Coronatiden satte en stopper for Ugens Kurt, men nu er Ugens Kurt tilbage. Første “Kurt” i stolen efter den lange nedlukning er Søren Larsen fra Fredericia. Han blev født i 1965 på Sct. Joseph til klokkerne fra Michaelis kirke. Sidenhen er der løbet meget vand i åen, og hårfarven er ændret, som han konstaterer, men hvad og hvem er Søren Larsen?
Han er manden, der lige nu er særdeles aktiv i debatten, som socialdemokraten, der tager kugler, når krisen kradser eller de politiske modstandere melder sig på banen, men også manden, der helst vil se fremad og indgå kompromisser, der kan løfte Fredericia.
Imens klokkerne fra Sct. Michaelis kirke ringer i baggrunden tager Søren Larsen plads udenfor på kaffebaren i Jyllandsgade. Kalenderen er presset og lige nu stjæler den politiske del af Søren Larsens liv tiden, men det er han okay med. Han har en opgave at løse, og han vil gerne fortsætte med at udvikle Fredericia, som han siger. Men inden Larsen når til 2021, tager vi udgangspunkt i de første år af politikerens liv.
-Jeg er født i 1965, og som så mange andre dengang på Sct. Joseph fødeklinik i Fredericia. Jeg boede de første fem år i højhusene på Lumbyesvej på 9. sal. Jeg kan ikke huske så meget andet end udsigten fra dengang. Det var før Vestre Ringvej blev anlagt, men jeg husker, at vi fra vores lejlighed i kraftig regnvejr kunne se den vilde oversvømmelse i bunden af Kommunikationsvej. Her gik vi meget op i, hvem der var modige nok til at cykle igennem de høje vandmasser. Det er noget af det eneste, som jeg kan huske derudefra, fortæller Søren og fortsætter:
– Min søster blev født og vi flyttede så ind i en tjenestebolig ved brandstationen på Prangervej. Min far var oprindeligt tømrer og min mor var oprindeligt frisør. Tjenesteboligen hang sammen med, at min far senere blev fastansat brandmand, som dengang var med betegnelse af tjenestemand. Det var et fantastisk sted at bo, hvor vi boede indtil jeg blev 10 år. Fredericia Vold var legepladsen, når ikke skoletiden blev passet på Købmagergade Skole. Det var et fedt sted at vokse op.
– Der var otte boliger, og jeg har stadig kontakt med de jævnaldrende på forskellige led den dag i dag. Det var et specielt miljø og en anden tid dengang. Hvis man husker TV serien ”Huset på Christianshavn”, hvor man drak bajere og kom hinanden ved, så var det lidt den kultur. I dag har man et andet fokus, men det havde man ikke dengang, men det var et spændende sted at vokse op, tilføjer han.
Familien rykkede efterfølgende til Gråkjærsvænget i Erritsø, hvor de byggede hus. Det var i en tid, hvor det meste stadig var marker derude.
– Der skete ikke så meget derude dengang, og når man cyklede ud af Kystvejen mod Dambosvej, så var der ikke meget andet end marker. Alt var meget åbent. Vi boede der i tre-fire år og flyttede senere til Rønnebækgårdsvej. Jeg gik på Erritsø Centralskole fra 4. klasse og til 10. klasse. Der havde jeg det meste af min skolegang. Jeg var nok ikke den, der fandt skolen mest interessant.
Hvorfor?
-Det fangede mig ikke at gå i skole, det skulle bare overstås, tænker jeg og da vi blev færdige tog jeg en håndværkeruddannelse og blev automatikmekaniker, i øvrigt på Shell Raffinaderiet på Egeskovvej i Fredericia.
– Da jeg i 0’erne sad i byrådet, nåede jeg da også at hilse på nogle af mine gamle lærere fra Centralskolen og det var dejligt, at hilse på dem uden det opgivende udtryk i deres øjne, smiler Larsen.
Da han blev udlært, tog han ud at rejse i et års tid først, hvor han både var i Norge og dansk off-shore. Fritiden brugte han på naturen og spejderlivet, hvorfra han fik mange af sine livsgrundværdier ind.
– Naturen har altid interesseret mig meget og jeg var FDF’er længe og skubbede også mine egne børn i den retning. Jeg nød at komme ud i naturen og få de oplevelser. Jeg har både spillet badminton og håndbold, men det spændende var naturen og kammeratskabet for mig.
Efter den første tid i tyverne var gået med livet som rejsemontør, bosatte Søren sig med sin daværende kone i Gråsten.
