Plejehjemsbeboere i Kolding blandt landets mest tilfredse

0
Plejehjemsbeboere i Kolding blandt landets mest tilfredse

POLITIK. Beboerne på Kolding Kommunes plejehjem er markant mere tilfredse end gennemsnittet i resten af landet. Det viser en ny landsdækkende undersøgelse fra Ældreministeriet, hvor hele 97 procent af beboerne på de kommunale plejehjem i Kolding svarer, at de samlet set er tilfredse eller meget tilfredse med den hjælp, de får. På landsplan ligger tallet på 91 procent.

Særligt blandt de ældste beboere er tilfredsheden høj. I gruppen af borgere over 90 år svarer samtlige adspurgte i Kolding Kommune, at de er tilfredse med deres hverdag og den støtte, de modtager.

En af dem er 93-årige Inger Marie Hansen, som har boet på plejehjem i kommunen i tre et halvt år.
»Jeg er så glad for at være her. Jeg kan selv vælge, hvad jeg vil klare på egen hånd, og hvad jeg får hjælp til. Det bekymrede mig faktisk, inden jeg flyttede ind, om medarbejderne ville gøre det hele for mig. Det betyder nemlig meget for mig, at jeg holder mig i gang og gør det, jeg kan, selv. Jeg kan ikke helt så meget som for tre år siden. Derfor er det rart, at personalet altid står klar til at hjælpe mig, når jeg har brug for det,« fortæller hun.

For hende spiller aktiviteterne på plejehjemmet også en stor rolle for trivslen.
»De er rigtig gode til at lave aktiviteter for os. Der sker altid noget. Jeg er særligt glad for stolegymnastik og sang og musik. Det er jeg med til hver eneste uge.«

På samme plejehjem bor 94-årige Knud Dam, som flyttede ind efter mange år i egen bolig. Han beskriver plejehjemmet som et trygt sted for både ham selv og familien.
»Det er det bedste sted. Mine sønner er glade for, at jeg bor på plejehjemmet, så ved de, at jeg bliver passet 100 procent, når jeg er her. Jeg sørger stadig selv for at stå op, men jeg kan nemt få hjælp til for eksempel at få støttestrømper på. Og jeg kan stadig gøre det, jeg har lyst til i min hverdag. For eksempel er jeg glad for at sidde i min stol og følge med i sport på TV.«

Også maden får ros fra beboeren.
»Medarbejderne spørger os indimellem, hvad vi godt kunne tænke os at få. Og vi får så meget forskelligt at spise: bøf med løg, kålruller og alt muligt. Det er dejligt.«

Undersøgelsen viser samtidig, at Kolding Kommune skiller sig positivt ud, når det gælder beboernes indflydelse på hverdagen. 61 procent af beboerne oplever i høj grad at have indflydelse på den hjælp, de får, mod 44 procent på landsplan. Derudover oplever 82 procent, at personalet er gode til at inddrage både beboere og pårørende.

Formand for udvalget Senior, Søren Rasmussen, glæder sig over resultaterne og peger på medarbejdernes indsats som afgørende.
»Når beboerne fortæller, at de får hjælp på en måde, der passer dem, og at personalet tager sig tid til at lytte og inddrage, så er det præcis kernen i den kvalitet, vi ønsker på vores plejehjem. Vores mål er ikke procenttal, det er en tryg og værdig tilværelse for den enkelte beboer. Og undersøgelsen peger på, at vores mange dygtige medarbejdere lykkes med netop det. Undersøgelsen flotte resultat er medarbejdernes fortjeneste, og jeg er virkelig stolt af dem.«

Undersøgelsen er gennemført af Danmarks Statistik for Ældreministeriet og bygger på personlige interviews med plejehjemsbeboere. I Kolding Kommune har 229 beboere deltaget, og svarprocenten ligger på 44 procent, hvilket er højere end landsgennemsnittet.

Tandlægeklinik udvider ind i biblioteket i Kolding

0
Tandlægeklinik udvider ind i biblioteket i Kolding

KOLDING. Et nyt samarbejde mellem Kolding Kommune, Koldingbibliotekerne og ORIS Tandlægerne betyder, at tandlægeklinikken fremover kommer til at fylde mere i byens centrale bygningskompleks ved Banegårdspladsen. Klinikken rykker ind i et hjørne af biblioteket, hvor Bæredygtighedshuset i dag har til huse.

