de oplevelser. Jeg har både spillet badminton og håndbold, men det spændende var naturen og kammeratskabet for mig.

Efter den første tid i tyverne var gået med livet som rejsemontør, bosatte Søren sig med sin daværende kone i Gråsten.

– Allerede i min læretid var jeg aktiv, når det kom til det faglige arbejde. Jeg kommer fra et arbejderhjem, og min bedsteforældre har også formet mig på den måde, at det er vigtigt, at alle mennesker har samme muligheder, om man har mange penge eller ej. Det har altid betydet meget for mig med lige muligheder for alle. Det må f.eks. aldrig være familiens pengepung som afgør, hvilken uddannelse et ungt menneske gennemfører, men derimod det unge menneskes flid og engagement.

Gradvist som arbejdslivet tog form blev Søren Larsen involveret i det faglige arbejde.

Tidligere statsminister, Poul Nyrup Rasmussen (tv) og Søren Larsen med sine børn. Foto: Privat

De flyttede efter et par år til Fredericia, hvor han arbejdede i mere end et årti som raffinaderitekniker på raffinaderiet, hvor kollegaerne valgte ham til en tillidsfunktion, der blev en gamechanger for hans senere faglige og politiske arbejde, inden han fik andre arbejdsroller og senere blev politisk aktiv. Det politiske arbejde startede i kølvandet på kampvalget mellem Nyrup og Auken i 1992.

– Jeg blev fagligt aktiv i Dansk Funktionærforbund (nu Serviceforbundet, red.) og kom i bestyrelsen for raffinaderiteknikernes landssammenslutning i Fredericia, og forhandlede overenskomst og lærte om arbejdsgangene og forhandlingsmetoderne. Kampvalget mellem Nyrup og Auken gjorde, at jeg meldte mig ind i Socialdemokratiet og hjalp så i starten til med hænge plakater op og dele valgaviser ud. Jeg gled gradvist fra det faglige til det politiske, siger Larsen og fortsætter:

– Det var spændende. Jeg startede med fagforeningsarbejde, fordi jeg ville forbedre arbejdsforholdene for mine kollegaer og dem tæt på, men ved at glide over i det politiske fik jeg mulighed for, at præge livet og arbejdslivet i et bredere billede og med en større vinkel. Det er et vanvittigt spændende sted at være og arbejde med samfundet.

Når Søren Larsen ser tilbage på sine 20’ere og 30’erne, så var det en mand, der stiftede familie, fik tre børn, byggede hus og ordnede have, når ikke turen gik syd på med campingvognen til Italien, en destination, der stadig kalder på ham.

Sommerferien afholdes i Italien. Her glemmer Larsen alt om politik og lader op. Foto: Privat

– Jeg involverer mig som regel i for meget, og når jeg holder sommerferie, så laver jeg intet end at slappe af, er nærværende og tænker over hvad der skal ske det næste års tid. Det sker kun i min sommerferie, men jeg er blevet bedre til at holde fri og lade weekendture være et frirum.

Imens Søren Larsen lærte om det organisatoriske politiske arbejde, hvor man hjælper til med massevis af opgaver, nåede han senere at blive byrådskandidat i en tidlig alder, men han blev ikke valgt ved sin første opstilling.

– De fleste partier spotter, hvis der er unge mennesker, der kan være gode kandidater, og jeg havde den første valgkamp, hvor jeg ikke blev valgt. Jeg var nok den mest aktive kandidat, men formåede ikke at komme ud at tale med vælgerne, men det lærte jeg senere. Dengang kørte jeg i øvrigt parløb med Inger Nielsen (i dag byrådsmedlem for Dansk Folkeparti, red.), der var socialdemokratisk amtsrådskandidat. Vi støttede hinanden fortæller han og fortsætter:

– Det er hårdt ikke at blive valgt efter en stor indsats. Man får lidt tårer i øjnene. Man har brug for ro til, at finde sig selv og sunde sig. Man skal reflektere og se hvad man så vil, og dengang havde vi en stor omvæltning i partiet. Vores tidligere borgmester, J.B. Nielsen døde og Uffe Steiner Jensen tog over på borgmesterkontoret. Der blev jeg valgt til Fællesledelsesformand, men jeg fik ikke et ordentligt fodfæste og gled ud i igen. Jeg blev så opfordret til, at stille op til næste kommunalvalg og blev valgt i 2001.

Hvordan var det at blive valgt?

– Det var en anderledes oplevelse. En af de første oplevelser var ved konstitueringen, efter at alle havde kæmpet sammen og udvist en stor holdånd, så blev det alle mod alle i kampen om posterne, fortæller Larsen, der ikke blev udvalgsformand i første omgang.

– I de fleste tilfælde er det også bedst, at man kan kravle før man kan gå, da det er et stort system. Selvom jeg havde været væk fra byrådsarbejdet i ti år, da jeg blev valgt ind i byrådet ved kommunalvalget i 2017, så var jeg glad for, at jeg i de første tre år ikke havde en formandspost, selvom jeg havde seks års erfaring fra 0’erne, da arbejdsgangene var meget ændret i byrådet over de 10 år, mener han og uddyber:

– Det har været fantastisk, at se Fredericias udvikling. Uffe Steiner Jensen samlede byrådet i 0’erne og lavede en vision for, at udvikle Fredericia og det var en fællesnævner på den lange bane. Vi opkøbte jord i Taulov og Erritsø, hvor vi lagde grundstenen til at lave den erhvervsudvikling, vi ser nu. Der har været en fantastisk udvikling med mange hundrede arbejdspladser, som er kommet til. Jeg bliver stadig overrasket, når jeg kommer kørende fra krydset ved Hejse Kro mod Taulov. Man bliver overrasket over, hvor stort det er derude. Midtbyen har også udviklet sig positivt. Tidligere, når man gik i gågaden en lørdag eftermiddag, var der dødt. Nu er der et andet liv.

Du fortæller, at du stoppede i politik i en periode, hvorfor?

– Jeg stod midt i livet og tænkte, at det var det, jeg arbejdede alt for meget på raffinaderiet og var midt i en skilsmisse. Jeg skulle finde mig selv, og finde mine værdier og så videre. Jeg havde brug for et pusterum.

Faktisk et år efter jeg stoppede kom Jacob Bjerregaard til som folketingskandidat. Jeg vidste fint, hvem han var, men han vidste ikke hvem jeg var, da jeg var stoppet før han flyttede til byen. Han var rundt og ringe på dørklokker og kom forbi imens jeg malede carport. Vi fik en god politisk snak, hvor han overtalte mig til at komme tilbage til det politiske arbejde og jeg blev efterfølgende valgt til partiets bestyrelse og organiserede hans valgkamp i baggrunden, svarer Larsen og fortsætter:

– Jacob blev valgt med det bedste resultat for en socialdemokrat i mere end 40 år. Jeg tænkte, at det kunne være, jeg skulle stoppe der, da jeg altid har haft lyst til massevis af andre ting. Men jeg blev overtalt til, at blive formand for partiforeningen og den opgave skulle jeg tage til efter kommunalvalget. Vi skulle fokusere på at tilbage erobre borgmesterkæden og så startede det arbejde. Jeg ledte efter gode spidskandidater og det lykkedes, at overtale Jacob til at stille op. Vi kørte den kommunale valgkamp for otte år siden, og jeg valgte at jeg ikke samtidig ville være kandidat, da jeg ville have et helhjertet fokus på partiets kampagne med Jacob i spidsen.

– Efter den valgkamp, 3-4 måneder efter valget, stoppede jeg og trak mig igen fra politisk arbejde. Jeg havde gjort det, jeg skulle; ”Mission Completed”. Jeg havde stadig en følelse af politiker i mig, men opgaven for partiet skulle være helhjertet, og det kunne jeg ikke give på det tidspunkt. Derfor stoppede jeg i tre år. Jeg var afklaret med det, men jeg kunne mærke der sad en lille politiker og bankede inde i mig. Så da Ole Steen Hansen og Jacob Bjerregaard kom hjem til mig et år inden sidste kommunalvalg og spurgte om jeg ville med, så valgte jeg at prøve det af igen, fortæller han.

Hvordan var det at være retur som folkevalgt?

– Det var og er fedt. En af de ting jeg har lært af at være væk fra selve byrådsarbejdet i de 10 år er to forskellige måder at samarbejde på. I 0’erne drejede det sig primært om, at tælle til de 11 mandater som udgør flertallet i byrådssalen.

– Det klima under Bjerregaard med at forsøge at samle alle er meget interessant. I mere end 99 procent af alle dagsordenspunkter har der været 100 procent enighed i hele byrådet og det er ikke mindst Bjerregaards skyld. Den politiske ledelse er jeg stolt over at have været en del af. Jeg tror ikke andre byråd i Danmark, har kunnet noget tilsvarende, siger Søren Larsen og fortsætter:

Ved at inddrage samtlige byrådspolitikere i beslutningsprocessen, inddrager man jo også samtlige vælgere i byens udvikling og det tror jeg er et afgørende element i Fredericias gode udvikling de seneste 7-8 år.

Bjerregaard ville stoppe

Det var en hård tid, da Jacob Bjerregaard meddelte, at han ville stoppe, men Søren Larsen var som gruppeformand klar over, at man skulle have en arvtager klar, og den person havde man fundet i Steen Wrist.

– Jeg har haft flere snakke med Jacob i året op til, hvor han stoppede. På generalforsamlingen sidste år var han allerede i tvivl om han ville fortsætte, og den 8. december 2020 ringede han så om morgenen og sagde, at nu var det nok og han ville stoppe. Jeg havde da en særlig opgave som gruppeformand. Jeg skulle have styr på baglandet og undgå, at vi kom op og slås internt. Jeg ringede rundt til alle gruppefællerne efter gruppemødet, hvor Jacobs afgang blev annonceret og alle vores gruppefæller pegede på Steen Wrist. Da Jacob første gang nævnte, at han ville stoppe, kørte vi jo allerede der Steen frem som politisk ordfører for at få ham mere frem i forreste linje og han har også siddet med til budgetforhandlingerne, så jeg endte med at ringe til Steen og kunne meddele, at hele byrådsgruppen enstemmigt pegede på ham, hvilket blev fulgt op med en enstemmig bestyrelse også, fortæller Larsen og tilføjer:

– Jeg opfordrede ham til at tage opgaven og så sank han lige en ekstra gang. Jeg tror, at Steen havde drømt om det, men at det kom så pludselig, var han ikke mentalt forberedt på. Jeg inviterede ham hjem til mig og talte med ham, og så kiggede han mig i øjnene og sagde, at han ville tage opgaven, men bad samtidig om min fulde støtte, fortæller Søren Larsen.

Drømte du ikke selv om at blive borgmester?

– Alle byrådspolitikerne tænker, at det kunne være fedt at være borgmester, men der var jeg ikke.

I dag er Steen Wrist borgmester og Søren Larsen har overtaget formandsposten for det udvalg, som Steen Wrist, var i spidsen for tidligere; By- og planudvalget.

– Jeg var udvalgsformand i 0’erne, men jeg har ikke arbejdet med byudvikling før. Men i Fredericia er det spændende med den forrygende udvikling vi har gang i. Det er spændende med midtbystrategien og den proces vi starter med denne nu, fortæller socialdemokraten Søren Larsen. Han er samtidig glad for byens udvikling på mange parametre:

– Jeg ser en meget mere levende og spændende by, der har rystet det tunge industri ry af sig og kan en masse på det grønne område. Vi er pacesetter på genbrugsområdet og vi har meget grønt her i byen, sågar en Blåflags-strand i bymidten. Kanalbyen er spændende at følge, og generelt er Fredericia blevet en anden og meget aktiv by. Teatret kommer op igen og vi har fået en anden identiet. Vi dukker ikke nakken længere, men rejser os og holder hovedet højt.

Hvor skal du og byen hen?

– Jeg har ikke tænkt så meget over, hvor jeg skal hen, jeg er et godt sted i livet, men arbejder for meget politisk i øjeblikket, siger han og smiler, inden han fortsætter:

– Fredericia skal udvikle sig, og vi skal have flere helt store musikarrangementer til byen. Vi skal fokusere på, hvordan fredericianerne får det bedre – i Socialdemokratiet er vores hovedfokus ikke på at øge bosætningen i byen, vi vil hellere have en politik, der gør sammenhængen for dem, der allerede bor i Fredericia, bedre. Så skal det andet nok komme. Vi skal have løst det med at få flere fredericianere i arbejde. Vi skal ikke nødvendigvis skabe arbejdspladser, hvis vi ikke sender vores egne arbejdsløse i arbejde, og det lykkes vi ikke tilstrækkeligt med endnu.

– Jeg har tre børn og sammen med min nuværende kone har vi sammenlagt syv børn. Jeg har fem børnebørn og Charlotte har et, så vi kan sagtens fylde vores lille gule hus op med familien, griner Larsen.

I højlandet – her ved Loch Ness. Søren Larsen og hustruen Charlotte. Foto: Privat.

Vi har en campingvogn stående i Italien, og da jeg arbejder meget, så er det vigtigt, at trække stikket og koble fra. Vi nyder også at tage til Skotland og Irland for at opleve kulturen der, høre musik og nyde livet på en anden måde. Der, hvor jeg er nu, har man jo ikke så store børneforpligtelser. Jeg har også en dejlig have, som jeg elsker at bruge tid på.

Sommeren nærmer sig, men der venter stadig nogle måneder før den politiske sommerferie indtræder, men Larsen er klar til at trække stikket inden den igen står på politik, forhandlinger og valgkamp.

Maler du stadig carporten?

Hahaha, nej, sidste gang var det Charlotte, der gjorde det, slutter Søren Larsen.

Ugens Kurt: Mads Hansen

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0

Han er gift, 41 år gammel og har tre børn. Han er født i Aarhus, men tilbage i 2002 kørte toget ikke længere end til Fredericia pga. kærlighed. Siden har han boet i Fæstningsbyen, hvor han er formand for EGIF Fodbold. Ugens Kurt er Mads Hansen.