– Allerede i min læretid var jeg aktiv, når det kom til det faglige arbejde. Jeg kommer fra et arbejderhjem, og min bedsteforældre har også formet mig på den måde, at det er vigtigt, at alle mennesker har samme muligheder, om man har mange penge eller ej. Det har altid betydet meget for mig med lige muligheder for alle. Det må f.eks. aldrig være familiens pengepung som afgør, hvilken uddannelse et ungt menneske gennemfører, men derimod det unge menneskes flid og engagement.
Gradvist som arbejdslivet tog form blev Søren Larsen involveret i det faglige arbejde.
De flyttede efter et par år til Fredericia, hvor han arbejdede i mere end et årti som raffinaderitekniker på raffinaderiet, hvor kollegaerne valgte ham til en tillidsfunktion, der blev en gamechanger for hans senere faglige og politiske arbejde, inden han fik andre arbejdsroller og senere blev politisk aktiv. Det politiske arbejde startede i kølvandet på kampvalget mellem Nyrup og Auken i 1992.
– Jeg blev fagligt aktiv i Dansk Funktionærforbund (nu Serviceforbundet, red.) og kom i bestyrelsen for raffinaderiteknikernes landssammenslutning i Fredericia, og forhandlede overenskomst og lærte om arbejdsgangene og forhandlingsmetoderne. Kampvalget mellem Nyrup og Auken gjorde, at jeg meldte mig ind i Socialdemokratiet og hjalp så i starten til med hænge plakater op og dele valgaviser ud. Jeg gled gradvist fra det faglige til det politiske, siger Larsen og fortsætter:
– Det var spændende. Jeg startede med fagforeningsarbejde, fordi jeg ville forbedre arbejdsforholdene for mine kollegaer og dem tæt på, men ved at glide over i det politiske fik jeg mulighed for, at præge livet og arbejdslivet i et bredere billede og med en større vinkel. Det er et vanvittigt spændende sted at være og arbejde med samfundet.
Når Søren Larsen ser tilbage på sine 20’ere og 30’erne, så var det en mand, der stiftede familie, fik tre børn, byggede hus og ordnede have, når ikke turen gik syd på med campingvognen til Italien, en destination, der stadig kalder på ham.
– Jeg involverer mig som regel i for meget, og når jeg holder sommerferie, så laver jeg intet end at slappe af, er nærværende og tænker over hvad der skal ske det næste års tid. Det sker kun i min sommerferie, men jeg er blevet bedre til at holde fri og lade weekendture være et frirum.
Imens Søren Larsen lærte om det organisatoriske politiske arbejde, hvor man hjælper til med massevis af opgaver, nåede han senere at blive byrådskandidat i en tidlig alder, men han blev ikke valgt ved sin første opstilling.
– De fleste partier spotter, hvis der er unge mennesker, der kan være gode kandidater, og jeg havde den første valgkamp, hvor jeg ikke blev valgt. Jeg var nok den mest aktive kandidat, men formåede ikke at komme ud at tale med vælgerne, men det lærte jeg senere. Dengang kørte jeg i øvrigt parløb med Inger Nielsen (i dag byrådsmedlem for Dansk Folkeparti, red.), der var socialdemokratisk amtsrådskandidat. Vi støttede hinanden fortæller han og fortsætter:
– Det er hårdt ikke at blive valgt efter en stor indsats. Man får lidt tårer i øjnene. Man har brug for ro til, at finde sig selv og sunde sig. Man skal reflektere og se hvad man så vil, og dengang havde vi en stor omvæltning i partiet. Vores tidligere borgmester, J.B. Nielsen døde og Uffe Steiner Jensen tog over på borgmesterkontoret. Der blev jeg valgt til Fællesledelsesformand, men jeg fik ikke et ordentligt fodfæste og gled ud i igen. Jeg blev så opfordret til, at stille op til næste kommunalvalg og blev valgt i 2001.
Hvordan var det at blive valgt?
– Det var en anderledes oplevelse. En af de første oplevelser var ved konstitueringen, efter at alle havde kæmpet sammen og udvist en stor holdånd, så blev det alle mod alle i kampen om posterne, fortæller Larsen, der ikke blev udvalgsformand i første omgang.