ORIS Tandlægerne og Koldingbibliotekerne ligger allerede side om side i komplekset mellem Banegårdspladsen og Slotssøen, som også rummer Hotel Kolding. Med den nye aftale breder tandlægeklinikken sig til det bagerste, østlige hjørne af biblioteket, mens bibliotekets funktioner flyttes rundt uden at noget forsvinder.

Ifølge borgmester Knud Erik Langhoff handler aftalen både om bedre pladsudnyttelse og om at styrke livet i bymidten.
»Vi har indgået en aftale med ORIS Tandlægerne, som indebærer, at vi udnytter pladsen bedre. Vi kommer til at flytte rundt på nogle funktioner på biblioteket, men der forsvinder ikke noget. Samtidig gør vi bedre plads til en sundhedsaktør, som tager imod mange klienter hver eneste dag lige midt i hjertet af Kolding. Det er vigtigt at have centralt placerede sundhedsaktører, både fordi det er lettere for klienterne af komme dertil, og fordi de er med til at skabe liv i bymidten,« siger borgmesteren.

Han peger samtidig på, at projektet flugter med kommunens generelle ambitioner om at udnytte de kommunale kvadratmeter mere bæredygtigt.

Tandlægeklinikken lejer et område på 93 kvadratmeter, som giver mulighed for at udvide med reception, kontor og personalerum. Ventetiden kan patienterne tilbringe i et åbent fællesområde på biblioteket, der indrettes, så det også kan bruges af bibliotekets øvrige gæster.

Hos ORIS Tandlægerne ser man samarbejdet som en naturlig udvikling i takt med stigende patienttal.
»Gennem årene har vi oplevet en stigende tilgang af patienter, og i den forbindelse er vi glade for, at Kolding Kommune og Koldingbibliotekerne har været åbne for et samarbejde, som skaber nye rammer for vores klinik. Samarbejdet giver os mulighed for at indrette flere behandlingspladser og samtidig gøre vores venteområde til en integreret del af biblioteket. Det betyder, at patienter kan kombinere deres besøg hos tandlægen med ro, inspiration og oplevelser fra bibliotekets miljø,« fortæller Maj-Britt Maasbüll, der er en af de tre klinikejere.

Kolding Kommune ejer biblioteksbygningen, men det er ORIS Tandlægerne, der betaler for den ombygning, som udvidelsen kræver. Bæredygtighedshuset flyttes til et andet hjørne af biblioteket, hvor der i dag er mødelokaler. Mødelokalerne genetableres på 1. sal, og der indrettes samtidig studiepladser i kælderen.

Projektet er godkendt af Jens Holms Biblioteksfond, som er medejer af Koldingbibliotekerne. Planen er, at både Bæredygtighedshuset og tandlægeklinikken er på plads i de nye rammer i forsommeren 2026.

Nyt samarbejde giver bedre støtte til borgere i livskrise

0
Nyt samarbejde giver bedre støtte til borgere i livskrise

Kolding Kommune har indledt et nyt samarbejde, der skal styrke hjælpen til mennesker, som står midt i livets sværeste perioder. Samarbejdet sker med et lokalt, tværfagligt initiativ, der samler læger og præster om en fælles indsats for borgere i krise.

Initiativet blev oprindeligt taget i 2016 af praktiserende læge Inger Uldall Juhl og sognepræst Lone Vesterdal, som begge har solid lokal forankring i Kolding. Udgangspunktet var et fælles ønske om at hjælpe mennesker i situationer, hvor hverken medicinsk behandling eller samtaler alene er tilstrækkelige.

Ifølge sognepræst Lone Vesterdal møder både læger og præster mennesker, når livet gør allermest ondt.
»Vi møder mennesker, når livet brænder på. Det kan være, når lægen har måttet give en svær besked, eller når sorgen river benene væk under én. I fællesskab kan vi tage fat i det, der ikke kan måles i blodprøver. Det, der handler om håb, mening og det at kunne holde tilværelsen ud og holde ved, selv når man er allermest skrøbelig,« forklarer hun.