Kulden er kommet, men så er der ikke noget bedre end en god varm kop kaffe at få varmen på. Sådan en sad Mads allerede klar med ved højbordet, da jeg gjorde min entré på Kurt’s Kaffebar et minut i mødetid. Da jeg kom ind var det min tur til at få den klassiske sorte mokka, og det lunede efter gåturen, der ellers ikke tog mere end to minutter.

Til dagligt bor Mads i Erritsø med sin kone og tre drenge på 10, 14 og 15 år, men Mads’ opvækst startede ikke i 7000 Fredericia, men derimod i Aarhus.

»Min far og mor blev skilt, da jeg var to år gammel. I fem års alderen flyttede min mor til Horsens-området, hvor hun fandt min Stedfar, og omkring konfirmationsalderen flyttede vi til Vejle-egnen. De har en campingplads nord for Vejle Fjord, og har haft en stor i Vestjylland. Min tvillingebror og jeg har derfor været vant til at arbejde hjemmefra med at stå i kiosken og lignende ting. Som 13-årig ville vi have flere lommepenge, så måtte vi selv finde vores job,« siger Mads Hansen.

Hvordan var skoletiden?

»Den var præget af, at min mor ville dygtiggøre os. Hun holdt os til ilden og sørgede for, at vi gjorde en indsats. Jeg ville være bygningskonstruktør, så jeg endte med at tage en mureruddannelse som min stedfar, og blev udlært,« siger Mads Hansen.

Hvordan var det at komme ud og arbejde?

»Det var nemmere. Man blev hurtigt afhængig af at have penge, fordi man tjener flere penge i forhold til SU. Min tvillingebror gik på handelsskolen, og der misunder jeg lidt, at jeg ikke gjorde noget mere ved min skolegang,« siger Mads Hansen, der til gengæld forsøger at præge sine børn skolemæssigt:

»Det gør jeg rigtig meget i. Vi spørger ind til det, og har fantastiske snakke ved bordet. Min store søn har fået et eller andet med Samfundsfag, og det er fedt. Vi taler om Donald Trump, mink og andre ting. Læringssansen er der, og vi skal bare huske at bede dem om at komme igang,« siger Mads Hansen.

Mads Hansen er som nævnt i indledningen særdeles aktiv i EGIF Fodbold, og fodbold var også noget han gjorde sig i som barn.

»Jeg har spillet fodbold i ungdomsårene, og for lang tid tilbage spillede jeg basket. Vi blev Amtsmestre, og dengang cyklede jeg 12 kilometer frem og tilbage for at komme til Oksbøl, så vi var varme, når vi kom til træningen. I ungdomsårene brugte jeg også en del tid på selvforsvar, og jeg endte med at blive instruktør,« siger Mads Hansen.

Tiden i lære havde Mads hos Ove Larsen A/S, som er en af de mest kendte tømrerfirmaer. Når en villa sælges står der, at det er et Ove Larsen-hus, fortæller Mads.

»Det gjorde, at jeg er en praktisk gris engang imellem. Jeg er faldet lidt af på den der med istandsættelse derhjemme. Jeg synes, at det er sjovere at lave noget ude. For 15 år siden fik jeg en arbejdsskade som murer, og det gjorde, at jeg begyndte på lager og “plukkede” der,« siger Mads.

Men hvordan havnede Mads i Fredericia? Det viste sig, at det skete til en 25 års fødselsdag i Herslev Forsamlingshus tilbage i 2002.

»Jeg var lige startet i Forsvaret dengang. En sød dame kiggede på mig ved bordet til festen, og jeg troede, at jeg havde noget i mundvigen, ,men aftenen gik og vi kyssede lidt. Vi blev enige om, at ses i næste weekend. I stedet for hjem til Vejle, så kørte toget for mig ikke længere end til Fredericia, og så har jeg været sammen med hende lige siden,« siger Mads, der især hæfter sig ved, at hans kone kan holde ham nede på jorden og ikke have så meget krudt i bag enden:

»Det synes jeg, at hun er lykkedes med. Hun bad mig stoppe lidt op, og tage den med ro. Jeg vil dog ikke sige, at jeg er blevet mere kedelig i løbet af årene, men jeg tænker mere over tingene, hvilket jeg ikke gjorde førhen,« fortæller Mads, der sammen med konen købte hus i Erritsø i 2006:

»Det er helt perfekt i Erritsø, hvor skolen ligger tæt på, der er gode indkøbsmuligheder og hallen er tæt på, der er mulighed for at gå en tur i skoven og gå til stranden. Vi er også tæt på motorvejen så man kan komme nemt til og fra,« siger Mads.

Hvornår kom EGIF ind i billedet?

»Lige siden min søn startede på børne- og voksenholdet i EGIF. Jeg var med til træningen, og kunne derfor ligeså godt være træner, og det blev jeg så sammen med to andre,« siger Mads, der efterfølgende oplevede, at det tog fat:

»Jeg uddannede mig med kurser og kom i børne- og ungevalget for at være engageret i min søns klub. Jeg synes, at jeg havde kapacitet at byde ind med og har været i andre foreninger. For fem år siden kom jeg i bestyrelsen, først suppleant og siden som fuldbyrdigt medlem, så næstformand og siden formand,« siger Mads og fortsætter:

»Jeg kan godt lide at have fingren på pulsen. Det er nogen sjove beslutniger, der kommer i ny og næ. Der er mange ting at tage stilling til. Det er ikke som i gamle dage, hvor man bare dukker op og ting og sager, men derimod er der meget involvering. Både politisk, økonomisk og hvilken strategi vi skal have. Foreningen er som et lille firma, hvor jeg er chefen, men den vigtigste ting er, at alle har det godt her,« siger Mads, der godt kunne ønske sig, at han nogen gangog nu e kunne komme i EGIF som almindelige forælder:

»Min søn Lukas spiller stadig, og jeg prøver på at komme der som forælder, men så sker der forskellige ting, der gør, at jeg alligevel skal forholde mig til ting som formand,« siger Mads og kommer ind på, hvor lang tid han bruger på arbejdet med EGIF Fodbold:

»Det kan blive til 10-20 timer, men det springer meget alt efter hvad der sker. Nogen dage kræver store beslutninger, og nu er vi igang med nye faciliteter omkring kunstgræsbanen, og det kræver en del tid. Så er der også ting som hjemmesiden og de sociale medier, men jeg skal generelt blive bedre til at uddelegere opgaverne,« siger Mads og kommer ind på, hvordan Covid-19 har sat sit præg på EGIF Fodbold:

»I foråret plejer vi at have stor medlemstilgang, men det har vi ikke haft i år. Der er det ikke nemt, hvordan vi skal agere.«

Meget af Mads’ tid går med arbejde og formandsposten i EGIF Fodbold, men når der er tid til det, så har han også andre interesserer.

»Jeg kan godt lide at slappe af om aftenen og tale med mine kammerater og spille computer. Sådan slapper jeg bedst af, og det er måske lidt paradoksalt i forhold til, at jeg sidder ved skærmen til dagligt og arbejder,« siger Mads og kommer ind på, hvad der spilles på computeren:

»Generelt set strategi og skydespil. Jeg elsker også at mødes med kammeraterne til et brætspil. Vi er også fem, der tager til rockkoncerter sammen og det har vi gjort i e 7-8 år. Med coronasituationen kommer vi ikke nogen steder, og vi indbetaler løbende på kontoer, og måske kan vi tage til udlandet næste gang for de penge vi har,« siger Mads.

Apropos musik, så er Mads Hansen også fast deltager på Jelling Musikfestival siden 1997.

»Det er stadig de samme som jeg er sammen med der. Den ene gang om året ved konen godt, at jeg skal afsted. Vi har rendt rundt i julemandsdragter der de sidste 20 år, og vi har en campingvogn, der er malet blå og malet med Juletuborg alle steder. Folk ved derfor, hvem vi er,« siger Mads med et smil.

Hvad byder fremtiden på?

»Forhåbentligt mere tid med børnene og konen, det synes jeg de fortjener. Jeg har været lidt fraværende, men jeg har været omkring min ældste og nu min yngstes fodbold. Min midterste skal have være mere opmærksom og det skal konen også have. Jeg vil også være bedre til at sætte huset i stand,« siger Mads, der som beboer i Erritsø glæder sig over investeringen omkring Erritsø Idrætscenter:

»Erritsø fortjener noget til de unge mennesker, der skal være mulighed for at udfolde sig og jeg synes det er rigtig godt, at der sker noget ved hallen så man har steder at tage hen. Det kunne også være fedt med en skaterbane på sigt,« slutter Ugens Kurt, Mads Hansen.

Ugens Kurt: Rasmus Herlufsen

Af
Andreas Andreassen
-
0

Velkommen til Ugens Kurt. En serie, som vi bringer med stolthed uge efter uge. I denne uge har vi sat et fæstningsbarn i stolen. Han er født i det herrens år 1980, der er fart over feltet på ham, selvom han ikke får løbet de kilometer, han gerne ville. I dag er han selvstændig – og sådan måtte det nok være. Ugens Kurt er Rasmus Herlufsen.

I denne tids ånd ankommer Rasmus Herlufsen til Kurt’s Kaffebar med mundbind på, men han tager plads og kan nænsomt tage det af, så interviewet kan starte.

»Jeg bliver sgu 40 år i år Andreas, det går stærkt,« siger Rasmus indledningsvist, imens han får sin Cola Zero serveret med sugerør. 

Fra 1980erne kunne man se en ung dreng løbe rundt i vestbyens kvartere og det var en dreng, der havde run på livet. 

»Vi boede på Jens Baggensens Vej. Vi er fire søskende i alt, og imens min far arbejdede på IC Møller passede min mor gryderne i køkkenet hos Elsam. Derhjemme var der altid massevis af kartofler og lidt kød,« siger Rasmus og fortsætter:

»Børnehaven var Skjoldly og senere var det 10 år på Skjoldborgsvejens Skole. Jeg gik i skole til niende klasse, og så skulle jeg videre. Jeg blev jo næsten bedt om at gå i lære.«

Hans smiler og fortæller, at selvom de boglige fag ikke var ham, så havde han en fantastisk skoletid med gode minder.

»Jeg husker mine lærere naturligvis, og mine klassekammerater. Jeg havde Søren Kristensen til engelsk og John Gråbæk til dansk. To lærere, der forsøgte at skole mig, men de kunne ikke styre mig. Jeg elskede sløjd og hjemmekundskab, men der skulle meget til at for at rette op på resten,« siger Ugens Kurt.

»Det var virkelig en god skole, jeg gik på. Det må jeg sige. Jeg var ikke supervild med dansk, engelsk og lignende fag. Matematik kunne jeg lide. Men det gik som det skulle gå. Jeg kom i lære i et firma, der servicerede skolen med el-reparationer og installationer. Hos Vagn Jørgensen og Jesper Bang Jensen i selskabet; VJ Elteknik. Jeg gjorde mig nok fortjent til dette, eftersom jeg havde en stikprop i lommen, så jeg kunne tage en sikring, når vi ikke gad bøvl med lærerne,« tilføjer Rasmus.

Det var Skoleinspektør Carl Nielsen, der for alvor fik ham i gang. Drengestreger havde ødelagt teknikken, og så måtte Rasmus bruge tre uger af sin sommerferie på at rette dem op, så ikke hans far blev kontaktet. 

»Kablerne til EDB-lokalet, som det hed, har jeg trukket. Jeg har nok været dyr for Fredericia Kommune, men jeg betaler da tilbage nu.« Rasmus griner og fortæller videre.

»Jeg kom i mesterlære i 1996, jeg elskede det at komme i lære. Det var lige mig. Jeg var også meget glad for min skoletid, men jeg kom på den rette hylde, da jeg kom i lære. Jeg elskede at bruge mine hænder og faget var lige mig.«

I 2001 var Rasmus færdigudlært og han havde lært meget.

»Man lærer meget, når man arbejder i den størrelse virksomheder, fordi vi dækkede mange forskellige opgaver. Ja, mine arbejdsopgaver var altid varierede – og det var godt. Det var hårdt at være i lære, der var ikke nogen kære mor dengang, men det er nok også det, der er galt i dag. Det er nok lidt for pædagogisk, hvis du spørger mig. De unge mennesker laver ikke noget i dag, det kan godt være lidt håbløst, når man oplever, at mor ringer og melder dem syge, når de er 21 år, sådan var det ikke i min tid. Jeg meldte mig ikke syg, det gjorde man ikke, det turde man ikke. Man passede sit arbejde – og i den forbindelse lærte man. Det var fedt,« fortæller han. 

Der var dog situationer, hvor en sygemelding havde været på sin plads. 

»Jeg blev jo tidligt ansat som afrydder og opvasker på Hollywood Hardrock i Købmagergade, og det tog fart, så jeg blev dørmand. Her kunne det jo være et problem, når man mødte op hos mester med en brækket næse om mandagen, det var da ikke altid lige, at Vagn Jørgensen synes, at det var sjovt, men jeg tog på arbejde.«

Hollywoodeventyret kom i stand, da Rasmus lærte Esben ( ) at kende og det sluttede først, da Hollywood lukkede.

»Kan du huske de gode og store lørdagsfrokoster derinde? Det var der, jeg startede med at være afrydder og opvasker – og så blev jeg dørmand. Jeg var faktisk også dørmand i kort tid inden ved Duval – du ved ham, der havde Cafe Axel. Det var sgu noget sjovt noget. Han havde en abe på sin skulder, kan du huske det,« siger Herlufsen.

Han husker tilbage på en sjov tid, hvor han lærte mange at kende. Det har givet venskaber og bekendtskaber, men også en stor portion læring om menneskets psyke.

»Det var livsbekræftende at arbejde der. Mit mål som dørmand var at være anderledes end dørmænd normalt kan være. Jeg ville være diplomatisk og det er ikke normalt det, man ser. Men generelt så er dørmandsgerningen 99 procent psykologi.«

I en ganske ung alder kaster Rasmus sig ud på den tynde is som selvstændig. 

»Jeg åbnede selskabet; Herluf, hvor jeg ordnede vaskemaskiner og tørretumbler. Jeg arbejdede blandt andet for “Svende” hos Skousen i Norgesgade. Efter et år som selvstændig kom jeg til Strøm Hansen, hvor jeg lavede service hos Bent Brandt i Aarhus. Men der gik ikke længe, før jeg blev shanghajet til Oluf Brønnum og co i Herlev,« fortæller Ugens Kurt. 