– I de fleste tilfælde er det også bedst, at man kan kravle før man kan gå, da det er et stort system. Selvom jeg havde været væk fra byrådsarbejdet i ti år, da jeg blev valgt ind i byrådet ved kommunalvalget i 2017, så var jeg glad for, at jeg i de første tre år ikke havde en formandspost, selvom jeg havde seks års erfaring fra 0’erne, da arbejdsgangene var meget ændret i byrådet over de 10 år, mener han og uddyber:
– Det har været fantastisk, at se Fredericias udvikling. Uffe Steiner Jensen samlede byrådet i 0’erne og lavede en vision for, at udvikle Fredericia og det var en fællesnævner på den lange bane. Vi opkøbte jord i Taulov og Erritsø, hvor vi lagde grundstenen til at lave den erhvervsudvikling, vi ser nu. Der har været en fantastisk udvikling med mange hundrede arbejdspladser, som er kommet til. Jeg bliver stadig overrasket, når jeg kommer kørende fra krydset ved Hejse Kro mod Taulov. Man bliver overrasket over, hvor stort det er derude. Midtbyen har også udviklet sig positivt. Tidligere, når man gik i gågaden en lørdag eftermiddag, var der dødt. Nu er der et andet liv.
Du fortæller, at du stoppede i politik i en periode, hvorfor?
– Jeg stod midt i livet og tænkte, at det var det, jeg arbejdede alt for meget på raffinaderiet og var midt i en skilsmisse. Jeg skulle finde mig selv, og finde mine værdier og så videre. Jeg havde brug for et pusterum.
Faktisk et år efter jeg stoppede kom Jacob Bjerregaard til som folketingskandidat. Jeg vidste fint, hvem han var, men han vidste ikke hvem jeg var, da jeg var stoppet før han flyttede til byen. Han var rundt og ringe på dørklokker og kom forbi imens jeg malede carport. Vi fik en god politisk snak, hvor han overtalte mig til at komme tilbage til det politiske arbejde og jeg blev efterfølgende valgt til partiets bestyrelse og organiserede hans valgkamp i baggrunden, svarer Larsen og fortsætter:
– Jacob blev valgt med det bedste resultat for en socialdemokrat i mere end 40 år. Jeg tænkte, at det kunne være, jeg skulle stoppe der, da jeg altid har haft lyst til massevis af andre ting. Men jeg blev overtalt til, at blive formand for partiforeningen og den opgave skulle jeg tage til efter kommunalvalget. Vi skulle fokusere på at tilbage erobre borgmesterkæden og så startede det arbejde. Jeg ledte efter gode spidskandidater og det lykkedes, at overtale Jacob til at stille op. Vi kørte den kommunale valgkamp for otte år siden, og jeg valgte at jeg ikke samtidig ville være kandidat, da jeg ville have et helhjertet fokus på partiets kampagne med Jacob i spidsen.
– Efter den valgkamp, 3-4 måneder efter valget, stoppede jeg og trak mig igen fra politisk arbejde. Jeg havde gjort det, jeg skulle; ”Mission Completed”. Jeg havde stadig en følelse af politiker i mig, men opgaven for partiet skulle være helhjertet, og det kunne jeg ikke give på det tidspunkt. Derfor stoppede jeg i tre år. Jeg var afklaret med det, men jeg kunne mærke der sad en lille politiker og bankede inde i mig. Så da Ole Steen Hansen og Jacob Bjerregaard kom hjem til mig et år inden sidste kommunalvalg og spurgte om jeg ville med, så valgte jeg at prøve det af igen, fortæller han.
Hvordan var det at være retur som folkevalgt?
– Det var og er fedt. En af de ting jeg har lært af at være væk fra selve byrådsarbejdet i de 10 år er to forskellige måder at samarbejde på. I 0’erne drejede det sig primært om, at tælle til de 11 mandater som udgør flertallet i byrådssalen.
– Det klima under Bjerregaard med at forsøge at samle alle er meget interessant. I mere end 99 procent af alle dagsordenspunkter har der været 100 procent enighed i hele byrådet og det er ikke mindst Bjerregaards skyld. Den politiske ledelse er jeg stolt over at have været en del af. Jeg tror ikke andre byråd i Danmark, har kunnet noget tilsvarende, siger Søren Larsen og fortsætter:
Ved at inddrage samtlige byrådspolitikere i beslutningsprocessen, inddrager man jo også samtlige vælgere i byens udvikling og det tror jeg er et afgørende element i Fredericias gode udvikling de seneste 7-8 år.
Bjerregaard ville stoppe
Det var en hård tid, da Jacob Bjerregaard meddelte, at han ville stoppe, men Søren Larsen var som gruppeformand klar over, at man skulle have en arvtager klar, og den person havde man fundet i Steen Wrist.