Læge Inger Uldall Juhl peger på, at sundhed ikke kun handler om diagnoser og behandlinger, men også om omsorg og menneskelig støtte.
»Den videnskabelige tilgang kan ikke stå alene. Omsorgen for andre mennesker er det, vi læger har tilfælles med præsterne. Med ’Læge-præste Samarbejdet’ kan vi mødes på tværs af fagligheder og styrke den helhedsorienterede støtte til mennesker i krise. Vores håb er, at samarbejdet med Kolding Kommune kan udbrede kendskabet til samarbejdet og give flere mulighed for at få hjælp, også til de personer, der deltager i kommunens sundhedstilbud,« siger hun.

Det frivillige netværk i Kolding Kommune gør det lettere for læger at henvise patienter til præster, når der er behov for samtaler om livets store spørgsmål eller støtte i svære perioder. Omvendt kan præster nemmere opfordre borgere til at søge lægehjælp, hvis der opstår bekymringer om helbred eller tegn på sygdom. Fokus i samarbejdet er på det menneskelige og eksistentielle frem for religion og trosretninger.

Samarbejdet ligger i forlængelse af Kolding Kommunes sundhedspolitik, som blev vedtaget sidste år, og som netop lægger vægt på at se borgeren som et helt menneske.
»Når sygdom rammer, kan det være svært at finde fodfæste. Mange oplever angst, sorg eller magtesløshed. Følelser, der ikke nødvendigvis kræver behandling, men som kræver, at nogen griber én. Med samarbejdet ønsker vi at give borgerne et stærkere sikkerhedsnet, så de bliver mødt som hele mennesker og får støtte til at genvinde balancen, også når livet er allersværest,« siger Birgitte Kragh, udvalgsformand for Sundhed og Fritid.

Med den nye aftale er målet, at borgere i krise hurtigere får sammenhængende og koordineret hjælp. Som en del af samarbejdet indgår kommunens sundhedschef, Anders Seekjær, i netværkets bestyrelse sammen med repræsentanter for både læger, præster og menighedsråd.

Michael Aagaard Seeberg skal rådgive socialministeren om social udsathed

0
Michael Aagaard Seeberg skal rådgive socialministeren om social udsathed

POLITIK. En markant stemme fra det sociale arbejde i Kolding får nu plads helt tæt på Christiansborg. Udviklingschef og stedfortrædende generalsekretær i KFUM’s Sociale Arbejde, Michael Aagaard Seeberg, er blevet personligt udpeget af social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen til at indgå i Rådet for Socialt Udsatte.

Rådet har til opgave at rådgive regering og Folketing om, hvordan social udsathed kan forebygges og afhjælpes, og udpegningen vækker glæde hos Michael Aagaard Seeberg.

»Jeg glæder mig til at kunne bidrage til udviklingsdynamik og social innovation, som kan fylde sprækkerne i velfærdssamfundet. Nytænkning er vigtig, for velfærdssamfundet er presset, og der er behov for, at vi bedre forebygger og afhjælper, at mennesker kommer i socialt udsatte livssituationer. Det er også afgørende, at kommuner og regioner etablerer endnu tættere, langsigtede samarbejder med civilsamfundsorganisationer som for eksempel KFUM’s Sociale Arbejde«, siger han.

Michael Aagaard Seeberg har gennem hele sit arbejdsliv haft fokus på fællesskaber og social sammenhængskraft. Han er rundet af spejderbevægelsen og har i mange år arbejdet for, at flere mennesker får mulighed for at blive en del af forpligtende fællesskaber, hvor alle har noget at bidrage med.

Som landsformand for KFUM-Spejderne i Danmark fra 2014 til 2017 var han drivkraften bag en markant udvikling i bevægelsen. Her var han blandt andet med til at stifte foreningen Spejderne, erhverve Middelgrundsfortet og skabe Ungdomsøen som en ny platform for partnerskaber og fællesskab.

Siden 2019 har han været udviklingschef i KFUM’s Sociale Arbejde. Forud for det arbejdede han i otte år med forskning, vejledning og undervisning inden for politisk og social udvikling med særligt fokus på civilsamfundsorganisationer i det globale syd. Han har tidligere været lektor ved Syddansk Universitet og har en ph.d.-grad i statskundskab fra Aarhus Universitet.