15 år blev det til hos Oluf Brønnum for Rasmus Herlufsen.

»Jeg var der i mange år – hele 15 år. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle derfra, men et generationsskifte i virksomheden ændrede min virkelighed, og jeg ville noget. Jeg elskede virksomheden, men vi skulle ikke samme vej.«

I den mellemliggende periode har Rasmus og hans daværende hustru købt flere ejendomme, som de har sat i stand. Blandt andet det gamle spejderhus; Solbakken. 

»Det var sjovt, og vi fik da arbejdet på mange huse, men det er også hårdt. I 2012 blev jeg far. Det var en stor oplevelse, og der gik ikke længe før nummer to meldte sig. Der er kun 14 måneder imellem My og Le,« fortæller Rasmus. 

Hvordan er du som far? 

»Jeg er nok mere legesyg end vores forældre var. Jeg sætter også flere ord på kærligheden til mine børn. Sådan er det nok i dag. Det er dejligt at være far.«

Efter 15 år hos Oluf Brønnum, hvor Rasmus troede, at han skulle være for altid, havde han mistet gnisten og ville noget andet i livet. En ny arbejdssituation og en skillsmisse fik ham til at tænke på noget andet. Han ville på Politiskolen. 

»Det har nok altid været en drøm. Jeg ville gøre en forskel for andre. Det kunne jeg som politimand. Jeg ville generelt noget andet i livet – og gerne noget med livets sociale sider. Det har altid været et mål, at man kunne tjene mange penge, men i dag, så ville og vil jeg hjælpe unge med udfordringer, måske fordi jeg selv var en vild dreng, som barn og ung,« siger han.

En nøgleperson var der for Rasmus, da han havde brug for det, og det var nærmest ved et tilfælde, at de blev gode venner.

»Der var nogle mennesker, der var gode til at takle mig. Rudy Nielsen fra Middelfart Sparekasse var en af dem. Ham lærte jeg at kende, da jeg gik med aviser. Jeg var vel 12-13 år. Han kunne sgu se, at jeg havde brug for at samtale. En dag inviterede han mig indenfor, at det blev godt for mig. Han kunne se, at jeg ville tale. Jeg kalder ham sgu for min reservefar. Jeg vender alle de store ting med han. Han har været en mentor for mig. Sådan vil jeg også gerne være for andre en dag.«

Politidrømmen brast og det var nok meget godt konkludere Rasmus. Selvom Politiskolen åbnede i Fredericia var det livet som selvstændig, der kaldte igen.

»Den 1. juni 2018 så One Tech dagens lys, og vi har fået en god start. Det har faktisk været skønt at blive selvstændig igen. Jeg kunne også lide at arbejde i et stort firma, det skal ikke være en hemmelighed, men i dag er det dejligt at være selvstændig igen. Det er jo lidt nørdet, det vi laver. Vi servicerer glade kunder, der laver lækker mad og eller opbevarer lækkerierne, så det er lidt noget andet end at være bedemænd. Vi nørder alt, for at kunne give en god service og ikke mindst være med på de nyeste trends. Coronakrisen har dog sat mange ting på pause, så vi ser godt nok frem til at komme lidt væk fra den krise. Der er bogstaveligt talt skruet lidt for kødgryderne i denne tid,« siger Rasmus.

Og så kastede I jer over et pizzaprojekt?

»Ja, Camilla (Rasmus’ kæreste red.) og jeg startede PizzaMamma på Urbania Streetfood. Det tog hurtig fart. Vi startede det fordi, vi synes det kunne være sjovt, men det stak hel af, og med vores familieliv fungerede det ikke. Det var for tidskrævende. Vi har fire sammenbragte børn, så der er gang i butikken. Men det var sjovt at være dernede, og vi havde mange fantastiske ansatte, men det var det rigtige at sælge det,« siger Rasmus. 

I dag går Rasmus’ arbejdsdage med at lede, men også selv være i teknikertøjet, når han og teamet hos One Tech servicerer storkøkkener, arbejder med køl, frys, varmepumper og lignende problemstillinger. 

»Vi er fem mand i dag, og så har vi en håndfuld eksterne eksperter, som vi bruger hele tiden. De er en del af One Tech-familien. Det er gamle venner og venskaber, jeg arbejder sammen med. Der går lidt familie i den, og vi har det alle godt. Det smitter af på vores kunder og det tror jeg, giver en stor værdi. Men det kan godt være svært at slå helt igennem i Fredericia, men vi er i gang, og dag efter dag får vi nye kunder, hvilket vi er taknemmelige for,« siger han.

Og Fredericia i dag for dig? 

»Fredericia er en dejlig by. Jeg er glad for Fredericia, og jeg vil gerne investere i byen. Jeg er en rigtig fredericiadreng. Byen har givet os mange muligheder. Jeg er stolt af vores by. For pokker Fredericia er en  blevet en flot by. Det er lige før, at byen er på grænsen til at være en moderne by. Det er samtidig unikt og godt, at de helt store “drenge” vil investere i vores by. Det gør det større og sjovere, særligt når man husker westernstemningen, vi mødte i ungdommen, hvor man næsten kunne se støvet flyve gennem byen. Nu kan man gå på cafe om søndagen, spille et spil på Streetfood – det er godt, særligt for de unge, men også for os, der snart bliver 40 år.«

»Drømmen er også, at vi er i Fredericia mange år endnu. One Tech skal være mere kendt og slå sig fast. Vi får måske et showroom i byen med en skæv lokation, hvor vi kan vise noget anderledes end, hvad man ser i dag. Det kunne være sjovt. Om 10 år er jeg stadig i Fredericia, og jeg håber naturligvis, at vi kan skabe noget i byen, og vores koncepter kører. Selvom vi er de små i branchen, så er vi optimistiske på fremtiden,« uddyber Ugens Kurt.

Og fremtiden? 

»Familien og huset på Huslodsvej. Vi har flere gode projekter i gang. Vi har bygget meget om, så der er plads til vores sammenbragte børn. Mine venner har hjulpet os med at grave kælderen ud, og det er blevet godt. Nu skal Sur (Casper Sur, entreprenør) og co hjælpe mig med at grave ud til en lille pool til børnene. Det elsker de jo – og i disse tider, hvor man ikke kan rejse som før, er det godt, « siger Rasmus.

Kan du lide at rejse?

»Jeg elsker at rejse, men nok ikke som flertallet. Et sommerhus i Søndervig duer ikke for mig, så ender jeg med at arbejde. Men 2,5 time i en flyver syd på, så ender jeg med at slappe. Jeg vælger altid all inklusiv-metoden. Den giver ro, så ved jeg, hvad der sker kl.12.00, 15, 18 og så videre. Det er godt, der lader batterierne op. Det er med hele konceptet – fra is til sodavand, og det er nemt for børnene,« siger Rasmus og slutter:

»Livet er godt i dag – der er travlt som der også var, da jeg var helt ung, og jeg har fundet en dejlig kæreste, der kan gribe mig, og er god for mig. Jeg er jo lidt vild, så er det godt have en pædagog.« 

Ugens Kurt: Kenny Bruun Olsen

Af
Janus Bang
-
0
Foto: AVISEN

Han har siddet i den varme stol i et år, hvor han helt uventet fik borgmesterposten i Fredericia Kommune. Ugens Kurt landede på forsiderne af de danske aviser, og har som ærke-fredericianer gennem 20 år kastet sig ind i kampen om den lokale vision for Fredericia.

Når han går gennem gaderne, er der en del, der genkender ham. Det er svært at undgå, når man har haft den korteste borgmestertid i mands minde i en by med knap 50.000 indbyggere. Men det er med oprejst pande at Kenny Bruun Olsen fortsat er med i spidsen af Venstres byrådsgruppe, for han har ikke tænkt sig at lade ambitonerne for fremtidens Fredericia ligge.

»Jeg har altid været Fredericia-dreng og er da født indenfor voldene. Så hele byen er i mit væsen, og efter jeg blev politisk aktiv, er det for mig helt selvskrevent at engagere mig i byens ve og vel«, siger Kenny.

Han ankommer 5 minutter før tid til Kurs Kaffebar, hvor han straks hilser til højre og venstre på folk han kender. Som oftest er han ‘lige ud af posen’. Han spørger ind til ting og vil vide noget.

Kenny Bruun Olsen er født i august 1962 i centrum af Fredericia. 3 år senere flytter familien ud til Skanseparken, hvor Kenny vokser op. Det blev en pænt stor familie med 5 børn i alt, så han fik 4 søskende. Han mor var hjemmegående, mens hans far var maskinarbejder på Voss.

»Jeg kommer faktisk fra det man kunne kalde en arbejderfamilie. Politik fyldte ikke ret meget i mit barndomshjem, og mine forældre kom i kirken hver søndag. De stemte heller ikke på socialdemokratiet, selvom næsten alle andre gjorde det dengang. Måske var de lidt mere til den blå side«, fortæller Kenny.

Han fandt selv ud af, at han var til den blå side. For ham var det noget med at tage ansvar for ens eget liv, der fyldte enormt meget i ham. Han mener også at det er derfor, han sprang ud som selvstændig senere i livet eller flyttede tidligt hjemmefra. I skolen gik det fint. Han havde ikke langt til Skansevejens skole, der dengang var meget stor med 1187 elever. Kenny var glad for at gå der, men han tog alligevel de sidste to år på en efterskole i Kolding, hvor han sluttede af med en 10. klasse:

»Jeg fik så meget ud af at gå på efterskole, så det var jeg vanvittigt glad for. Jeg synes at alle unge skulle prøve det, for man udvikler sig meget sådan et sted. Det gav mig ihvertfald et stort fundament, som jeg har brugt resten af mit liv«.

I 1979 var han færdig med skolen. Hans far satte sig ned og snakkede med ham, og sagde:

»Du ligner en der kan noget med teknik, Kenny«.

Det syntes Kenny lød rigtigt, og det blev sådan. Han kom i lære som elektriker, hvor han var på bryggeriet. Det var en spændende tid, og han havde allerede forlængst fundet ud af at køre på en knallert der både var boret, hakket og den slags. Elektrikerfaget var han glad for, og det var også et erhverv der er og bliver, hvor det er.

I fritiden begyndte Kenny at interessere sig for musik. Det gik han enormt meget op i. Dengang var han 14 dages lønnet, og den første uge efter lønudbetaling, så blev der købt plader og spist godt. Det kneb mere med den anden:

»De der plader var rasende dyre. Og så kom jeg også på Stargrillen, hvor vi var enormt glade for flippermaskinerne. Så efter en uges tid, var det vand og mel. Faktisk kan jeg huske engang, hvor jeg var sulten, men ikke havde en krone. Så det endte med verdens tykkeste pandekage. Jeg havde ikke nogen ovn. Kun en stegepande og en kogeplade. Så pandekagen blev lavet, og den var godt nok hård, men spist blev den altså«, griner Kenny.

Musikken fyldte så meget at han også begyndte at spille i et band. Først spillede han guitar, men så bagefter bass hvor man kunne være lidt mere anonym. Bandet spillede blandt andet på Generalen. Kenny var ikke specielt begejstret for at stå på scenen, hvor de spillede rock og pop. Men han gjorde det.

Da han er 21 år gammel møder han pludselig en pige, der er lidt yngre. De finder ud af at det er de to, og allerede da han er 23 år gammel bliver de gift. Det har de været lige siden. I alt er det blevet til 35 år som mand og kone, og dertil er der kommet 5 børn.

»Jeg vil så sige, at når man når til nummer 5, så skal man altså have en større bil«, siger Kenny.

Men han er glad for sin familie, og det er tydeligvis her, han henter sit overskud. Også til udfordringerne, og dem er der kommet nogle af undervejs. En af dem var da han som 34 årig kom ud for en ulykke, der krævede at han måtte gennem en revalidering. Han fik skåret scener og nervebaner over. Det endte med at han udbyggede sin elektrikeruddannelse, så han også blev installatør og stærkstrømstekniker.

»Det giver nogle gode kvalifikationer, så man kan stå for projektledelse og ikke nødvendigvis med det tungeste arbejde. Efter at jeg havde været elektriker i mange år, blandt andet ved ABB, så kom jeg på nye eventyr«, fortæller han. Ved siden at hans arbejde, familie og interesse for musik, kom han også til at være aktiv indenfor menighedsarbejde. For nogle år siden da Sct. Michaeliskirken havde stort jubilæum, fik han mulighed for at tage imod dronningen, og det synes han var en stor dag.

Men det store politiske eventyr startede egentlig ret beskedent i 2003. Indtil da havde han ikke været specielt politisk, men det skulle ændre sig markant. Det hele startede dog lidt tidligere, nemlig i 2001:

»Da Anders Fogh kom til magten i 2001, blev jeg virkelig grebet af det. Det talte til mig, og jeg begyndte at tænke mere over det politiske og hvad der driver vores samfund rundt. Jeg tænkte over at melde mig ind i partiet, men først nogle år senere kom det til at ske ved en tilfældighed. Jeg var ude i messecentret, og der havde Venstre en stand sat op. Så jeg meldte mig ind«.

Kenny Bruun Olsen blev hurtig grebet af politik og allerede i 2005 stillede han første gang op til kommunalvalget i Fredericia Kommune. Det blev til 109 stemmer, og han blev 3. suppleant. Men han kom ind i Venstres bestyrelse i Fredericia, og her lærte han alle partifolkene at kende. På det tidspunkt lå det ikke i kortene at Fredericia kunne få et politisk systemskifte, men det ændrede sig markant da den lokale partiforening fik den fremadstormende og unge Thomas Banke ind:

»Thomas ville noget, og han kunne formulere sig. Så da vi nåede til sagen om skibsværftet, kom der pludselig vind i sejlene«, siger Kenny.