– Jeg har haft flere snakke med Jacob i året op til, hvor han stoppede. På generalforsamlingen sidste år var han allerede i tvivl om han ville fortsætte, og den 8. december 2020 ringede han så om morgenen og sagde, at nu var det nok og han ville stoppe. Jeg havde da en særlig opgave som gruppeformand. Jeg skulle have styr på baglandet og undgå, at vi kom op og slås internt. Jeg ringede rundt til alle gruppefællerne efter gruppemødet, hvor Jacobs afgang blev annonceret og alle vores gruppefæller pegede på Steen Wrist. Da Jacob første gang nævnte, at han ville stoppe, kørte vi jo allerede der Steen frem som politisk ordfører for at få ham mere frem i forreste linje og han har også siddet med til budgetforhandlingerne, så jeg endte med at ringe til Steen og kunne meddele, at hele byrådsgruppen enstemmigt pegede på ham, hvilket blev fulgt op med en enstemmig bestyrelse også, fortæller Larsen og tilføjer:
– Jeg opfordrede ham til at tage opgaven og så sank han lige en ekstra gang. Jeg tror, at Steen havde drømt om det, men at det kom så pludselig, var han ikke mentalt forberedt på. Jeg inviterede ham hjem til mig og talte med ham, og så kiggede han mig i øjnene og sagde, at han ville tage opgaven, men bad samtidig om min fulde støtte, fortæller Søren Larsen.
Drømte du ikke selv om at blive borgmester?
– Alle byrådspolitikerne tænker, at det kunne være fedt at være borgmester, men der var jeg ikke.
I dag er Steen Wrist borgmester og Søren Larsen har overtaget formandsposten for det udvalg, som Steen Wrist, var i spidsen for tidligere; By- og planudvalget.
– Jeg var udvalgsformand i 0’erne, men jeg har ikke arbejdet med byudvikling før. Men i Fredericia er det spændende med den forrygende udvikling vi har gang i. Det er spændende med midtbystrategien og den proces vi starter med denne nu, fortæller socialdemokraten Søren Larsen. Han er samtidig glad for byens udvikling på mange parametre:
– Jeg ser en meget mere levende og spændende by, der har rystet det tunge industri ry af sig og kan en masse på det grønne område. Vi er pacesetter på genbrugsområdet og vi har meget grønt her i byen, sågar en Blåflags-strand i bymidten. Kanalbyen er spændende at følge, og generelt er Fredericia blevet en anden og meget aktiv by. Teatret kommer op igen og vi har fået en anden identiet. Vi dukker ikke nakken længere, men rejser os og holder hovedet højt.
Hvor skal du og byen hen?
– Jeg har ikke tænkt så meget over, hvor jeg skal hen, jeg er et godt sted i livet, men arbejder for meget politisk i øjeblikket, siger han og smiler, inden han fortsætter:
– Fredericia skal udvikle sig, og vi skal have flere helt store musikarrangementer til byen. Vi skal fokusere på, hvordan fredericianerne får det bedre – i Socialdemokratiet er vores hovedfokus ikke på at øge bosætningen i byen, vi vil hellere have en politik, der gør sammenhængen for dem, der allerede bor i Fredericia, bedre. Så skal det andet nok komme. Vi skal have løst det med at få flere fredericianere i arbejde. Vi skal ikke nødvendigvis skabe arbejdspladser, hvis vi ikke sender vores egne arbejdsløse i arbejde, og det lykkes vi ikke tilstrækkeligt med endnu.
– Jeg har tre børn og sammen med min nuværende kone har vi sammenlagt syv børn. Jeg har fem børnebørn og Charlotte har et, så vi kan sagtens fylde vores lille gule hus op med familien, griner Larsen.
Vi har en campingvogn stående i Italien, og da jeg arbejder meget, så er det vigtigt, at trække stikket og koble fra. Vi nyder også at tage til Skotland og Irland for at opleve kulturen der, høre musik og nyde livet på en anden måde. Der, hvor jeg er nu, har man jo ikke så store børneforpligtelser. Jeg har også en dejlig have, som jeg elsker at bruge tid på.
Sommeren nærmer sig, men der venter stadig nogle måneder før den politiske sommerferie indtræder, men Larsen er klar til at trække stikket inden den igen står på politik, forhandlinger og valgkamp.
Maler du stadig carporten?
Hahaha, nej, sidste gang var det Charlotte, der gjorde det, slutter Søren Larsen.