Med over 230 institutioner og sociale tilbud, mere end 1.200 ansatte og 2.650 frivillige er KFUM’s Sociale Arbejde en af landets største sociale, diakonale organisationer. Det giver ifølge Michael Aagaard Seeberg en særlig indsigt i de udfordringer, mange mennesker lever med – også dem, der ofte ikke bliver set.

»Det er glædeligt, at socialministeren kalder på os i rådet, så vi kan være talerør for mennesker i udsathed«, siger han.

Han er blandt andet en af drivkræfterne bag Social Drive Out, der siden corona-nedlukningen i 2020 har uddelt mere end 200.000 gratis måltider. Indsatsen har haft base i KFUM’s Sociale Arbejdes herberger, væresteder og sociale caféer og har sammen med følgeforskning været med til at afdække en mere skjult form for udsathed, særligt i landdistrikterne.

Michael Aagaard Seeberg er 42 år og bor i Kolding med sin hustru og deres fem børn. I fritiden løber han i skoven og er aktiv i bestyrelserne for blandt andet Fonden Ungdomsøen, SUS Socialt Udviklingscenter og Defactums fagligt strategiske råd.

Forbedringer på vej i det nye bybussystem og borgere inviteres med i processen

0
Forbedringer på vej i det nye bybussystem og borgere inviteres med i processen

POLITIK. Allerede få uger efter at det nye bybussystem trådte i kraft i Kolding, lægger de konstituerende partier til det kommende byråd op til markante justeringer. Målet er at rette op på de udfordringer, som mange borgere har givet udtryk for i forbindelse med omlægningen af busbetjeningen, der blev indført den 14. december 2025.

Ifølge partierne er der blevet lyttet til de mange henvendelser og bekymringer, der har været rejst gennem de seneste måneder, og derfor sættes der allerede fra starten af det nye år gang i en række konkrete forbedringer.

Tre ændringer er i fokus i løbet af 2026. I Bramdrupdam lægges der op til, at den nuværende flexrute erstattes af fast bybusbetjening fra april. Det skal give en mere stabil og forudsigelig service til blandt andet Skovæblevej, Bramdrupskovvej med Kirsebærhaven og området omkring Sjællandsvej.

Samtidig skal busbetjeningen ved Kolding Sygehus styrkes. Fra april opprioriteres betjeningen foran hovedindgangen med to afgange i timen som supplement til den eksisterende A-rute på Skovvangen. Også Petersbjerggård får forbedret adgang til den kollektive trafik, hvor der inden for en måned etableres indkørsel i retning ud af Kolding, mens indkørsel mod Kolding ventes klar senest i april.

Tiltagene kræver ekstra finansiering, som ifølge konstitueringskredsen delvist forventes at kunne findes gennem et mindreforbrug fra 2025. Hvis det ikke rækker, er der opbakning til at udvide budgettet.

Samtidig lægges der op til en bred borgerinddragelse. Fra 1. januar til 31. marts 2026 åbnes en digital portal, hvor borgere, foreninger og andre interesserede kan indsende forslag og bemærkninger til den nye buskøreplan. De indkomne input vil løbende blive vurderet, og relevante justeringer kan blive forelagt Plan- og Teknikudvalget med henblik på ændringer allerede fra sommeren. Yderligere forslag ventes drøftet i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2027.

Chauffører og brugergrupper vil desuden blive inddraget løbende i processen i løbet af første kvartal af det nye år.

Parallelt med de planlagte ændringer arbejdes der også med en række mere praktiske forbedringer. En ny vendeplads ved Nørregyden i Bramdrupdam er under etablering og forventes færdig medio januar. Løsningen har været omdiskuteret, men vurderes nødvendig blandt andet af hensyn til arbejdsmiljøkrav. Derudover er en midlertidig rundkørsel i Munkeboområdet allerede etableret og bliver gjort permanent i takt med områdets videre omdannelse.

Med de varslede justeringer er ambitionen at skabe et bybussystem, der i højere grad matcher borgernes behov og samtidig sikrer en stærk og velfungerende kollektiv trafik i Kolding.