Den vind endte med en sand paladsrevolution, hvor Venstre fik magten i en af landets mest ærkesocialdemokratiske kommuner. Før den tid havde det nærmest været utænkeligt at socialdemokraterne ikke sad på magten, forklarer Kenny Bruun Olsen. Det var også svært for Venstrefolkene at tro på det, indtil de pludselig stod med resultatet i hånden:

»Det var helt vildt. Jeg mener virkelig – helt! Da vi fik magten og kommer ind og bryder socialdemokraternes monopol, er alt bare euforisk. Uffe Steiner (A) og Jane Findahl (F) forstod nærmest ingenting, da vi bagefter sad med dem i opposition. Det havde de ikke regnet med. Så der var meget nyt i det, også for mig«.

Kenny Bruun Olsen kommer ind i kommunalbestyrelsen for første gang, og på samme tid som Venstre får borgmesterposten i Fredericia Kommune. Meget skulle læres, og meget skulle udtænkes. Det var nye tider for Fredericia og Venstre i Fredericia. Set i bakspejlet er der dog også ting, som han fortryder rent politisk:

»Måske skulle vi have været bedre til at række ud til oppositionen. Men når man pludselig får magten efter en evighed med det samme styre, så vil man noget nyt. Det var jo det, vi var gået til valg på. Omvendt, så tror jeg Jacob Bjerregaard har haft et solidt grundlag gennem årerne, fordi han har rakt ud til oppositionen og fået mange inddraget i de politiske beslutninger. Vi gik nu med oprejst pande dengang, og jeg synes faktisk også at Thomas Banke gjorde det rigtig godt som borgmester, indtil problemerne pludselig dukkede op«, siger Kenny stilfærdigt.

Det var netop den daværende borgmesters personlige problemer, der kastede Kenny Bruun Olsen ind i løvens hule og han fik smidt borgmesterkæden om halsen, næsten før han kunne nå at bøje hovedet. Da Thomas Banke måtte forlade posten ledte Venstre efter en ny borgmesterkandidat i deres rækker, og valget faldt på ham. De fleste troede det skulle være Peder Hvejsel, men han pegede på – Kenny Bruun Olsen. Nu var det Kenny, der endte med opgaven. Fra landsledelsen havde man også sendt en konsulent, der var med til at vurdere spørgsmålet. Og her blev resultatet at Kenny havde opbakning i Venstre og var kvalificeret. Nu manglede han kun familien:

»Jeg gik hjem til min kone og sagde, at det var sådan landet lå. Jeg kunne blive borgmester«.

For ham var det vigtigt at familien bakkede ham op. Hans kone var ikke specielt begejstret for ideen, men hvis Kenny gerne ville være borgmester, så skulle han det. Så han endte med at sige ja.

»Så begyndte det jo. Ja, allerede før problemerne med Thomas Banke, så var ‘de røde’ jo enormt gode til at skyde os ned. Jeg vidste heller ikke noget om at forhandle dengang jeg lige var kommet ind i byrådet, så der var meget vi fik lov til at gå og slås med. Der er heller ikke meget man ved, når man kommer ind første gang. Husk på at vi overtog magten under finanskrisen. Vi røg direkte ud i en økonomisk krise på verdensplan, nationalt og lokalt! Kommunen havde nærmest ikke opdaget at vi manglede en del penge. Så enten fandt vi nogle penge ved at spare – eller også blev vi sat under administration. Vi sparede faktisk 360 millioner kroner. Det er derfor, vi i dag har en solid økonomi i Fredericia Kommune«, mener Olsen.

Første dag han skulle møde op på kommunen som borgmester var det dog ikke økonomien, der fyldte i hans hoved. Tumulten for Venstre havde været stor. De lokale problemer havde fået landspolitisk opmærksomhed og Kenny var valgt som manden, der skulle genskabe ro og fremtid. Dagspressen og de landsdækkende tv-stationer havde kørt løs og nu sad Kenny Bruun Olsen i spidsen for Venstre-holdet, der havde været gennem den store tur i vaskemaskinen. Hvordan kunne han løse opgaven så alle blev tilfredse?

»Den første dag som borgmester var helt speciel. Først og fremmest var jeg stolt over, at jeg havde fået opgaven og ansvaret. Dernæst var jeg enormt ydmyg overfor det jeg skulle, så jeg var meget optaget af at få styr på alting. Desværre viste det sig at vi ikke havde ro i blå blok. Det var svært at skabe enighed. Samtidig spøgte alle vennerne fra den borgmester jeg afløste, og i den sidste ende faldt alting jo fra hinanden«, siger Kenny Bruun Olsen.

Mediesagen om Banke blev en negativ ballast, som Venstre i Fredericia skulle slås med. Da Jacob Bjerregaard kom ind på scenen som borgmesterkandidat, fik socialdemokraterne tilført en helt ny energi. Efter et succesfuldt valg som Folketingskandidat kunne Bjerregaard tage til Fredericia og genindtage en af de socialdemokratiske højborge. Da kommunalvalget blev afholdt mistede den blå blok flertallet, og efter kun et år på posten sluttede Kenny Bruun Olsens tid som borgmester.

Det nagede ham i flere år at forløbet blev så kaotisk. Ikke mindst at det ikke lykkedes at holde sammen på den blå blok og valgforbundet. Men han besluttede at gøre rent indeni efter nederlaget:

»En dag satte jeg mig ned og skrev det hele ned. Hvad jeg kunne huske, hvad der var sket og hvem der havde sagt hvad. Det blev til 60 sider. Så sagde jeg til mig selv at nu ligger det her. Og så kom jeg videre«.

Efter nederlaget til Jacob Bjerregaard og socialdemokraterne i 2013 søgte Kenny Bruun Olsen ikke længere lederrollen. Til gengæld ville han bruge sin erfaring til at hjælpe og støtte kommende Venstre-kandidater. Og han fandt i Venstres nuværende borgmesterkandidat noget at tro på:

»Jeg ser i Peder Tind en borgmesterkandidat, der virkelig har evnerne og potentialet. Han har det i sig. Derfor skal han også have opbakning. Jeg tror på det. Vi lider i Fredericia meget under at folk ikke flytter til vores by. Vi har en difference på ca. 4000 pendlere som hver dag kommer fra andre byer og som tager ca. 200 mio. skattekroner med tilbage, dem kunne vi godt bruge. Det er også selvforstærkende når folk flytter væk. Vi falder også i indbyggertal. Det finder jeg helt forkert, når vi er en by der på grund af vores beliggenhed og muligheder burde ligge et andet sted i statistikkerne«, siger Kenny med passion.

For ham er fredericianerne enestående, og han ser borgerne som hjertelige på mange punkter og for det meste som åbne. Den positive ånd vil han gerne have bragt ud til det politiske og de visoner, han ser for Fredericia.

»Vi kan bare se på Børkop, hvor de bygger og bygger. Folk flytter til! Vi er nød til at se på problemet i Fredericia og forsøge at definere en strategi, der kommer til at virke hurtigt. Vi lider under nethandel og at folk gerne kører til Kolding for at handle. Selv sidste år hvor teateret fortsat var vores trækplaster, var der tilbagegang. Så alt i alt skal visionerne frem, og det mener jeg Venstre har. Faktisk tror jeg også på at vælgerne vil tænke det samme. Ved sidste Folketingsvalg var der blåt flertal i Fredericia. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan vi kan omsætte det til lokalpolitikken. Men ærlig talt, så synes jeg vi er på rette vej. Vi har et virkelig stærkt hold og en fremragende borgmesterkandidat. Vores nye valgforbund med de andre borgerlige politikere er lige præcis det, der skal til for at vi kan lykkes med at få borgerligt flertal i Fredericia en gang til«, slutter Kenny Bruun Olsen.

For manden der ikke var selvskreven til at være hverken borgerlig, politiker eller borgmester, er der slet ingen tvivl om at han i dag som 58 årig er et politisk menneske. Han glæder sig allerede til det kommende kommunalvalg, hvor han tror på fremgang for Venstre. Kenny takker for kaffen, og går over mod rådhuspladsen, hvor han engang har siddet på den øverste post i kommunen. På vej hjem vinker han farvel, mens han smiler og straks støder ind i flere folk, han skal hilse på.

Næste gang der er valg, vil han gerne være den, der hjælper den nye Venstre-borgmester med at få alle de blå visioner til at køre. ■

Ugens Kurt : Marie-louise Stück Holm

Af
Redaktionen
-
0

Ugens Kurt er født i 1987 på Fredericia Sygehus. Hun er vaskeægte 7000-Trelde-opvokset, og den provinsby hun forlod for København i en periode af livet, er i dag det mest fantastiske sted på jorden. Hun skulle ikke være mor, men er i dag mor med stort M, og så nyder hun at være selvstændig. Ugens Kurt er Marie-louise Stück Holm.

Når man er født som den sidste i rækken, så er forkælesmomenterne mange, og alle passer på en. I alt fald, når man fødes i 80erne. Det fortæller Ugens Kurt i dette interview, men også om livet i Fredericia gennem årene, og det at vende tilbage til fæstningsbyen. 

Marie-louises far var institutionsleder gennem 38 år, og mor var regnskabsdame, men Ugens Kurt nyder sin te fortæller hun om en dejlig afslappende barndom.

»Der er faktisk ikke så meget at sige. Jeg havde det godt. Jeg var den yngste i søskendeflokken på tre, og alt var godt. Det var faktisk meget afslappende. Jeg gik på Bøgeskov Skole indtil femte klasse, hvorefter jeg kom til “byen” og gik på Sct. Knuds Skole – min far havde også gået på en “Sct.-skole,” og det havde været godt, så det skulle jeg også,« siger Marie-louise og fortsætter:

»Det var hyggeligt at bo i Trelde. Det er sådan i et lokalsamfund, som man kun kan elske. Alle var tæt på en – og alle kender alle. Jeg og en veninde fulgtes ad – og ses stadig. Fra dagpleje, børnehave og videre. Der var altid nogen at være sammen med – og som jeg siger, så blev der passet på mig. Jeg var vel 14 år, før jeg kunne få lov at cykle selv, ellers blev jeg kørt og der blev passet på mig.«

Marie-louise griner, for det var nogle gange lidt for meget, at man skulle passe så meget på hende. Efter et par år på Sct. Knuds Skole gik turen til efterskolen i Tommerup, hvor hun blev et med naturen – og den tid er hun glad for.

»Efterskoletiden er den bedste skoletid, man kan have. Man kommer lidt væk hjemmefra, men er alligevel under gode og beskyttede rammer. Man udvikler venskaber for livet. Da jeg gik på efterskole, var der ikke alle de faglige linjer, som i dag. Der var ingen håndbold- eller fodboldlinje. Bare det at gå på efterskole gav en stor værdi,« siger Ugens Kurt.

Af øvrige interesser nåede hun at dyrke mange ting. Fra håndbold, svømning til skydning. Man skal lave noget i lokal samfund, og der blev tid til mange gode aktiviteter fortæller hun. Marie-louise møder allerede som 15-årig sin mand, og det gjorde, at uddannelsesvejen blev lidt anderledes.

»Jeg skulle have taget 10. klasse på efterskole også, men i stedet kom jeg i fællestidende i Fredericia, og senere skulle jeg på gymnasiet, men det blev til 3,5 år i lære som smørrebrødsjomfru på Lucullus. Ja, jeg er max lokal,« siger Marie-louise med et stort smil. 

Smørrebrødsjomfrukarrieren tog fart, og hun fik job på Kolding Fjord, senere Munkebjerg – og så deltog hun også i DM. Det var en skøn tid, fortæller hun. Interessen for gastronomi var stor, men det var interessen for at rejse også. En interesse, der opstod allerede, da hun var barn og forældrene tog hende med ud i den store verden. 

»Jeg fandt ud af, at jeg ville noget andet. Jeg ville være stewardesse – og det blev jeg faktisk. Jeg boede fire år i København, hvor jeg arbejdede hos Spies, der blev en del af My Travel og Thomas Cook. Jeg startede i Billund, men blev senere tilbudt job i København,« siger hun.

Herfra tog rejserne fart. Med base i Oslo fløj hun verden rundt – ofte med Asien som destination. Når det var vinter, var det i alt fald Asien – og det liv kunne hun godt vænne sig til. 

»Det var fedt. Længere er den ikke. Vi fløj fra Oslo til Dubai, var der i 1-2 dage på lækre hoteller, og så fløj vi videre til Thailund, Indien etc., hvor vi også havde pauser i 3-4 dage. Det var fedt. Jeg slæbte også min mand med, dengang kunne man tilkøbe de ekstra sæder, der ikke var solgt.«

Manden rykkede dog ikke med til København – så lejligheden i storbyen blev delt med en anden kollega. Sammen passede de på hinanden – det var selveste Amager, der var første destination og her lærte Marie-louise meget om regionale forskellige. Man holder f.eks. ikke indflytterfest – man holder Housewarming.

»Vi havde det godt sammen. Vi passede på hinanden – og jeg havde mange venner i København. Hun kom fra Vamdrup, så vi havde ligesom noget af det samme at komme fra. Turen på efterskolen havde givet mange bekendtskaber, det var fedt,« fortæller hun. 

Hvad inspirerede dig til at blive stewardesse? 

»Jeg har altid rejst meget med mine forældre. Min far havde også en kollega, hvor hustruen var stewardesse husker jeg. Jeg husker, at det lød fantastisk, og det ville jeg være.«

Finanskrisen satte dog en stopper for karrieren i luften. 

»Jeg blev sendt retur til Billund, og mange blev jo opsagt. Jeg følte samtidig, at jeg havde været væk fra min mand i lang tid så jeg besluttede mig for at stoppe – men jeg blev lidt i gamet. Gennem mange år havde vi solgt skønhedsprodukter på flyveren – og så havde vi lært utroligt meget om produkterne. Vi gik jo også i spa i vores pauser, og brugte tiden på at blive shinet op,« fortæller Marie-louise og fortsætter:

»Jeg gik i lære i Odense, og brugte tre år på at kosmetolog med speciale i avanceret hudterapi. Jeg specialiserede mig i problemhud og maskiner, der kunne hjælpe. Det var spændende. Siden har det taget fart. I 2019 åbnede jeg Smuk-Nu – det er så skønt.«  

Livet har taget fart. To børn er kommet til og Marie-louise er blevet gift. Familien har købt en gammel murermestervilla og den bruges der meget tid på.

»Det er skønt at være tilbage i Fredericia. Vi bruger som jeg siger al vores tid og penge på vores hus, men ellers nyder vi livet her. Vores omgangskreds er her også, så jeg er hjemme,« siger Marie-louise. 

Hun vil dog gerne rejse, men det er svært lige nu. 

»Corona har pauset mange ting. Det gør da ondt, at vi ikke kan rejse, men omvendt, så er rejse med børn med alle de restriktioner ikke noget for børn. Heldigvis kan Danmark noget. Vi bor i et dejligt land.«

Hvordan er det at være selvstændig?

»Det er fedt. Det er følelsen af af frihed. Jeg fungerer bedst, hvis jeg selv kan bestemme,« siger Marie-louise.

Lægger det ikke også et pres? 

»Det gør det vel, men jeg presser i forvejen mig selv. Så det giver alt sammen god mening. Det er bare fremad.«

Og det bringer os til et andet emne – familiemennesket. 

»Jeg er blevet mor med stort M. Jeg sagde faktisk altid, at jeg ikke skulle have børn, men det fik jeg – og det er livet. Jeg elsker det. Min mand har nok altid været skruk. Jeg husker da nogle af vores vennepar fik børn, der var han klar. Nu har vi fået børn – og nu er det mig, der elsker den tilværelse helt vildt. Det er jo fantastisk. De får alt – men det er også hårdt. Det er op om natten, det er børn, der ikke vil klippes, svært at give tøj på og meget andet. Men det er det hele værd,« siger Marie-louise. 

Hvordan ser du Fredericia i dag? 

»Der er godt nok sket meget. Fredericia har ændret sig meget siden, jeg var barn. Jeg har altid svoret, at jeg aldrig skulle bo her. Jeg syntes helt ærligt, at det var dødkedeligt i byen. Jeg flyttede ud og prøvede noget andet – og efter det, ville jeg bare gerne have min mand og hjem,« og sådan gik det, tilføjer hun.

»Fredericia er i dag også en helt anden by. Den har ændret sig til det positive. Den har jo det hele for os, men det havde byen ikke, da jeg var 20 år, så jeg forstår godt, hvis folk flytter ud i en periode, men jeg tror, at man bliver glad for at flytte tilbage,« siger Marie-louise. 

Hvis du skal drømme lidt i disse tider, var er drømmen så? 

»Jeg vil da gerne rejse igen – måske på krydstogt. Det var ellers ikke noget, jeg troede, at jeg kunne falde for, men for seks år siden var vi på krydstogt i Caribien – og det var magisk. Vi sejlede i 14 dage, var af sted i tre uger. Det var stort. Jeg havde ellers mine fordomme. Jeg synes, at det var en mærkelig rejseform – at sidde der med amerikanerne og spise dagen lang, men nej. Efter en time ombord, tænkte jeg; det her er livet, og så var man et nyt sted, hver dag. Det var virkelig skønt. Det vil jeg gerne igen,« slutter Ugens Kurt.

Ugens Kurt: Torben Ploug

Af
Redaktionen
-
3

Torben Ploug er født i Sakskøbing på Lolland for 42 år siden. Gennem livet er det dog Fredericia, hvor han også bor i dag, som har været base gennem flest år. Torben er oprindeligt uddannet indenfor landbruget, men i dag er han bankdirektør. I denne Ugens Kurt kan du læse om Torbens liv, der tog flere drejninger undervejs, som klassekammeraterne ikke havde gættet.

»Jeg voksede op i en rigtig kernefamilie, hvor min mor gik hjemme, imens min far arbejdede som maskinarbejder. Jeg er den ældste af fire søskende,« indleder Torben.

Det naturskønne Lolland og den flotte by Sakskøbing var et sandt natureventyr, men Torben vidste tidligt i livet, at han ville ud i “verden. Lolland lærte ham dog at tjene sine egne penge tidligt i livet. Han var således kun otte år, da første arbejde kom på CV’et og formede den fremtidig jobprofil.

»Jeg husker, at jeg allerede som 8-årige samlede æbler, og generelt arbejdede så meget, jeg kunne komme til. Jeg elskede det. Sakskøbing er en lille provinsby, så der sker ikke så meget, men alligevel gik min fritid med arbejde. Når det ikke var æbler, jeg samlede, var det ærter jeg plukkede og så videre. Jeg fik en stor interesse for landbruget, og jeg kunne vente timevis på at blive samlet op af en traktor, bare for at køre rundt og hjælpe. Jeg elskede det. Jeg har virkelig tilbragt mange timer med fysisk arbejde i naturen og marken.«

Skoletiden er lidt en anden historie. Det var svært for Torben at finde sig selv til rette, særligt i de små klasser, men tre måneder i en specialklasse blev et vendepunkt.

»Jeg havde svært ved at læse i 3-4. klasse, men efter tre måneder i en specialklasse rykkede jeg to klassetrin op i læseniveau. Det blev helt klart et vendepunkt i mit liv. Jeg kunne virkelig ikke læse, det var ekstremt svært for mig, men jeg lærte, at hvis jeg brugte de metoder, som læreren gav mig, så kunne jeg rent faktisk rykke mig ganske hurtigt. Det blev direkte skelsættende for mig. Det har fulgt mig positivt sidenhen, og jeg tænker ofte tilbage på dengang,« fortæller Ugens Kurt. 

Torben Ploug var ikke i tvivl om, hvad hun skulle være, da han gik ud i 9. klasse. Det var ikke en boglig uddannelse, der lokkede, men derimod uddannelsen som landmand. Han tog på Sydsjællands Landsbrugsskole, hvor han senere blev sendt Danmark rundt i sine praktikforløb. Som 18-årig stod han for ansvaret for en hel besætning. 

»Jeg flyttede som sagt rundt efter arbejde, og tiden fløj af sted, det var spændende. Jeg lærte at stå med et stort ansvar. Ansvaret var eksplicit: Når man står med en hel kvægbesætning, så har man ingen at spørge, hvis det går galt. Går det galt, så ser man det omgående. Det skal også løses omgående, omvendt, hvis man gør arbejdet rigtigt, så kan man også se resultaterne hurtigt. Det kan jeg godt lide,« siger Torben og fortsætter:

»Det er både krævende og hårdt at være landmand. Landmandslivet er som mange andre ting i arbejdslivet – en livstil, for man skal stå op kl.3 om natten, holde fri midt på dagen, og arbejde igen om aftenen. Det følger en rytme, der indebærer mange timer på arbejde, og ikke meget ferie.«

Torben tjente gode penge, knoklede meget og levede et landmandsliv, som han havde forventet det ville være, men soldatertiden satte det hele på pause. Han regnede med at trække frinummer og slippe for en tur i Forsvaret, men sådan gik det ikke. 

»Jeg trak et virkeligt lavt nummer, og de sagde til mig, at jeg skulle vælge et sted at aftjene min værnepligt, ellers ville de sende mig til Bornholm. Jeg var jo i fuld gang med et arbejdsliv, så det var nærmest direkte forstyrende, men jeg valgte en tur til Forsyningstropperne i Farum. Der kunne jeg få stort kørekort. Sådan gik det til, at jeg i dag har lastbilkørekort og farliggodsbevis. Jeg kørte ammunition rundt i Danmark. Jeg siger gerne, at det var den værste tid, imens jeg var der, men den bedste tid, da jeg var færdig. Der er nok ikke mange, der har kørt lastbil og politieskorte gennem Kalundborg. Det var spændende,« fortæller han. 

Han fik en kæreste, og 20erne var godt i gang, da han blev alene igen. Der besluttede han sig for, at landbruget ikke skulle være levevejen i al evighed. Den faste gode løn blev i stedet erstattet af SU. 

»Jeg ville noget andet. Jeg droppede derfor min gode løn i landbruget, og begyndte på en uddannelse som jordbrugsteknolog. Jeg havde en ide om, at jeg ville være økonomikonsulent indenfor landbruget. Imens jeg er i gang med uddannelsen, vel cirka 4-5 måneder i forløbet, finder jeg ud af, at man også kunne gå bankvejen. En del landbrugskonsulenter gik den vej, og endte ofte som bankrådgivere for landmændene,« siger Torben.

»Jeg manglende den faglige ballast, hvorfor jeg samtidig med uddannelsen som jordbrugsteknolog, tog en akademiuddannelse i finansiel rådgivning. Der blev jeg klædt på som bankeleverne. Jeg læste alt fra økonomi til erhvervsjura. Men det var svært, for de kom fra bankverdenen med en anden hverdag og viden, og jeg havde fået en tyk bog med erhvervsjura. Men jeg var meget målrettet. Jeg læste om aftenen, og mange af mine klassekammerater fra folkeskolen havde helt sikkert ikke set mig som bogligt anlagt, men sådan gik det til,« tilføjer Ploug. 

De lave karakter blev pludselig høje, og da han skulle søge job, gik det også stærkt. Et halvt år før, han afsluttede uddannelsen ,endte han med at blive tilbudt job i Jyske Bank Fredericia. Det skete efter en praktikperiode, som økonomikonsulent i en privat virksomhed. 

»Jeg blev tilbudt arbejde i den virksomhed, hvor jeg var i praktik, men vi kunne ikke ramme hinanden på vilkårne for en fastansættelse. Jeg var helt klart også tiltrukket af bankverdenen og de forhold, den bød. Jeg skulle vel egentligt arbejde med erhverv og landbrug, men efter kort tid i Jyske Bank fandt jeg pludselig privatkunderne og rådgivningen heraf meget spændenede,« fortæller Torben Ploug. 

00erne er godt igang i Fredericia, og alt brager af sted i det danske og internationale samfund, ingen har set hvad der venter af finansiel uro. Hvad der starter i USA tromler hen over hele verden, og sætter dybe ar i befolkningen, økonomisk, socialt og finansielt. Finanskrisen rammer i 2008, men inden har Ugens Kurt fået en kundeportefølje at arbejde med, haft opgaver som investeringsrådgiver og er blevet leder i banken.

»Jeg søgte stillingen som leder. Jeg kunne se mig selv i rollen. Jeg havde opbakning fra mine kolleger og direktøren troede også mig. Det var fantastisk. Når du spørger mig til tiden generelt, så gik det stærkt i de år. Alt kunne jo lade sig gøre, men ingen havde set Finanskrisen komme. Så da den ramte var det hårdt for alle. Man følte et stort ansvar som rådgiver, man havde naturligvis fortalt om risici, men ingen lyttede jo. Alle ville fremad, indtil Finanskrisen ramte os som en mur.«

Bruger du erfaringen fra Finanskrisen i dag? 

»Ja, det gør jeg helt klart. Jeg lærte meget, og den erfaring kan man godt bruge i den tid, vi lever i nu. Jeg ser lige i dag et optimistisk marked, hvilket er dejligt. Men det er omvendt heller ikke unormalt med en markant øget optimisme frem mod større økonomiske kriser. Men mange har helt sikkert lært meget af Finanskrisen – så længe er det heller ikke siden. I dag støtter centralbankerne også op på en anden måde, men alligevel er det uprøvet land, vi arbejder og lever i pt. Fremtiden er svær at spå om. De nuværende løsninger med store hjælpepakker er gode for økonomien, men det er sjældent at noget er gratis, så der venter en efterregning,« siger bankdirektøren. 

På hjemmefronten er Torben Ploug gift med Lene. De mødte hinanden på landbrugsskole, allerede i år 2000, men den søde musik opstod i 2005. De byggede en base i Assens for deres to drenge. Gennem 10 år passede de arbejde og familie, imens de totalistandsatte deres hus. De var egentligt meget tilfredse med tilværelsen og livet, men i 2017 fik Torben et tilbud, der var svært at sige nej til. 

»Jeg fik et opkald, hvor jeg blev spurgt om, jeg havde set, at Spar Nord søgte en ny direktør i Fredericia. Det havde jeg. Det ser man i branchen. Stillingen havde bopælspligt, så det var en stor beslutning. Vi tilbragte allerede meget tid i Fredericia, og jeg var jo glad for byen, men alligvel skulle vi flytte børn og familie. Det var noget af en beslutning,« lyder det indledningsvist til dette livskapitel.

Han sagde samtidig farvel til Jyske Bank, som han beskriver som en familie. Men parterne var to forskellige steder i livet. 

»Stillingen var spændende. Den var svær at sige nej til. Jeg kan godt lide den lokale forankring, som Spar Nord besidder, dertil kom, at jeg var tændt af den store medbestemmelse, som vi har. Vi brugte tre måneder på at finde ud af om det var det rigtige match, og det var det. Det var svært at sige farvel til Jyske Bank. Vi havde jo ikke skændtes eller andet, men vi var nok to steder i livet. Derfor blev familien revet op med rødderne og vi fandt et dejligt hus i Golfkvarteret. Et hus, hvor vi ikke skal sætte alt i stand igen. Det gør man kun en gang,« uddyber Torben Ploug med et smil.

I dag trives familien. Børnene går på Ullerup Bæk Skolen Afd. Skolesvinget, går til spejder og nyder fritiden sammen. Ugens Kurt er også stadig i gang med at dygtiggøre sig med en diplomuddannelse i ledelse, dog mener han ikke, at man kan læse sig til ledelse.

 »Siden jeg gik i 3. klasse og havde svært ved at læse er der sket meget. Jeg elsker i dag at blive udfordret fagligt, og det gør jeg løbende med uddannelser og ny viden. Men jeg ved jo også, at leder kan man ikke læse til. Det er noget, man har i sig og noget man arbejder med løbende sammen med sine kolleger. Det kan jeg faktisk godt lide,« siger Torben Ploug og fortæller om Fredericia.

»Fredericia er en dejlig by, og jeg har jo brugt det meste af mit liv i byen. Jeg har arbejdet her i 17 år. Jeg føler mig som lokal, og Fredericia har virkelig udviklet sig positivt. Da jeg startede med at arbejde i Fredericia, skulle man ikke sige, at Fredericia var en god og spændende by, så var svaret, at Vejle og Kolding var meget bedre. I dag er fredericianerne stolte af byen og forsvarer den for enhver pris. Imagemæssigt klæder det byen. Jeg er stolt af at arbejde og bo her,« slutter Ugens Kurt. 