Danmarks første hjerneplan er syddansk og sender millioner til neurologien

0
Danmarks første hjerneplan er syddansk og sender millioner til neurologien

SUNDHED. Syddanmark går forrest på det neurologiske område med Danmarks første samlede hjerneplan. Et enigt regionsråd har netop godkendt planen, der skal give patienter med neurologiske sygdomme hurtigere udredning, bedre behandling og mere sammenhængende forløb. Samtidig følger der markante investeringer med, når regionen afsætter samlet over 28 mio. kr. til området de kommende år.

Hjerneplanen retter sig mod patienter med blandt andet demens, epilepsi, multipel sklerose, Parkinsons sygdom, hovedpinesygdomme og følger efter hjernerystelse. Ambitionen er at skabe mere ensartede tilbud på tværs af regionen og sikre, at patienterne oplever et sundhedsvæsen, der hænger bedre sammen fra start til slut.

Formand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark, Mette With Hagensen (S), peger på, at neurologiske sygdomme ofte har vidtrækkende konsekvenser for både patienter og deres familier.

»Når man rammes af en neurologisk sygdom, påvirker det hele livet – og ofte hele familien. Med hjerneplanen vil vi give både patienter og pårørende mere tryghed og bedre støtte gennem et sygdomsforløb, der kan være både komplekst og langvarigt. Planen skal sikre hurtigere hjælp, bedre sammenhæng og et sundhedsvæsen, som er mere til stede for de mennesker, det handler om.«

Planen har seks klare fokusområder, herunder demens, epilepsi, multipel sklerose, Parkinsons sygdom, hovedpine og rehabilitering efter hjernerystelse. I alt rummer hjerneplanen over 30 konkrete initiativer, som blandt andet har fokus på hurtigere udredning, behandling tættere på patienternes hjem og bedre koordination mellem hospitaler, kommuner og praktiserende læger.

Arbejdet med planen har været bredt forankret. I høringsfasen har 31 syddanske kommuner, patientforeninger og faglige organisationer bidraget med input, som har sat tydelige spor i den endelige plan.

Samtidig med godkendelsen har regionsrådet afsat 13,7 mio. kr. i 2026-2027 og yderligere 14,4 mio. kr. fra 2028 og frem til at øge kapaciteten på det neurologiske område. Omkring halvdelen af midlerne er målrettet demensområdet.

Ifølge Mette With Hagensen er det afgørende, at planen følges op af konkrete ressourcer.

»Det har været afgørende for os, at hjerneplanen er mere end ord på papir, men følges af midler, så vi kan sætte handling bag ambitionerne med det samme. Investeringen betyder blandt andet, at vi kan styrke bemandingen på de neurologiske afdelinger og på demensklinikkerne og dermed give patienter og pårørende bedre støtte og mere nærvær i deres forløb.«

Midlerne skal blandt andet bruges til at styrke samarbejdet med kommuner og praktiserende læger, forbedre rehabiliteringen for patienter med multipel sklerose, udvikle nye tilbud til patienter med hovedpine og sikre hurtigere adgang til specialistrådgivning. Derudover skal ny teknologi som hjemmemonitorering tages i brug for patienter med epilepsi og Parkinsons sygdom.

Implementeringen af hjerneplanen begynder i starten af 2026, og flere initiativer kan sættes i gang med det samme. En særlig implementeringsgruppe under ledelse af en lægefaglig direktør får ansvaret for at prioritere og koordinere indsatserne, så planen omsættes til konkrete forbedringer for syddanske patienter.

Flere ikke-vestlige indvandrere på førtidspension i Fredericia end i Middelfart – Kolding ligger tæt på

0
Flere ikke-vestlige indvandrere på førtidspension i Fredericia end i Middelfart – Kolding ligger tæt på

En ny analyse fra CEPOS viser markante forskelle mellem landets kommuner, når det gælder andelen af ikke-vestlige indvandrere i alderen 40 til 64 år, der er på førtidspension. Også i Trekantområdet varierer tallene tydeligt – med Fredericia og Kolding over både Middelfart og flere større kommuner.