Ugens Kurt: Jørn Henner

Af
Janus Bang
-
2
Jørn Henner (Foto: AVISEN)

Den idealistiske tankegang har altid præget Jørn Henner, der gennem sit liv har været med på barrikaderne med et stort engagement krydret med en omfattende livsglæde, nysgerrighed og håb. I Fredericia blev han kendt for sine 13 år som skoleinspektør på Alléskolen, hvor han satte sine aftryk på fællesskabet. Ugens Kurt er Jørn Henner.

Jørn Henner er født i februar 1945, få måneder før befrielsen af Danmark. Han var således barn af besættelsestiden, selvom han aldrig kom til at opleve det på andre måder end som spædbarn. Hjemmet var stærkt missionsk, og det prægede hans opvækst i høj grad. Men også senere den mere revolutionære side af ham.

»Jeg tror man er mere indstillet på at gøre oprør, når man har haft temmelig faste grundregler i sin barndom. Det var ihvertfald en stor del af min barndom, at vi var missionske«, siger Henner.

Han blev født på Fyn, nærmere bestemt i Odense, men familien flyttede nogle gange frem og tilbage i området. Dialekten er heller ikke til at tage fejl af, men det er ikke så udtalt, med mindre han kommer til Fyn. Men de sidste 25 år er Fredericia blevet hans hjemsted, hvor han er tiltrukket af den historiske by og nu bruger sin tid på interesserne.

Jørn var udrustet med en god begavelse, og efter realeksamen var han klar til at komme på det man i dag kalder for en ungdomsuddannelse. Dengang var der langt færre, der gik gymnasievejen. Som den yngste student på sin årgang kom han ind på Fyns studenterkursus. Her fik han en god relation til rektor, der anbefalede ham at læse videre indenfor fysik og kemi, måske også fordi rektor selv underviste i de fag. Da han var færdig i 1963 som student, var Jørn da også klar til at tage springet. Så han kom til Århus Universitet, hvor han begyndte at læse fysik og kemi. Men det ville ikke blive den vej, han skulle.

»Undervejs i studierne fandt jeg så ud af, at jeg var fejlplaceret. Der manglede noget for mig i det jeg lavede. Og det var mennesker. Så jeg droppede ud«, fortæller Henner.

1½ år senere kom han istedet for ind på seminaret. Her viste han sig til gengæld at være godt placeret, og det blev begyndelsen til næsten fire årtier indenfor lærerfaget.

1960’erne var præget af nye tanker og et opgør med tradtionerne. Den øgede velstand i samfundet kunne mærkes allevegne. Der dukkede nye veje op, nye boliger, flere muligheder og nogle helt anderledes unge, end dem man havde været vandt til. Da Jørn Henner blev lærer i 1968, var han selvskrevet til at blive en af de berømte ungdomsoprørere. Hans interesse for politik, samfundsforhold og mennesker gav ham impulsen til at blive en ægte græsrod.

»Jeg var allerede familiefar. Jeg havde fået to børn og en tredje var på vej. Men jeg kom med i mange bevægelser og politiske diskussioner. Det var en vanvittigt spændende tid. Naturligvis var det hele meget idealistisk, men vi tænkte nye tanker og vi ville noget andet. Jeg synes selv, at vi faktisk også opnåede nogle vigtige ting«, siger Jørn.

I løbet af 1960’erne gennemførte man i Folketinget flere politiske reformer, søsatte politiske kommisioner og tænkte nye tanker om frigørelse af kvinderne, reformer af arbejdsmarkedet, sygedagpenge til ledige og en ordentlig folkepension til alle. Kernen i projekterne blev Socialdemokratiet med Jens Otto Kragh i spidsen. Han havde dog brug for støtte fra det nystiftede “røde parti”, SF (Socialistisk Folkeparti). SF blev dannet af den tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Aksel Larsen, der med sin fortid i et regelret parti, havde særegne principper om beslutningsprocessen:

»Jeg startede jo i SF. Men da Venstre Socialisterne opstod i bruddet med SF, fandt jeg et bedre tilhørsforhold. De var mere frittænkende, og det appellerede til mig«.

Jørn Henner lærte også en af Venstre Socialisternes store ikoner at kende, nemlig Folketingsmanden Preben Vilhelm. Han inspirerede også Jørn, der havde et politisk ståsted at tale fra midt i en brydningstid. Odense var en stor arbejderby, og derfor havde Jørn Henner også en platform for det politiske projekt. Omgivelserne forandrede sig også, og da han gik ind i 1970’erne var ungdomsoprøret fra 1968 en realitet, rent politisk. Der blev vedtaget en ny bistandslov, der sikrede alle en grundydelse hvis de var i nød. Der kom fri abort, ligestillingskrav til arbejdsmarkedet for kvinderne og en ny skilsmisselov så også dagens lys. Jørn Henner befandt sig i midten af en revolution.

»Jeg var ikke meget for alt for dårlige politiske dialoger. Man måtte godt være uenig, synes jeg. Det blev nok mit omdrejningspunkt i alt hvad jeg lavede. Jeg var helt med på, at vi havde brug for mere lighed og frihed, for jeg ville gerne have at mennesket kunne udfolde sig«, siger Jørn.

Han kom igang med at arbejde som lærer på Ejbyskolen i Odense. Her kastede han sig energisk ind i pædagogikkens og undervisningens principper, og blev enormt glad for arbejdet med eleverne:

»Vi havde enormt gode rammer for at kunne udfolde os dengang. Vi fik lov til at afprøve ting, og jeg var med til at lave internationalt samarbejde. Det eneste minus jeg set i bakspejlet kan komme i tanke om, er nok al den tid jeg brugte på arbejdet og fritidsaktiviteterne. Det harmonerede ikke altid lige godt med familielivet. Men det var en spændende tid. Jeg blev også lærerrådsformand og senere fagforeningsmand. Det endte med, at jeg blev formand for arbejdsmiljøudvalget«.

På den måde formede Jørn Henners liv sig om gerningen som lærer, arbejdet med eleverne og kollegaerne, men hvis nogen ikke synes det lyder af meget, så kom Henner også til at udfolde sig på gaderne. Han deltog som aftenskoleleder, og lavede gadeteater i centrum af Odense eller ved Rosengårdscentret:

»Folk tog pænt imod os. I begyndelsen var det meget grænseoverskridende at stille sig op foran folk på den måde. Men det gav en stor berigelse og vi blev mødt på en god måde. Jeg blev virkelig bidt af det!«

På Ejbyskolen kom Jørn til at arbejde med hørehæmmede elever. Og det blev faktisk også en af årsagerne til, at han senere flyttede til Fredericia. Først måtte han dog skilles nogle år før den traditionelle sølvbryllupstid. Så opbrud og nyskabelse kom til ham. Han havde noget familie i Jylland, så han kørte forbi Fredericia. Forinden havde han set et jobopslag fra Alléskolen i Fredericia, hvor man ledte efter en ny skoleinspektør. Jørn Henner kørte forbi og blev betaget af stedet.

»Jeg søgte jobbet som skoleinspektør og fik det. Så i 1994 rykkede jeg til Fredericia. Foran mig lå en helt unik udfordring. Jeg var faldet for Alléskolen. Det var en skole med en ånd, som jeg kunne føre ud i livet. Mit job var at støtte op, være synlig, men ikke for skrap. Sådan så jeg det selv. Jeg ville gerne give plads til eksperimenter, sådan som jeg selv havde fået lov til det i 1970’erne«, fortæller Jørn.

Alt i alt nåede Jørn Henner at være på Alléskolen i 13 år. Med mere end 130 ansatte konstaterede han, at han også kunne finde ud af ledelse. Men som 62-årig gik han endeligt af i 2007. Det var før skolereformen, der sammenlagde skolerne i Fredericia på alverdens måder. I perioden som embedsmand og offentligt ansat skrinlagde han det politiske tilhørsforhold. Han synes ikke, det var passende, at han både var skoleleder og samtidig førte sig frem i et parti. Det med ordentligheden fyldte og fylder endnu meget for Henner. Ved byrådsvalget stillede han sidst op for Miljø- og Velfærdslisten og før det var han medlem af Enhedslisten. Så det politiske kom igen til at fylde efter at lærergerningen var slut.

»Det har været fantatisk at have med havet af generationer at gøre som lærer. Vi mennesker supplerer hinanden. Man kan lære af de gamle, så man også lærer det bedste af andres erfaringer. Men man skal kunne lytte. Det synes jeg af og til mangler i politik. Jeg har altid været meget optaget af, at man har en god tone. Engang blev jeg kaldt for betonkommunist af en borgerlig. Så gik jeg hen til ham og sagde undskyld mig – men hvad betyder det egentlig? Jeg er jo ikke kommunist. Efter det kaldte han mig aldrig den slags igen. Så hvis vi kan tale respektfuldt til hinanden, tror jeg vi vinder meget«, siger Jørn.

Han forklarer at hans livsfilosofi og politiske arbejde altid har handlet om at få mere lighed. Jørn Henner ville gerne have at alle kom med og havde en chance i livet, uanset om de var raske eller syge, unge eller gamle:

»Hvorfor skal vi tabe nogle på gulvet? Det synes jeg ikke vi hverken var eller er nødt til. Rent politisk er man naturligvis nødt til at sluge kameler ind imellem, hvis man vil have indflydelse. At kunne være pragmatisk og kunne indgå kompromisser er også en evne, jeg synes er vigtig. Men den overordnede målsætning er for mig stadigvæk den samme, nemlig at give plads til mennesker, lighed og retfærdighed«.

Ugens Kurt er fortsat aktiv som politisk engageret og interesseret i samfundslivet. Han har deltaget i mange forskellige aktiviteter lokalt, og er en kendt figur for mange med politisk interesse. Efter over 25 år i Fredericia er han groet fast i byen. Han er heller ikke ked af titlen som 68’er eller socialist. Den politiske aktivist fra Nej Tak til Atomkraft eller Odense Ser Rødt. Skolelæreren. Eller Skoleinspektøren. Han er ikke ked af de ting, han har argumenteret for igennem sit liv. ■

Ugens Kurt: Lars Christian Stæhr Wolff

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0
(Foto: AVISEN

Han er 40 år og gift, han har været i felten som udsendt i Irak og Afghanistan. I dag har han kronisk posttraumatisk stress syndrom (PTSD) og bruger tiden på sønnen Tristan, hans kone, løb og Krigsveteranlandsholdet i fodbold. Ugens Kurt er Lars Christian Stæhr Wolff.

Efteråret har for alvor ramt Fredericia. På den korte gåtur fra  vores kontor i Riddergade til Kurt’s Kaffebar i Jyllandsgade kunne jeg mærke kulden. Indenfor på kaffebaren sad Lars allerede klar. Som altid havde Lars shorts på, da han føler sig mest komfortabel i det, og det knap så varme vejr var heller ingen hindring for, at Lars skulle have en iskaffe med karamel. Selv fik jeg varmen med en helt traditionel sort kaffe.

På kaffebaren var også FC Fredericias anfører, Christian Ege Nielsen. Som fast stadiongænger bemærkede Lars det, og talte lidt med Ege, og så var det tid til at høre om Lars’ liv, der startede på den københavnske vestegn. 40-årig Lars blev født d. 2. januar 1980 på Glostrup Amts Sygehus, og boede på Hvissingevej med hans forældre indtil han var to år, hvor de flyttede til Vigersted, der ligger nær Ringsted.

»Det var en tryg barndom, hvor vi var en middelklassefamilie. Vi manglede ikke rigtig noget, og det har altid ligget mine forældre på sinde, at vi skulle have det trygt. Vi skulle ikke blive glade af materielle ting, men af kærlighed,« siger Lars.Inden vi for alvor gik igang med at snakke fortalte Lars, at han er Brøndby-fan. Med en opvækst på Vestegnen giver det god mening.»Min far tog mig med på stadion i 1986, så har det stået på lige siden. Det har været en fast bestanddel af mig, og jeg startede også til fodbold, og spillede på et rimeligt niveau indtil jeg kom i militæret,« siger Lars.

Hvordan var skoletiden?

»Det var kedeligt. Jeg ville spille fodbold i frikvartererne, og jeg er aldrig kommet let til det, men jeg kæmpede mig til en 9. og 10. klasses eksamen,« siger Lars og fortsætter:»Jeg var meget optaget af fodbold, og var ikke med til festerne, da vi nåede til den alder. Jeg blev lidt mobbet med det, og fik nok af det og sagde til mine forældre, at jeg ikke ville gå der mere. Jeg kom på privatskole, og tog 10. klasse på Strib Idrætsefterskole. Det modnede mig helt vildt.«

Efter endt efterskoletid kom Lars igen hjem, og han endte med at spille for Køges ynglingehold.

»Jeg spurgte om jeg kunne komme til prøvetræning. Efter en måned kom jeg på førsteholdet, og spillede med Martin Retov, der nu er assistenttræner i Brøndby. Søren Larsen var også på holdet. Til en træning et par dage før en kamp, så var der ti minutter til træning. Vores venstre back var skadet, og jeg stod til at skulle spille pladsen. Tredjevalget på venstre back gik ind i en tackling og stemplede mig, og det gav et brud på anklen. Jeg var ude i fire måneder, men kæmpede mig tilbage og fik 12 kampe inden, at vi rykkede op som senior. Martin Retov, Søren Larsen og Lars Møller var de eneste, der kom på kontrakt på seniorholdet. Resten kunne spille for Serie 2-holdet, men det gad jeg ikke og tog derfor hjem til barndomsklubben og spillede Sjællandsserie.«

Som 20-årig startede Lars’ militærkarriere. Han blev værnepligtig, men faktisk var det slet ikke planen.

»Jeg trak et frinummer og ville ikke ind, da  jeg var millitærnægter. Så pressede min far mig. Min far havde været inde ved Forsvarets Sanitetsskole (FSU) på Jægersborg. Han sagde, at jeg skulle aftjene værnepligtig . Det fortryder jeg ikke i dag. Jeg nåede at være der i ti måneder. De tre måneder var på Jægersborg, og så røg jeg på  Sergentskolen i Aalborg, hvor jeg gennemførte GSU (Grundlæggende Sergent Uddannelse). Jeg kom tilbage til min deling, men der var ikke noget at lave, og derfor kom jeg i Momentstyrke og gjorde min værnepligtige tid færdig,« siger Lars og kommer ind på tiden efter værnepligten:

»Jeg søgte arbejde hos et entreprenørfirma, hvor de rev en rockerborg ned i Sydhavnen og fik det. Det var ikke helt mig, så jeg søgte ind ved GHR 1, sjællandske telegraf kampagne, i Slagelse, men da jeg skulle til optagelse der, rykkede det til Fredericia. Det var i 2001, og siden har jeg boet i Fredericia.«

Hvordan var Fredericia dengang?

»Det var en smuk by, som jeg var fascineret af , når jeg løb på volden og langs stranden. Mange jeg arbejdede sammen med sagde, at det var kedeligt, men jeg følte mig tilpas. Der var ikke nogen københavnerattitude her, og alle var lige. Det var roligt, og det kunne jeg godt lide.«I forbindelse med, at Lars flyttede til Fredericia fortsatte han med art spille fodbold, og spillede i flere af de nærliggende klubber.»Jeg startede med at spille i Middelfart i Fynsserien. Jeg kom i førsteholdstruppen uden at spille kampe for dem, men jeg havde svært ved at indordne mig under træneren og skiftede derfor til F’erne, hvor jeg spillede i Serie 1. Der fik jeg spillet førsteholdskampe og så nåede jeg at spille lidt i KFUM inden, at jeg blev udsendt til Irak,« siger Lars.

Lars var en del af hold 2, der var afsted fra 2003-04, og selvom det kan virke voldsomt at få opkaldet, at så er det nu. Så var Lars og delingen klar på det.

»Vi var meget afklaret, fordi vi havde trænet med den gruppe og var sammentømret i 1-2 år. Pludselig kom der et statement fra Aalborg, der ikke kunne stille holdet og chefen kendte dem, så de sagde vi kunne stille med vores deling. Den der havde det sværest var min far, min mor var herovre en uge inde og var med til at gøre det sidste klar til mig. Vi talte om tingene, og hvad der ventede mig, og jeg skrev det brev man skulle skrive. Så tog vi afsted og var syv måneder der,« siger Lars.

Lars kalder det en god tid i Irak, bortset fra en enkelt episode, hvor han blev overfaldet og var tæt på at gå bort.

»Jeg var kolonnefører for delingen. Vi havde en sergent, der havde svært ved at køre med, og jeg tog derfor hendes tjans. Vi kørte et sted hen og jeg sagde, at det eneste vi skulle have styr på var at tom emballage skulle af, og det nye skulle fastspændes så vi kunne gå til frokost. Jeg ordnede transportdokumentet som altid, og vi var klar til at gøre tilbage efter halvanden time. Vi kørte hjem, og procedure var, at vi skulle køre alle køretøjer ind samtidig så vi ikke blev udsat for snigskytter.«

»Jeg så, at hele konvojen holdt i maingaten. Jeg tjekkede derfor, hvad der skete. Der var en Overkonstabel, der sagde, at pågældende person ikke gad at høre efter og var kørt over for at tanke. Jeg sagde, at jeg nok skulle tage den med ham og fortalte ham, at han skulle indordne sig. Han var ikke tilfreds og var helt oppe at køre. Jeg tænkte, at jeg ville tale ham ned, men det kunne jeg ikke.«

»Efter et stykke tid var vi omme bag en lastvogn. Han kunne ikke lide, at andre kunne se os, og så sagde han, at han ville klappe mig en. Pludselig løb han og slog ud efter mig. Jeg ville parere slaget, men jeg fik ikke gjort det nok, da jeg fik en på tændingen. Jeg ville ikke slå efter ham, da jeg så ville blive sendt hjem, og jeg forsvarede mig derfor kun. Vi lå på jorden, og han lå og slog løs på mig indtil, at en kammerat kom og hev ham væk. Han hev ham væk ,ved at at tag fat i overfaldsmands bælte, men pludselig knække  det, og så fik han fat i mig igen. Der tog han kvælertag og jeg var væk i 20-25 sekunder, men så tabte han sine briller og så kunne han ikke se noget. Jeg nåede at tænke, at jeg skulle dø, og havde han ikke tabt brillerne var det sket,« siger Lars og fortsætter:

»Jeg gik direkte over til Sergenten og sagde, hvad der var sket. Jeg var helt oppe at køre og rasende. Han (overfaldsmanden, red.) kom løbende, og jeg troede, at han skulle have skideballe. Så begyndte delingsføreren at spørge om, hvorfor vi to skulle slås. Jeg blev sur og sagde, at jeg ikke havde gjort noget. Han blev bedt om at gå over på sit værelse, og nogen timer efter blev vi kaldt itl briefing, hvor han røg i den røde stol og blev stablet til.«

»Inden vi blev udsendt blev det sagt, at han var psykopat, men der havde de sagt, at han var en god soldat og han derfor skulle med. Jeg er bare glad for, at det ikke skete for min fører. Han blev sigtet for grov vold, men det værste var faktisk, at da missionen var slut, at så havde den nye chef havde valgt ham til at skulle hente os som straf. Jeg sagde, at jeg ikke ville køre med ham og ville slå ham ihjel. Jeg fik lov til at flyve videre til København, hvor mine forældre kom og hentede mig.«

»Da jeg kom tilbage i kompagniet efter nogle måneder hjemme var han der stadig. Jeg sagde, at det enten var mig eller ham. Han havde været så tæt på at tage livet af mig, og var ikke blevet fyret. Han endte med at ryge over til et kompagni, som vi samarbejdede med. Han endte med at få 3000 kroner i bøde og fem års karantæne, og så var sagen ligesom lukket ned, fordi det ikke skulle frem, at danske soldater slås i udsendelsesområder. Han skulle have været mentalundersøgt inden, at han blev sendt afsted.«

»Efter et halvt års tid blev jeg ringet op og spurgt om jeg ville ændre forklaring, fordi han påstod, at jeg havde skubbet ham. Jeg sagde, at jeg stod ved hvad jeg havde sagt, og sagde, at sagen skulle lukkes ned. Den dag i dag har jeg det sådan, at det der har gjort mig syg er, at jeg gik op ad ham og tænkte på om han kunne finde på at gøre det igen. Alt er blevet politianmeldt, og jeg har fået lavet en skadesrapport, så der er ikke noget at komme efter. Jeg er skuffet over mit eget regiment, der var så large overfor ham.«

Efter udsendelsen til Irak har Lars efterfølgende været i den afghanske by Kabul fra 2005-06.

»I Afghanistan kom daværende oberst og jeg tænkte, at jeg skulle have en snak. Da jeg så sagde hvad der var sket så sagde han, at jeg kunne genoptage sagen, men jeg kunne ikke engang overskue mine egne erstatningskrav,« siger Lars, der også nåede at arbejde på Grønland:

»I 2007 blev jeg bedt om at komme til at andet kompagni. Jeg havde omkring 3-4 hold konstabelelever til fysisk træning. De synes, at det var en god idé med min baggrund, hvor jeg havde taget kurser indenfor det. Jeg blev spurgt om jeg ville til Grønland og jeg sagde ja. Deroppe kunne jeg mærke, at det gjorde noget godt med frisk luft og højt til loftet. I en lang periode gik jeg ikke til psykolog, fordi jeg havde det godt. Jeg fik tilbuddet om at blive der i to år, men jeg sagde nej, og det fortryder jeg. Min ex synes det var lang tid, og derfor besluttede vi, at jeg ikke skulle,« siger Lars og fortsætter:

»Lige indtil omkring det sidste hold knækkede jeg lidt og blev sat ned i tid og røg ned i 30 timer. Det begyndte at krakelere indenfor den her machoverden og kommunen ringede, da de kunne se, at jeg var blevet sat ned i tid. Jeg spurgte hvad de ville, da det undrede mig, når jeg havde et job og jeg fortalte så hvad der var sket. Kommunen ville have mig ned til en snak om arbejde, selvom jeg ikke helt forstod hvorfor. Jeg tog ind til Jobcentret til en samtale i arbejdstiden, og gik selv op ad trapperne. 12 damer sad i et rum og talte, og så sagde jeg, at en af dem ville tale med mig. Vi gik ind i et rum, og jeg sagde det skulle stoppe, fordi jeg var i job.«

»Jeg kunne tage uddannelsen på tre år, og blev optaget på Jellings Pædagogseminar. Alt gik fint i de første 8-9 måneder, men så kom der prøver. Jeg blev overophedet batterimæssigt over en opgave. Jeg var i tvivl om nogle ting, og så knækkede filmen. Jeg kastede rundt med ting, og min ex blev bange. Vi kontaktede min fagforening, der havde et forløb, som hed livlinen og de kunne rykke ud, hvis man havde en traumatisk oplevelse. Hun kom kørende fra Esbjerg, og var hos os i tre timer. Det var virkelig dejligt, at hun kom. Dagen efter talte jeg med hende om hvad der skulle ske, og der fortalte hun, at hun havde afmeldt mig fra studiet, fordi jeg skulle have ro og mit PTSD var i udbud.Jeg vidste slet ikke hvad det var, og min ex var gravid. I sommeren 2011 fik vi vores søn Tristan, og der var jeg lige knækket. Jeg har i dag et godt forhold til ham, og også et godt samarbejde med min ex.«

»Jeg gik sygemeldt til slutningen af 2012, hvor jeg startede på arbejde og blev skilt fra Tristans mor, fordi jeg skulle bearbejde mit PTSD. Det er i det hele taget fint nok. I 2014 og mødte jeg min nye kone og lige derfra har det været en rejse. Der har været bump, men det har heldigvis været med en stigende kurve,« siger Lars.

I dag er Lars meget aktiv med løb, og det startede i 2013.

»I 2013 kom jeg med omkring Team Veteran og løb maraton i Washington. Det er en rigtig givende tid. Jeg løb mit første marathon og tænkte, at det var første eneste og sidste gang. Jeg mødte en veteran på hjemmet, og sagde, at han skulle til New York og løbe. De kom ikke til at løbe, da det blev aflyst, men man kunne løbe i centralpark. Jeg blev spurgt om jeg ville komme med derover og jeg tænkte det kunne være fedt. Jeg var ikke i god form, men jeg tænkte, at jeg ville melde mig til konceptet. Jeg endte med at løbe mit andet marathon i København, og da jeg kom var det sådan, at jeg tænkte over hvad jeg ville med mit liv.«

»Jeg satte et mål om at løbe 100 maraton inden, at jeg bliver 50 år. I 2017 var jeg i USA igen, hvor jeg løb mit nummer 50, men så spillede jeg fodbold med drengene fra Vordingborg. Der var DM i Fredericia, og så rev jeg akillescenen over og var ude i et års tid. Jeg havde fået at vide, at jeg ville være heldig, hvis jeg skulle løbe fem kilometer efter et år, men jeg begyndte i stedet at løbe halvmarathon, hvor jeg har sat som mål at løbe 100 i 2022. Sidste søndag løb jeg mit nummer 60 til Randers Fjord.«

Før sommerferien i år tog Lars’ liv en ny drejning. Han havde i nogen tid hjulpet sønnen Tristans fodboldhold i EGIF Fodbold, og nu er han blevet fast træner for holdet.

»Det er sådan noget som det, der holder mig oppe. Jeg havde været hjælpetræner for dem i nogle måneder, og blev spurgt om jeg ville være det fast. Det giver god kvalitetstid med min søn. Han synes, at det er stort, at det er far, der træner dem. Jeg har faktisk altid været modstander af, at man træner ens barn, fordi det kan give forfordeling. Jeg har derfor valgt, at han behandles ligesom alle de andre. Det har så medført, at Tristan har sagt, at jeg er en hård træner til min ex, men det er rigtig dejligt at tilbringe tid med ham og drengene,« siger Lars, der også har et andet projekt kørende:

»Jeg er meget aktiv omkring Krigsveteranlandsholdet i fodbold. Det er et projekt, der betyder meget for mig. Jeg synes, at det er rigtig fedt at være en del af. Lige på det punkt har Corona været god, da vi har brugt tiden på at bygge konceptet rigtig godt op,« slutter Ugens Kurt, Lars Christian Stæhr Wolff.

Ugens Kurt: Magnus Kudahl Te Pas

Af
Redaktionen
-
2
Magnus Kudahl te Pas Foto: AVISEN

Ugens Kurt er netop blev udnævnt til Børn- og Ungechef i Fredericia Kommune. Han brænder for skolerne og ikke mindst at tænke nyt i en tid, og samtidig arbejde med image- og identitet. Folkeskolerne er hjertebarnet – og samfundsværdien heraf er stor. Ugens Kurt er Magnus Kudahl Te Pas.

Ugens Kurt er født i Nordsjælland i 1974, et år senere rykkede familien dog til Jylland, da faren fik arbejde som flymekaniker i Karup. 

»Vi flyttede til Hagebro i 1975, hvor min far fik arbejde på militærlufthavnen. Jeg er vokset op på landet, så det var fodbold, skole og mere fodbold. Senere blev det også til elitefodbold,« fortæller Te Pas og fortsætter:.

»70- og 80erne var jo en tid, hvor man spillede fodbold om sommeren og håndbold om vinteren. Det var fantastisk. Det var kammerater, sammehold og alt var godt. Jeg gik i den lokale folkeskole. Udover skole og sport, så fiskede vi også. Det var kammeratskab og natur. Jeg elskede det.«

 Magnus kalder sit barne- og ungdomsliv for de to ff’er. Fodbold og fiskeri, og særligt fodbolden tog fart undervejs. 