Ifølge analysen var 23,2 procent af de ikke-vestlige indvandrere mellem 40 og 64 år på førtidspension i Fredericia i tredje kvartal 2025. I Kolding var andelen næsten lige så høj med 23,0 procent, mens Middelfart lå markant lavere med 16,1 procent.

Til sammenligning var landsgennemsnittet 19,1 procent, mens de højeste andele blev registreret i Odense og Aarhus, hvor omkring tre ud af ti ikke-vestlige indvandrere i aldersgruppen var på førtidspension.

Tallene peger på, at Fredericia og Kolding ligger blandt de kommuner, hvor en relativt stor del af ikke-vestlige indvandrere over 40 år er varigt ude af arbejdsmarkedet, mens Middelfart – trods geografisk nærhed – har et niveau tættere på kommuner som København og Skanderborg.

Store forskelle – også lokalt

CEPOS understreger i analysen, at førtidspension er en ydelse, der kun tilkendes personer med varigt og væsentligt nedsat arbejdsevne, og at forskellene derfor ikke kan forklares med én enkelt faktor. Dels kan befolkningssammensætningen spille en rolle, dels kan kommunernes praksis og indsats på beskæftigelsesområdet have betydning.

På landsplan er ikke-vestlige indvandrere over 40 år fortsat markant overrepræsenteret på førtidspension sammenlignet med personer med dansk oprindelse, hvor andelen i samme aldersgruppe ligger på 9,4 procent. Samtidig peger analysen på, at udviklingen samlet set er gået i en mere positiv retning siden 2013, hvor andelen var endnu højere.

Især blandt yngre ikke-vestlige indvandrere ses der en stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet, hvilket ifølge CEPOS kan være et tegn på, at integrationen på længere sigt forbedres – også for de ældre aldersgrupper.

Relevans for Trekantområdet

For kommuner som Fredericia og Kolding rejser tallene spørgsmål om både forebyggelse, sundhed, arbejdsmarkedstilknytning og integrationsindsats. Førtidspension er ofte resultatet af mange års komplekse problemer, og tallene afspejler derfor ikke alene aktuelle beskæftigelsesindsatser, men også historiske forhold, arbejdsmiljø, helbred og sociale vilkår.

Middelfarts lavere andel viser samtidig, at der kan være betydelige forskelle i udviklingen – også mellem kommuner med relativt ens geografiske og økonomiske vilkår.

CEPOS fremhæver, at der ikke findes en enkel forklaring på forskellene, men at de bør give anledning til lokal refleksion og politisk opmærksomhed, hvis flere skal fastholdes i arbejdslivet længere.

Beskæftigelsen stiger fortsat blandt indvandrere fra ikke-vestlige lande

0
Beskæftigelsen stiger fortsat blandt indvandrere fra ikke-vestlige lande

SAMFUND. Flere indvandrere fra ikke-vestlige lande er i job end tidligere, og forskellen i beskæftigelse mellem dem og personer med dansk oprindelse er blevet markant mindre over de seneste år. Det fremgår af den nye publikation Indvandrere i Danmark 2025, som Danmarks Statistik har offentliggjort.

Siden 2015 har beskæftigelsen blandt indvandrere fra ikke-vestlige lande været stigende år for år. I 2024 var 71 procent af de mandlige indvandrere i beskæftigelse, mod 53 procent i 2015. For kvinderne er beskæftigelsesfrekvensen steget fra 45 procent i 2015 til 61 procent i 2024.

Til sammenligning var beskæftigelsesfrekvensen blandt personer med dansk oprindelse i 2024 på 81 procent for mænd og 78 procent for kvinder. I 2015 lå tallene på henholdsvis 77 procent for mænd og 73 procent for kvinder.

Udviklingen betyder, at afstanden mellem de to grupper er blevet mindre over tid.

»Andelen af beskæftigede er steget mere for indvandrere fra ikke-vestlige lande end for personer med dansk oprindelse siden 2015. Der har således været en tendens til, at forskellene i beskæftigelsen i de to grupper løbende er blevet mindre, hvis man ser på udviklingen i beskæftigelsesfrekvenserne fra 2015 til 2024«, siger Jørn Korsbø Petersen, chefkonsulent i Danmarks Statistik.

Tallene viser samtidig, at indvandrere i høj grad er koncentreret i bestemte brancher. Hotel- og restaurationsbranchen er den branche, der i 2024 havde den højeste andel af mandlige indvandrere, hvor 39 procent af de beskæftigede mænd var indvandrere. Også brancherne landbrug, skovbrug og fiskeri samt forskning og udvikling ligger højt med 26 procent indvandrere blandt de mandlige beskæftigede.

Blandt kvinder er det især rejsebureauer, rengøring og anden operationel service, der skiller sig ud. Her var 37 procent af de ansatte kvindelige indvandrere. Også landbrug, skovbrug og fiskeri, hoteller og restauranter samt forskning og udvikling har en relativt stor andel kvindelige indvandrere.

Omvendt er der brancher, hvor indvandrere kun udgør en lille del af de beskæftigede. Det gælder blandt andet offentlig administration, forsvar og politi samt finansiering og forsikring, hvor andelen af både mandlige og kvindelige indvandrere er lav.

Den nye publikation fra Danmarks Statistik ser bredt på indvandreres forhold i Danmark og indeholder også opgørelser om blandt andet bopæl, uddannelse, kriminalitet og indkomst samt udviklingen for efterkommere og børn af efterkommere.

OJ Living udvider sin satsning på MESSE C Furniture Fair

0
OJ Living udvider sin satsning på MESSE C Furniture Fair

BUSINESS. Den jyske møbelvirksomhed OJ Living skruer op for ambitionerne, når MESSE C Furniture Fair igen slår dørene op i Fredericia i april 2026. Virksomheden har valgt at udvide sin tilstedeværelse markant og deltager næste år med et standareal, der er dobbelt så stort som ved messens premiere.

OJ Living, der har base i Skive, blev stiftet i slutningen af 2024 af Ole Jørgensen, som har mere end to årtiers erfaring fra både danske og udenlandske møbelproducenter. Blandt virksomhedens kerneprodukter er senge og sofaer, som udvikles i samarbejde med den polske producent Comforteo.

Ved den første udgave af Furniture Fair i april i år oplevede OJ Living en messe med både solid opbakning fra udstillerne og et besøgstal, der gav tro på konceptet.

»Der var en flot opbakning til den første udgave, og vi mødte det publikum, vi gerne vil tale med. Det giver et godt udgangspunkt for, at messen kan vokse sig endnu stærkere«, siger Ole Jørgensen.

Den positive oplevelse har fået virksomheden til at øge sin investering i messen i 2026.

»Vi har valgt at fordoble vores stand. Det er et signal om, at vi satser på messen og gerne vil være med til at udvikle den videre«, siger han.

Ifølge stifteren er en af messens store styrker det klare fokus på det danske marked. Selvom der også har været interesse fra nabolandene, er det afgørende, at messen rammer rigtigt herhjemme.

»Danmark er kernen for messen, og det synes jeg er helt rigtigt. Selvfølgelig er det positivt, at der også kommer besøgende fra for eksempel Norge og Sverige, men det afgørende er, at messen rammer det danske marked præcist«, siger Ole Jørgensen.

Han peger samtidig på, at realistiske rammer og et fornuftigt prisniveau er med til at sikre opbakning fra branchen.

»Når rammerne er til at være med på, giver det flere virksomheder mulighed for at deltage. Jo flere udstillere der samles, jo mere attraktiv bliver messen også for møbelhusene. Og det er selvsagt også en fordel for os at få branchen i tale, uden at skulle rundt med en iPad og vise nyheder frem hos møbelhuse fra Skagen til Gedser«, fastslår han.

Ved 2026-udgaven samles messen i én stor hal i MESSE C, hvilket ifølge Ole Jørgensen gør oplevelsen mere overskuelig for de besøgende.

»Når messen er samlet ét sted, bliver den mere overskuelig. Det giver et bedre overblik og gør det lettere for de besøgende at nå rundt og få talt med de udstillere, der er relevante for dem«, siger han.

På OJ Livings stand kan de besøgende se frem til en række nyheder inden for senge, opbevaringssenge og sofaer, hvor langt det meste vises frem i Danmark for første gang.