»Vi spillede fodbold i den lokale klub, men i syvende klasse tog det fart for mig. Jeg spillede elitefodbold i Holstebro og Viborg fF. Det var virkelig fedt. Derhjemme var min mor blevet efterskolelærer, og hun sagde altid. Fodbold var okay, hvis jeg fulgte med i skolen, hvilket jeg gjorde. Jeg var dog ikke særlig boglig, men jeg fulgte med. Det var også en anden tid, der var bare mere tid til det hele,« fortæller Magnus

»Jeg skulle have været på fodboldefterskole, men jeg blev ramt af en skade. Mit ben var i gips, så livet gik en anden vej. Jeg startede på HTX i Skive – og gik måske lidt samme vej som min far – den tekniske. Min onkel var også elektromekaniker, så det var en klar inspiration for mig. Jeg har altid interesseret mig for elektronik, teknik og computer. Fodboldmæssigt kom jeg igen efter min skade og spillede indtil, jeg var 17 år. Det var HTX og ynglingedivision, men til sidst kunne benene ikke holde til det. Sådan var det. Skolen gik dog bedre og bedre, og jeg fik gode karakter.«

Efter HTX kommer Magnus Kudahl Te Pas til Bang & Olufsens afdeling i Skive, hvor han søger hen for at kunne søge videre ind på et teknisk studium.

»Det var da spændende at komme til en så hædrekronede virksomhed. I Skive lavede man printplader, men mine opgaver bestod mest i at feje og flytte rundt på ting. Jeg ville stadig være ingeniør, men alt tog en drejning, da jeg rejste til Grønland,« siger Te Pas og uddyber: 

»Jeg rejste til Grønland, hvor jeg havde familie. Jeg skulle faktisk bare være der i 14 dage. Jeg mødte en magisk natur, og selvom der ikke skete meget, da vi var i august måned, hvor de fleste var rejst hjem, så blev jeg opfordret til at søge et job i en elektronikforretning. Jeg søgte og fik det. Jeg arbejdede med alt fra tv til parabolantenner, og hårde hvidevarer. Jeg var 20 år gammel, og det var en god tid.«

Da Magnus rejser hjem fra Grønland, er det stadig med ambitionen om at starte på ingeniørstudiet, men mødet med mennesker – og det arbejde med mennesker, har inspireret ham. Han vil en anden vej. 

»Jeg tog på højskole i Hadsten i 1996. Det var alt andet end det boglige. Det var keramik, korsang, eliteidræt og sågar vævning. Jeg mødte også min hustru på højskolen. Det var en rigtig god tid,« fortæller Ugens Kurt og fortsætter:

»Min hustru ville læse til sygeplejerske, og jeg til lærer, så vi flyttede til Aarhus, hvor jeg startede på lærerseminariet. Efter et par år på studiet søgte jeg faktisk ind til politiet, hvor jeg også kom ti samtale, men jeg blev på lærerseminariet, og gennemfører studiet. Jeg får mit første job på Gellerup Skole i Aarhus. En fed stilling ude i ghettoen, et supergodt læreår, hvor jeg arbejder med en modtagerklasse med små etniske drenge.«

»I 2001 flytter vi til Vejle. Jeg får arbejde på Damhavens Skole i Vejle, der var en udfordret skole. Jeg bliver mellemtrinslærer i matematik, idræt og naturfag. I 2004 bliver jeg tilbudt en stilling som viceskoleleder på Nørremarksskolen. Jeg havde faktisk ikke ambitioner den vej, men min afdelingsleder sagde, at det var noget for mig. Jeg fik derefter blod på tanden. Jeg var 30 år gammel og pludselig i gang med en lederkarriere.«

»I sommeren 2007 talte jeg med skolechefen i Vejle Kommune, der mente, at jeg skulle gå efter en skolelederstilling – og pludselig i maj måned, ringede hun og sagde, at det var nu. Hun tilbød mig at blive leder for Gauerslund Skole, hvilket jeg gerne ville tænke over, men det var der ikke tid til – jeg skulle præsenteres kl.8 næste dag,« siger Teas Pas og fortsætter:

»Sådan gik det til – og det blev nogle fantastiske år. Det var også der, at TV-projektet med TV2 kom ind i billedet. Det gik stærkt – og skolen blev senere slået sammen med Andkær under paraplyen Fælleshåbsskolen.«

I 2014 kan Magnus mærke, at han vil noget andet. Han er i gang med en master i offentlig ledelse, har stiftet en foredragsvirksomhed, hvor han er rundt på over 50 skoler for at tale om skoleledelse,  forældreopbakning, anderledes undervisning og meget andet.

»Det var virkelig spændende. Jeg fik talt for mange menensker, og jeg var også en del af et skoleledernetværk. Jeg var også i Korea og tale om innovativ skole og om ledelse. Jeg blev også tilbudt at arbejde som konsulent, men det var ikke mig. Jeg ville gerne være tættere på skolen. Folkeskolen kunne noget. Skolen for alle. Da jeg i 2017 er kommet til skade med akillessenen, ser jeg for sjovt på stillingsopslag, og falder over Fredericia, hvor man arbejder med en helt anden struktur. Det med at blive distriksskoleleder og dermed også lede ledere var spændende,« fortæller Magnus.

»Den 1. marts bliver jeg ansat på Kirstinebjerg Skolen som Distriktskoleleder. En spændende opgave, som hurtigt tog fart. Jeg blev så i 2020 konstitueret Børn- og Unge Chef i Fredericia Kommune, og efter seks måneder i den stilling opfordret til at søge stillingen fast. Det er jeg virkelig taknemmelig for. Det er en spændende opgave, og jeg er stadig rigtig glad for Folkeskolen og vores institutioner. Det er en meget interessant opgave i en by, hvor man strukturmæssigt nu kan høste det arbejde, man påbegyndte i 2013. Det tager tid at skifte struktur,« tilføjer Ugens Kurt.

Magnus, hvis du skal sætte ord på Folkeskolen i Fredericia, hvad skulle det så være? 

»Folkeskolen er god. Folkeskolen er spændende. Folkeskolen har et kæmpe potentiale. Jeg vil faktisk sige, at Folkeskolen i Fredericia sammen med daginstitutionerne har alle muligheder for at blive endnu bedre. For vi kan så meget i Fredericia. Det er selvtilliden, der skal være bedre. Jeg synes, at det er ekstremt spændende at arbejde i motorrummet lige nu, og man må sige at politikerne har begunstiget børn og unge i budgettet,« svarer Te Pas og slutter:

»Skolevæsenet har i mange år råbt efter flere penge – og det er blevet hørt de sidste to år. Det bliver fantastisk at se, hvor det bærer det hele hen og ikke mindst arbejde med de mange opgaver i Fredericia Kommune.«

Ugens Kurt: Bonnie Lykke

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0
(Foto: AVISEN)

Ugens Kurt har siden 2016 haft sit eget figurteater, som hun bruger fritiden på, mens fuldtidsbeskæftgelsen er jobbet som lærer på Sct. Knuds Skole. I en alder af 19 år flyttede hun til Berlin, men vendte tilbage til Fredericia som 26-årig. Siden da har hun boet i byen, der har alt det hun har brug med by kombineret med natur. Ugens Kurt er Bonnie Lykke.

Efter en uges fravær i vores serie er vi igen tilbage på kaffebaren. Bevæbnet med et mundbind i lommen gik turen fra vores kontor i Riddergade og hen til Kurt’s Kaffebar i Jyllandsgade, hvor Bonnie allerede havde taget plads i en stol ude foran.

Efter at have taget mundbindet på gik turen ind for at bestille en sort kop kaffe og en kaffe med mælk. Kort tid efter kom Cirkeline ud med vores bestilling, og så gik samtalen igang i det dejlige fredericianske efterårsvejr, som viste sig fra sin bedste side.

Bonnie er 42 år og er gift med Ole. Hun er født i Fredericia, men opvoksede i Brejning og indtil 5. klasse gik hun på Gauerslund Skole før turen gik ind til Egumvejens Skole. Men hvordan var hendes barndom? Det spurgte vi Bonnie om.

»Jeg havde en typisk 80’er barndom. Det jeg husker er, at jeg var i værkstedet hos min far. Han var en opfindertype og opfandt alt muligt, så det er der jeg har mit erhverv med figurteater fra,« siger Bonnie.

Efter endt folkeskole gik turen til Odense for Bonnie, hvor hun uddannede sig til makeup-artist og det relaterer Bonnie igen til den typiske 80’er barndom.

»Jeg var vokset op med dukkefilm og blev bidt af det, og drømte om at komme til at arbejde med det,« siger Bonnie, der efter at have færdiggjort uddannelsen flyttede til kunstnermekkaet Berlin som 19-årig:

»Det var der jeg kom i kontakt med dukketeater for første gang. Jeg fik enkelte filmopgaver, da jeg flyttede derned. I min tid der arbejdede jeg på forskellige forlag, og det løb rundt på den måde. Da jeg boede der var det primært i Kreuzberg,« siger Bonnie og fortsætter:

»Jeg elsker stadig Berlin den dag i dag. Den er så stor, at der er mange byer i byen. Jeg var der fornyelig på lejrskole, og siden jeg boede der er der flydt meget vand igennem floden. For to år siden var jeg der også i forbindelse med 48 stunden Neukölln. Det er virkelig et brandpunkt for kreativitet.«

Hvor meget af din inspiration til Teater Figuletta kommer fra Berlin?

»Der er kommet meget inspiration, men det kommer også fra en festival i Silkeborg, og så ser jeg også meget YouTube og lignende for at blive inspireret,« forklarer Bonnie.

Efter tiden i Berlin gik turen tilbage til Danmark, hvor Bonnie startede på skolebænken.

»Jeg startede i den tunge ende, da jeg ikke havde en studentereksamen. Jeg tog derfor en HF, og efterfølgende tog jeg læreruddannelsen. Og så endte jeg også med at læse kultur og formidling på Syddansk Universitet i Odense,« siger Bonnie.

Hvordan var det at komme tilbage i skolen?

»Jeg kom fra et sted, hvor der var personer fra mange forskellige dele af verden, hvor man betaler for at gå i skole. Derfor er jeg dybt taknemmelig for det danske skolesystem, hvor man får det hele betalt af staten,« siger Bonnie.

Efter at have overstået livet på skolebænken, så begyndte Bonnie sit erhvervsliv.

»Jeg fik arbejde som lærer på Sct. Knuds Skole, og skabte mig et netværk i Fredericia. Jeg har altid villet noget noget med figurteater. Det tætteste på var i Aarhus og København, og jeg besluttede mig derfor at etablere,« siger Bonnie, der etablerede Teater Figuletta i 2016:

»Det var ikke helt nyt at blive selvstændig, da jeg var det i Berlin som illustrator for flag. Men det var den eneste rigtige beslutning for mig. Jeg vil sige, at det kan være hårdt med et fuldtidsarbejde ved siden af, men alternativet var meget værre,« siger Bonnie. 

Hvordan var det at have den første forestilling?

»Den første jeg havde var Tommy Lise, og det var fantastisk .Jeg har lavet teater i mine unge dage med det daværende A55. Det med at tage selve teaterdelen op igen, og se det blive udført var fantastisk,« siger Bonnie, der kan mærke en forskel på Teater Figueletta og frem til i dag:

»Jeg er blevet meget mere kritisk. Jeg prøver at finde ind til kernen af hvad figurteater kan.«

I de seneste år, særligt i forbindelse med #sommerifredericia, kom Bonnies store dukker frem i gadebilledet, men hvor stammer den interesse fra? Det spurgte jeg Bonnie om.

»Det er helt tilbage fra lærerseminariet. Min afgangseksamen var en figur der hed Kurt, hvilket selvfølgelig er lidt sjovt, når vi sidder her. Jeg optrådte med Kurt som det første, og blev bidt af det.«

Teater Figuletta har to former for optrædner. De figurer vi ser ude i gaderne og så dukketeaterforestillingerne.

»Det ene er mere kommercielt end det andet og er en meget kort fortælling, hvor kunsten kommer til folket. I forestillingen skal folk ind til kunsten. Det er mere dybdegående med forestillingen, men jeg holder også af de store dukker,« siger Bonnie.

Drømmer du om, at Teater Figuletta bliver et fuldtidserhverv?

»Jeg har svært ved at se det, fordi der skal meget til for at få det til at køre rundt. Jeg drømmer om at få en fast scene kombineret med mit lærerarbejde, men jeg kunne godt bruge en pengemæssig hånd til selve forretningen og noget mere lagerplads, da jeg har fået for mange dukker i forhold til den plads jeg har,« siger Bonnie.

Teater Figuletta plejer at være en aktiv del af Trekantens Festuge. Det er tilfældet igen i år, hvor Bonnies dukkerteater er aktuel med pigen i kufferten, der spilles i efterårsferien, men festugen er en anderledes størrelse i år pga. Covid-19.

»Den har været meget mærkelig. Den skulle spredes udover længere tid, og jeg søgte et beløb som jeg ikke fik alt af. Så måtte jeg retænke det. Der var fire skuespillere, men jeg måtte skære det ned til pigen i kufferten,« siger Bonnie.

Samtalen med Bonnie nærmer sig sin afslutning, og slutteligt spurgte jeg Bonnie hvad det er for et Fredericia, som hun ser i dag kontra dengang hun voksede op.

»Fredericia er ikke den by jeg forlod, da jeg flyttede til Berlin. Fredericia er mit hjem, og er kommet i en god retning. Den skal ikke sammenlignes med Vejle og Kolding. Byen har det den skal have. Jeg forlod Fredericia dengang, da jeg var ung og ville opleve verden, men jeg fandt ud af, at Fredericia har alt hvad jeg skal bruge med natur kombineret med by,« slutter Ugens Kurt, Bonnie Lykke.

1...1.9641.9651.966...1.975Side 1.965 af 1.975
Blæsevejret hærger Fyn: Trampoliner flyver og trailer væltet på Lillebæltsbroen

Blæsevejret hærger Fyn: Trampoliner flyver og trailer væltet på Lillebæltsbroen

Thea Dyhrberg - 0
VEJRET. Det kraftige blæsevejr søndag giver Fyns Politi travlt. Allerede i formiddagstimerne melder politiet om trampoliner, stilladser, byggematerialer og andre løse genstande, der flyver...
Serie af indbrud i Vejle henover påsken

Serie af indbrud i Vejle henover påsken

Påskedag: Her er supermarkederne åbne i Fredericia og Middelfart

Påskedag: Her er supermarkederne åbne i Fredericia og Middelfart

Jublende FHK-træner: Alt spiller for os

FHK bankede Aalborg efter vanvittig anden halvleg

FHK bankede Aalborg efter vanvittig anden halvleg