»Langt det meste bliver første gang, det kan opleves i Danmark, så vi har forventninger om nogle rigtig udbytterige dage i Fredericia«, siger Ole Jørgensen.

MESSE C Furniture Fair finder sted i Fredericia fra den 26. til 29. april 2026.

Viacon holder på vandet på Kloakmessen 2026

0
Viacon holder på vandet på Kloakmessen 2026

EVENTS. Kraftigere og mere hyppige regnskyl stiller nye krav til, hvordan regnvand håndteres rundt om i landet. Det mærker man tydeligt hos Horsens-virksomheden Viacon A/S, der igen i år deltager på Kloakmessen i Fredericia, hvor fokus er rettet mod stålbaserede løsninger til regnvandsmagasinering.

Virksomheden, som er en del af en svensk koncern med aktiviteter i 14 lande, har de seneste år opbygget en stærk position inden for regnvandshåndtering baseret på varmgalvaniseret stål. Løsningerne bruges som alternativ til traditionelle bassiner i beton og plast og vinder i stigende grad indpas i branchen.

»Vi laver Danmarks største regnvandsbassiner udført i stål. Vores varmgalvaniserede stålløsninger kendetegnes især ved lav vægt, lav indbygningshøjde og hurtig installation. Samtidig dokumenterer vi CO2-reduktioner på 60-75 procent sammenlignet med tilsvarende betonbassiner«, siger administrerende direktør Kent Hoggins.

Ifølge Viacon kan forskellen også aflæses direkte i klimaaftrykket. Et konkret projekt på 500 kubikmeter reducerede CO2-udledningen til under 15 ton, hvilket er mere end en halvering sammenlignet med en traditionel løsning. Besparelsen svarer til omkring 1.200 træers årlige CO2-optag eller 120.000 kilometers kørsel i en almindelig personbil.

Ud over miljøgevinsten peger virksomheden også på markante tidsbesparelser i selve installationen. Et af Viacons anlæg blev ifølge direktøren færdiggjort på blot seks timer, hvor en tilsvarende betonløsning normalt kræver omkring en uge for et helt sjak.

Regnvandshåndtering er i dag Viacons største vækstområde, selv om virksomheden også leverer løsninger til broer, vejunderføringer og andre infrastrukturelle projekter.

»De stigende og mere ekstreme regnmængder betyder, at behovet for at magasinere regnvand er større end nogensinde«, siger Kent Hoggins.

På Kloakmessen præsenterer Viacon ikke kun de kendte stålmagasiner, men også en ny løsning under navnet Smart Tank. Anlægget er baseret på varmgalvaniserede stålløsninger og kan optimere anvendelsen af indsamlet regnvand, eksempelvis til vanding af grønne områder i boligkvarterer.

Viacon markerer sig desuden som sponsor ved DM i kloakarbejde, hvilket ifølge direktøren både er en faglig og branchemæssig prioritet.

»Det er en god måde at støtte faget og profilere vores brand. Som kloakmester er jeg stolt af, at vi kan bidrage«, siger han.

Virksomheden leverer en af hovedpræmierne ved mesterskabet, hvor vinderen sammen med sin mester og repræsentanter fra branchen får mulighed for at besøge en af koncernens fabrikker og se produktionen på tæt hold.

Kloakmessen i Fredericia spiller en fast rolle i Viacons årshjul, ikke mindst fordi den afholdes i januar, hvor mange i branchen har bedre tid til at deltage.

»For os har Kloakmessen i Fredericia altid været et stærkt afsæt. Jeg har endnu ikke stået på en kloakmesse, som ikke har resulteret i en ordre inden for en måned eller halvanden. Det er præcis den rette målgruppe, der kommer: kloakmestre, forsyninger, rådgivere og entreprenører. Vi glæder os meget til dagene i Fredericia«, fastslår Kent Hoggins.

Påskedag: Her er supermarkederne åbne i Fredericia og Middelfart

Påskedag: Her er supermarkederne åbne i Fredericia og Middelfart

0
Det er påskedag, søndag den 5. april, og de fleste supermarkeder holder lukket. Men der er muligheder for at handle ind, hvis du har...